Peter Meedom i RÆSON SØNDAG: Putin går styrket til forhandlingsbordet i 2025. For Ukraine har stadig ingen troværdige sikkerhedsgarantier
31.01.2023
Bag lukkede døre i Moskva, Kyiv, Bruxelles og Washington forbereder man sig på Trump, der har sagt, at han vil løse Europas største landkrig siden Anden Verdenskrig. Men hvordan ser Moskva overhovedet på spørgsmålet om fredsaftale, forhandlinger og mulige vestlige sikkerhedsgarantier til Ukraine?
Af Peter Meedom
FOR AT FORSTÅ Putins nuværende forhandlingsposition er det nødvendigt at gøre status over den russiske økonomi og indenrigs- og udenrigspolitikken.
Det russiske regime er stabilt, men under pres: Økonomien lider, og der er en voksende utilfredshed blandt befolkningen og erhvervstoppen. Inflationen og renterne stiger, og der er en alvorlig mangel på arbejdskraft, der begrænser landets produktivitet.
Benhårde teknokrater og dyre kartofler
Inflationen er officielt omkring 8,5 procent, men det uofficielle borsjtj-indeks, der måler prisen på basale fødevarer, siger snarere 30 procent. Kartofler er steget med over 60 procent det seneste år. Den jævne russer er altså hårdt ramt. For yngre russere, der står til at købe fast ejendom i de store byer er den nuværende rente på over 20 procent afskrækkende, og erhvervsledere beklager sig i medierne over det ekstremt høje renteniveau, der gør profit noget nær umulig.
Centralbankchefen Elvira Nabiullina, en af Putins vigtigste og mest pålidelige teknokrater, holder fast i den hårde kurs og udelukker ikke yderligere rentestigninger. Centralbankens målsætning er en inflation på 4 procent (i kontrast til ECB’s på 2 procent.). En yderligere stigning i styringsrenten vil gøre det dyrere for virksomheder og private at låne og dermed reducere efterspørgslen. Det tilskynder også forbrugerne til at opbevare penge på opsparingskonti eller investeret statsobligationer i stedet for at bruge dem. En opsparingskonto giver 21-23 procent i rente, mens et etårigt forbrugslån til markedsrenter nærmer sig 23 procent, ifølge den russiske avis Kommersant. Det gør ondt i russerens privatøkonomi, men den russiske befolkning er vant til afsavn, og der er intet der tyder på, at den nuværende økonomiske nedgang vil føre til alvorlig indenrigspolitisk uro. Der går nok et år mere, før spørgsmålet om valget mellem kanoner og kartofler for alvor bliver presserende.
Ser vi på statens budget, har Moskva tilstrækkelige ressourcer til at opretholde krigen i flere år. Budgettet for 2025 lægger op til, at der skal bruges 13,5 billioner rubler på forsvaret – det svarer til næsten 900 milliarder danske kroner. Dermed er 32,5 procent af Ruslands offentlige udgifter øremærket til det militær, der lige nu kæmper i Ukraine. Det er næsten 200 milliarder mere end i 2024. Ruslands føderale budget er desuden steget med 67 procent fra 2021 til 2024, hvilket i høj grad skyldes de mange direkte og indirekte udgifter til krigen mod Ukraine.
Skal vi tro det russiske budget, vil underskuddet vokse i de kommende år, inflationen falde og væksten stige beskedent – hvor faldet i inflation skulle komme fra ud over en højere styringsrente er svært at sige. Rusland lider nemlig af en alvorlig mangel på arbejdskraft og stigende omkostninger forbundet med vestlige sanktioner, der har skabt logistik- og betalingsproblemer for mange virksomheder – mangel på arbejdskraft og sanktioner er begge inflationære drivkræfter.
En af modtrækkene ud over rentestigningerne har været en reduceret kompensation til russiske soldater, der er såret i kamp på de ukrainske slagmarker – en klar indikation af, at Moskva forsøger at reducere de stigende kortsigtede og langsigtede omkostninger ved krigen og genoprette balancen i økonomien for russerne. Overfor vestlige sanktioner, der har et vis bid, er Ruslands økonomiske arbejdshest stadig energieksporten.
Ser vi på statens budget, har Moskva tilstrækkelige ressourcer til at opretholde krigen i flere år
_______
Sanktionerne virker – i begrænset omfang
Energi udgør regelmæssigt halvdelen af Ruslands vareeksport og en tredjedel af dets føderale budgetindtægter. Regeringen budgetterer med 10,9 billioner rubler (ca. 740 mia. kroner) i energiindtægter i 2025, som ifølge prognosen derfra vil falde – det underforståes, at sanktioner langsomt æder af profitten og at EU nok vil forsøge at vænne sig af russisk flydende naturgas de næste år. Europa importerede dog rekordstore 16,5 mio. tons russisk LNG i 2024, hvilket er mere end sidste års import på 15,2 mio. tons, ifølge råvaredataudbyderen Kpler. Godt nok har Europa nedbragt sin gasimport fra høje 40 pct., men EU importerer stadig ca. 16 procent af EU’s gasforsyning fra Rusland. Hvis det skal helt ned til nul inden for de næste år, vil det kræve en politisk beslutning om at betale mere for eksempelvis amerikansk gas – det kunne Trump meget vel kræve, men det vil gøre det dyrere for europæerne og skabe utilfredshed i lande som Slovakiet, Ungarn og Østrig.
Ukraines partnere har indført en lang række foranstaltninger over for Ruslands energisektor, herunder G7+ olieprisloftet, der har bidraget til at reducere de penge, som Rusland tjener. Når det er sagt, tjener Rusland stadig rigtig mange penge på energi – også fra lande, de mener at være i konflikt med: EU har siden 2022-invasionen sendt mere end 100 mia. euro i favnen på Moskva.
Som jeg også har skrevet tidligere her i magasinet (Ræson 56), vil sanktioner alene ikke fratage Rusland evnen til at føre krig, endsige overbevise Putin om at trække sig tilbage fra Ukraine. De vil heller ikke få den russiske økonomi til at kollapse. Det er dog en fejl at sige, at sanktioner ikke virker – deres virkning er bare begrænset.
En tyndslidt stormagt
Udenfor Europa kan Ruslands udenrigspolitiske ageren opsummeres med én sætning: Man har spredt sig tyndt ud og har ikke opnået de store resultater. På den ene side har man fortsat held med at lave diverse mindre aftaler med en lang række afrikanske stater om våbeneksport og sikkerhedssamarbejde, på den anden side har Rusland ikke vist sig i stand til at forsvare gamle venner: Rusland efterlod Armenien i stikken, da Aserbajdsjan tog Nagorno-Karabakh i 2020. Og i december 2024 så oprørsgrupper i Syrien deres mulighed for at vælte Assad i lyset af Syriens svækkede allierede – Iran, Hizbollah og netop også Rusland.
Hvis det nye styre smider Rusland ud af Syrien, bliver russernes evne til at operere i Afrika begrænset. Syrien var Ruslands vigtigste logistiske knudepunkt, hvorigennem russiske lejesoldater fløj til Sudan, Libyen, Mali og Den Centralafrikanske Republik. Rusland kan i sagens natur tilbyde det nye syriske styre penge, energiforsyninger eller guld og diamanter, som de udvinder i Afrika, samt et muligt bredere politisk partnerskab i bytte for at beholde deres flådebase i Tartus. Det var Ruslands eneste i Middelhavet, medmindre Moskva får rykket en ny til fx Libyen.
Bliver Rusland helt smidt ud af Mellemøsten og Middelhavet er faren for Ukraine, at Rusland for alvor prioriterer og sætter alt ind på at tage land i Ukraine. En tyndslidt stormagt, der tror den skal lege global spiller, er bedre for Ukraine end en manisk stormagt, der kun har sat sig en ting for. Moskva vil i dette scenarie kunne frigøre ressourcer fra Afrika og Mellemøsten og indsætte dem i Ukraine. Putin må derfor prioritere: Har Rusland ressourcerne til at lege spoiler globalt, eller gælder det om at sætte alt ind mod Ukraine?
En af 2024’s overraskelser var, at Beijing formodentlig ikke modsatte sig Nordkoreas troppebidrag til Rusland
_______
Moskvas vigtigste livline er Kina, som har spillet en afgørende rolle i at beskytte den russiske økonomi mod vestlige sanktioner ved at skabe et marked for olie og gødning og samtidig givet adgang til tiltrængt teknologi. Det er samtidig velkendt, at Ruslands forhold til Kina er præget af mange modsætninger, og at Rusland ikke bryder sig om lillebrorrollen. For Rusland higer stadig efter USA’s anerkendelse, samtidig med at man mener at være i konflikt med Vesten (USA) – i den forstand sluttede Den Kolde Krig aldrig i Moskva.
Historikeren Sergej Radtjenko argumenter i sin bog om sovjetisk udenrigspolitik under Den Kolde Krig (To Rule the World, 2024), at drivkraften bag Moskvas udenrigspolitik fra Stalin til Gorbatjov var kampen for at blive anerkendt som en legitim og global stormagt i toppen af hakkeordenen – og det eneste land, der kunne give denne anerkendelse var USA. Putin deler dette verdenssyn, og det har stor betydning for de kommende forhandlinger med Ukraine.
En af 2024’s overraskelser var, at Beijing formodentlig ikke modsatte sig Nordkoreas troppebidrag til Rusland. Status ved udgangen af året er, at Moskva og Pyongyang primært bruger nordkoreanerne som kanonføde, hvor de bliver sendt afsted mod Ukraines stillinger og dør i store tal. Der vil skulle mange flere nordkoreanske tropper til på slagmarken, før det begynder at have en strategisk betydning.
For Ukraine og Vesten bør det være et opmærksomhedspunkt, at Kina kan se det mere og mere i sin interesse at udvide støtten til Ruslands krig mod Ukraine, hvis det i Beijing anses som en god måde at svække Vesten på. Det kan ændre radikalt på krigens udvikling i retning af en mere globaliseret konflikt. Hvis Trump mod forventningen engagerer USA mere i Ukraine, samtidig med at Washington øger konfrontationen mod Kina angående handel, teknologi og Taiwan, kan Beijings syn på krigen i Ukraine dreje i retning af at påføre USA og Vesten et nederlag.
I Europa skruer Moskva op for brugen af ikke-konventionelle virkemidler. Det har omfattet indblanding i valg, påbegyndelse af brande og andre sabotagehandlinger og støtte til forskellige antivestlige aktører og grupper, lige fra at finansiere en prorussisk oligark, der havde til hensigt at afspore Moldovas pro-EU-kurs, til at levere data til Yemens houthier for at hjælpe dem med at angribe vestlige skibe i Det Røde Hav. Selvom retorikken i europæiske hovedstæder bliver skarpere overfor Rusland, har europæiske lande svært ved finde en strategi for, hvordan man skal reagere på denne form for angreb. Så længe det er tilfældet, må vi forvente, at Moskva bliver mere og mere grænsesøgende. De eksempler vi har set i 2024 med formodede sabotagehandlinger i Østersøen, lagerbrande, droneoverflyvninger og meget mere, kommer der kun mere af.
Når vi nærmer os Ruslands forhandlingsposition over for Ukraine, er det altså ikke den lidende økonomi eller den generelle udenrigspolitiske situation, der tvinger Putin til forhandlingsbordet. Der er faktisk intet, der tvinger hverken Rusland eller Ukraine til forhandlingsbordet. Ideen om forhandlinger stammer fra Trumps nu berømte udtalelser under valgkampen om at slutte krigen på 24 timer. Så hvordan ser Moskva overhovedet på spørgsmålet om fredsaftale, forhandlinger og mulige vestlige sikkerhedsgarantier til Ukraine?
Vestens tomme snak
I Ukraine har Rusland brugt mange ressourcer på den begrænsede fremgang det seneste år. Russerne taber to mand for hver ny, de kan rekruttere, hvilket er en uholdbar tabsrate på længere sigt. Ukraines udfordring er, at Rusland trods tabene har fremgang og at den russiske tabsrate ikke er et akut problem, bl.a. fordi Rusland som bekendt har en befolkning tre gange så stor som Ukraines. Der er i det hele taget ikke antydningen af en kampafgørende faktor forude. Krigen mod Ukraine, som Rusland igangsatte i 2014, kan fortsætte mange år endnu.
Det diplomatiske spil er i modsætning til krigen meget mere dynamisk – og det skyldes Trump. Men hvad er USA’s udspil, der skal sætte forhandlingerne i gang?
Trumps chefforhandler bliver Keith Kellogg, en pensioneret generalløjtnant fra hæren, som rådgav Trumps tidligere vicepræsident Mike Pence. Før genvalget af Trump var Kellogg medforfatter til en plan, der primært omfatter en fastfrysning af frontlinjerne og brug af både pisk og gulerod for at få Kyiv og Moskva til at forhandle. For Kyiv vil pisk evt. være at blive nægtet yderligere amerikanske våbenleverancer. For Moskva vil det være at oversvømme markedet med olie for at presse den russiske økonomi. Gulerødder for Moskva ville være at ophæve vestlige sanktioner eller yderligere forhale Ukraines NATO-ambitioner. For Kyiv ville det være fortsat eller øget militærhjælp. Planen er på ingen måde overbevisende, da ingen af disse instrumenter alene vil tvinge parterne til forhandlingsbordet i 2025. Selv hvis USA svinger pisken, vil begge parter have midlerne til at fortsætte krigen et godt stykke endnu.
Hvad er Moskvas position før eventuelle forhandlinger?
Ukraine skal ”afnazificeres” (det betyder i virkeligheden at Kyiv skal ledes af et styre, der er tro mod Moskva), Ukraine skal afstå Krim, Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson (selvom Rusland ikke har besat alle disse regioner), Ukraine skal afmilitariseres og helt droppe at blive medlem af NATO. Det er i lyset af disse ekstreme krav, at vi skal se Ruslands forhandlingsposition, samt forholdet at Rusland har mere held på slagmarken end Ukraine.
En fredsaftale i 2025 er derfor usandsynlig, idet parterne er langt fra hinanden og desuden ikke er tvunget til at holde op med at kæmpe. Selvom Ukraine er mere presset end Rusland, har landet ikke mere brug for en fredsaftale i 2025 – netop fordi der ikke findes et spiseligt format, der kan garantere Ukraines reelle sikkerhed. Ideen om at ”land for fred” kan være et fundament for en fredsaftale er illusorisk. For Moskva har det aldrig handlet om Krim, Donbas eller nogle af de andre regioner. Det handler om at bestemme Ukraines skæbne. Og hvordan skulle en fredsaftale se ud mellem parter, hvor den ene part ikke mener, at den anden bør eksistere?
En våbenstilstand eller våbenhvile er et mere realistisk scenarie, men selv det er ikke givet. Fordelen ved en våbenstilstand for Rusland er, at man kan genopbygge kampkraften, men vigtigere at man kan bryde den, når som helst det er belejligt, fordi der ikke er nogle afskrækkende konsekvenser ved at gøre det. Samtidig risikerer man en i en våbenstilstand en markant ubalance, hvor Ukraine bliver pålagt af deres partnere at være mere ansvarlige end Rusland, som ingen holder dem til ansvar. Det så vi under Minskaftalerne i krigens første fase (2014-2022), hvor Rusland ikke overholdt nogen aftaler og heller ikke tillod OSCE-observatører i Rusland. Enhver aftale – om det så er en fredsaftale eller våbenhvile – fører derfor til spørgsmålet om sikkerhedsgarantier og troværdig afskrækkelse af Rusland i Ukraine.
Hvordan skulle en fredsaftale se ud mellem parter, hvor den ene part ikke mener, at den anden bør eksistere?
_______
Moskvas største håb og frygt
Putin vil være åben for forhandlinger, der involverer USA, fordi det giver ham anerkendelsen som leder af en stormagt. Men forhandlingerne vil ikke føre nogen vegne. Putin vil i stedet forsøge at trække forhandlingerne i langdrag og få dem til at dreje sig om den europæiske sikkerhedsorden, hvis ikke verdensordenen som sådan. Putin mener, at Vesten og USA’s tid er ovre, og at en ny multipolær orden karakteriseret ved ”magt er ret” er ved at komme til syne. I Putins ideelle verden bør forhandlingerne med Trump resultere i en opdeling af Europa i interessesfærer, hvor Rusland få lov til at bestemme over Ukraine, Georgien og Moldova som minimum. Putin har aldrig anerkendt EU eller europæiske lande som rigtige ”suveræne” stater – dvs. stater der kan gøre deres sikkerhedsinteresser gældende med hård magt. I den sammenhæng er EU blot en liberal fløjlshandske, der gemmer på USA’s militære knytnæve. Putins håb er, at blot det at vise villighed til forhandlinger vil føre til, at Ukraines partnere skruer ned for støtten, og at Vesten mere end noget andet er trætte af krigen og tror, at forhandlinger reelt kan løse noget nu.
Indtil videre er der noget om snakken. Diskussioner om fredsforhandlinger og sikkerhedsgarantier har mere end noget andet fjernet fokus i Vesten fra det, Ukraine har brug for nu: maksimal støtte til at slå russerne tilbage og en troværdig afskrækkelse af Rusland fra yderligere aggression. Trumps genkomst har altså kun ført til flere brudflader i Europas linje over for Ukraine.
Ideen om europæiske fredsbevarende styrker som en sikkerhedsgaranti er et stjerneeksempel på Europas manglende strategi overfor Rusland. Den franske præsident Emmanuel Macron luftede allerede i februar 2024 tanken om at sende europæiske tropper til Ukraine som en fredsbevarende styrke. Efter genvalget af Trump har Macron forsøgt sig med konsultationer med andre europæiske ledere om ideen dog uden det store held. I december 2024 på en rejse til Polen, en af Ukraines største støttere, blev ideen om fredsbevarende styrker i Ukraine efterfølgende skudt ned af premierminister Donald Tusk, hvor han ville ”aflive spekulationen om potentielle tropper fra andre lande i Ukraine i tilfælde af en våbenstilstand eller fred”.
Ideen om en fredsbevarende styrke er da også varm luft. Frankrig vil gerne lege stormagt, men har ingen reelle hensigter bag. Macron har ikke lyst til at franske tropper skal stå overfor Rusland på slagmarken. Og selv hvis han havde, skulle han sikre sig sin egen befolkning og USA’s opbakning – ellers kan man godt glemme alt om artikel 5. Det er også gået op for Zelenskyj. D. 19. december 2024 sagde han, at ”europæiske sikkerhedsgarantier alene er ikke tilstrækkelige – den eneste garanti i dag eller i fremtiden er NATO.” Det at ledere som Macron overhovedet cirkulerer forestillinger om europæiske NATO-medlemmer som fredsbevarende styrker udenfor NATO-rammen er et glimrende eksempel på, hvor svært Europa har det med at være en troværdig geopolitisk aktør. Debatten om sikkerhedsgarantier og om mulige europæiske tropper i Ukraine synes derfor totalt afkoblet fra den strategiske virkelighed. Det er ubetinget til Moskvas fordel.
Godt nok har Ukraine venner, der vil hjælpe dem, men de har ingen stater, der vil kæmpe for dem – og så længe ingen vil det, er sikkerhedsgarantier tom snak. Det at ledere som Mette Frederiksen og Zelenskyj kan enes om, at kun et NATO-medlemskab kan sikre Ukraine, ændrer ikke på den kendsgerning, at NATO ikke har tænkt sig at optage Ukraine som medlem i en overskuelig fremtid, fordi det først og fremmest afhænger af USA. Det vil vestlige ledere dog ikke erkende offentligt, fordi man så har givet indrømmelser til Moskva og samtidig vil gå hårdt ud over forholdet til Ukraine. Paradokset forbliver imidlertid dette, at netop det at Vesten bliver ved med at dingle et NATO-medlemskab foran Ukraine i en ubestemt fremtid gør det meget sværere for Vesten at enes om en strategi for, hvordan krigen kan vindes til Ukraines fordel. Medmindre USA vil garantere Ukraines sikkerhed, er der ingen sikkerhedsgarantier. Det ville Biden ikke – og selvom Trump er notorisk uforudsigelig, er der intet der tyder på, at han vil gå så langt. Og her har vi ikke engang berørt kendsgerningen, at den amerikanske befolkning næppe vil støtte projektet.
Rusland har fortsat viljen og evnen til at føre krig mod Ukraine, og Ukraine har ikke midlerne til at tvinge russerne ud af Ukraine eller afskrække Rusland fra yderligere angreb. Det eneste logiske for Ukraine er derfor at udvikle en atomslagstyrke, der kan afskrække Rusland fra yderligere angreb. Det siger sig selv, at ingen ønsker udbredelsen af masseødelæggelsesvåben, men uden udsigt til sikkerhedsgarantier er det Ukraines eneste måde at undgå yderligere angreb fra Ruslands side. Så længe ingen afskrækker Rusland i Ukraine, kan der hverken blive tale om fred eller sikkerhedsgarantier i en nær fremtid.
Det krigsafhængige Kreml
Regimet i Moskva er mere og mere afhængig af krigen i Ukraine – det er i stigende grad krigen, der er det organiserende princip i samfundets top. Derfor er der større risiko for uro på de indre linjer, hvis krigen ophører. Det kan i sig selv være en faktor i, hvorfor Moskva ikke for alvor ønsker en aftale med Ukraine på nuværende tidspunkt.
Indenrigspolitisk er der intet alternativ og intet narrativ, der truer Putin. Faren for Putin hjemme er, at han har tæret for meget på hovedstolen, hvad angår hans primære virkemidler – egen persona og absolut kontrol over sikkerhedsapparatet. Den folkelige opbakning til Putin baserer sig i høj grad på hans evne til at virke som en mand med en plan og evnen til at fastholde kontrol – og her kan store kriser sætte Putins persona som den pålidelige høvding alvorligt på prøve. På den udenrigspolitiske front er risikoen den, at Putin kommer til at forregne sig over for Trump. Hvis Trump pludselig føler sig snydt eller ydmyget, kan USA skrue drastisk op for støtten og lægge yderligere pres på den hårdt prøvede russiske økonomi. Autokratier virker som bekendt usårlige, indtil nogen stikker kniven ind.
Godt nok har Ukraine venner, der vil hjælpe dem, men de har ingen stater, der vil kæmpe for dem
_______
Peter Meedom (f. 1986), ph.d. og russisk sprogofficer, arbejder med bekæmpelse af økonomisk kriminalitet og risikostyring i finanssektoren.
ILLUSTRATION: Moskva, 19. december 2024: Vladimir Putin under sin årlige tv-transmitterede pressekonference [FOTO: Dmitry Azarov/SIPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
