22.06.2014

Anti-Balaka-militser i den Centralafrikanske Republik har siden december 2013 ført blodig klapjagt på landets muslimer til trods for tilstedeværelsen af fredsbevarende tropper fra Frankrig, den Afrikanske Union og senest EU. Udsigterne er dystre, siger flere eksperter til RÆSON. Ikke alene skal volden stoppes. Landets institutioner skal bygges op på ny i en tid, hvor kløften mellem muslimer og kristne bliver større.

AF Sofie Loumann Nielsen

“En af hovedårsagerne til, at volden fortsætter, er, at ingen stilles til ansvar for deres handlinger,” sagde Imam Omar Kabine Layama fra den Centralafrikanske Republik, da han tidligere på året gæstede Brookings Institute i Washington, D.C. Imamen, som er en af den Centralafrikanske Republiks øverste religiøse ledere, er gået sammen med ærkebiskop Dieudonné Nzapalainga og præst Nicolas Guérékoyamé Gbangou i en fælles appel til verdenssamfundet om at gribe ind over for volden i hjemlandet og yde humanitær støtte. De er bekymrede over, at landets militær og politi er sat ud af kraft, hvilket betyder, at sikkerheden udelukkende beror på udenlandsk assistance fra den Afrikanske Union og europæiske lande. Frem til i dag har de fredsbevarende styrker ikke formået at beskytte lokalbefolkningen i de områder, hvor de bor.

Der er ingen præcise tal på konfliktens dødsofre, men flere end 2000 er dræbt allerede, og tallet stiger dag for dag, ifølge FN. Hertil kommer, at 2,5 millioner, svarerende til halvdelen af CAR’s befolkning, har brug for akut nødhjælp. 554.000 mennesker er internt fordrevet fra deres hjem, og flere end 350.000 er flygtet til nabolande.

Krisen handler ikke om religion
Fatou Bensouda, som er chefanklager ved den Internationale Straffedomstol i Haag, iværksatte i februar måned en undersøgelse af mulige krigsforbrydelser begået i den ét år lange konflikt. Hun er citeret for at sige, at det i mange tilfælde tyder på, ”at angrebene har været religiøst motiveret.” I medierne tegnes samme billede af konflikten som religiøst funderet.

På trods af de religiøse elementer kan man dog ikke tale om en egentlig religiøs konflikt, mener Thierry Vircoulon, som er Vestafrika-analytiker for International Crisis Group. ”Der er ikke tale om grupper, der kæmper i Guds navn eller om indførsel af Sharia, som vi har set det i eksempelvis i Mali. Det er nogle andre dynamikker, som er på spil i den Centralafrikanske Republik,” siger han.

Den Centralafrikanske Republik er notorisk kendt for, at statsmagten skifter hænder via kup og ikke valg. Da den muslimskdominerede oprørsgruppe Séléka væltede den daværende præsident af magten i marts 2013 var det første gang, en overvejende muslimsk gruppe satte sig ved roret. Det varede dog ganske kort. Gruppens voldelige fremfærd med en bølge af vold, hærværk og voldtægter mod civilbefolkningen fik det internationale samfund såvel som omkringliggende lande til at presse Sélékas leder af magten og indsætte en overgangsregering frem til et kommende valg.

Muslimerne i CAR udgør cirka 14 procent af den samlede befolkningsgruppe, og landet har ingen forhistorie for interreligiøse konflikter. Der er også flere eksempler på, at stridende grupper angriber egne trosfæller.

Ifølge Holger Bernt Hansen, professor emeritus ved Center for Afrikastudier på København Universitet, er muslimerne en befolkningsgruppe, som eliten i hovedstaden Bangui altid har set ned på som underudviklet. Også han afviser diskursen om en konflikt, der udspringer af religiøse spændinger, men siger, at den siden hen har fået en religiøs dimension.

”Det startede som en overvejende social konflikt og et opgør med, at man ikke har fået del i den i øvrigt begrænsede udvikling i CAR. Det fik etniske grupper fra den nordlige region, som i øvrigt har talrige militser uden nogen form for speciel tilknytning til religion, til at finde sammen i koalitionen Séléka, som marcherede ned til Bangui og afsatte daværende præsident Bozizé. På det tidspunkt udspillede modsætningsforholdet sig mellem dem, der har ressourcerne, og dem, der ønsker del i den. Men da så Sélékas tilhængere begyndte at dræbe, plyndre og voldtage civilbefolkningen, da blev interessemodsætningen overført til et fjendebillede mellem religioner, som anti-Balaka grupperne nu bruger til at mobilisere især unge mænd til at begå de her blodsudgydelser,” siger Holger Bernt Hansen.

Anti-Balaka blev først kendt i 1990’erne, overvejende som kristne selvtægtgrupper, der beskyttede lokalområder mod tyveknægte. Da Séléka trådte tilbage, påbegyndte franske tropper en afvæbning af gruppen, som er fortsat frem til i dag. Kort herefter igangsatte anti-Balakas tilhængere hævnaktioner, som blev forløberen til den nuværende situation. De seneste uger har muslimer demonstreret over de franske troppers fortsatte afvæbning af Séléka-medlemmer. Kritikken går på, at netop med våben vil de være i stand til at forvare sig mod anti-Balaka.

En stat i opløsning
CARs nye præsident Catherine Samba-Panza skal lede overgangsregeringen frem mod næste valg, som dog på nuværende tidspunkt betragtes som noget nær umuligt at gennemføre. Hun blev taget i ed ved en officiel indvielsesceremoni den 23. januar 2014 i Bangui, mens volden fortsatte i gaderne med flere end 16 dræbte. At landets militær end ikke på en dag som denne var i stand til at forhindre blodsudgydelser selv i landets hovedstad er ganske symptomatisk for sikkerhedssituationen.

I dag er er der kun nogle få tusinde muslimer tilbage i Bangui. Resten er flygtet ud af byen med eskorte af soldater fra Frankrigs og den Afrikanske Unions styrker. En naturlig konsekvens heraf er, at volden i landets hovedstad er faldet, men udenfor de store byer, hvor de fredsbevarende styrker ikke når ud, fortsætter blodsudgydelserne. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, som er til stede og dokumenterer volden, har skarpt kritiseret de franske og afrikanske fredsbevarende styrker for at opholde sig udelukkende i byerne og lade vejene, som forbinder dem, ligge ubevogtede hen. I begyndelsen af maj overtog de første tropper fra EU sikkerheden omkring lufthavnen, således de franske soldater kan rykke længere ud i landet.

Som ser ud nu er alle statsfunktioner sat ud af kraft, og CAR er dybt afhængige af udenlandsk hjælp. I følge Thomas Mandrup, adjunkt på Forsvarsakademiet med speciale i Afrika syd for Sahara, starter den Centralafrikanske Republiks genopbyggelsesproces fra nul.

”CAR er mønstereksemplet på en svag stat, som har kørt sig selv i sænk. Vi har en centralmagt omkring Bangui uden kontrol over store dele af landet, hvor andre magtmekanismer har gjort sig gældende. At få landet tilbage på ret køl handler ikke bare om at etablere sikkerhed og forsoning. Stort set alle statsinstitutioner skal bygges op fra bunden. Og i høj grad er det institutioner, som heller ikke eksisterede før krisen,” siger Thomas Mandrup.

Situationen lige nu er den, at landet stort set ikke har nogle indtægter. Staten er ikke længere i stand til at aflønne offentligt ansatte, og andre lande har løbende trådt til og ydet økonomiske bidrag til lønudbetalingerne.

”Nu er Verdensbanken så kommet til undsætning, men et land kan ikke være afhængig af, at andre lande skal udbetale løn til dets egne borgere. Derfor forsøger man nu at hjælpe regeringen med at indsamle i det mindste en smule indtægter via told og skat,” siger Abdou Dieng, FN’s daværende humanitære koordinater i den Centralafrikanske Republik.

Manglende sikkerhed påvirker nødhjælp
Nødhjælpsbehovet i den Centralafrikanske Republik er vurderet til ”L3”, hvilket bruges om de største humanitære kriser i FN’s klassificeringssystem, også brugt om Syrien og Sydsudan. Indtil videre er kun en tredjedel af FN’s humanitære appel dog blevet mødt.

Den hårdprøvede præsident Samba-Panza har svoret, at alle som har begået kriminelle handlinger vil stå til ansvar herfor, men foreløbigt går blodsudgydelserne ustraffet hen. Blandt internationale eksperter er der heller ikke tiltro til, at præsidenten kan gøre fra eller til på nuværende tidspunkt.

”Præsidenten har erklæret anti-Balaka fjender af staten og forsøger at skubbe en fred- og forsoningsproces i gang. Situationen er blot den, at uden sikkerhed er der ingen stat. Lige nu er alt sat ud af kraft. Militær. Politi. Hele justitssystemet. Uden de her instanser er der ingen sikkerhed. Uden sikkerhed er det virkelig svært at bringe nødhjælpen effektivt ud,” siger Amadou Sy, forsker ved Brookings Institution i Washington D.C.

Samme budskab kom fra Imam Omar Kabine Layama på Brookings-konferencen:
”Sikkerhed er en forudsætning for, at nødhjælpen overhovedet har en effekt. De internationale styrker har ikke været i stand til at forhindre volden eller nå ud i hele landet. Den manglende sikkerhed betyder, at skolerne ude på landet er lukket ned, ansatte på regeringens lokalkontorer er forsvundet. Rådhuse ligger øde hen. Borgmestrene er flygtet. Alle taler om forsoning og genopbygning, men hvordan skal man overhovedet starte den proces, hvis der ikke er et fundament at bygge videre på?”.

FN’s fødevareprogram har store vanskeligheder med at få nødhjælpsforsyninger ind i landet, fordi lastbilchaufførerne frygter for deres liv. Tidligere er lastbiler blevet kapret eller angrebet med håndgranater. Ifølge Helga Dickow, ekspert i Centralafrikanske forhold fra Arnold Bergstresser Institute i Tyskland, er et andet element der forværrer fødevaresikkerheden lige nu, er, at alle muslimer flygter.

”I CAR er muslimerne primært handelsfolk. Det vil sige, at lige nu er der ingen til at bringe forsyninger til markedspladserne. Handlen er dødet ud,” siger hun. Samme sørgelige prognose tegner sig for høsten. Lige nu er det årstid for at så korn, men også den proces ligger under for blodsudgydelserne og vil givetvis bidrage til yderligere fødevaremangel på længere sigt.

Sofie Loumann Nielsen, f. 1984. Uddannet ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University i Cairo. Har boet og arbejdet som freelancer i bl.a. Etiopien og Egypten.