21.11.2012

Frankrigs største borgerlige parti har valgt ny formand efter en dramatisk valgkamp, der splittede partiet i to. Mindre end 100 stemmer afgjorde valget til den yderste højrefløjs fordel, men nu tyder alt på, at Sarkozys gamle parti kollapser indefra.

ANALYSE af Jørn Boisen

Allerede under det franske præsidentvalg i maj og april var det tegn på, at Frankrigs store borgerlige parti UMP var på vej til at blive sprængt. Den ansvarlige var partiets egen formand, tidligere præsident Nicolas Sarkozy. For at forstå spændingerne i UMP, må man forstå, hvorfor og hvordan partiet opstod.

UMP blev skabt af en af Jacques Chiracs nære støtter, Jacques Monod, i 2002. Partiet havde tre mål: 1) Det skulle sikre Jacques Chirac et stabilt flertal i parlamentet, efter Front Nationals Jean-Marie Le Pen til de flestes overraskelse var gået videre til anden runde af præsidentvalget. 2) Det skulle indsætte Alain Juppé som tronarving. 3) Det skulle samle tre fremtrædende dele af den franske højrefløj: centristerne, de liberale og gaullisterne. I Danmark ville de svare til en fusion af De Radikale, Venstre og De Konservative. Officielt sagde folkene bag UMP, at de ville gøre fælles front mod Front National, der stjal borgerlige vælgere. Deres reelle hensigt var at eliminere centristerne (UDF).

Det første mål blev nået. Det andet mislykkedes, fordi Alain Juppé tog skraldet for Jacques Chirac i en korruptionssag fra dengang, Chirac var borgmester i Paris. Det tredje mål blev også nået. Indtil nu. UMP er nemlig ved at blive splittet i de selv samme tre fløje, som partiet forenede dengang.


Sarkozys højredrejning sprænger UMP

Det hele skyldes UMP’s seneste formand, Nicolas Sarkozy. Da han vandt præsidentvalget i 2007, var det netop, fordi han fik samlet alle tre strømninger på højrefløjen. Økonomisk var han liberalist, værdipolitisk var han overvejende gaullist (altså national og autoritær) og på en række områder var han midtsøgende, fx i spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder. Alle var glade.

Den smukke harmoni på højrefløjen blev ødelagt midt i Sarkozys mandat. Som resten af Europa blev Frankrig ramt af krisen i 2008. Sarkozy begyndte at miste vælgere til Front National, og han forsøgte siden at vinde dem tilbage ved at kopiere store dele af sin nye politik direkte fra det ekstreme højre. Det var en tendens, der blev stærkere og stærkere, og som kulminerede i maj 2012 mellem præsidentvalgets to runder.


Partiet trækker mod midten

Det er klart, at Sarkozys højredrejning var svær at sluge for de mere midtsøgende borgerlige politikere og vælgere. Lederen af centrum-højre partiet MoDem, der altid har støttet den borgelige side, François Bayrou bekendtgjorde, at han af moralske grunde ikke kunne stemme på Sarkozy. Jean-Louis Borloo, bannerfører for den midtsøgende del af UMP, begyndte at søge opbakning blandt sine støtter med henblik på at løsrive sig fra UMP. Selv premierministeren François Fillon, der naturligvis deltog i valgkampagnen på Sarkozys side, var som så mange andre tydeligt utilpas ved den drejning, præsidenten tog.


Formandsvalg bliver gravskrift

Men ikke alle vendte sig mod Sarkozy. Partiets generalsekretær Jean-François Copé meldte sig uforbeholdent på præsidentens bane. Derfor blev det nylige formandsvalg også et valg mellem den moderate borgerlige højrefløj og den mere ekstreme og nationalistiske højrefløj. Mellem Fillon og Copé. Den sidste vandt. Men kun med 50,03 procent af stemmerne. Mindre end 100 stemmer adskilte de to kandidater. Partiet blev delt i to nøjagtig lige store dele. Én, der orienterer sig mod Front National, og én, der går ind for et mere favnende højre. Havde François Fillon vundet, kunne den mest højreorienterede del af UMP nok have fundet plads i partiet. Det er derimod tvivlsomt, om centristerne og liberalisterne vil føle sig hjemme i Copés UMP. I samme tale, hvor han anerkendte sit nederlag, sagde Fillon, at der var tale om et ”politisk og moralsk brud”. Den kit, der holdt UMP sammen, eksisterer ikke længere. Det kaotiske formandsvalg kan udmærket blive partiets gravskrift.


Jørn Boisen, Ph.D., lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet.