Dennis Kristensen: Grundlæggende skal hele indholdet i de fremtidige overenskomster vendes og drejes ved blot én forhandling

Dennis Kristensen: Grundlæggende skal hele indholdet i de fremtidige overenskomster vendes og drejes ved blot én forhandling

07.02.2018

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Holder det gamle ordsprog om at være godt på vej i mål, når man er godt begyndt, også i forhold til dette års overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor? Det er svært at vurdere, for her ved midtvejsmærket har forhandlerne i praksis kun lige forladt startboksen.

Kommentar af Dennis Kristensen

I OPSPILLET til forhandlingerne og i den første forhandlingsløse måned har det ikke skortet på overraskelser. På det statslige område er forhandlerne kørt godt og grundigt træt i Moderniseringsstyrelsens måde at omdefinere den danske aftalemodel på. Eller rettere: deres måde at betragte arbejdsgiverdiktater som en del af den danske model.

Finansministeriet har som arbejdsgiver altid været tung at danse med, og regnearkenes indtog på bekostning af sund fornuft er ikke af ny dato. Det nye er derimod, at arbejdsgiverrollen nu bliver varetaget, som om Moderniseringsstyrelsen har meldt sig ind i Dansk Arbejdsgiverforening. DA’s mangeårige tradition for at forsøge at påvirke de offentlige overenskomstforhandlinger gennem analyser og mediekampagner virker nu til helt at have erstattet Moderniseringsstyrelsens selvstændige vurderinger. DA har overtaget den politiske styring – ministerens plads for bordenden – af, hvad staten som arbejdsgiver går efter, og hvordan staten kan indgå i forlig, som både de ansatte og den statslige arbejdsgiver kan genfinde egne ønsker og behov i. Det er, som om Moderniseringsstyrelsen ikke har en selvstændig interesse i, at staten er en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække kvalificerede medarbejdere.

Det er i denne udgave af varetagelsen af den statslige arbejdsgiverrolle uhyre svært at genkende den danske model med ligestillede parter, der begge anerkender den grundlæggende værdi af frie forhandlinger og ligeværdige aftaler. Måske har Moderniseringsstyrelsen simpelthen fået (for meget) blod på tanden med daværende finansminister Bjarne Corydons succesfulde vendetta mod aftalesystemet ved lockouten af lærere og undervisere i 2013.

 

DA har overtaget den politiske styring – ministerens plads for bordenden – af, hvad staten som arbejdsgiver går efter
_______

 

SET UDEFRA må det i sidste ende blive afgørende, om innovationsminister Sophie Løhde vælger at følge i de corydonske Brutalis-fodspor eller vælger at vise, at hun tror på aftalesystemet og skaber en ligeværdig aftale om løn og arbejdsvilkår for de kommende år, som både lønmodtagere og arbejdsgiver kan se perspektiver i. Jeg vælger at håbe på det sidste. Det er nemlig de toner, ministeren slår an i forspillet til den Sammenhængsreform af den offentlige sektor, hun vil lægge frem, når overenskomstforhandlingerne er afsluttet.

Som en tillægsoverraskelse gav de tre arbejdsgivere sig ualmindelig god tid, efter de var orienteret om, at forhandlingerne blev sat på standby, før de begyndte at føre egentlige drøftelser med lærerne og underviserne. På lønmodtagersiden har det været overraskende at opleve, at arbejdsgivernes noget aggressive rituelle stammedanse forud for forhandlingerne har medvirket til, at lønmodtagerne har kunnet rykke tættere sammen på tværs af stat, kommuner og regioner for at skabe en fælles solidaritetspagt.

FOA har ganske vist spillet en central rolle i forslagene om en fælles pagt, men jeg er alligevel overrasket over, at vi alle uden den store tøven har sagt ja til at stå skulder ved skulder og ikke mindst, at vi så også gør det i praksis. Solidaritetspagten betyder, at lærere og undervisere skal have realitetsforhandlinger om at indgå en arbejdstidsaftale, at frokostpausen skal sikres for de, der har haft den i årtier uden at have retten på skrift, og at kvindedominerede fag og lavtlønnede skal have et særligt lønløft. Pagten har også betydet, at overenskomstforhandlingerne blev sat på standby i næsten en måned, fordi arbejdsgiverne ikke ville love noget om lærere og underviseres indflydelse på spillereglerne for deres arbejdstid. Men det er også en pagt, som nøje følger med i, at det, der foregår på lærer- og underviserområdet, ikke blot sker på skrømt, men bygger på reel vilje til at nå til en – for begge parter – acceptabel aftale. Men også pagten kan igen blive nødt til at tænde advarselslamperne, hvis forhandlingerne ikke har et reelt indhold og sigte.

 

Det er, som om Moderniseringsstyrelsen ikke har en selvstændig interesse i, at staten er en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække kvalificerede medarbejdere
_______

 

For FOA har en positiv overraskelse været kommunernes melding om, at de vil have afsat en såkaldt rekrutteringspulje på godt en halv milliard kroner, der skal bruges til at gøre det mere attraktivt at søge ind på uddannelserne og jobbene som SOSU’er og sygeplejerske. Og regionerne har nu også meldt sig under fanerne med en rekrutteringspulje, hvis der indgås en aftale med kommunerne. Vi har i en årrække prøvet at overbevise Kommunernes Landsforening om, at kombinationen af afgang fra SOSU-faget, det voldsomt stigende antal ældre og de nye sundhedsopgaver i det nære sundhedsvæsen i de kommende år kræver rekruttering af rigtig mange. Og jeg er selvfølgelig glad for, at KL nu er vendt på en tallerken og erkender, at de står i problemer til halsen.

MEN MED til overraskelserne hører også, at alle tre arbejdsgivere meget energisk fremfører, at alle spørgsmål ved denne overenskomstfornyelse skal behandles for både første og sidste gang ved de afsluttende forhandlingsmøder (de indledende og efterfølgende forhandlinger har jo været aflyst af lønmodtagersiden), som for statens og kommunernes vedkommende efter de oprindelige mødeplaner afholdes indenfor de næste to uger – henholdsvis 8. og 14. februar. Der er en vis charmerende naivitet over arbejdsgiversidens meldinger om fastholdelse af den oprindelige mødeplan, selvom vi endnu ikke har forhandlet så meget som blot et enkelt krav. Det ligner de længste dage i historien, hvor den 8. og 14. februar i praksis vil strække sig et stykke ind i marts. Grundlæggende er det jo hele indholdet i de fremtidige overenskomster, som skal vendes og drejes ved blot én forhandling.

Og peger det hidtidige forløb med diverse overraskelser så mod forlig eller konflikt? Jeg kan ikke finde et bedre svar end Niels Helveg Petersens: ”Joh, tjah, bom, bom.” Det skulle da lige være Bob Dylans: ”The Answer is Blowing in the Wind.” ■

 

Der er en vis charmerende naivitet over arbejdsgiversidens meldinger om fastholdelse af den oprindelige mødeplan, selvom vi endnu ikke har forhandlet så meget som blot et enkelt krav
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er formand for FOA. ILLUSTRATION: René Schütze/Polfoto