07.03.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Et af hovedprincipperne bag ‘Krigens regler’ er, at civile – så vidt muligt – skal beskyttes fra krigen, og at hospitaler og sundhedsklinikker derfor ikke må være militære mål. Men krigens regler smuldrer omkring os med civilbefolkningen som de største ofre og verdenssamfundet som stiltiende vidner.


Kommentar af Heidi Christensen, formand i Læger uden Grænser

I DISSE DAGE er vi vidner til endnu en frygtelig humanitær tragedie i den snart syv år lange krig i Syrien. Denne gang i det østlige Ghouta, der efter en årelang belejring nu er udsat for gentagne voldsomme angreb og bombardementer. Som altid er det civilbefolkningen, der bliver hårdest ramt. 15 af de hospitaler, som Læger uden Grænser støtter i Øst-Ghouta, er blevet bombet, og nogle er blevet ramt flere gange.

Personalet på de klinikker og hospitaler, som Læger uden Grænser støtter, har på én uge taget imod flere end 3.700 sårede. De melder, at flere end 700 mennesker har mistet livet – mange er kvinder og børn. Vi modtager rapporter om ambulancer, der bliver bombet, når de forlader hospitalet med alvorligt sårede patienter. Det medicinske personale, der er tilbage i Ghouta, virker på alle måder presset til deres yderste. De fortæller om mangel på fuldstændig essentielle medicinske remedier for at redde liv i en krigssituation, såsom blod, antibiotika og bedøvelsesmidler.
Det står klart for os, at civilbefolkningen ikke længere har noget helle i krig; ingen beskyttelse mod de rædsler, som udspiller sig i deres hjemland. Vi har i de seneste år også oplevet, at hospitaler, patienter og sundhedspersonale i tiltagende grad synes at være blevet militære mål. Ifølge verdenssundhedsorganisationen, WHO, var der i 2016 mere end 300 angreb på ‘health care’, altså hospitaler, sundhedspersonale og lignende.

 

Det står klart for os, at civilbefolkningen ikke længere har noget helle i krig; ingen beskyttelse mod de rædsler, som udspiller sig i deres hjemland
_______

 

Dette sker på trods af, at det internationale samfund har vedtaget regler for netop at beskytte såkaldte ikke-kombattanter i krig. ‘Krigens regler’, International Humanitær Lov, er en del af Geneve-konventionen. Her kortlægges, hvilke forpligtelser stater har, når de indgår i en militær konflikt. Et hovedprincip er, at civile – så vidt muligt – skal beskyttes fra krigen, og at hospitaler og sundhedsklinikker derfor ikke må være militære mål. Krigens regler er også med til at sikre, at nødhjælpsorganisationer som Læger uden Grænser kan give hjælp til befolkninger i krigszoner uden at frygte selv at blive offer for krigens rædsler.

Men krigens regler smuldrer omkring os med civilbefolkningen som de største ofre og verdenssamfundet som stiltiende vidner. Det er en fuldstændig uacceptabel situation!

Angrebene fortsætter – konsekvenserne udebliver
Vi oplever igen og igen den manglende vilje i det internationale samfund til at placere et ansvar og eksekvere konsekvenser for de skyldige parter, når krigens regler bliver brudt. Eksekvering af konsekvenser for de skyldige parter er vigtig, ikke for straffens egen skyld, men som et middel for at forhindre, at det gentager sig – at det tages alvorligt.

Det internationale samfund har midlerne og institutionerne til at foretage uafhængige undersøgelser af brud på krigens regler. International Humanitarian Fact-Finding Commission, IHFFC, blev oprettet i 1991, men er kun blevet brugt én enkelt gang i Ukraine. Dette på trods af, at vi igen og igen oplever angreb på hospitaler og sundhedsklinikker i lande som Yemen, Syrien og Afghanistan. Det internationale samfund vælger som regel at acceptere, at den enhed/stat, der menes at have overtrådt krigens regler, får lov til at undersøge sig selv og selv give den endelige vurdering af, hvad der er foregået. Ikke overraskende har dette indtil videre medført frifindelser for overtrædelse af international humanitær lov og i bedste fald en undskyldning for en fejl begået utilsigtet. Fremadrettet bør international opbakning til og benyttelse af sådanne uafhængige instanser, som IHFFC eller lignende, være en del af løsningen for at undgå brud på krigens regler.

 

Det internationale samfund vælger som regel at acceptere, at den enhed/stat, der menes at have overtrådt krigens regler, får lov til at undersøge sig selv og selv give den endelige vurdering af, hvad der er foregået
_______

 

I maj 2016 vedtog FN’s Sikkerhedsråd, bl.a. efter pres fra Læger uden Grænser, enstemmigt resolution 2286, som kræver, at alle parter i en væbnet konflikt til fulde lever op til deres forpligtelser under international lov. Desværre har dette ikke løst problemet. I de seneste år har fire ud af fem, af de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, været del af de konflikter, hvor der har været angreb på medicinske faciliteter. I mellemtiden fortsætter det med snak og uden handling.

Vi må gøre os klart, at der bliver dannet en præcedens i det internationale samfund, hver gang angreb på hospitaler og brud på international humanitær lov kan foregå uden konsekvenser for de skyldige parter. Imens fortsætter angrebene på befolkningen, hospitaler, sundhedspersonale og patienter, nu i det østlige Ghouta. ■

Heidi Christensen (f. 1977) er formand i Læger uden Grænser. Hun er uddannet læge fra Københavns Universitet i 2006. Heidi Christensen har været udsendt med Læger uden Grænser fem gange til Indien, Pakistan, Sydsudan, Afghanistan og Grækenland. ILLUSTRATION: En dreng går gennem gaderne i byen Ayn Tarma i det østlige Ghouta, Syrien, 2. marts 2018 [foto: Ammar Suleiman/Scanpix]