06.12.2012

USA skal finde et enormt pengebeløb inden nytår for at undgå en økonomisk katastrofe. Obama vil finde det ved at hæve skatterne. Republikanerne vil hellere skære i udgifterne – men præcis hvilke udgifter? Det vil de ikke svare på.

KOMMENTAR af Magnus Boding Hansen, RÆSONs chefredaktør

Udenomssnak: Sådan gør politikerne RÆSON afslører hver uge en politikers udenomssnak og anviser journalisten konkrete modtricks – hver anden uge i samarbejde med MetroXpress. Læs også artiklen på side 18 i MetroXpress i dag.

Trick # 1 Tal udenom og tag verden som gidsel

Det er ren Hollywood. De har 26 dage til at finde en løsning: Den 1. januar træder en række dramatiske skattestigninger og besparelser automatisk i kraft, hvis ikke Republikanere og Demokrater kan blive enige om en anden måde at skaffe pengene på. Tikkende ur, tjek.

Simpelt plot, tjek. Og drama, tjek: For økonomer tror, det kan koste USA over to millioner tabte job og bremse hele verdensøkonomien, hvis ikke det lykkes. De skal finde 750 milliarder kroner – intet mindre end en tyvendedel af USA’s BNP. Opgaven er altså konkret: Find pengene NU. Obamas bud er at hæve skatten for de rigeste. Republikanernes er at skære udgifterne. Der er gode argumenter for begge bud. Men når Republikanerne bliver spurgt, HVILKE udgifter de vil skære i, mangler de svar.

De vil fjerne ‘ smuthuller og fradrag’ – men præcis hvilke? De vil ‘ skære i den offentlige sundhed’ – men præcis hvordan? Ved ikke at have svar på dét ret rimelige spørgsmål, tager de verden som gidsel.


Trick # 2 Et lille svar på et stort spørgsmål

I vil spare, men hvordan? Det meget simple spørgsmål stillede Wall Street Journal i fredags endnu en republikaner – denne gang deres leder i Senatet, Mitch McConnell. For første gang kom der her noget, der ligner et konkret svar. De vil hæve alderen for at få offentlig sundhedsdækning fra 65 år til 66 år, lade de rige ældre betale mere for det selv og lade de offentlige ydelser stige langsommere.

Det er meget konkrete bud – ikke som Mitt Romney, der er i valgkampen gang på gang sagde ting, der kunne oversættes til, at han ville spare ved at spare. McConnell havde altså en løsning – desværre var det bare kun en meget lille løsning på et meget stort problem. Og derfor reelt ikke en løsning. Den amerikanske økonom Paul Krugman har således regnet ud, at McConnels forslag tilsammen giver et beløb, der er langt mindre, end hvad der er brug for. Dermed har Republikanerne stadig ikke svaret på spørgsmålet.

Dermed er verden stadig deres gidsel.


Modtrick # 1 Hav kun ét spørgsmål – og bliv ved at spørge

Der er blevet talt om det her problem i hundredvis af timer både under og efter den amerikanske valgkamp. Det er blevet bragt op i de fleste større interview og debatter det sidste år og alligevel mangler der stadig svar. Det kan man med rette bebrejde politikerne selv for. Men også den samlede amerikanske journaliststand har grund til at skamme sig, for det er dem, der skal kræve klare svar fra politikerne, og det har de ikke gjort. En af grundene til det manglende svar på det vigtige spørgsmål er nemlig, at de typisk spørger til det én gang og så går videre til noget nyt, selv om de ikke har fået svar.

I præsidentdebatterne havde ordstyrerne ligefrem skrevet under på, at de ikke ville stille opfølgende spørgsmål. Det svarer til, at badestrandens livredder skriver under på altid at blive på stranden uanset hvad. Det går selvfølgelig ikke.

I stedet skulle de være blevet ved at stille det her spørgsmål, indtil de fik et svar.


Modtrick # 2 Lad landsbyens koner sladre

I et interview mandag i Washington Times med republikaneren Grover Norquist var der et godt eksempel på denne mangel på vedholdenhed. Norquist har fået de fleste Republikanere til at sværge på, de ikke vil hæve skatten, så han burde OM NOGEN have klare svar på, præcis hvordan pengene så skal findes. Men da han blev spurgt, henviste han bare til den plan, vicepræsidentkandidat Paul Ryan fremlagde før den netop overståede valgkamp – selv om den plan ikke indeholder en konkret liste med de besparelser, der skal findes inden nytår for at undgå, at den tikkende økonomiske bombe går af.

Hans svar var ikke et svar.

Alligevel gik journalisten dumt og frejdigt videre til noget nyt. I resten af interviewet spurgte han blandt andet, hvordan Norquist gerne vil huskes, og hvem hans politiske forbilleder er (det er hans far og Ronald Reagan). Den slags hyggelig sladder burde han overlade til landsbyens koner. Time is running out.


Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansv. chefredaktør. Cand.mag. i retorik, tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og MA-studerende i International Conflicts på King’s College London. Fast klummeskribent for MetroXpress og tidl. praktikant på DR2 Udland. Har rapporteret fra Honduras, Haiti, Colombia og Sydsudan for bl.a. Information, Deadline 22.30 og Weekendavisen.