18.09.2019

.

Vi må som samfund være kompromisløst favnende og insistere på fællesskabet – på den måde skaber vi også et bolværk mod antidemokatiske tankegange og radikalisering. For hvem vil investere sig selv i et samfund, hvor de ikke føler sig velkomne?

Kommentar af Sikandar Siddique, flygtninge- og udlændingeordfører for Alternativet

LIDT OVER 4000. Så mange ord var der i Mette Frederiksens tale til Socialdemokratiets kongres i weekenden. Jeg bed særligt mærke i 11 af dem: “Danmarks udlændingepolitik skal være stram. Nej til symboler. Ja til løsninger.”

Det er 11 ord, der efterlader mig med (forventet) skuffelse, men også forsigtig optimisme. Lad mig starte med skuffelsen. Socialdemokratiet holder fast i retorikken om den stramme udlændingepolitik. Regeringen abonnerer fortsat på, at der kun er to veje i dansk udlændingepolitik; man kan enten være “strammer” eller “slapper”. Men hvis man tror på det narrativ, så har man i praksis taget skyklapper på. Fører man blindt en stram udlændingepolitik, afskærer man samtidig sig selv fra at føre en klog udlændingepolitik.

Hvad mener jeg så med det? Jo, fx overser man mulige socialpolitiske, uddannelsespolitiske og beskæftigelsespolitiske løsninger, når man insisterer på at tale problemer op og underbelyse positive tal. Dermed føder man ind i en destruktiv fortælling om “dem” og ”os”. Det ser dejligt ”stramt” ud, og giver en rar følelse af, at man ’gør noget’, men det er mere ødelæggende end opbyggende. Det ærgrer mig, at S ikke vælger at løfte blikket i jagten på løsninger. At man ikke vælger at række hånden ud mod vores nydanske medborgere og lægger de seneste årtiers strammerretorik på hylden.

 

Det ærgrer mig, at S ikke vælger at løfte blikket i jagten på løsninger. At man ikke vælger at række hånden ud mod vores nydanske medborgere og lægger de seneste årtiers strammerretorik på hylden
_______

 

NÅR DET ER SAGT, var der som nævnt også gode toner at spore i Mette Frederiksens tale. Man må nemlig forstå, at S ikke (længere) er tilhængere af symbolpolitik på udlændingeområdet. Og tak for det!

Nu glæder vi os i Alternativet til at se, hvordan Socialdemokratiet vil lade handling følge ord. Det må nødvendigvis betyde en glædelig afsked med mærkværdige håndtryksceremonier, et virkningsløst tildækningsforbud, smykkeloven, en diskriminerende ghettopakke og så videre. Listen over lovgivning, der må rulles tilbage, er desværre lang, så der er nok at tage fat på.

Indtil videre er der dog ikke meget, der tyder på, at det er dét, embedsfolkene bliver sat til lige med det første. Integrationsminister Mattias Tesfaye har fx allerede meldt ud, at man vil “se, hvordan håndtryksceremonierne virker”, inden man vil overveje at tilbagerulle lovgivningen. Og Mette Frederiksen afviste at tilbagerulle ghettopakken; en pakke, der i dén grad må siges at være symbolpolitisk. Alene ordet ”ghetto” er designet til at give os bestemte billeder på nethinden. Det er det perfekte symbol på noget, der er skidt – noget der skal bekæmpes. Vi må ”parallelsamfundene” til livs, må man forstå. På trods af, at forskere fortæller os, at der ikke findes noget sådant. Parallelsamfund er et opfundet begreb. Et symbol.

 

De stramninger, vi har oplevet igennem de seneste mange år, kan ikke reduceres til symboler eller signaler. Deres virkning er ikke blot symbolsk. De er værdipolitiske tiltag, der repræsenterer en helt konkret undergravning af de universelle frihedsrettigheder og kortslutter princippet om lighed for loven
_______

 

MEN SELVOM der ikke skal herske tvivl om, at jeg er modstander af symbolpolitik, så er jeg er faktisk ikke begejstret for netop dén betegnelse. For de stramninger, vi har oplevet igennem de seneste mange år, kan ikke reduceres til symboler eller signaler. Deres virkning er ikke blot symbolsk. De er værdipolitiske tiltag, der repræsenterer en helt konkret undergravning af de universelle frihedsrettigheder og kortslutter princippet om lighed for loven. De er langt mere destruktive, end hvad begrebet symbolpolitik giver udtryk for. De har kort sagt sendt retsstaten og friheden på en deroute.

I Danmark kan man ikke længere selv vælge, hvordan man vil klæde sig, hvor man vil bo, eller hvem der skal passe ens børn. Det er næsten ikke til at forstå, at et flertal i Folketinget har stemt for at bevæge samfundet derhen, hvor vi står nu.

Med valget fik vi heldigvis et nyt flertal. Et flertal, som slog fast, at man vil i en ny retning. Derfor håber jeg da også – eller rettere: jeg forventer – at regeringens støttepartier står fast på, at vi skal væk fra stramninger og håbløse symbolpolitiske forslag. Støttepartierne har lovet os en anden vej – nu er det tid til at levere.

Regeringens og støttepartiernes forståelsespapir udstak en fin retning, men allerede inden blækket var tørt, proklamerede regeringen, at man ville begynde at hjemsende kvoteflygtninge. Det giver mig bange anelser om, at vi kommer til at se langt efter en ny retning, hvis ikke støttepartierne holder Socialdemokratiet fast på sine løfter. Vi vil gøre, hvad vi kan, og var også parate til at tage det fulde ansvar for en ny retning, da vi stillede med en statsministerkandidat. Nu har De Radikale, Enhedslisten og SF imidlertid et stort ansvar, som Alternativet knytter meget håb til. Vi har arbejdshandskerne på og vil hellere end gerne samarbejde om kloge løsninger for alle danskere – uanset etnisk baggrund.

SÅ: KÆRE METTE. Hvis vi skal “videre sammen”, så kræver det, at vores politik og vores retssystem er lige for alle. Det kræver, at der er et fællesskab, at der overhovedet er et “vi”, et “sammen”. Det er i mine øjne en af Socialdemokratiets vigtigste opgaver og en mulighed for (igen) at sætte et afgørende og modigt aftryk på det danske samfund.

Vi må være kompromisløst favnende og humanistiske og insistere på fællesskabet – på den måde skaber vi også et bolværk mod antidemokatiske tankegange og radikalisering. For hvem vil investere sig selv i et samfund, hvor de ikke føler sig velkomne?

Derfor: Nu er det Arnes, ja, men også Alis og Aminas tur. ■

 

Hvis vi skal “videre sammen”, så kræver det, at vores politik og vores retssystem er lige for alle. Det kræver, at der er et fællesskab, at der overhovedet er et “vi”, et “sammen”
_______

 

Sikandar Siddique (f. 1986) er MF og flygtninge- og udlændingeordfører for Alternativet. Uddannet cand.comm., Roskilde Universitet. ILLUSTRATION: Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen, på talerstolen under Socialdemokratiets kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, 14. september 2019 (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)