USA’s nye CIA-direktør: John O. Brennan, dronekrigens reformator

USA’s nye CIA-direktør: John O. Brennan, dronekrigens reformator

07.02.2013

.

John O. Brennans kritikere siger, at han står for alt, hvad der var grimmest i krigen mod terror. Hans forsvarere siger, at han er den, der går forrest i kampen for at indskrænke brugen af kontroversielle redskaber såsom droner. RÆSON har kigget nærmere på John Brennan for at høre, hvad vi kan forvente os af manden, der er Obamas foretrukne valg til at lede CIA.

PORTRÆT af Elisabeth d’Auchamp, Washington D.C.


LÆS OGSÅ:
USA’s nye udenrigsminister: Det sidste og rigtige valg
USA’s nye finansminister: Jack Lew. Kan en budgetnørd redde Obama?


I kølvandet på hans nominering til direktør for CIA var de amerikanske nyhedsmagasiners dækning af John O. Brennan præget af overskrifter om tortur, droner og drabslister. Præsident Obamas valgte sin nærmeste sikkerhedsrådgiver til at lede nationens spionbureau, hvilket var et kontroversielt, men ikke overraskende, valg. Da Obama skulle vælge en CIA direktør for fire år siden, var Brennan nemlig også en af favoritterne til posten. Men kun indtil han måtte trække sig fra kapløbet, fordi kritikken af hans fortid blev for øredøvende.


Manden, der har tilbragt et kvart århundrede i CIA, havde nemlig en høj stilling i spionbureauet, mens Bush-administrationen udførte nogle af de mest upopulære tiltag i krigen mod terror. Brennan var stabschef for daværende CIA-direktør, George Tenet, og det var netop hans rolle i kontroversielle forhørsmetoder og overvågningsprogrammer i kølvandet på 9/11, der endte med at skabe problemer i starten af Obamas første embedsperiode. Som Andrew Sullivan skrev i magasinet The Atlantic i 2008: ”Denne mand kan ikke fjerne stanken af Bush-Cheney. Han var Bush-Cheney.”

Dengang var det blandt andet udtalelser omkring brugen af de berygtede ’udvidede forhørsmetoder’, der såede tvivl om, hvorvidt Brennan ville adskille sig tilstrækkeligt fra den forrige administration: ”Der er kommet en masse information ud af disse forhørsprocedurer, som bureauet har brugt mod de værste terrorister. Det har reddet liv. Og lad os ikke glemme, at de her er hårdhudede terrorister, som var ansvarlige for 9/11, og som ikke har vist nogen form for anger over drabet på 3.000 uskyldige.” Brennan har desuden tidligere udtalt sig aldeles positivt om de såkaldte ‘extraordinary renditions’ – det vil sige transport af fanger til lande, der er kendt for at bruge tortur. I et interview i 2005 beskrev han det som et absolut nødvendigt redskab, der har været meget succesfuldt i forhold til at skaffe information, der har reddet liv.

Brennan har dog senere modereret og uddybet sine udtalelser og har erklæret sig stor modstander af Bush-administrationens forhørsmetoder, ligesom han er fortaler for den hurtigst mulige lukning af fangebasen på Guantánamo. ”Jeg tror roligt, man kan sige, at alles holdning har udviklet sig,” siger terrorekspert Bruce Riedel til RÆSON, der har spurgt CIA-veteranen til råds om hans tidligere kollega. ”Men jeg forstår også godt, at det er noget nemmere at sidde i 2013 og dømme ting, der skete tilbage i 2003. John kan ikke lave om på ting, han gjorde i 2002-3, men han bør være ærlig om, hvad han gjorde og tænkte dengang, og forklare, hvor han står i dag (ved høringen d. 7. februar, red.).”


Obamas dronekriger

Da Brennans kandidatur til direktørposten i CIA faldt til jorden i 2008, valgte Obama i stedet at give ham hans nuværende stilling som særlig terrorrådgiver og vice-rådgiver i national sikkerhed. I modsætning til CIA-posten krævede denne stilling ikke godkendelse af senatet og gav endog Brennan samme eller større mulighed for at påvirke Obama-administrationens sikkerhedspolitik. ”Hvis du sidder en etage neden under det Ovale Værelse, som John gør nu, så ser du præsidenten dagen lang,” siger Bruce Riedel, og fastslår: ”Nærhed er magt i Washington.”

Brennan har i fire år givet Obama den daglige sikkerhedsbriefing og var en af bagmændene bag missionen, der førte til drabet på Osama bin Laden. Men det er hans centrale rolle i USA’s fortrolige droneprogram, der i den grad har slået hans navn fast i Washington. Siden Obama-administrationen indtrådte, er brugen af droner mangedoblet. Og med præsidenten ved sin side som endelig beslutningstager er det Brennan, der har hovedansvaret for at udarbejde listen over terrorister, som de fjernstyrede maskiner bliver sendt efter.

Manglen på international lovgivning, der kan regulere den forholdsvis nye teknologi, har skabt et vakuum, hvori USA selv har kunnet opfinde et regelsæt for, hvordan droneangreb udføres. Et regelsæt som langtfra alle, hverken i eller udenfor USA, anser for at være acceptabelt. Dette blev især tydeligt, da den amerikanske statsborger, Anwar al-Awlaki, og hans 16-årige søn blev dræbt i to separate droneangreb i Yemen i 2011. Men hvad der er stærkt kontroversielt internationalt, er det ikke nødvendigvis i den amerikanske kongres. Sådan siger Riedel, som mener, at droneprogrammet generelt er populært i USA, og at de fleste amerikanere ser dronen som et godt alternativ til at sende amerikanere og NATO-tropper til steder som Irak og Afghanistan.

Men udbredelsen af droneteknologien spreder sig med hastige skridt. Og velvidende, at USA ikke kan forvente af andre, hvad de ikke gør selv, er Brennan og Obama-administrationen ved at færdiggøre et kodeks, som skal regulere brugen af droneangreb fremover. Ifølge Washington Post vil regelsættet dog efterlade CIA med næsten frie tøjler i Pakistan i endnu et år. Det er en situation, som ikke huer direktøren for organisationen Civilians in Conflict, Sarah Holewinski: ”Det, jeg helst vil se ham gøre, er at føre den hemmelige dronekampagne væk fra CIA. Brugen af magt på dette niveau burde være noget militæret står for – militæret er ikke perfekt, men det har i det mindste erfaring med beskyttelse af civile, ansvarlighed, og selvrefleksion.”

Spørgsmålet om civile drab i forbindelse med droneangreb er endnu et område, der har givet Brennan problemer. I 2011 meddelte han, at ikke en eneste civil var omkommet i droneangreb i Pakistan i det forgående år takket være præcisionen af teknologien. Udtalelsen blev efterfølgende bredt kritiseret og satte igen fokus på Obama-administrationens kontroversielle tommelfingerregel: Enhver mand mellem 15 og 70 år, som opholder sig i nærheden af et mål, bliver anset som medskyldig terrorist, medmindre andet bliver bevist post mortem.


En forventet let godkendelse i senatet

Høringsprocessen, der skal bestemme Brennans skæbne, er sat til den 7. februar, 2013. Den vil sandsynligvis vise, hvor USA har bevæget sig hen gennem de seneste fire år, siden Brennans navn første gang var oppe at vende i forbindelse med direktørposten. Manden, man ikke mente kunne godkendes i 2008, har i dag langt mindre modstand og formodes at komme hurtigt igennem godkendelsesprocessen. Tom Malinowski, som er direktør for Human Rights Watch i Washington, fortalte RÆSON, at Brennan har været en fortaler for tiltag, som Malinowski støtter. Tiltag, der inkluderer ”at lukke Guantánamo, bruge det civile retssystem til at retsforfølge terrorister, og at opnå større åbenhed i droneprogrammet.”
Selv den indflydelsesrige skribent Andrew Sullivan, som hårdnakket modsatte sig Brennans kandidatur i 2008, er i dag mindre tilbøjelig til at gøre det samme, ”dels fordi tortur ikke længere finder sted, og dels fordi han i stigende omfang er en af droneprogrammets flinke fyre.”

Menneskerettighedsorganisationerne i Washington håber dog på, at Brennans høring vil give længe ventede svar på en række spørgsmål om både Brennans rolle i den tidligere administration og detaljer vedrørende droneprogrammets legalitet. Men hvis man spørger Bruce Riedel, skal man dog ikke sætte forventningerne alt for højt: ”Det her er stadig en hemmelig krig, og mange af de vigtigste dele af Johns godkendelsesproces bliver derfor nødt til at foregå bag lukkede døre. Det er ikke godt i forhold til at få opbygget offentlig forståelse af programmet, men det er ligesom noget, der hører til branchen.”


Elisabeth d’Auchamp (f. 1984) har en MA i Internationale Konfliktstudier fra King’s College London og en BA i Engelsk fra Københavns Universitet. Hun har læst udenrigspolitik ved American University i Washington DC, hvor hun også har været i praktik på den danske ambassade og arbejdet for Danmarks Radio. Hun har desuden arbejdet i med udvikling i Vestafrika og arbejder p.t. som nyhedsproducent i Washington DC.

FOTO: Flickr – The White House