18.07.2016

Vesten foretager sig intet af betydning i forhold til Syrien. Obama venter på at blive pensionist, Boris Johnson roste i marts(!) Assad. Tyrkiets premierminister taler nu om at ’normalisere’ forholdet til den syriske regering. Men vesten må ikke overlade konflikten til Moskva og Teheran.

KOMMENTAR af Naser Khader

MANGE TEORIER florerer i øjeblikket om Islamisk Stats tilstand, om den syriske diktators fighter-vilje og styrke, om Ruslands indflydelse og interesser, og om Vestens passive rolle i hele konflikten. Imens drives civile fortsat på flugt – mod Europa eller internt i regionen. Og alt for mange liv går tabt i en vanvittig konflikt, som desværre kan komme til at koste mange flere liv, og mange flere lidelser.

27. marts udråbte Boris Johnson i en artikel i The Telegraph et ”Bravo for Assad” – med tilføjelsen: ”Han er en rædsom tyran, men har reddet [oltidsbyen] Palmyra fra ISIL”. Han anerkender, at både Assad og Assads far i årtier har regeret over Syrien ved hjælp af vold, terror, tortur og forfølgelse af modstandere. Alligevel finder han det passende at hylde Assads brutale militær, som vel at mærke tøndebomber befolkningen uden skrupler, for at have trængt modstanderne væk fra Unesco-verdensarven Palmyra. Det er en sølle sejr. Johnsons interesse for arkæologi er rørende, men vi skal videre. Så sent som i december sidste år argumenterede han for at indgå ”en aftale med Djævlen”: At man burde samarbejde med Assad og Putin om at udradere Islamisk Stat i Syrien og Irak. Det er lodret i strid med den hidtidige britiske udenrigspolitik.

Det er lodret i strid med den hidtidige britiske udenrigspolitik –
om Boris Johnsons artikel i december
_______

 

FOR MIG AT SE er der intet valg. Islamisk Stat skal fjernes. Det samme skal Assad. Når vi endnu ikke er kommet dertil, skyldes det dels Ruslands aktive deltagelse på Assads side, dels Vestens og i særklasse den amerikanske præsidents passivitet. Det har altsammen bidraget til, at Assad nu på sjette år kan sidde trygt i et af sine paladser og terrorisere sin egen befolkning.

IMENS tæller Obama ned til et trygt otium på golfbanen. Herregud, han har kun et halvt år tilbage. Så bliver det en andens problem; formentlig og forhåbentlig Hillarys. I 2013 overskred Assad den ’røde linje’ for brug af kemiske våben, Obama havde udstukket. Men intet skete. Assad får lov til at fortsætte sin brutale fremfærd, fordi ingen har lyst til at stikke hånden i endnu en mellemøstlig hvepserede. Nu nærmer deadline sig for Obama, og hastværk har ført til et hurtigt sammenstrikket, – men ikke gennemtænkt eller koordineret – forslag til Rusland om at koordinere en militær indsats. Men USA og Rusland er end ikke enige om, hvordan man skal se på fx Jabhat an-Nusra. Og mod øst overtager den næste amerikanske præsident med Irak et fragmenteret land i opløsning. Det er den evige kamp mellem shia- og sunni-muslimer, og shiaerne kan regne med støtte fra Iran.

I DENNE UGE, inden kupforsøget, sendte Tyrkiets premierminister, Binali Yildrim, signaler om, at man vil genetablere et normalt forhold til Syriens regering. Budskabet kommer fra et land, der er Vestens og især NATOs vigtigste allierede i området. Det stritter i alle retninger. Imens rykker kurderne frem i centrale områder. Det vil Tyrkiet som bekendt ikke acceptere. Tyrkerne har også travlt med at reparere på forholdet til Rusland. Samtidig skvulper Islamisk Stat lejlighedsvist ind i Tyrkiet. Præsident Erdogan er nu sluppet heldigt fra et kupforsøg og har inddæmmet både store dele af militæret og politiske og juridiske modstandere. Det vil give ham yderligere styrke på et tidspunkt, hvor han både skal agere Vestens spydspids i forhold til Islamisk Stat og modtage et uoverskueligt antal flygtninge – mod betaling fra EU.

Imens tæller Obama ned til et trygt otium på golfbanen. Herregud, han har kun et halvt år tilbage
_______

 


Det er en uholdbar situation. Vi i Vesten kan ikke lade vores sikkerhed være afhængig af en gal wanna-be diktator. Og den eneste vej frem er meget mere aktiv, vestlig militær indgriben mod Islamisk Stat og afsættelsen af Assad i Syrien – med eller uden Rusland. Faktum er, at konflikten i området i vidt omfang styres fra Teheran og fra Moskva. Vesten foretager sig intet af betydning – med al respekt for det danske luftvåbens få udsendte.


Den eneste vej frem er at styrke den legitime syriske opposition. Og vi kommer ikke uden om massiv militær indgriben, hvis vanviddet skal stoppes i nogen nær fremtid. Hvepserede eller ej. Alternativet er mere kaos i vores baghave, flere drab, flere flygtninge og mere terror i vores storbyer. ■

Vi kommer ikke uden om massiv militær indgriben, hvis vanviddet skal stoppes i nogen nær fremtid
_______

 

ILLUSTRATION: SALIHIN-KVARTERET, ALEPPO: Rapporter om mange døde og sårede efter bombeangreb udført af syriske og russiske fly, 14. juli 2016 [foto: Beha el Halebi/ Anadolu Agency/Polfoto]