17.06.2016

I skrivende stund er det umuligt at forudse, hvem af de to sider der vil vinde afstemningen 23.juni i UK. Det er og bliver nervepirrende. Den opløftende nyhed er imidlertid, at uanset hvem der vinder, så kan det være til fordel for Danmark og alle andre lande, der ønsker et reformeret EU – og reelt faktisk også for dem, der elsker det nuværende EU.

KOMMENTAR af Morten Messerschmidt, MEP (DF), cand.jur.

ENHVER kan se, at EU befinder sig i en eksistenskrise. At euro-økonomien krymper. At den folkelige opbakning forsvinder. At de åbne grænser sejler. Selv den mest forhærdede føderalist bør derfor hilse den britiske folkeafstemning velkommen. Fordi den bringer EU og (den britiske) befolkning tættere på hinanden. For én gangs skyld er det ikke bureaukraterne i Bruxelles, men det britiske folk, der afgør landets skæbne. Uanset udfaldet vil fremtidens britiske relation til EU endelig hvile på en folkelig legitimitet. Spørgsmålet er følgelig, hvordan Danmark bør agere i de to mulige scenarier:

ANTAGER VI FØRST, AT BRITERNE STEMMER ”REMAIN” og således beslutter sig for at blive i EU, betyder det, at den aftale, som David Cameron har indgået, vil få virkning. Det er godt nyt for Danmark, da den på en stribe områder løser de problemer, som Danmark har oplevet. Metock-dommen ophæves, således at det fremover er danske familiesammenføringsregler, der gælder. Udbetalinger af børnepenge kan indekseres, så de ikke kan bruges som indirekte løntrykker-værktøj. Ikke-euro-zonen anerkendes på niveau med euro-zonen, hvilket vil gøre det lettere for Danmark at forsvare realkreditten mv. De nationale parlamenter får mere indflydelse og ret til reelt at nedlægge veto mod nye EU-forslag. Alt dette er godt. Og det kommer umiddelbart også til at gælde for Danmark. Men det er ikke nok.

Vælger briterne at blive […] så må vi kræve, at den danske regering med samme engagement og iver som den britiske tager til Bruxelles og også kræver en særaftale
_______

 

Vælgerne briterne at blive, skal den danske regering ikke bare læne sig tilbage og tage imod, hvad Cameron har kæmpet hjem. Nej, så må vi kræve, at den danske regering med samme engagement og iver som den britiske tager til Bruxelles og også kræver en særaftale. Der er masser af områder, hvor vi kunne have glæde af en særaftale som den, Cameron lykkedes med. Bedre grænsekontrol. Medlemskab af Europol. Bedre beskyttelse af arbejdstagere, vores aftalesystem og miljøbeskyttelse. Stop for Tyrkiets medlemskab. Og meget mere. Den danske regering bør straks efter et ”remain” fra UK meddele Det Europæiske Råd, at Danmark ønsker en genforhandling efter samme model. Og vi bør alliere os med de mange lande, som deler denne ambition; med Finland, Østrig og Holland, samt en hel stribe østeuropæiske lande – så vi ikke står alene. Den proces kan føre til et reformeret EU. Til et EU, hvor grebet om magten løsnes. Og medlemslandene styrkes.

ANTAGER VI DERPÅ, AT BRITERNE STEMMER ”LEAVE”, ER USIKKERHEDEN STØRRE. Men mulighederne er også større. Jeg tror ikke et sekund på, at EU blot vil lade UK forlade samarbejdet uden videre. Det absolut mest sandsynlige vil være, at man vil indlede en ny forhandling og derefter vil EU komme med et endnu bedre tilbud til briterne end det, Cameron fik forhandlet hjem. For et EU i den nuværende forfatning vil det ganske enkelt være en katastrofe at miste Storbritannien – verdens femtestørste økonomi, eneste EU-land som overholder NATO’s budgetforpligtelser og eneste EU-land med ægte internationale handelskontakter. EU vil simpelthen være tvunget til at give briterne endnu en chance. Og heri ligger store muligheder for, at Danmark allierer sig med briterne for at fremføre vore krav.

Skulle briterne ende med at takke nej til et nyt tilbud eller reelt vælge at indlede udmeldelsesforhandlingerne, indeholder det også perspektiver for Danmark. Endog på lidt længere sigte. Det mest sandsynlige her er, at UK vil vende sig mod de øvrige ikke-EU-vesteuropæiske lande: Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein. Muligvis også Færøerne og Grønland. Flere briter, jeg har talt med, taler åbent om at lave et frihandelsområde med disse lande. Måske flere. At lave det, som man egentlig blev lovet med EF. Et frihandelsområde – ikke den politiske monolit – som EU i dag har udviklet sig til. I takt med at euro-zonen, også i de mange år, der venter, vil opleve recession og nedgang, vil en sådan frihandelsunion med stor sandsynlighed opleve fremgang og vækst. Den vil kunne indgå frihandelsaftaler med Kina, USA, Indien og andre voksende økonomier – og helt grundlæggende gøre det bedre for sine indbyggere end EU magter for sine ”unionsborgere”. I den situation skal vi i Danmark naturligvis gøre, hvad der er bedst for os. Vi vil skulle tage stilling til, om vi fortsat vil være lænket til den politiske dødvægt, som eurozonen udgør. Eller om en eventuelt ny handelsunion – en slags EFTA+ – kan være et bedre bud. Jeg ved ikke, hvad der til den tid vil være det rette. Men jeg er åben for, at Danmark altid skal være der, hvor vore interesser varetages bedst. Og hvem ved?

Under alle omstændigheder vil tiden efter folkeafstemningen den 23. juni være en anden. Enten får vi de lavthængende frugter, som naturligvis skal plukkes. Eller vi får en proces, som grundlæggende vil forandre EU. Begge dele er godt. Begge dele indeholder gode muligheder og perspektiver for Danmark. Hvis vi tør. Dette er egentlig det afgørende. 23.juni er briternes afgørelse. Den 24.juni er danskernes – tør vi gøre, hvad der er nødvendigt? ■

Begge scenarier indeholder gode muligheder og perspektiver for Danmark
_______

 

ILLUSTRATION: Europa-Parlamentet