02.11.2014

Parlamentsvalget i Ukraine faldt ikke ud til højrenationalisternes side, som flere meningsmålinger ellers havde forudset. Derved er Ruslands påstand om, at Ukraine styres af fascister, blevet gjort til skamme. Men eksperter spår, at nationalistiske kræfter alligevel kan sætte deres fingeraftryk på den politiske dagsorden.

PERSPEKTIV Af Ann Sofie Kyed, Mette Dalgaard Hansen og Natalie Yahya Rosendahl

Ukrainske fascister i store tanks vil tromle ind over det østlige Ukraine og koldblodigt gennemføre et folkemord på alle etniske russere i området. Sådanne billeder har blandt andet den russiske tv-kanal LifeNews forsøgt at fremmane for russerne samt de russisktalende ukrainere i de østlige dele af Ukraine. I månedsvis har de opbygget et skræmmebillede af den ukrainske centraladministration som ultranationalistisk og fascistisk.

Og flere meningsmålinger op til parlamentsvalget har i nogen grad været benzin på det russiske propaganda-bål, da de tre højrenationalistiske partier Frihedspartiet, Højre Sektor og Det Radikale Parti forud for valget så ud til samlet at få 30 pct. af stemmerne i meningsmålingerne. Deres popularitet skyldes ifølge Søren Riishøj, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitetet med speciale i Ukraine, at de har et særligt fokus på at løse konflikten i øst gennem militær magt:
”Nationalisterne har været symbol på en offensiv kamp mod den store, russiske nabo og en gennemslagskraftig sikkerhedspolitik, mens mange har set præsident Porosjenkos linje som værende alt for diplomatisk,” siger han.

Men parlamentsvalget i søndags viser en anden politisk virkelighed i Ukraine, end det meningsmålingerne forudsagde: Frihedspartiet og Højre Sektor kom ikke over spærregrænsen, mens Det Radikale Parti fik 7,45 procent af stemmerne. Derved ser det ved første øjekast ud til, at højreradikale magter ikke vil få synderlig betydning for det politiske landskab i fremtidens Ukraine:

“Det er et dårligt resultat for de højrenationalistiske partier og et stærkt udtryk for, at ukrainerne er forsigtige med at stemme på højrenationalister, fordi de godt kan gennemskue partiprogrammerne og ikke ønsker at støtte op om det,” siger Karsten Jacob Møller, som er senioranalytiker og Ukraine-ekspert ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Søren Riishøj mener, at en anden forklaring på højrenationalisternes dårlige valgresultatet kan være, at nogle af de andre partier har taget de tre nationalistiske partiers løsningsstrategi i forhold til konflikten i øst til sig:
“Partier som Fædrelandspartiet og Folkefronten har adopteret nogle af de nationalistiske holdninger. Blandt andet mener de nu også, at det østlige Ukraine skal tages tilbage med magt. Det er ellers en politik, som de højrenationale har ført længe. Men med de nye og mere moderate, politiske alternativer føler ukrainerne ikke længere grund til at stemme på yderfløjene,” siger han.

De tre højrenationalistiske partier betegnes af mange som pro-europæiske på linje med flere andre partier. Det er dog ifølge Søren Riishøj, en lidt forfejlet skildring af partiernes politik, da de mest af alt er anti-russiske og står for et stærkt, selvstændigt Ukraine.

De tre højrenationalistiske partiprogrammer består desuden af klassiske og højrenationale elementer af mere eller mindre rabiat karakter. Frihedspartiet går blandt andet ind for at forbyde homoseksualitet og indvandring. Det Radikale Parti, som ifølge Søren Riishøj er det mest moderate af de tre partier, har blandt andet udtalt, at de ønsker at forbyde det kommunistiske parti. Partiet Højre Sektor startede som en paramilitær bevægelse under Maidan og kæmper nu i øst uden det ukrainske militærs kontrol. De er ifølge Riishøj det mest radikale af de tre partier og mener blandt andet, at tidligere ukrainske dele af det nuværende Polen igen skal komme under den ukrainske fane.

Kan den russiske propaganda fortsætte?
Et centralt spørgsmål efter valget er, om Rusland fortsat vil kunne legitimere krigen i øst, eller om det russiske propaganda-maskineri vil løbe tør for brændstof, nu hvor de ukrainske højrenationalister fik så dårlige valgresultater.

Karsten Jacob Møller mener, at et bedre valg for højrenationalisterne havde givet den russiske propagandabåd fornyet vind i sejlene, men han tvivler på, at valgresultatet vil bremse russernes fortælling om Ukraine: “Valgresultatet vil ikke ændre propagandaen øst på. Et af kernepunkterne i den russiske propagandakrig er jo, at fascisterne har erobret Ukraine, og Putin sagde for nylig, at den vestlige verden har tabt kampen mod fascismen.”

Han tror heller ikke, at det nye parlament vil få befolkningen i Rusland og i det østlige Ukraine til at gennemskue propagandaen om de ukrainske fascister: “Nogen kan måske gennemskue, at det er propaganda, men en stor del af både den russiske og østukrainske befolkning ser kun russisk tv. Det har de gjort de sidste 20 år. Det, at de højreradikale har fået færre stemmer, vil derfor ikke ændre på noget østpå”.

Højrenationalister kan alligevel sætte en dagsorden
Men selvom højrenationalisterne generelt fik et dårligt valg, har Det Radikale Parti trods alt fået 7 pct. af stemmerne. Samtidig er det lykkedes nogle af de mest rabiate højrenationalister at blive valgt ind i parlamentet i enkeltmandsdistrikterne. Det er nemlig kun halvdelen af parlamentets medlemmer, der bliver valgt på partilisterne. De resterende sæder bliver besat i enkeltmandsdistrikter, og det komplicerede valgsystem muliggør derfor, at kandidater fra partier, der ikke er nået over spærregrænsen, kan få plads i parlamentet.

Blandt disse er formanden for Højre Sektor, Dmytro Yarosh, og den selverklærede nynazist Andriy Belitsky, som er leder af den militante battalion Azov. Og det er typer, der ifølge Søren Riishøj kan komme til at sætte en dagsorden, fordi de er så markante i deres retorik om, at konflikten i øst skal løses med væbnet magt: “Grunden til, at højrenationalisterne fik et dårligt valg, er, at der stadig er nogle andre og mere fornuftige partier at stemme på, som også ønsker at tage det østlige Ukraine tilbage med magt. Men hvis regeringen igen skuffer, ligesom vi ofte før har set det i Ukraine, er der kun højrenationalisterne tilbage at stemme på.”

Konflikten i øst betyder meget for ukrainerne, og mange vil føle, at oprørerne på Maidan døde forgæves, hvis man giver både Krim-halvøen og det østlige Ukraine væk. Derfor mener Søren Riishøj ikke, at det er urealistisk, at man vil se en ny Maidan: “Jeg er bange for, at man vil se et endnu mere voldeligt Maidan, der så er rettet mod det siddende parlament, hvis man bliver for lempelig i forhold til Rusland. Der er en forholdsvis kort lunte, og vi har stadigvæk de her meget militante, højrenationalistiske grupper, som ikke er blevet afvæbnet og som stadig sætter dagsordenen, selvom de ikke står stærkt i parlamentet.”
Alt i alt er der altså, på trods af den yderste højrefløjs dårlige valgresultater, nogle helt tydelige højrenationale kræfter i det politiske landskab i Ukraine, som det er værd at holde øje med. ■

Ann Sofie Kyed (f. 1988) er BA og kandidatstuderende i Journalistik og Politik & Administration ved Roskilde Universitet, AC-praktikant ved DR2 Morgen og skribent hos Mediehuset Luksus og Riders.dk
Mette Dalgaard Hansen (f.1990) er BA og kandidatstuderende i Journalistik og Politik & Administration ved Roskilde Universitet, AC-praktikant ved DR2 Morgen og tidligere studentermedhjælper i presseafdelingen i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.
Natalie Yahya Rosendahl (f. 1991) er BA og kandidatstuderende i journalistik og Politik & Administration ved Roskilde Universitet, forskningsassistent ved Center for Nyhedsforskning og har deltaget som international valgobservatør ved det ukrainske parlamentsvalg i oktober 2014. Hun har desuden studeret International Relations på universitetet i Warszawa, Polen i et semester.
Illustration: Aktivister fra Højre Sektor [foto: Mstyslav Chernov]