26.05.2011

Helle Thorning-Schmidt (S) er en dygtig retoriker, både i debatter og interviews. En af de strategier, hun benytter, er insisterende optimisme. Det kunne høres i et interview på P1 Morgen i lørdags, hvor journalistens kritiske spørgsmål til Rød Plan blev effektivt pareret af smilende bagatelliseringsretorik og en bredskygget ja-hat.

Af Heidi Jønch-Clausen

Socialdemokraterne og SF’s røde plan, der skal sikre dansk økonomi frem mod 2020 er som bekendt blevet kritiseret for at være luftig og spekulativ. Samtidig befinder Socialdemokraterne sig efter De Radikales forlig med blå blok i en alvorlig partistrategisk krise. Disse to kritiske forhold var kernen i P1’s Morten Runges interview med Helle Thorning-Schmidt.

Thornings trick: Ja-hatten
Journalistens dagsorden er klar: Han ønsker at få Thorning til at forholde sig åbent, ærligt og indrømmende over for den kritik, planen mødes med, såvel som det tilsyneladende anstrengte forhold til De Radikale. Men trods gode og vedholdende spørgsmål får han ikke, hvad han vil have. Helle Thorning-Schmidt har nemlig taget en stor og glad ja-hat på, som gør, at de kritiske spørgsmål affejes og bagatelliseres. Hendes positive og bagatelliserende facon har gang på gang vist sig som et effektivt panser for kritik. Da hun for flere år siden var gæst i Clement Kjærsgaards talkshow og blev konfronteret med partiets, på det tidspunkt, historisk lave meningsmålinger var hendes respons ”Ja, det er flot ikke?” – leveret med et smil. Responsen, husker jeg, havde en tydeligt afværgende effekt. Både incitamentet og mulighederne for at bore videre forringes, når journalistens spørgsmål gang på gang mødes af en glad ja-hat frem for en sur nej-hat. Det gælder også for dette interview.

Visse…få…ingen…usikkerheder
I forhold til kritikken af Rød Plan starter Thorning med en logisk udmelding: ”Enhver plan, der sigter ni år frem i tiden, vil unægteligt medføre usikkerheder”. Denne ”indrømmelse” (som P1’s egen omtale af interviewet – en smule proportionsforvrængende – er vinklet på) modereres dog kraftigt, efterhånden som interviewet skrider frem. Først siger Thorning, at der er ”visse usikkerheder” i planen. Da journalisten begynder at bore i, hvilke usikkerheder der er tale om (”Men kan du give et eksempel, trods alt, når du nu faktisk siger, at enhver 2020-plan rummer usikkerheder?”) får Thorning kolde fødder og omformulerer det til at handle om ”få usikkerheder” og ”begrænset/minimal usikkerhed”. Journalistens vedholdende og varierende spørgsmål til, hvori den usikkerhed, der indledningsvist fastslås ligger, besvares altså ikke, men ender i stedet med, at Thorning erklærer, at der faktisk alligevel ingen usikkerhed er i planen. Spørgsmålet returneres i stedet med en positiv beretning om, hvordan Socialdemokraterne har arbejdet ud fra ”sikre”, ”konservative” og ”lavt satte” beregninger, der via øgede skatteindtægter vil give ”hård valuta”. Et svar, der leveres med overbevisende selvsikkerhed og optimisme – men som undviger hensigten med journalistens spørgsmål til planens usikkerhed.

“Jeg er ikke så bekymret”
Spørgsmålene i interviewets andet emne, Socialdemokraternes forhold til De Radikale, besvares også fra ja-hattens skygge. Gennem henvisninger til bl.a. avisartikler om emnet kæmper journalisten for at få Thorning til at indrømme det åbenlyse: At partiet står i en svær situation, og at hun er utilfreds med Margrethe Vestagers tilbagetrækningsaftale med regeringen og Dansk Folkeparti. Men heller ikke denne gang lykkes det at få nogen indrømmelser. Med formuleringer som ”Jeg opfatter det ikke som et problem”, ”Jeg er ikke så bekymret”, ”Der er langt mere, der samler, end der skiller os og De Radikale”, ”Jeg er slet ikke nervøs for denne her diskussion”, ”Vi har intet problem med, at De Radikale forfølger deres mærkesag – det er fair play” og ”Der er intet nyt under solen” forholder hun sig udtalt bagatelliserende til partiets problemer. Thorning henviser til de to partiers forskellige historie, til at der altid har været uoverensstemmelser, men at de jo alligevel gang på gang har vist, at de kan skabe gode resultater sammen. Samme typer konflikter findes hos blå blok, siger hun: ”Det er jo en præmis på begge sider af blokkene […] så det gælder, som det altid har gjort i dansk politik, om at man skal forhandle.”

Pointen er klar: Der er ikke noget at komme efter – for sådan er politik jo bare.

Modtrick: Udstil den retoriske strategi
Når journalistens kritiske spørgsmål, som det her er tilfældet, bagatelliseres, og politikeren er dygtig til at fremstille selv de mest åbenlyse problematiske emner i et positivt lys, er det ualmindeligt svært for journalisten at få brugbare svar på sine kritiske spørgsmål.

Disse interviews kan typisk gå to veje: Enten vinder politikeren kampen om interviewets vinkel og får lov til at tale om de sikre, ufarlige aspekter, af den sag, der spørges ind til. Både journalist og lytter er her hensat til kedsommeligt og floskelagtigt politikersprog.

Ellers kan journalisten, som i dette interview, insistere på at få svar ved at blive ved og ved med at stille de samme spørgsmål. Interviewsituationen vil her være anspændt, da de to aktørers kamp om dagsorden bliver anstrengende tydelig: Journalistens stædighed og politikerens udenomssnak resulterer i, at interviewet transformeres til et negativt og afbrydende forhør.

Journalisten stiller i denne situation både Helle Thorning-Schmidt konkrete, varierede spørgsmål og fastholder stædigt sin vinkel. Det eneste, han mere kunne have gjort for at bekæmpe udenomssnakken, ville have været direkte at anfægte den overpositive tilgang til spørgsmålene – og derved udstille hendes retoriske strategi.

Heidi Jønch-Clausen (f.1976) er cand.mag i retorik og ph.d.-stipendiat ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Hun forsker i nyhedsmediernes fremstilling af politikere og beskæftiger sig herudover med mediesprog, politisk retorik og spin.

UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. Hver torsdag udpeger RÆSON sammen med landets førende eksperter i udenomssnak en politiker, der taler udenom, afslører politikerens trick og anviser journalisten et modtrick. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik) og Magnus Boding Hansen (chefredaktør på RÆSON, kandidatstuderende i retorik).