03.04.2017

USA’s udmelding om at frede Syriens diktator og fokusere på kampen mod Islamisk Stat er en fejl. Syriens regime kan få lov at fortsætte, men lederen selv må afgive magten. Ellers bliver der aldrig fred.

KOMMENTAR af Naser Khader (udenrigsordfører, MF, K)

TRUMP-REGERINGENS seneste udmelding om Syrien kommer for en gangs skyld ikke fra forretningsmanden, der blev præsident – men fra regeringsapparatet. Dermed udstiller administrationen sig selv som historieløs – måske skyldes udmeldingen, at man mangler at besætte mange nøgleposter, især i Udenrigsministeriet. Det er den eneste logiske forklaring.

Den amerikanske præsident skifter retning i USA’s udenrigspolitik i en højspændt konflikt, der har kostet ufatteligt mange menneskeliv. Trods sin handlingslammelse og sin manglende evne til at træffe hårde beslutninger fastslog daværende præsident Obama dog, at Syriens diktator, Bashar al-Assad, stod i vejen for fred i landet og i regionen, og at han derfor nødvendigvis måtte træde til side eller fjernes med magt. Det er nu ikke længere amerikansk politik. Præsident Trump er ifølge Det Hvide Hus villig til at acceptere Assad ved magten og fokuserer nu udelukkende på bekæmpelsen af Islamisk Stat.

Lad mig sætte fingeren på to ømme punkter:

1) Assad bærer selv ansvaret for opblomstringen af Islamisk Stat og andre grupperinger, der har udviklet sig til rene mareridt. Både i Syrien, i nabolandene og i Vesten. Diktatoren afviste reformer, da kravene begyndte at manifestere sig i befolkningen – i stedet begyndte han at myrde sin egen befolkning og banede dermed vejen for ekstremister af alle slags.

2) Der bliver aldrig fred i Syrien med Assad ved magten. Netop denne mand, som arvede posten efter sin far, har så meget blod på hænderne, at selv Donald Trumps lange slips ikke kan tørre det op.

Denne mand, som arvede posten efter sin far, har så meget blod på hænderne, at selv Donald Trumps lange slips ikke kan tørre det op
_______

 

SYRIEN HANDLER IKKE BLOT om Assad eller ej, Islamisk Stat eller ej. Assad er blevet en marionetdukke i det spil, som styres fra Moskva og Teheran, og Syrien er blevet en brik i et spil mellem regionale stormagter. Nøglen til at komme videre er fjernelsen af Assad – frivilligt eller ej. Ikke et regimeskifte, men et præsidentskifte. Det vender jeg tilbage til.

I ly af den amerikanske passivitet under præsident Obama begyndte Rusland og Iran at blande sig i konflikten. Men de to lande har ikke sammenfaldende interesser, hverken indbyrdes eller med Vesten. Ruslands interesse er at bevare regimet og egen adgang til sine militærbaser landet. Hvis de kan sikre det ved til gengæld at opgive Assad, er det fint med russerne. Russerne har blot brug for at regimet igen bliver i stand til at forsvare sig mod jihadisterne. Det bekræfter mine kilder – og russernes ageren udstiller dette faktum. Iranerne, derimod, er stærkt interesseret i at bevare Assad-familien ved magten. Iran har travlt med at opbygge sin egen hegemonistiske position i området. Problemet er, at ingen af Golf-staterne, som primært er sunnier, vil acceptere det shiitiske Iran stigende indflydelse, hvor sunnimuslimerne i forvejen er trængte. Vi så konflikten mellem Iran og Rusland – de såkaldt allierede – udstillet, da Aleppo blev erobret. Iran ønskede at fortsætte til Idleb, hvad Rusland satte en stopper for. Så vigtigt var det heller ikke for Moskva. Men det var vigtigt for Iran, som øjnede muligheden for at fortsætte etableringen af et brohoved ind i Libanon og dermed ekspandere sin magt og indflydelse i regionen.

Den samme splittelse ser vi i dag i Damaskus og omegn, hvor konflikten blusser op, og heftige kampe finder sted, bl.a i min egen fødeby, Barzeh. Iran er på tæerne, men Rusland er ikke videre aktiv omkring Damaskus. De er ikke interesserede i at fedte sig endnu mere ind i den syriske borgerkrig. De har allerede brugt omkring 10 mia. Amerikanske dollars på Assad – og mere vil de komme til at bruge i fremtiden – og det kan den russiske økonomi ikke holde til. Her og nu er der i Syrien cirka 5.000 russiske soldater og yderligere cirka 5.000 fra andre tidligere sovjetlande. Men Putin er ikke parat til at sende flere soldater for at erobre områder for Assad, som senere vil blive kontrolleret af iransk-støttede militser. Desuden forsøger russerne nu at vise, at de ikke kun kan skabe krige, men også fred, for at sikre Moskva en ny rolle som diplomatisk hovedstad. Russerne føler ejerskab over fredsforhandlingerne i Astana og den nye runde i Geneve. Og dermed er vi tilbage til Donald Trumps uerfarne og stærkt mangelfulde administration. Jeg antager, at ethvert fornuftigt tænkende menneske ønsker fred. Forretningsmanden Trump ønsker desuden at lave forretninger med Golf-landene. Og han er stærkt optaget af at stække Iran, ikke mindst i lyset af den katastrofale og skandaløse atom-aftale, som hans forgænger, Obama, indgik med iranerne.

AF PRÆCIS disse grunde giver fredningen af den syriske diktator absolut ingen mening. Trump er parat til at servere Syrien på et sølvfad for de forstokkede mørkemænd i Iran. Det er ikke i USA’s interesse, hverken moralsk, interesse- eller værdimæssigt. Det strider imod alt, hvad USA står for, og det sender et signal til alverdens diktatorer: Bare kør på – vi kigger den anden vej, imens I slagter civilbefolkningen.

Løsningen i Syrien er ikke et regimeskifte. Dertil eksisterer alt for meget kaos og alt for mange grupperinger og mindretal med modsatrettede interesser. Men løsningen er et præsidentskifte. Assad må og skal væk, og når han ikke selv kan forstå det, må andre hjælpe ham ud. Med eller uden magtanvendelse. De ansvarlige parter, som tør blande sig i konflikten, må træde til og sætte foden ned og finde en person i Assads periferi, som trods alt har mindre blod på hænderne, til at agere overgangsfigur. Syriens mange mindretal, bl.a. de kristne, er ikke begejstrede for Assad, men de støtter ham trods alt, fordi de er skrækslagne for alternativet. Men det er vigtigt at holde fast i, at alternativet til Assad IKKE er Islamisk Stat eller andre jihadister. Finder man den rette overgangsfigur – med nogenlunde rene hænder – vil vedkommende kunne inkludere både mindretallene og den del af oppositionen, som også er interesseret i fred frem for et islamistisk kalifat. Det er den eneste vej frem.

Løsningen i Syrien er ikke et regimeskifte. Dertil eksisterer alt for meget kaos og alt for mange grupperinger og mindretal med modsatrettede interesser. Men løsningen er et præsidentskifte
_______

 

ILLUSTRATION: Præsident Assad [arkivfoto/Polfoto]