25.05.2018

Politikernes statsborgerskabspolitik betyder, at Danmark for første gang i moderne tid får en permanent juridisk underklasse af borgere, som har legal opholdstilladelse, som ikke er fulde statsborgere. Og det har betydning for alle i samfundet, når statsborgerskabet bliver en slags ”belønning”. For hvem vil politikerne dømme ude næste gang?

Kommentar af Rune Møller Stahl, Ph.d.-stipendiat i statskundskab

Der foregår en stille revolution på statsborgerskabsområdet i disse år, hvor det gradvist bliver sværere og sværere at opnå fulde borgerrettigheder. Pletter på straffeattesten så små som fartbøder har i en årrække kunnet spærre vejen for statsborgerskab. Med regeringens nye udspil vil kravene om selvforsørgelse lukke døren for statsborgerskab for personer på dagpenge, og enhver der har modtaget offentlige ydelser inden for en periode på mere end 4 måneder inden for de seneste 5 år. Porten til statsborgerskabet blive endnu smallere, hvis Socialdemokratiet kommer igennem med deres krav om at også at udelukke såkaldte ’anti-demokrater’ fra at opnå statsborgerskab.

Denne udvikling er nok ikke gået hen over hovedet på nogen, der har fulgt med i den politiske debat i Danmark de seneste år. Men fordi alle disse stramninger har været motiveret af en udlændingepolitisk dagsorden, har debatten næsten udelukkende fokuseret på folks holdning til ikke-vestlig indvandring. Der har været forbløffende lidt refleksion over, hvad disse indskrænkninger i borgerrettigheder betyder i en bredere samfundsmæssig kontekst.

Det er stærkt problematisk. For disse regler vil betyde, at vi for første gang i moderne tid får en permanent juridisk underklasse af borgere med legal opholdstilladelse, som ikke er fulde statsborgere. I så fald er der tale om et opgør med selve fundamentet for den moderne demokratiske statsform, som netop har som sin kerneværdi, at alle borgere har samme rettigheder.

Det specifikke ved den moderne ide om demokratisk borgerskab er ikke ideen om, at mennesker kan have frihedsrettigheder, men det faktum at disse rettigheder gælder for alle mennesker i samfundet.

Der har til alle tider, i alle samfund været grupper, der var akut bevidste om deres rettigheder. I det antikke Grækenland udgjorde ’de frie borgere’ dog kun en minoritet i selv de mest demokratiske bystater. Magna Carta fra middelalderens England, der af mange fremhæves som kilden til moderne borgerrettigheder, handler i virkeligheden om at tildele adelen frihedsrettigheder over for kongen.

 

Der har til alle tider, i alle samfund været grupper, der var akut bevidste om deres rettigheder
_______

 

Ideen om, at ’alle’ (i første omgang: alle mænd) skulle have fulde juridiske og politiske rettigheder, kom for alvor først på banen med den engelske revolution, hvor såkaldte ’Levellers’ som John Lilburne talte for fulde borgerrettigheder, herunder retten til at vælge sine politiske repræsentanter. Denne ide blev også central i såvel den amerikanske som den franske revolution, hvor ideen om menneskerettigheder var en central del af de to nye republikkers forfatninger.

Ideen med statsborgerskab er simpelthen, at alle borgere skal have de samme rettigheder over for staten, så de er beskyttede mod overgreb og vilkårlighed. Disse rettigheder inkluderer negative såvel som positive elementer, herunder retten til at deltage i valg. Disse rettigheder er ikke et privilegium, de udgør derimod en grundlæggende beskyttelse for mennesker indenfor statens territorium. Når Inger Støjberg taler om, at statsborgerskab skal være ”noget særligt” og ”noget, man skal selv skal gøre en aktiv indsats for at opnå”, går hun direkte imod denne ide.

Det er klart, at dette ikke behøver at betyde, at man skal tildele statsborgerskab til enhver, der kommer til landet på en ferietur. Men hvis du har grupper, der kan leve generationer i landet uden at opnå fulde borgerrettigheder, så er det en hel anden udvikling.

Det var ikke nemt at realisere ideen om, at fulde borgerrettigheder var for alle mennesker, der beboede et territorium og ikke et privilegium for de få. Det har taget århundreder for sociale bevægelser som kvindebevægelsen, arbejderbevægelsen og borgerrettighedsbevægelsen i USA at få inkluderet gruppe efter gruppe (kvinder, fattige, tyende, sorte, overførselsindkomstmodtagere) i fællesskabet af borgere med fulde statsborgerrettigheder.

Derfor er spørgsmålet om statsborgerskab ikke bare et spørgsmål om holdningen til indvandring og multikulturalisme. Hvis borgerrettigheder gøres til et privilegium, man skal gøre sig fortjent til, og som man kan miste ved at have en ubetalt fartbøde eller blive arbejdsløs, så er det et problem for alle. Hvis vi forlanger, at indvandrere – frem til tredje eller fjerde generation? – skal leve op til krav om særligt sindelag og selvforsørgelse for at opnå fulde rettigheder, hvilke grupper bliver så de næste? Hvis vi bryder princippet om, at alle beboere i landet har samme rettigheder, accepterer vi en farlig præcedens. Den engelske Labour-politiker Tony Benn formulerede det godt: “The way a government treats refugees is very instructive because it shows how they would treat the rest of us if they could get away with it.” ■

 

Hvis borgerrettigheder gøres til et privilegium, man skal gøre sig fortjent til, og som man kan miste ved at have en ubetalt fartbøde eller blive arbejdsløs, så er det et problem for alle
_______

 

Rune Møller Stahl (f. 1982) er Ph.d.-stipendiat i statskundskab på Københavns Universitet, hvor han forsker i politisk økonomi.