ark og ulands

 

 

 

 

"Vores Kaukasus"

Under Den Kolde Krig hvilede så uendelig meget af logikken jo på, at der var en sådan ting som en legitim indflydelsesfære - USA havde een i Den Vestlige Hemisfære, og Sovjetunionen havde sin: muligvis var den ikke legitim, men den måtte respekteres. Når det kommer til de her spørgsmål idag - Tjetjenien, Kaukasus i det hele taget - respekterer vi så russernes 'ret', de facto, til at øve en særlig indflydelse og sætte deres vilje særligt igennem?

IF: Her må vi nok i første omgang skelne mellem Nord- og Sydkaukasus. Tjetjenien ligger inde i Nordkaukasus, som af russerne og af det internationale samfund betragtes som en del af den Russiske Føderation. Så det er ligesom et særligt og ganske alvorligt spørgsmål.

Det andet er så spørgsmålet om de nu selvstændige, sydkaukasiske stater. I det allerførste år efter Sovjetunionens opløsning førte Jeltsin og hans udenrigsminister Kozyrev en meget vestorienteret politik og interesserede sig ikke så meget for de gamle sovjetrepublikker, som nu var blevet selvstændige lande.

Men den politik kom under ganske betydeligt indenrigspolitisk pres i Rusland, og der kom ret hurtigt en ny konsensus på det overordnede plan om, at Rusland skulle sikre sig sine interesser i det gamle, sovjetiske område. Man talte om et strategisk rum og om et økonomisk rum. Allerede når vi kommer til ca. 1993, så begynder Rusland allerede igen at gøre sig gældende. Der er mange årsager til det. I et historisk perspektiv er der mange russere, der føler, at Sovjetunionens opløsning - tabet af de tre sydkaukasiske stater - er et historisk tilbageslag af dimensioner, at man har mistet dette område, som russerne i øvrigt ofte betegner som "vores Kaukasus" - vores Kaukasus. I generalstaben, i Forsvarsministeriet i Moskva, der har man også set det i strategiske termer, hvor hele området syd for det høje Kaukasus var et strategisk forterræn, som man fra militær side lagde stor vægt på - derfor betragtede man tabet af det som een ganske alvorlig svækkelse af Rusland som militær stormagt.

Så kommer der en række andre ting til: i 90erne bliver det jo et meget konfliktfyldt område, og der er i russiske kredse en frygt for, at disse meget sammenfiltrede konflikter vil spilde over - og ind i Rusland. Det hænger sammen med en anden faktor, nemlig en frygt for muslimsk, islamisk fundamentalisme - en frygt i Rusland for, at islamisk fundamentalisme skal trænge frem i Sydkaukasus, dvs. i Aserbajdsjan, i de muslimske republikker inde i føderationen i Nordkaukasus. Nogle russere opererer med en veritabel dominoteori: at det vil så brede sig helt op til de islamiske områder langs Volga-floden, altså Tatarstan og Basjkortostan inde i centrum af Rusland. Det er, efter min bedste overbevisning, en overdreven frygt - men den er der, og der er politikere og militærledere, der spiller på den.

Og endelig, så medfører konflikterne i Kaukasus nogle meget, meget store flygtningestrømme. Konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan om Nagorno-Karabakh skaber over en million flygtninge. Konflikten mellem Georgien og Syd-Ossetien fører til at syd-ossetere flygter ind i Nord-Ossetien. Vi har en anden konflikt i Georgien - med Abkhasien, som giver et stort antal flygtninge. Og mange af disse personer - både etniske russere, men også kaukasiske folk - flygter ind i Rusland, og skaber også der, i storbyerne og i det sydlige Rusland, ganske store flygtningeproblemer. Endelig er der, som vi talte om, spørgsmålet om olie fra den Aserbajdsjanske del af det Kaspiske Hav.

Tilsammen gør alle disse ting, at russerne efter en kort periode bliver interesserede i at engagere sig i Sydkaukasus igen. Men tyrkerne var jo, som jeg nævnte, også interesserede i at engagere sig; Iran på samme måde; og så kommer USA og ligeledes i et vist omfang de vesteuropæiske stormagter og begynder at interessere sig for området. Så efter det i hele Sovjetperioden har været næsten totalt lukket land, opstår der nu et stormagtsspil der. Set fra russisk side begynder man at tale om 'det nære udland' som en særlig russisk interessezone; en interessesfære, hvor Rusland har særlige rettigheder. Man forsøger at få SNG - sammenslutningen af selvstændige stater - til at være det forum, hvor Rusland igen kan begynde at gøre sig gældende, både i Centralasien og i Kaukasus, men jo altså ikke i Baltikum, fordi de tre baltiske lande aldrig tilslutter sig SNG.

ARTIKLENS FORSIDE

   NÆSTE SIDE

TILBAGE

 

 

 

   

 

 

 

 

Illustrationsfotos: Ib Faurby, NATO (montage)

 

 

Illustrationsfoto: