Professor Morten Sodemann: Danmark er på vej ind på en farlig bane, hvor sikkerhed, retfærdighed og beskyttelse er til forhandling, og etniciteter kan rangordnes efter politiske vinde

22.03.2022


Flygtningediskussionen er nu blevet beriget med et politisk candyflosssprog, hvor eurocentrisme, etnicitet og religion anvendes til at gradbøje flygtningebegrebet. Hvor den tidligere har været pakket ind og har ageret skjult modspiller på flygtninge- og integrationsområdet, er forskelsbehandlingen i Danmark nu åbenlys og håndgribelig.



Kommentar af Morten Sodemann

Efter Første Verdenskrig gav Folkeforbundet russiske flygtninge de såkaldte ”Nansenpas” – et pas der gave alle flygtninge samme status. Efter Anden Verdenskrig vedtog FN Flygtningekonventionen for at beskytte alle flygtninge på jorden med det samme sæt af rettigheder.

Nu har Rusland, hvis borgere i sin tid nød godt af Nansenpasset, startet en krig mod et Ukraine, der er stærkt underlegent på fysisk panser. Dét er i sig selv et argument for at bevare et globalt, ensartet flygtningebegreb. Når den samme statsmagt kan nyde godt af flygtningekonventioner for årtier senere at selv at være årsag til flygtningestrømme, så vil flygtninge til alle tider et behov for at være beskyttede af en konvention. Samtidig har de lande, der vedtog FN’s Flygtningekonvention besluttet, at de ikke direkte vil beskytte de ukrainske borgere i deres hjemland, så de nu ikke har andet valg end at flygte. Den angribende part, Rusland, har misligholdt sit militære udstyr, så det bryder sammen på vejen, og deres efterretninger er åbenlyst fejlagtige, så den planlagte quickkrig er nu blevet en slowmotion genopførsel på de sociale medier – faciliteret gennem millioner af mobilkameraer – af de historiske slag om Leningrad, Aleppo og Grozny og ikke mindst ødelæggelsen af den baskiske by Guernica udført af det tyske og italienske luftvåben på anmodning af de spanske nationalisters leder Franco.

Udover at være det første livetransmitterede helvede på jord, er det også en krig, der for første gang afslører, at der menneskeretligt blæser nye vinde med en dårlig lugt i Europa. Blandt flygtninge fra Ukraine er der op mod 30 pct.  som kommer fra andre lande, og de blev afvist ved den polsk-ukrainske grænse, hvor de måtte overnatte i skoven i ingenmandsland.

De europæiske lande slås nu med konsekvenserne af politikernes mere og mere besynderlige etniske rangordner og krampagtige krumspring for at legitimere forskelsbehandling. Som fx i England, der har haft svært ved at finde en passende Brexit grimasse til de ukrainske flygtninge samtidig med, at der er krav om at sende gummibådene med flygtninge tilbage til Frankrig. Den tidligere Indenrigsminister Amber Rudd fik på BBC radio sagt, at ”mennesker, der ligner os, bliver slagtet i Europa”. Afrikanske universitetsstuderende i Ukraine blev efterladt i en ekstremt sårbar situation uden penge, uden rettigheder og udsat for fuldblods europæisk forskelsbehandling ved grænserne, hvor de brutalt afvises eller fysisk fjernes fra de tog der kører mod Polen. Hjælpen er ikke kommet fra myndigheder men derimod fra civilsamfundet, som f.eks. en somalisk organisation i Polen. Man regner med, at der er over 75.000 udenlandske universitetsstuderende i Ukraine, som alle vil få problemer med at flygte.

Politikere overalt i Europa lokker vælgerne ind i tankemæssige blindgyder, hvor gradbøjningen af mennesker normaliseres og retfærdiggøres med undtagelser, særlove, trusler, kriser, katastrofer og væbnede konflikter. Førstegørelse bliver til andetgørelse, der faciliterer tredjegørelsen. Nærområder bliver pludselig et begreb, vi alle er fortrolige med, ligesom vi er helt trygge ved, hvor Stormellemøsten ligger. Regeringen argumenterer for en særlov ved at etablere en fortælling om, at asylsystemet ligger i ruiner, som Rasmus Stoklund udtrykker det i Information d. 4.marts: ”Jeg mener på ingen måde, at den diskriminerer. Jeg synes til gengæld, at den afslører det lidt deprimerende, at asylsystemet i virkeligheden er brudt sammen”. Og til spørgsmålet om forskelsbehandling etablerer Stoklund i samme interview en idé om, at Danmark længe har arbejdet for at hjælpe flygtninge tæt på området, hvor de kommer fra. Syrere skal hjælpes i syriske nabolande, og derfor skal ukrainere hjælpes af Danmark. 

Vore fordomme ophøjes til grundviden: Syrere er egentlig ikke flygtninge men bekvemmelighedsmigranter, fordi de har boet flere år i flygtningelejre. Ukrainere er derimod rigtige flygtninge, for de kommer direkte fra en krig, vi kan se i fjernsynet og som, næsten, foregår i vores eget land. Ukrainere er tilmed ligesom ”os”, de kan lære dansk, og de kan starte med at arbejde dagen efter at de er kørt over grænsen ved Kruså. Ganske som de tyrkiske gæstearbejdere i 70’erne. Samtidig kan de ukrainske flygtninge give kommunerne problemer, fordi de i parallelsamfundsloven stadig opfattes som ”ikke-vestlige”, og hvis de boligplaceres i udsatte boligområder, kan kommunerne pludselig stå med en akut opstået hård ghetto.

Som Helsingørs borgmester Benedikte Kiær udtrykte det i Berlingske: ”Vi står med nogle mennesker, som ligner os meget, og som står og hopper for at komme i arbejde. Vi vil gerne give dem et sted at bo, men vi risikerer altså, at boligområder kommer på parallelsamfundslisten, hvis vi tilbyder de ledige boliger, vi har”, og borgmesteren fulgte op med en kommentar på Twitter d. 17. marts: ”Giv ukrainske flygtningestatus som vestlig. Det vil nemlig fjerne dumme benspænd for kommunerne, når vi skal give ukrainske flygtninge permanent bolig i vores boligområder” . Vi lærer af integrationsminister Tesfaye, at man kan gradbøje forskelsbehandling: ” Det er forskelsbehandling, men jeg synes ikke, det er diskriminerende. Det er sagligt begrundet i, at mængden af mennesker, der kommer nu, er så voldsom, at det ellers ville overbelaste systemerne” og at udlændingeområdet i forvejen er så fyldt med forskelsbehandling, at lidt mere ikke kommer til at holde ministeren vågen om natten, for forskelsbehandling er helt normalt: ”Vi skal huske på, at udlændingeloven er fyldt med forskelsbehandling (..) . Det synes jeg ikke, der er noget problem med. Vi skal selvfølgelig ikke diskriminere og slet ikke på baggrund af etnicitet eller religion. Men det er helt normalt, at vi har specielle ordninger med enkelte lande. I samme interview markeres desuden en ny, tidligere skjult parameter i forskelsbehandling af etniske grupper – der er åbenbart problematiske og uproblematiske flygtninge: ”..de ukrainere, der er kommet til Danmark, er faldet godt til i det danske samfund. Hvis jeg ser en eller anden statistik om, at nu er der flere ukrainere, der kommer til Danmark, holder det mig ikke vågen et eneste sekund om natten, fordi det er fuldstændig uproblematisk for det danske samfund”.

Skulle man imidlertid følge de gængse regler og konventioner på flygtningeområdet, som man gør ift. Irak, Afghanistan, Somalia og Syrien, så opfylder de fleste ukrainere endnu ikke kravene til asyl. Reglerne bør være ens for alle. Der er forskel på akuthjælp og akut asyl. Det er ikke ukraineres legitime behov, der er problemet, det er politikernes opportune fortolkning af asylret, der er beklagelig, fordi den åbner for en meget plastisk fortolkning af flygtningebegrebet og en kategorisering af rettigheder efter politisk behov. Som generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte sagde til Altinget.dk d. 21. marts: ” Det er paradoksalt, at man bliver nødt til at lave en særlov for at hjælpe flygtningene, fordi vores eksisterende asylpolitik er så restriktiv, at den ikke kan yde god beskyttelse. Eller som den syriske flygtning Mahmoud Almohamad tørt konstaterede på Twitter d. 16. marts: Flugt har ingen farve. .

 

Det danske folketing har lukket ræven ind i hønsegården med legitimeringen af, at mennesker kan opdeles i ”problematiske” og ”uproblematiske” og dermed retfærdiggørelsen af forskelsbehandling i rettigheder
_______

 

Flygtningediskussionen er nu blevet beriget med et politisk candyflosssprog, hvor eurocentrisme, etnicitet og religion anvendes til at gradbøje flygtningebegrebet. Hvor den tidligere har været pakket ind og har ageret skjult modspiller på flygtninge- og integrationsområdet, er forskelsbehandlingen i Danmark nu åbenlys og håndgribelig. Pludselig er de danske politikere lige så fjendtlige overfor selvrefleksion, som de er overfor flygtninge. Flygtninge er hovedsageligt almindelige mennesker, der ikke længere magter overgreb, krigens grimme ansigter og meningsløshed. De fortjener et liv i sikkerhed, dvs. et pas og sikker grund under fødderne, så de kan leve deres udramatiske liv i ubemærkethed videre i trygge omgivelser.

Hvis vi behandler mennesker, der til fods er vandret mellem granatnedslag og ydmygelser med børn, varmt tøj og et husdyr og har flyttet sig til mindre dramatiske omstændigheder, som kvæg, mister vores demokratiske velfærdssamfund sin troværdighed. Når det eneste man drømmer om, et sikkert opholdsgrundlag, er uopnåeligt, og det eneste, der virker, at man føler sig velkommen og inkluderet, mødes med banalnationalistiske holdninger om at tilhøre en ”problematisk” etnisk gruppe, så er det svært at forklare flygtninge fra lande udenfor Europa, hvad det er de danske politikere i virkeligheden vil med integration. Den bevidste og strategiske tvetydighed i integrationspolitik er blevet endnu tydeligere. Love udarbejdes i et distanceret ekkokammer og med kort sigte og symbolske værktøjer, men konsekvenserne er hverken kortsigtede, distancerede eller symbolske – de bliver konkrete og voldsomme, når de rammer virkeligheden.  

Tidligere premierminister Thatcher afviste i 1979 at give husly til 10.000 vietnamesiske bådflygtninge og advarede sine embedsmænd om at det ville føre til optøjer og demonstrationer fordi mange englændere stod uden tag over hovedet. Vietnamesiske bådflygtninge var længere væk end gadekampe i London.

Nærhedsprincippet er ikke et humanistisk udtryk, men at gøre en dyd af en nødvendighed, fordi man er nødt til at opfinde nye grunde til, at nogle flygtninge må gå udenom asylsystemet, mens andre må vente i årevis. Man har med vilje i årevis argumenteret for, at flygtninge hører til i ikke nærmere definererede ”nærområder”,  der ofte i omtalen ligger meget fjernt fra deres hjemland. Politikken er aldrig rigtig lykkes, men alligevel bruger man den som et argument for, at Ukraine er et nærområde. Verdenssamfundet har pligt til at hjælpe alle flygtninge, og der er konventioner, der styrer rammerne. Man har besluttet, at man vil modtage de ukrainske flygtninge, så det er nødvendigt at finde et passende argument dertil. Eller som psykologen Svend Brinkmann har udtrykt den form for logik: Nu ved jeg hvorfor jeg er ugift! Det er fordi jeg er ungkarl. Danske politikere vil helst hjælpe, hvor der kan spilles på en høj nærheds- og identifikationsfaktor.

Det danske folketing har lukket ræven ind i hønsegården med legitimeringen af, at mennesker kan opdeles i ”problematiske” og ”uproblematiske” og dermed retfærdiggørelsen af forskelsbehandling i rettigheder. Der er mennesker på flugt, der har direkte adgang til hele pakken af menneskerettigheder, og så er der en broget gruppe mennesker med forskellige adgange til discountudgaven, der ovenikøbet uddeles som en art velgørenhed. Som en ældre patient i Indvandrermedicinsk Klinik svarede på spørgsmålet om, hvad der var vigtigst for hende at få hjælp til: ”Har I ikke bare nogle helt små menneskerettigheder til mig?”.

Det Sydafrikanske apartheidstyre endte med at blive fanget i sit eget edderkoppespind af bizarre etniske undergrupper, som var så vagt definerede og påvirkelige af skiftende forståelsesrammer, at de blev døbt ”kamæleoner”, fordi de konstant måtte opleve at skulle ændre etnicitet på deres ID-kort afhængigt af politikernes flygtige holdninger. De europæiske lande, herunder Danmark, er på vej ind på en farlig bane, hvor sikkerhed, retfærdighed og beskyttelse er til forhandling og etniciteter kan rangordnes efter politiske vinde. Flygtninge er ikke dumme benspænd, men det bliver de, hvis vi laver særlove for at kunne forskelsbehandle. Man kan tydeligt se, at politikerne kaster sig ud i mere og mere vanvittige retoriske akrobatikker for at få argumenterne til at hænge sammen. Politikerne har skabt et kaotisk vægbillede af en verden, der har sluppet de spinkle tøjler, som Folkeforbundet og senere FN skabte gennem Nansenpasset, Menneskerettighedskonventionen, Børnekonventionen og Flygtningekonventionen. Da tyske Gestapo spurgte maleren Picasso, om det var ham der havde malet ’Guernica’ svarede han: nej, det har I. ■

 

Politikerne har skabt et kaotisk vægbillede af en verden, der har sluppet de spinkle tøjler, som Folkeforbundet og senere FN skabte gennem Nansenpasset, Menneskerettighedskonventionen, Børnekonventionen og Flygtningekonventionen
_______

 



Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. Næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Forskning og forskeruddannelse i flere afrikansk lande. Forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. ILLUSTRATION: Morten Sodemann [FOTO: Lars Skaaning]