13.12.2019

.

Den allestedsnærværende smædekampagne mod Jeremy Corbyn vidner om, at den britiske presse ikke har varetaget sin rolle som den fjerde statsmagt, men i stedet for har banet vejen for Boris Johnsons overvældende valgsejr. Mediernes dækning havde en afgørende betydning for Labours katastrofale valg.

Kommentar af Markus Giessing

BORIS JOHNSON og De Konservative vandt i går et absolut flertal i det britiske parlament – og fik endda det bedste valg siden Margaret Thatchers jordskredssejr i 1983. Valgets store taber blev Jeremy Corbyn og Labour, som fik det dårligste valgresultat siden 1935. Derfor valgte Corbyn at trække sig som partiets leder i nat. I det store hele var der ikke meget spænding ved dette valg, eftersom Johnsons klare løfte om at “Get Brexit Done” stod i skarp kontrast til Corbyns “second referendum” og uklarhed om, hvad Labour selv ville anbefale briterne at stemme ved en sådan anden folkeafstemning.

Men det er ikke hele forklaringen: I løbet af Corbyns tid som leder har han været offer for en uværdig bagvaskelse i den britiske presse. Han er blandt andet blevet anklaget for at være antisemit, en sovjetisk spion og terroristernes ven, uden at medierne har fremlagt beviser for disse injurierende påstande. Og der kan ikke herske megen tvivl om, at mediernes allestedsnærværende smædekampagne mod Corbyn har været medvirkede til Labours forfærdelige valg.

SIDEN EN RAPPORT FRA Home Affairs Committee i 2016 konkluderede, at Labour-ledelsens manglende handling over for antisemitisme “kan give styrke til anklager om, at elementer af Labour-bevægelsen er institutionelt antisemitiske”, har toneangivende medier ædt denne odiøse anklage råt – også selvom den opsigtsvækkende konklusion ikke blev underbygget af beviser på noget institutionelt problem i Labour-partiet.

Eksemplerne er utallige – her er et par stykker: Financial Times mener ikke at Corbyn er til at stole på, fordi “han mener, at den forkerte side vandt Den Kolde Krig”, og fordi hans manglende evne til at udrydde antisemitisme “der inficerer hans parti, er utilgivelig”, som det fremgår af en lederartikel. The Guardian udgav en leder i samme tonefald, der anklagede Corbyn for at være “medskyldig i antisemitisme”. 143 jødiske medlemmer af partiet kom Corbyn til undsætning i august 2018 ved at aflægge vidnesbyrd på nettet og afvise anklagen. John Bercow, den tidligere ”Speaker of the House” og konservativt partimedlem, har arbejdet med Corbyn i flere årtier og afviser ligeledes fuldstændig anklagerne. Han udtalte for nylig, at han “aldrig [har] opsnuset nogen antisemitisme” fra ham.

 

Dagen før det seneste britiske valg i 2017 opfordrede The Sun briterne til at stemme på De Konservative og kaldte i den sammenhæng Corbyn for “terroristernes ven”, “fagforeningernes marionetdukke” og en “marxistisk ekstremist”
_______

 

TABLOIDAVISEN THE SUN, der er Storbritanniens mest læste, har cirkuleret massevis af usande historier og rygter om Corbyn, som fx at Labour-lederen arbejdede som spion for Sovjetunionen under Den Kolde Krig. Dagen før det seneste britiske valg i 2017 opfordrede The Sun briterne til at stemme på De Konservative og kaldte i den sammenhæng Corbyn for “terroristernes ven”, “fagforeningernes marionetdukke” og en “marxistisk ekstremist”, hvis politik ville lede landet mod “ekstrem fattigdom”.

Mediemogulen Rupert Murdoch ejer mange britiske medier, herunder The Sun, og den redaktionelle linje er domineret af hans særdeles højreorienterede overbevisninger og støtte til Brexit. Derfor er det heller ikke overraskende, at hans medieimperium leder smædekampagnen mod Corbyn. I forbindelse med Leveson-undersøgelsen i 2011 indrømmede Murdoch, at redaktionelle beslutninger om at støtte et politisk parti går gennem ham, før ordene når ud til de omtrent 8,6 millioner daglige læsere af The Sun.

Dermed bekræftede han også, at det var hans valg at støtte Tony Blair og hans New Labour-projekt siden valget i 1997. Murdoch trak dog sin støtte til partiet, da New Labour-projektet mistede opbakning under Ed Miliband. Siden Corbyn indtog lederrollen i partiet i 2015, har de Murdoch-ejede medier således forsøgt at spænde ben for ham – og selvom den aldrende Murdoch har en mere tilbagetrukket rolle i dag, består hans dagsorden.

OGSÅ HERHJEMME HAR FLERE MEDIER smædet Corbyn, hvilket blot bevidner, at kampagnen mod den nu afgående partileder er så massiv, at den er gået over grænser. I en lederartikel i Weekendavisen fra 29. november i år skriver redaktionschef Klaus Wivel, at Corbyn er en “idiot”, fordi han “påstår sig blind” til at indrømme anklagerne. Wivel mener, at det er “Corbyns egen skyld”, at det britiske valg kom til at handle om hans “moralske dømmekraft”. Beviset for “antisemitismens plage i partiet” skal ifølge Wivel findes “i den alliance, som Corbyn og den fløj af partiet, han har ført til magten, har fået med islamister”.

Jyllands Posten begræder i en lederartikel fra 2018 Corbyns “så åbenlyst antisemitiske sympatier” og kalder ham for “en del af en europæisk, antisemitisk tendens”. Ligesom Wivel henleder JP opmærksomheden på, at Corbyn sympatiserer med terrorister, hvilket er åbenlyst forkert.

 

Siden 2018 har Labour forbedret mulighederne for at opklare og slå ned på racisme i partiet, og Corbyn har ved enhver lejlighed taget afstand fra antisemitisme
_______

 

ANTISEMITISMEN er imidlertid ikke mere udbredt i Labour end i Det Konservative Parti. Faktisk forholder det sig omvendt, hvis man ser på vælgernes negative fordomme om jøder i en måling foretaget af Yougov fra 2017. Sammenligner man tallene med samme undersøgelse i 2015, er fordommene generelt faldende. En rapport fra Jewish Policy Research viser, at antisemitiske holdninger er lige udbredt fra den yderste venstrefløj over midten til centrum-højre-vælgere, der alle ligger omkring 5 pct. Men antisemitisme er klart mest udbredt på den yderste højrefløj (17 pct.). Samlet set er antisemitismen dog en af de former for racisme, som er mindst udbredt i landet. Sammenlignet med mange andre europæiske lande er Storbritannien et af de steder, hvor antisemitiske holdninger er mindst udbredt.

Britiske jøders oplevelse af stigende antisemitisme bør ikke underkendes – det er bare svært at finde belæg for i statistikkerne. Og der er intet, der tyder på, at Corbyn er medskyldig i fænomenet, endsige at han selv er antisemit. Siden 2018 har Labour forbedret mulighederne for at opklare og slå ned på racisme i partiet, og Corbyn har ved enhver lejlighed taget afstand fra antisemitisme.

DE GRUNDLØSE POSTULATER rettet mod Corbyn giver et indtryk af, at dele af den britiske magtelite er ude på at undergrave Labour-lederens troværdighed af politiske årsager. Disse årsager kan meget vel findes i Corbyns kritik af Israel og hans økonomiske politik, der lover et opgør med den graverende ulighed i landet. Corbyn er ikke en trussel mod britiske jøder, men han er til gengæld en trussel mod magtelitens ønske om status quo. Anklagerne mod Corbyn er endeløse, men beviserne er udeblevet.

Dækningen af den nu afgåede partileder efterlod de britiske vælgere med et indtryk af, at Corbyn ikke alene var antisemit og ven af terrorister, men også at han grundlæggende var utroværdig og dermed ikke premierministerposten værdig. Kombinationen af denne smædekampagne, hans ukarakteristiske facon og uklare tilgang til Brexit var formentlig det, der førte til Labours katastrofale valg. Smædekampagnen vidner om, at den britiske presse ikke har varetaget sin rolle som den fjerde statsmagt, men i stedet for har banet vejen for, at Boris Johnson kunne få en knusende valgsejr. ■

 

Dækningen af den nu afgåede partileder efterlod de britiske vælgere med et indtryk af, at Corbyn ikke alene var antisemit og ven af terrorister, men også at han grundlæggende var utroværdig og dermed ikke premierministerposten værdig
_______

 

Markus Giessing (f. 1996) er freelanceskribent og indehaver af bloggen ‘Uegnet Til Tryk’. ILLUSTRATION: Jeremy Corbyn venter på valgresultatet, 12. december 2019 [foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix]