11.07.2015

KOMMENTAR af Dennis Kristensen, formand for FOA

Forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem USA og EU-landene er et kæmpeprojekt, der efterhånden er stået på i mange år. Der er nok lang vej endnu til en endelig aftale. Processen er en af de mange forskellige forhandlinger om frihandel, der opstod som følge af, at det ikke lykkedes at lave én samlet frihandelsaftale i verdenshandelsorganisationen WTO. Ikke mindst USA har valgt at satse på at indgå et net af aftaler til erstatning for den foreløbigt forliste globale aftale. Præsident Obama formulerede for to år siden målet for forhandlingerne med EU sådan: ”Dette bliver en aftale mellem verdens to største økonomier, som tilsammen producerer næsten halvdelen af verdens bruttonationalprodukt. Det er potentielt banebrydende forhandlinger, som vil styrke vores bånd endnu mere og skabe hundredtusinder af job på begge sider af Atlanten”.

Afskaffelse af toldmure er principielt ganske fornuftigt. Fagbevægelsen har grundlæggende ingen interesse i, at landene beskytter sig mod hinandens eksport med told og afgifter. Og i Danmark, som et lille land og en gammel søfartsnation med en betydelig eksport og import af varer og tjenesteydelser, er vi i forvejen vant til handle med det meste af verden. Men frihandel skal indordnes under befolkningernes ret til selv at bestemme, hvordan deres samfund skal være skruet sammen. Ikke omvendt.

Og netop i forhold til selvbestemmelse er der risici for endog meget store udfordringer i to af de mange aktuelle forhandlingsforløb. Det gælder den transatlantiske frihandelsaftale (Transatlantic Trade and Investment Partnership, TTIP) og TISA, hvor 50 lande forhandler om liberalisering af handel med service og tjenesteydelser (Trade in Services Agreement). TISA-forhandlingerne står på skuldrene af WTO’s aftale om handel med service og tjenesteydelser (GATS) og omfatter både industrialiserede lande og lande på vej op, som tilsammen dækker 70 pct. af verdens servicehandel. Det er lande som USA, Kina, Peru og Pakistan.

Begge forhandlingsforløb er præget af stor lukkethed, men en del slipper alligevel ud undervejs. Målet kan – i det mindste i en vis forstand – ligne EU’s indre marked for handel med varer, tjenesteydelser og investeringer. Og her bør man efter min mening kigge på erfaringerne fra EU’s østudvidelse, når det gælder konsekvenserne af arbejdskraftens fire bevægelighed.

Efter min opfattelse forudsætter et langtidsholdbart indre marked for tjenesteydelser nemlig, at de involverede lande er på nogenlunde samme velstands- og velfærdsniveau. Er det ikke tilfældet, er risikoen for social dumping og urimeligt løn- og velfærdspres alt for stor.

Efter min opfattelse forudsætter et langtidsholdbart indre marked for tjenesteydelser, at de involverede lande er på nogenlunde samme velstands- og velfærdsniveau
____________________

 

Og forskellene mellem fx det amerikanske og det danske arbejdsmarked er enorme – både hvad angår løn, tryghed og arbejdsvilkår. Der er verdener til forskel på de arbejdsmarkedsmodeller, vi kender. I Danmark har vi valgt velfærdsmodellen. Vi kan skændes om udformningen og den konkrete indretning af velfærdssamfundet, men der er ikke mange, som sætter spørgsmålstegn ved, at vi ønsker et samfund, hvor vi giver alle lige adgang og lige muligheder, og hvor vi spænder et sikkerhedsnet ud under dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs.

Det betyder også, at vi har opbygget et netværk af fællesskabsinstitutioner indenfor børnepasning, undervisning, ældrepleje, sundhed osv. På mange områder, hvor USA har prioriteret private eller individuelle løsninger, har vi i Danmark og i Norden prioriteret fællesskabsløsninger. En frihandelsaftale som TTIP må ikke fjerne vores ret til selv at træffe disse beslutninger om det danske samfunds indretning.

Det skal fortsat være danskerne, som ved valg til Folketing, kommuner, regioner og EU lægger deres lod i den vægtskål, som flertallet finder rigtigst for landets fortsatte udvikling. Beslutningen om hvilken retning, samfundet bør udvikles i, skal ikke deponeres i en uhyre teknokratisk, voldsomt omfattende og særdeles indviklet tekst om eksport- og importvilkår. Men det er præcis, hvad TTIP kan risikere at ende i.

Beslutningen om hvilken retning, samfundet bør udvikles i, skal ikke deponeres i en uhyre teknokratisk, voldsomt omfattende og særdeles indviklet tekst om eksport- og importvilkår. Men det er præcis, hvad TTIP kan risikere at ende i
____________________

 

Det handler om at sikre den demokratiske kontrol med samfundsudviklingen. Stater skal fortsat stå over virksomheder. Umiddelbart ville jeg tænke, at det giver sig selv, men læk af dokumenter fra TTIP-forhandlingerne viser, at det ikke er indlysende for alle. Man overvejer at give multinationale selskaber et værktøj til at omstøde demokratisk trufne beslutninger i de berørte lande. Ifølge rygterne kan den såkaldte ’investorbeskyttelse’ nemlig give virksomheder mulighed for – med rettens hjælp – at tvinge stater til liberalisering af områder, som den enkelte stat ellers selv ønsker at bevare kontrollen over. Med andre ord: En virksomhed vil ganske enkelt kunne stævne en stat for at få åbnet et bestemt område for konkurrence. Det er helt forrykt.

I min skoletid lærte jeg grundsætningen: ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”. Vi kan som nation vælge at afgive suverænitet til mellem-statslige eller over-statslige organer under demokratisk kontrol, men vi skal ikke kunne tvinges til at afgive suverænitet til multinationale selskaber udenfor demokratisk kontrol. Det skal fortsat være en dansk beslutning, om – og i givet fald: i hvilket omfang – vi fx vil tillade konkurrence på samfundsmæssigt helt afgørende områder som børnepasning, ældrepleje, folkeskole, sygdomsbehandling og indsatsen for udsatte grupper. Og danskerne skal fortsat selv kunne beslutte, om en liberalisering på disse områder skal ophæves igen.

Krav om man skal liberalisere ét område for at kunne bevare samfundskontrol med et andet skal naturligvis ikke være en handelsvare i en frihandelsaftale. Men det forlyder, at netop dét drøftes ved TTIP-forhandlingerne.

Og selvfølgelig skal frihandelsaftaler skrues sammen, så de respekterer de internationale forpligtelser, som et eller flere berørte lande har tilsluttet sig, når det gælder menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, sociale forhold, forbrugerbeskyttelse og miljø. Nye frihandelstiltag må ikke blive et kapløb om at sænke standarder, kvalitetskrav og beskyttelsesforanstaltninger.

Vi skal ikke blot tænke på frihandel som ren liberalisering, hvor alt overlades til de globale markedskræfter
____________________

 

SKAL VI SÅ hellere holde os helt ude af arbejdet med at fjerne barrierer som toldmure og anden form for national beskyttelse af egen produktion? Nej. Ikke hvis vi kan medvirke til at skabe aftaler, som giver Danmark vækstmuligheder – ikke mindst på nye områder som fx eksport af velfærdssystemer og velfærdsteknologi. Men det forudsætter, at vi ikke blot tænker frihandel som ren liberalisering, hvor alt overlades til de globale markedskræfter.

I virkeligheden er aftaler om fri handel og eksport også begrænsende. Skal TTIP- og TISA-forhandlingerne føre til andet og mere og mere end rå løn- og priskonkurrence, så skal ikke mindst Danmarks og EU’s ambitionsniveau ramme den rette balance mellem fri handel og landenes fortsatte selvbestemmelsesret.

Sporene fra tidligere eksempler på rå løn- og priskonkurrence, som kan trække tæppet helt væk under hele produktionsområder, skræmmer.

Vi har været dér. Tænk blot på udflytningen af dansk tekstilproduktion og skibsværftsindustri til lavtlønslande. En udvikling, som vi måske risikerer at se igen indenfor luftfart og vindmøller.

Det er ikke dét, nye frihandelsaftaler skal føre os tilbage til. ◼

Dennis Kristensen er formand for FOA. ILLUSTRATION: 19. maj 2012 mødtes præsident Barack Obama med regeringscheferne fra Eurozonen under G8-mødet på Camp David [foto: The White House/Pete Souza]