19. april 2004 | 2. kvartal                                                                                < >

Ariel Sharon under en pressekonference sidste år (Foto: State Dept.)

Den mentale besættelse og EU’s fortsættelse

Af Trine Pertou Mach, talsperson og EP-kandidat for JuniBevægelsen

Med Israels likvidering af Hamas-leder Al-Rantissi står EU igen ved en skillevej. Skal man meningsfyldt kunne sige, at EU efterlever sine mål? At Unionen bruger de politiske redskaber til fremme af demokrati og menneskerettigheder, der allerede findes i samarbejdets redskabsskur?

Israel har ganske effektivt og uden større storm likvideret halvdelen af Hamas-bevægelsens ledelse. For få uger dræbte israelsk militær den egentlige leder Ahmed Yassin, og senest lørdag aften blev efterfølgeren Abdel-Aziz Al-Rantissi sprængt i luften. Ariel Sharon har rost sit militær for dets effektivitet, mens talsmand Pazner kalder det ”vejen til en fredelig løsning på konflikten” og forventer, at Det Palæstinensiske Selvstyre nu kommer til forhandlingsbordet. Men ingen kommer tilbage til et forhandlingsbord med en regering af lovovertrædere, der end ikke forsøger at fjerne blodstænkene fra jakkesættets revers.

”Vejen til en fredelig løsning” har et andet navn: Likvidering. Konfliktoptrapning. En besættelsesmagt overtræder igen international ret og konventioner. Der findes ingen retfærdiggørelse for den slags, tværtimod vækker det hos alle forstandige mennesker afsky. Der findes kun et svar til et land, der som Israel systematisk og vedvarende gennemfører ulovlige angreb og aktioner, fra bosættelsespolitik til den aktuelle likvidering. Og oven i købet dækker sig ind under parolen: ”vi har ret til selvforsvar”.

Svaret burde være en øjeblikkelig ophævelse af EU’s associeringsaftale med Israel.

Selvfølgelig må Israel også forsvare sig. Men dets folk lider under en mental besættelse, som det meste af omverdenen giver den opbakning til at agere ud fra. USA’s Bush har anerkendt Israels ret til at bygge det berygtede hegn – det må siges at være en politisk linie uden slinger: Hvad Israel gør, er, om ikke altid det ”rigtige”, så i hvert fald helt i orden med os ”over here”. EU har altid valgt den midtsøgende linie – slået verbalt lidt til den ene men ligeså meget til den anden part. Ganske ufarligt, internt og eksternt. Og inderligt ligegyldigt.

Nok har EU’s Xavier Solana fordømt likvideringen og krævet begge parter tilbage til forhandlingsbordet. Men betegnende for den tilgang, man lægger fra officielt hold i EU er den, man i DR2’s ”Deadline” kunne opleve sikkerhedspolitisk ekspert Birthe Hansen levere. Hun afmonterede elegant hele den vanvittige gerning ved at omtale dette som et for Israel ”tilspidset tidspunkt”, hvor Israel angiveligt søger en ”fredsløsning med ensidige midler”, altså tager skridt på egen hånd i forsøget på at skabe fred. Israels motivation kunne ifølge Birthe Hansen være den, at man forsøger at forhindre Hamas i at overtage ledelsen, når/hvis Israel gør alvor af at rømme Gaza, men håber, at nogle mere moderate kommer til magten.

Nu burde det være aldeles unødvendigt at tage afstand fra selvmordsbomber, eftersom det er et grusomt og utilgiveligt våben, der rammer uskyldige civile – lad det dog alligevel hermed være gjort. Men det holder simpelthen ikke at anlægge denne ”del sol og vind lige”-politik fra EU’s side. Uanset hvad, så har EU en handelsaftale med Israel hvori der indgår nogle ganske klare klausuler, som Israel lige så klart systematisk overtræder. EU gør ingenting.

Det paradoksale er, at der netop her er et redskab, som EU kunne anvende til at vise handlekraftighed på den globale scene. Til at vise, at EU kan gøre en forskel som magtfuld aktør.

Terrorangrebene i New York 11. september 2001 og 11. marts 2004 i Madrid virkede som motor for integrationen af retspolitikken i EU. På samme måde har USA’s ensidigt besluttede Irak-krig – som igen illustrerede EU-landenes grundlæggende forskellige udenrigspolitiske interesser og prioriteringer - sparket gang i udviklingen af en fælles EU-sikkerheds- og forsvarspolitik.

For alle de, der frustrerede og fortvivlede har kigget sig omkring efter ”den gode stormagt”, ”den gode frelser”, må det være en skuffelse atter at se EU vise sine tandløse gummer med sin verbale fordømmelse. For os andre, som ikke tror på, at Verden trænger endnu en stormagt – endsige at stormagter nogensinde vil agere den gode sags tjener - er det mindst lige så frustrerende. Forfatningsforhandlingerne banker derud af med integration på sikkerheds- og forsvarspolitikken – men EU-landene er end ikke i stand til at formulere en fælles politik med globale retsordens-perspektiver. Det lover usikkert for en militær stormagt med en fælles politik af dværgstørrelse.

Den eneste sikkerhed, der er tale om er, at konflikten i Mellemøsten med sikkerhed eskalerer og kommer endnu et syvmileskridt væk fra muligheden for at skabe en fredelig udvikling. For EU er det ved at være sidste chance, hvis man som samlet fællesskab skal fremstå med blot et minimum af moralsk, politisk eller eksistentiel legitimitet. En oplagt chance er: Ophæv handelsaftalen nu – og boykot Israel.

ELLEN TRANE NØRBYS INDLÆG

                                                                     RÆSONS FORSIDE

TILBAGE