Christina Egelund: Fingrene væk fra Netflix, Sosser!

Christina Egelund: Fingrene væk fra Netflix, Sosser!

27.02.2018

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Kommentar af Christina Egelund, politisk ordfører for Liberal Alliance

FORESTIL DIG, at H&M skal betale fem pct. af deres avance på salg i Danmark til staten, fordi de tager markedsandele fra danske tøjdesignere. De penge skal så videreekspederes til danske tøjproducenter for at understøtte dansk design. Lyder det skørt? Det er det også. Ikke desto mindre er det den logik, Socialdemokratiet lægger for dagen i sit nye indspark til et kommende ny medieforlig.

 

Lyder det skørt? Det er det også. Ikke desto mindre er det den logik, Socialdemokratiet lægger for dagen i sit nye indspark til et kommende ny medieforlig
_______

 

De foreslår nu en streamingsskat. Ja, du hørte rigtigt. Det kommer formentlig til at risle koldt ned ad ryggen på os, der har købt os til udenlandske streamingtjenester som HBO og Netflix. Idéen er, at streamingtjenesterne nu skal betale fem pct. af deres avance i Danmark, som skal gå til en fond, der finansierer dansk medie- og kulturindhold.

Forslaget emmer af toldbarrierer og protektionisme af den dårlige gammeldags slags, og det vil i virkeligheden bare ramme danske medieforbrugere. Vi skal huske på, at ingen tvinger os til at se Game of Thrones eller House of Cards. Vi betaler ganske frivilligt, fordi vi bliver underholdt og får et godt produkt. Det skaber værdi – og det er kun godt! Men fordi de udenlandske streamingtjenester har båret sig så frækt an, at de har lavet nogle populære serier, som mange seere over hele verden gerne betaler for at kunne se, så skal de nu straffes for det, mener Socialdemokratiet. Ingen kommerciel succes uden, at Sosserne ser sit snit til at beskatte den.

Socialdemokratiets forslag er udtryk for en typisk venstreorienteret tankegang. I stedet for at glæde sig over, at danskere nyder godt af de udenlandske serier – så vil man gøre alt for straffe dem.

Vi ser det også i mange andre tilfælde. Når udenlandske konkurrenter til eksisterende danske produkter får fodfæste i Danmark, er standardreaktionen: Lad os forbyde det eller i det mindste regulere det ud af markedet. Lykkes det ikke, kan man ty til automatreaktionen og varme sig ved tanken om at have føjet et nyt skatteobjekt til listen i verdens mest komplicerede skattesystem.

Vi skal huske på, at streamingabonnementerne allerede er momspligtige. At pålægge udenlandske streamingtjenester yderligere fem procent til den danske stat vil i sidste ende gå ud over danske abonnenter i form af højere priser og blot være endnu en udgift på danskernes medieforbrug. Sådan er det nemlig med virksomheder: De har (heller) ikke et magisk pengetræ til at finansiere politikernes idéer. Der er kun virksomhedernes kunder til at betale gildet.

 

Vi skal huske på, at streamingabonnementerne allerede er momspligtige. At pålægge udenlandske streamingtjenester yderligere fem procent til den danske stat vil i sidste ende gå ud over danske abonnenter i form af højere priser og blot være endnu en udgift på danskernes medieforbrug
_______

 

En streamingsskat kan have mange effekter – primært dårlige. Udover højere priser kan Netflix og HBO også vælge helt at trække sig fra Danmark, fordi de ikke længere finder markedet attraktivt. Det går – som sædvanlig – ud over forbrugerne. Hvem er det til gavn for, socialdemokrater? Derudover får danskerne færre penge til rådighed til andre ting. Det er reelt set et tab af velfærd for den enkelte. Det klinger mildest talt ikke solidarisk i mine liberale ører.

Socialdemokratiets kritik går på, at de udenlandske streamingtjenester går ud over det danskproducerede indhold. Det er en sær præmis, at fordi streamingtjenesterne findes og har mange brugere, er der mindre plads til danskproduceret indhold. Kultur og medieforbrug er ikke et nulsumsspil. Der er fx intet til hinder for, at tjenesterne selv kan producere dansk indhold. Og det er Netflix også allerede i gang med – lige nu er de i gang med at lave en danskproduceret serie (“The Rain”, red.), som snart får premiere. Den simple grund til at Netflix nu begynder at lave danske serier, er, at der er en efterspørgsel. Markedet kan i høj grad selv løse disse problemer. Vi behøver ikke den evindelige statslige indblanding.

En undersøgelse fra Greens Analyseinstitut fra 2017 viser, at hele 74 pct. af danskerne har abonnement til en streamingtjeneste – heraf er 65 pct. af dem udenlandske. Det er da fantastisk, at så mange danskere har fornøjelse af det.

Ekstra skatter, afgifter, reguleringer og protektionisme er ikke vejen frem, hvis vi skal sikre mere dansk indhold. Det er for tyndt at diskriminere udenlandsk medieindhold og tro, at vi ad den vej kan styrke det danske. I dag får DR 3,7 milliarder kroner i mediestøtte og næsten uanset hvor meget, der skal beskæres i et nyt medieforlig, så kan man jo bare pålægge DR, og i øvrigt invitere andre medieudbydere til, at lave mere danskproduceret indhold og skære ned på det andet. Så skal markedet nok selv klare resten. ■

 

Ekstra skatter, afgifter, reguleringer og protektionisme er ikke vejen frem, hvis vi skal sikre mere dansk indhold. Det er for tyndt at diskriminere udenlandsk medieindhold og tro, at vi ad den vej kan styrke det danske
_______

 

Christina Egelund (f. 1977) er politisk ordfører for Liberal Alliance. ILLUSTRATION: Christina Egelund [foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup]