Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSONs nye trykte nummer: Vi er vidner til liberalismens endelige
13.12.2024
I Musks Amerika har milliardærerne taget magten fra reformisterne og gjort landet til et tech-oligarki. For Trump så noget, ingen andre kunne få øje på.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye vinternummer, “Hvem går med?”, ude nu. Læs mere her.
Af Mikkel Vedby Rasmussen
’Elooon’, den genvalgte præsident Donald Trump trak milliardærens navn, som var Trump en boksekommentator, der præsenterede aftenens boksere: og i venstre hjørne ’Elooon Musk’. Og Trump fortsatte, som om verdens rigeste mand havde behov for at blive bygget op over for publikum. En stjerne var født, betroede Trump sit hengivne publikum i Florida. Og beskrev, hvordan SpaceX’s raket var vendt tilbage til jorden: ”You know, he sent the rocket up two weeks ago”. Trump fortalte, hvordan han var stoppet op midt i en vigtig telefonsamtale, da han på et tv så billederne af raketten. Da den 22 etager høje raket kom tilbage jorden – med helvedes flammer brændende ud af motoren – havde Trump, som den byggeentreprenør han er, selvfølgelig spurgt sig selv, hvordan den hvide maling kunne tåle varmen. “And it came down and down and you saw that fire burning … And I’m saying only Elon could do this. It must be an Elon”.
Denne gang blev Trump ikke alene valgt; han blev valgt sammen med Elon Musk – og en række andre amerikanske rigmænd, som har en klar og tydelig dagsorden om at omforme den amerikanske stat.
Sammen med Elon repræsenterer Trumps milliardærvenner en kapitalisme, der er et brud på den liberale orden, som har styret amerikansk og vestlig politik ikke bare siden Murens fald, men også siden den vestlige markedsøkonomi opfandt sig selv efter 1970’erne krise. Trump gør op med Reagan og Bush (både far og søn), i lige så høj grad som han gør op med Clinton, Obama og Biden.
Drømmen er blevet privatiseret
Raketten landede igen, fordi SpaceX driver et langt mere omkostningsbevidst rumprogram end det, NASA skabte i 1960’erne. Dengang var Apollo-programmet, som førte til månelandingen, det ypperste eksempel på, hvad staten kunne udrette, hvis politikerne evnede at tænke stort. Som præsident Kennedy sagde, så skulle USA til månen, fordi det var svært. Sværere, større, dyrere opgaver – dét kunne regeringen løfte.
I virkeligheden var Apollo-programmet kulminationen på en epoke, hvor den amerikanske stat drev den teknologiske udvikling. Med den økonomiske krise i 1970’erne måtte NASA skære ned, og ambitionen om at rejse til Mars blev aldrig til noget. Nu har Elon Musk taget planerne op igen. Han drømmer om at skabe en alternativ civilisation på Mars.
Ikke alene er rumprogrammet blevet privatiseret. Drømmene er også privatiseret. Det er ikke meningen, at staten skal gøre store eller svære ting. Det er heller ikke meningen, at USA skal kæmpe i fjerne egne på denne planet for en retfærdig og demokratisk verdensorden.
Hvis valget i 2016 markerede slutningen på globaliseringen (og det argumenterede jeg dengang for, at det gjorde, i en artikel i RÆSON), så tager Trump og hans hof det denne gang videre. I det store politiske pokerspil har de vundet over Demokraterne, som havde lagt globaliseringen på bordet – og vel at mærke efter at have forhøjet puljen med indretningen af den amerikanske stat.
Valget 5. november 2024 handlede ikke blot om økonomisk globalisering, men blev et opgør med to andre elementer, som tilsammen har udgjort det liberalistiske projekt, der har formet tiden efter Den Kolde Krig (og et årti eller to før): den økonomiske liberalisme, rettighedsliberalismen og den liberale internationalisme.
Ikke alene er rumprogrammet blevet privatiseret. Drømmene er også privatiseret
_______
Økonomisk liberalisme
Måske er den økonomiske liberalisme bedst beskrevet med sine værdikæder – når produktion ikke foregår på ét sted på ét tidspunkt, men består af en række forskellige produktionsled, som hver tilfører værdi. Produktet er på en rejse, hvor det bliver udviklet og produceret i flere forskellige lande, før det havner i butikkerne. Værdikæderne er blevet længere og længere – præcis som de produkter, der ender på hylderne, er globale brands, som findes i hver by verden over.
Vejen til velstand er at blive et led i værdikæden, således at man ikke blot forbruger, men også producerer globale produkter. Hele den økonomiske liberalismes koncept er således global konkurrence; om at være et attraktivt led i værdikæderne. Hvis den økonomiske liberalisme har et slagord, så er det, at markedet er vigtigere end staten.
I en verden, hvor virksomhederne arbejder i globale værdikæder, og arbejdskraften bevæger sig over grænserne, kan man ikke – ifølge liberalismen – længere tale om nationale økonomier. Ifølge denne ideologi er suverænitet en illusion: En stat kan lige så lidt stoppe trafikken med varer og tjenesteydelser, som den kan stoppe et regnvejr fra at krydse grænsen. Derfor er stater i konkurrence om at skabe uddannelsessystemer, som skaber den bedste globale arbejdskraft – og skattesystemer, som får virksomheder til at flytte deres hovedkvarter til netop den stat.
I 2011 beskrev Ove Kaj Pedersen et moderne land – fx: Danmark – som en ’konkurrencestat’: Selvom regeringer træffer deres egne beslutninger, så gør de det under nogle internationale betingelser, som betyder, at deres selvstændighed består i, hvornår de vil holde pressekonferencen, ikke i, hvilken politik de annoncerer på den. Stater kan ikke blot levere deres egne svar på globale udfordringer. Suveræniteten er flygtig.
Konkurrencestater har brugt de globale værdikæder som argument for at gennemføre en række reformer. Ove Kaj Pedersen ser den som et udtryk for ’reformisme’ – et teknokratisk begreb, som laver en slags algoritme for samfundsforandring. Samfundets problemer kunne løses, hvis man tog fat på dem ét ad gangen.
Når reformer og politik blev det samme, betød det, at reformen ikke var en engangsforeteelse, men en proces, hvor man lagde sten på sten på vejen til fremtidens samfund. Præcis hvor vejen førte hen, ville man være uenige om på henholdsvis højre- og venstrefløjen, men man var enige om, at reformer var politikkens materie.
Pedersen har senere påpeget, hvordan reaktionen mod konkurrencestatens reformisme netop er en reaktion mod ideen om, at samfundet skal forandres. Men måske er det mere korrekt at sige, at reaktionen mod reformerne skaber en utilfredshed, som kan mobiliseres til forskellige politiske projekter.
For konkurrencestaten retfærdiggør ikke sine reformer ud fra hverken ideologi eller klassekamp. Den økonomiske liberalismes berettigelse er, at konkurrencen skaber økonomisk vækst.
Van Horn i Texas, 20. juli 2021: Jeff Bezos, manden bag både Amazon og rumselskabet Blue Origin, modtager sin medalje efter at have gennemført rejsen som rumturist. I december samme år ophørte USA med at uddele officielle medaljer til kommercielle rumrejsende – der er for mange, mener man [FOTO: Tony Gutierrez/AP/Ritzau Scanpix]
Staten som virksomhed
I det øjeblik man ikke vinder i konkurrencen, fordi arbejdspladserne flytter til Kina, og inflationen gør det svært at få råd til at købe de globale produkter, er der ikke nogen ideologi tilbage, som politikerne kan gemme sig bag. De har styret landet som en privat virksomhed. Og de må stå til regnskab for aktionærerne – læs: vælgerne på valgdagen. Når Trump siger ”You are fired”, så taler han efter konkurrencestatens regler. Ja, Trump citerer endda sig selv, fra da han var dommer i et realityprogram – The Apprentice – der handlede om at udvikle forretningstalenter. Derfor giver Trumps alliance med Elon Musk og andre forretningsfolk fuldstændig mening.
Politikerne havde med konkurrencestaten lovet at skabe en stat, som kunne sikre erhvervslivets konkurrenceevne. Men hvorfor skal politikerne være mellemmænd mellem forretningsverdenen og staten? Hvorfor ikke bare spare mellemleddet væk og overtage staten? Som Elon Musk skriver på X: ”Either we get government efficient or America goes bankrupt”. USA er en virksomhed, og den er ikke rentabel. Det vil Musk gøre noget ved fra sin nye position som ’frivillig’ i et effektiviseringsprojekt under Trumps kommende regering.
Reformismens teknokratiske berettigelse var en tro på, at staten var markedets forudsætning. Men Elon Musk, Mark Zuckerberg, Jeff Bezos og de andre ledere af den nye økonomi tænker ikke på markedet som en kamp om marginale profitter mellem produktionsvirksomheder med stort set ens produkter. De er teknologiudviklere, og de har skaffet pengene til at udvikle nye teknologier ved at skabe monopoler på hvert deres område. De kan simpelthen ikke genkende reformisternes ide om, at virksomheder tænker kortsigtet og kun i profit. For deres hverdag er i grad høj politisk, og deres indtjening er baseret på markedets forventninger til fremtiden. Ingen af de herrers virksomheder tjente én dollar på den daglige drift i årevis; de blev holdt i gang af investorer, som håbede, at fremtiden ville bringe store indtægter. Deres formuer er i aktier på virksomheder, der lover profit. De er sælgere af gylden fremtid; præcis som politikere er. Så hvorfor skulle de holde sig fra politik?
Konkurrencestaten har nu lukket dem indenfor i politikken. Derfor får entreprenørerne en anden rolle i USA – og med tiden i resten af den vestlige verden – end i Kina og Rusland.
I Rusland kom Putin til magten med løftet om at genetablere statens magt over markedet. Oligarkerne fik inddraget deres rigdomme – dermed mistede de deres politiske magt. Som Giuliano da Empoli lader Putin sige i bogen Troldmanden fra Kreml: ”Vi vil genvinde kontrollen over kilderne til landets rigdom, Vadja: gassen, olien, skovene, minerne. Og vi vil lade denne rigdom tjene det russiske folks interesser, dets storhed, ikke en tilfældig gangster med en villa på Costa del Sol”.
Efter at have genetableret statsmagten delte Putin rigdommene ud igen, men denne gang til sine folk. I Rusland var dagsordenen således ikke innovation; men tværtimod – at fordele indtægterne primært fra olie- og gasindustrien. Som Catherine Beltons bog om denne proces beskriver det, gik Rusland fra at være et oligarki, hvor oligarkerne var stærkere end staten, til et land ledet af ’Putins folk’. Og Putins folk blev rige, fordi globalisering og den økonomiske liberalisme i Vesten tillod, at Ruslands energiselskaber kunne blive børsnoteret i Vesten, og den vestlige kapital, der strømmede til Rusland, kunne fordeles til Putins folk.
Kina var på samme måde modtager af gigantiske summer af vestlige investeringer, som skulle underbygge de nye globale værdikæder. Kommunistpartiet tillod private entreprenører at forvalte denne kapitalindsprøjtning, så længe partiets ledere og deres familie fik deres andel. Desmond Shums bog Red Roulette (2021) er en fascinerende beskrivelse af, præcis hvordan partiet og entreprenørerne indgik i et symbiotisk forhold, der varede, lige til Kinas nye rigmænd begik den fejl at tro, at de kunne være ligeværdige partnere med partiet. Siden 2021 er antallet af milliardærer i Kina således ifølge Financial Times faldet med en tredjedel. Som i Rusland er formålet med den private sektor ikke at skabe et mere konkurrencedygtigt samfund, men at kanalisere indtægter fra de globale værdikæder til de eksisterende eliter, som ejer staten og bruger dens magtmidler til at sikre deres indtægter.
Entreprenørernes formuer er i aktier på virksomheder, der lover profit. De er sælgere af gylden fremtid; præcis som politikere er. Så hvorfor skulle de holde sig fra politik?
_______
Rettighedsliberalismen
Individet er vigtigere end staten ifølge det, man kan kalde rettighedsliberalisme. Francis Fukuyama bruger begrebet ’woke-liberalisme’ (Financial Times, 8. november 2024), og for mange på den amerikanske højrefløj er Trumps sejr netop en sejr over wokismen. Den skotske historiker Niall Ferguson karakteriserede således nærmest triumferende Trumps sejr sådan: ”Dette valg var et knusende nederlag til political lawfare [med det begreb refererer han til retssagerne mod Trump], critical race theory, woke-universiteter, biologiske mænd i kvindesport, omskæring af teenagere, [eliteuniversiteterne i] The Ivy League, the legacy media [de traditionelle medier], and Hollywood” lød det i The Free Press dagen efter valget.
Måske kan man godt forstå, hvordan akademikere, som ikke abonnerer på gamle medier og har fået nok af at blive belært af 23-årige om, hvor upassende deres viden er, har behov for at triumfere. Især når man på den anden fløj allerede er begyndt at grave skyttegravene endnu dybere. En anden historiker – Timothy Snyder – skrev 14. november: “To normalize what is happening is to take part in the regime change”.
Diskussionen er netop, hvad der er normalt, og hvem der har lov til at definere det. I et demokrati må det være flertallet, som – inden for visse rammer – gør det, og derfor bidrager professor Snyders vrede over, at befolkningen stemmer forkert, kun til professor Fergusons triumf. Men det er en triumf, som smager af skadefryd. Og derfor efterlader den en besk smag. For så stor var Fergusons glæde ved at se venstrefløjen lide nederlag, at han tilsyneladende helt glemte enhver bekymring for, hvilke andre værdier Trumps regering måtte have. En tv-vært som forsvarsminister? En vaccinebenægter som sundhedsminister? Er det virkelig dem, der skal implementere ’en ny normal’? En valgsejr, som gør Elon Musk endnu rigere? Er det kun under de betingelser, man kan vinde?
Wokisme er et dovent begreb – en mærkat, som højrefløjen kan sætte på ting, som den ikke kan lide og ikke ønsker at forstå. I et mere refleksivt øjeblik ville højrefløjen måske erkende, at det fænomen, som de prøver at beskrive med wokeisme, er et udtryk for en proces, hvor stadigt flere rettigheder gives til stadigt flere grupper. Det er i høj grad et amerikansk fænomen, som udspringer af, hvordan forskellige grupper i hele USA’s historie har kæmpet om deres plads i et indvandrersamfund, hvor de først ankomne forbeholdt sig ret til at definere det gode liv.
Noget, der netop har karakteriseret globaliseringens tidsalder, er, at denne form for rettighedsliberalisme forlod sin amerikanske hjemstavn og blev et globalt fænomen – som når Black Lives Matter demonstrerede i Københavns gader. Hvis den økonomiske liberalisme handlede om værdier, som kunne opgøres i penge, så handlede rettighedsliberalisme om immaterielle værdier. Selve sproget skulle gøres mere retfærdigt og muliggøre, at et personligt valg af identitet kunne anerkendes. Hvis statens opgave for den økonomiske liberalisme var at skabe de bedst mulige rammer for økonomisk vækst, så var statens opgave for rettighedsliberalisme at sikre flest mulige individer de størst mulige rettigheder. Individet havde imidlertid kun fordringer på staten; staten kunne hverken gøre krav på borgernes loyalitet eller opofrelse.
Barack Obama beskrev rettighedsliberalismens verdenshistorie i en tale i Bruxelles i 2014. Statens opgave var give borgerne mulighed for at udfolde deres potentiale, og demokratiet sikrede, at staten blev styret af reformister, der ønskede at samarbejde med andre nationer. I modsætningen til en stat, der ikke definerede sig efter planlagte sociale reformer, men så det som sin opgave at holde fast i nationale, racemæssige eller religiøse værdier. Ifølge Obama så denne stat ikke sin succes i social udvikling og samarbejde, men insisterede på ”that national greatness must flow not by what a people stand for, but by what they are against”. Dengang var Obamas ærinde at sætte Ruslands anneksion af Krim – der havde fundet sted måneden før – i en kontekst, der placerede USA og Europa på samme side over for et tiltagende autokratisk styre i Moskva.
Selvom talen på mange måde er en af hans bedste, var den også blot en elegant sammenfatning af det argument for vestligt samarbejde, som amerikanske præsidenter har fremsat siden Truman. Der var ikke noget nyt, og der var næsten ingen politik i talen. Fordi der var ikke et konkret bud på, hvordan Vesten skulle håndtere Rusland, blev talen erstatningen for en politik snarere end afsættet for en politik.
På den måde afspejlede Obamas tale rettighedsliberalismens problem. “The trouble is that they can only envision the future as a continuation of the recent past”, skriver den britiske filosof John Gray om liberalismen efter afslutningen af Den Kolde Krig: “this is so whether their liberalism comes from the right or the left”. Liberalisterne er hele tiden optaget af den næste sociale uretfærdighed, som skal ophæves, og den næste rettighed, som skal gives til grupper, der ikke før at haft dem. For dem er det umuligt at forestille sig, at sociale fremskridt kan give bagslag, eller at tildelingen af nye rettigheder skaber problemer.
Derfor protesterer Timothy Snyder over, at nogen kan finde på at stemme imod den liberale agenda. På samme vis går økonomiske liberalister altid ind for effektivisering og markeder, der skal åbnes endnu mere, uden at kunne se et alternativ. Økonomisk vækst kan kun komme via øget globalisering. Fordi liberalismen definerer sig i form af udvikling, bliver udviklingen udvikling for dens egen skyld. Kriser er midlertidige bump på vejen, som giver anledning til at skabe nye reformer, for grundlæggende peger historiens kompas i reformens retning.
Hele denne retorik er – med Ove Kaj Pedersens ord – ’tyndslidt’. Hvis man optimistisk afviser de små kriser med henvisning til de liberale reformers algoritme, kan man ikke forstå eller håndtere de store kriser, når de opstår.
Til syvende og sidst bryder de liberale sig kun om staten som et middel til at skabe reformer. De er mistroiske over for de bureaukratiske strukturer, som de mener arbejder imod forandring, og de har lidet respekt for den tryghed, som national suverænitet giver, fordi de foretrækker internationalt samarbejde. En række liberale har udviklet noget, der nærmer sig foragt over for ideen om et nationalt fællesskab, hvor staten er en ramme for en fælles historie og fælles værdier snarere end leverandør af nye rettigheder.
Rettighedsliberalismen har nedbrudt den ide om borgerskab, der har været helt centralt for vestlige samfund. Staten er blevet en automat, hvor man trækker nye rettigheder – men man har ikke følt nogen forpligtelse over for den. Snarere tværtimod: De vestlige stater, ikke mindst den amerikanske, er dybt suspekte i de fleste rettighedsliberalisters øjne. Disse stater har jo en fortid baseret på undertrykkelse, slaveri og kolonialisme. Deres magt er dermed baseret på historiske dominansstrukturer, som skal opløses i fremtiden.
Fordi rettigheder er abstrakte og individuelle, mens staten er bundet til et givet territorium og historie – med et fokus på, hvad et folk har tilfælles, snarere end hvad der adskiller dem – har rettighedsliberalismen ingen patriotisme. Det er en global ideologi, som ikke skænker det mange tanker, hvilken magt der skal sikre rettighederne. Tværtimod er der en næsten anarkistisk tro på, at magtpolitik bliver overflødig, hvis dominansforholdene fjernes.
Fordi rettighedsliberalismen i så høj grad kom til at handle om sprog, og hvad man måtte og ikke måtte sige, så var det let for Trump at skabe et alternativ til de liberale ved sige det unævnelige. Medierne blev ved med at blive overrasket over, at vælgerne ikke styrtede bort, når han sagde noget ’forkert’. De forstod ikke, at han sagde, hvad en gruppe mænd i forvejen ville sige efter et par øl. At afholdsmanden Trump sagde det offentligt og højt, gjorde, at han ikke alene virkede oprigtig, men at han talte til alle dem, som faktisk værdsatte deres land, deres historie og deres statsborgerskab.
Det er her, sammenhængen mellem Brexit og Trump er tydeligst. Som den britiske premierminister Theresa May sagde efter Brexit: “If you believe you’re a citizen of the world, you’re a citizen of nowhere. You don’t understand what the very word ‘citizenship’ means”. Som det var budskabet med Brexit, så har de amerikanske vælgere nu to gange – første gang til deres egen overraskelse og anden gang med ønsket om politisk forandring – sagt, at de ikke ønsker at være borgere uden land. De ønsker et fællesskab. De ønsker et borgerskab.
Denne insisteren på at have lov til at være borger med egne rettigheder og interesser er kernen i migrationsspørgsmålet. Behandlingen af migranter og flygtninge var måske den del af Trumps kampagne, der var mest genkendelig for en europæer. Hans bemærkninger under duellen med Kamala Harris om flygtninge, som ’spiste folks kæledyr’ i Springfield, Ohio, fik de liberale til at eksplodere i en renfærdig harme. Men der var ikke stor forskel på den migrationspolitik, som Trump gerne vil føre, og den politik, som den danske regering allerede praktiserer. Derfor er det også på migrationspolitikken, at samarbejde mellem Europa og USA under Trump kan vise sig at blive overraskende tæt. For de vestlige lande er i stigende grad presset af, at en række internationale konventioner giver dem forpligtelser til at asylbehandle sager for alle migranter. Disse konventioner er baseret på rettighedsliberalisme. Men de vestlige lande oplever det i stigende grad som umuligt at håndtere antallet af flygtninge og migranter på et rettighedsmæssigt grundlag. Den græske og den italienske kystvagt og grænsevagten i Texas står ganske enkelt med den samme uoverstigelige opgave.
Tiden er kommet til et opgør med de forpligtelser, som rettighedsliberalismen giver de vestlige regeringer. Spørgsmålet bliver, om EU, Storbritannien og USA kan samarbejde om et nyt flygtninge- og migrationsregime.
Til syvende og sidst bryder de liberale sig kun om staten som et middel til at skabe reformer
_______
Liberal internationalisme
Det sidste element i globaliseringens liberale treenighed var den liberale internationalisme. Ifølge denne doktrin er der værdier, som er vigtigere end stater. Få har udtryk ambitionerne for denne liberale verdensorden så klart som Storbritanniens daværende premierminister, Tony Blair, da han i 1999 omtalte globaliseringen som en ”new doctrine of international community”. Denne liberale verdensorden var “the design of a future built on peace and prosperity for all” og udgjorde “the only dream that makes humanity worth preserving”.
Af en drøm at være lignede Blairs vision for en ny, mere retfærdig international orden imidlertid hans samtid forbløffende meget. Globaliseringen handlede om at overvinde historien med dens grænser og krige snarere end at skabe noget nyt. Det var den liberale verden, som Blair og Bushs vælgere kendte, der skulle udbredes til resten af verden. Derfor var det ganske naturligt, at den europæiske nyorden efter afslutningen af Den Kolde Krig bestod i at udvide eksisterende institutioner som EU og NATO – og at det var de eksisterende handelsregimer, som blev udvidet og yderligere institutionaliseret i fx WTO.
Ideen om, at alle mennesker er lige meget værd, og at menneskeheden har en fælles skæbne, var centralt for både rettighedsliberalismen og den liberale verdensorden, som vi er kommet til at kende den efter afslutningen af Den Kolde Krig. En fælles skæbne, som ikke skulle overlades til magtpolitikkens tilfældigheder, men som alle mennesker i alle lande har en pligt til at være med til at forme. FN-pagten blev set som vedtægterne for den globale grundejerforening, hvor staterne forpligtede sig til at overholde en række regler både over for hinanden og over for hinandens borgere. Men ideen om, at man overhovedet kunne have sådan nogle vedtægter – og at de skulle sikre individer (og ikke kun staters) rettigheder – var kulminationen på optagelsen af oplysningstidens ideer i international politik.
Bag værdierne stod magtpolitikken
Selvom den liberale internationalisme vitterlig var baseret på en tro på, at både enkelte lande og det internationale system som sådan var bedre tjent med, at lande var demokratiske, og selvom der var et oprigtigt ønske om at fjerne autokratiske ledere, var internationalismen også en magtstrategi. Ideen om den demokratiske fred var i lige så høj grad et redskab, som det var et ideal. Ved at bruge målet som et middel blev de demokratiske idealer uvægerligt besudlet af den mere beskidte virkelighed – fx når man kæmpede i Irak eller Afghanistan. Internationale institutioner blev på tilsvarende vis mobiliseret til at retfærdiggøre og muliggøre Vestens brug af militær magt.
Krumtappen i den vestlige sikkerhedspolitik blev således ikke nationale interesser og værdier, men teknokratiske ’forpligtelser’ eller et ’ansvar’, som man skulle påtage sig. Det virker overraskende, ja, chokerende, når man har vænnet sig til at tænke international politik i det type argumenter, at Trump simpelthen ikke anerkender forpligtelsen og nægter at tage ansvaret på sig. Hans sprog for internationale forhold virker lige så tomt og utilstrækkeligt som rettighedsliberalismens politisk korrekte, kønsneutrale ytringer. Den kommende amerikanske præsident insisterer på at tale om snævre amerikanske interesser og nægter at stå alene med forsvaret af den vestlige verden – tværtimod forlanger han, at de allierede betaler for et forsvarsbudget, som gør dem til reelle bidragydere.
Dermed afviser Trump hele legitimeringen af amerikansk magt efter afslutningen af Den Kolde Krig. For Trumps budskab er et helt andet og i virkeligheden så gammelt som den amerikanske republik selv. George Washington advarede den unge republik mod at indgå alliancer, som ville binde USA til det europæiske internationale system. Dermed fulgte Washington det råd, som Rosseau havde givet borgerne på Korsika i sit udkast til en forfatning, hvor han anbefalede, at korsikanerne indrettede en selvforsynende økonomi, som gjorde, at de behøvede at have så lidt omgang med resten af verden som muligt. Kun på den måde mente Rosseau, at republikken kunne forhindres i at blive korrumperet af udenlandsk indflydelse.
Korsika blev aldrig en uafhængig republik, men det blev Amerika. Trump griber tilbage til Rousseau, når han afviser, at USA har en særlig interesse i en stabil verdensorden baseret på stærke institutioner. Ideen med samarbejde i institutioner bygger på at træffe beslutninger i fællesskab, og i det fællesskab kan man ikke vinde hver gang – den omkostning nægter Trump at acceptere.
Trumps budskab er et helt andet og i virkeligheden så gammelt som den amerikanske republik selv. George Washington advarede den unge republik mod at indgå alliancer, som ville binde USA til det europæiske internationale system
_______
Efter opløsningen
For nogle lyder Trump som et ekko af George Washington, for andre som Vladimir Putin. For Trump gentager Putins kritik af, at Vesten har brugt internationale institutioner som dække for Vestens interesser. Hans nye pointe er bare, at Vestens interesser ikke nødvendigvis er USA’s interesser. I Trumps optik har USA’s allierede brugt institutioner som FN og NATO til at spænde USA for vognen, mens de allierede har siddet på ladet og råbt: Hyp!
Det er vigtigt at understrege, at Trump ikke afviser at have allierede. Men han afviser, at man kan være allieret, hvis man overlader slæbet til USA – i så fald tager man blot en gratis tur.
Viktor Orbán kan derfor godt have forregnet sig, når han i dagene efter Trumps sejr solede sig på samme måde, som bøllen i skolegården, når gårdvagten overser ham. Også Orbán har trang til at triumfere over de andre europæiske regeringschefer, han føler sig mobbet af. Ligesom Ferguson triumferer over, hvordan hans professorkollegers liberalisme er blevet vejet og fundet for let.
Men USA kan ikke bruge Ungarn som sin tætteste allierede. Netop fordi Trumps regering tager afstand fra en ideologisk udenrigspolitik, vil de HELLER ikke ’make the world safe for conservatism’. Hvorvidt verden er sikker eller ej, er ikke Trumps problem. Trump er derfor langt mere interesseret i Polen eller Frankrig end i Ungarn. For Orbáns regime har aldrig indeholdt en Elon Musk – Orbán har gjort sit land fattigere. Det er ikke det ærinde, Musk og Trump er ude i.
Som i 2016 er Trump en forløser. Han forløser et raseri mod konsekvenserne af rettighedsliberalismen, som alle andre end ham havde undervurderet det politiske potentiale i. Han forløser en utilfredshed med ideen om, at USA er eneansvarlig for den vestlige verdens sikkerhed. Men frem for alt forløser Trump spændingen mellem to vækststrategier – fremtiden er ikke globale værdikæder, men udvikling af nye teknologier.
Det er den nye økonomis ledere, som ønsker at lede landet sammen med Trump.
Med præsidentvalget 5. november har de givet både den økonomiske liberalisme, rettighedsliberalismen og den liberale internationalisme en knockout. Men hvad gør man, når man står i bokseringen med næverne hævet i sejr, og man har spyttet tandbeskytteren ud?
Trump har valgt et kabinet af folk, som hidtil har raset mod ’systemet’ og nu vil få magten til at ’rasere’ det. Så den nye forsvarsminister vil fyre generaler, den nye sundhedsminister vil gå til angreb på medicinalindustrien, der kommer til at give lige så mange indrømmelser, som de allierede og Ukraine. Samtidig vil Elon Musk forsøge at spare 2 trillioner dollars på statsbudgettet.
Noget af det vil lykkes; meget af det vil ikke. Men uanset succesraten er projektet at bryde det gamle ned, ikke at bygge noget nyt op.
Som ateister kan virke mere optaget af Gud end kristne, så virker antiliberalisterne mere optaget af at triumfere over deres sejr over liberalismen end at spekulere over, hvad det er for et samfund, som de ønsker i stedet. Det er ikke Ivy League-karikaturen af, hvad Trump pønser på, som bliver den nye virkelighed. Men der er heller ikke en klar vision om en naturlig orden, som vil vise sig, i det øjeblik man fjerner ’critical race theory’ fra militærskolerne eller lukker undervisningsministeriet. Også på det område løfter Musk og Trump arven fra Rousseaus poetiske men uklare ide om, at ’alle mennesker er født frie, men altid i lænker’. De har kun tågede forestillinger om, hvad de skal stille op med Washington, når de har malet byen rød. ■
Noget af det vil lykkes; meget af det vil ikke. Men uanset succesraten er projektet at bryde det gamle ned, ikke at bygge noget nyt op
_______
Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab på Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i strategi og geopolitik. Han er leder af bestyrelsen for INVI – Institut for Vilde Problemer. Han er forfatter til bl.a. Krisesamfundet (2021) og Tilbage til krigen: Danmark i den nye verdensorden (2022). Sammen med Lars Bangert Struwe udgiver Mikkel Vedby RÆSONs podcasts Geopol og Krisecast.
ILLUSTRATION: I regi af det Musk-ejede SpaceX øver astronauterne Crew-3 sig ombord på rumskibet Dragon. Ifølge Musk vil selskabet, der blev grundlagt i 2002, sende raketter til Mars i 2026 efterfulgt af en bemandet ekspedition i 2030 [FOTO: NASA/Spacex/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
