RÆSON på DOKK1: Emma Holten, Birgithe Kosovic og Clement Kjersgaard (29/4)

RÆSON på DOKK1: Emma Holten, Birgithe Kosovic og Clement Kjersgaard (29/4)

24.03.2019


Mandag 29. april har RÆSON og DOKK1 premiere på to nye faste arrangementsformater: Først, fra 16.30-18, “Den tid, vi lever i” som finder sted på den store scene Rampen, med gratis adgang. Fra 19-20.30 er der premiere på “RÆSONs Bogklub” (som kræver entré).

I begge arrangementer medvirker de samme gæster:
Emma Holten (f.1991), debattør, redaktør og foredragsholder
Birgithe Kosovic (f.1972), journalist og forfatter, netop prisbelønnet (med Politikens Litteraturpris 2018) for bogen: “Den inderste fare” om Erik Scavenius (tidligere har hun vundet DR Romanprisen, Weekendavisens Litteraturpris og Danske Banks Litteraturpris)
– Moderator: Clement Kjersgaard (f.1975), tv-vært, redaktør, foredragsholder og udgiver af RÆSON (modtager af bl.a. Publicistprisen og Den Berlingske Journalistpris)

Fra 16.30-18 holder hver af gæsterne et oplæg om temaet: “Den tid, vi lever i” – efterfulgt af spørgsmål-fra-og-debat-med-salen. Dette arrangement er gratis for alle og kræver ikke tilmelding.

I RÆSON Bogklub (19-20.30) følger samtaler med de to gæster – og hver af dem har valgt en bog eller et forfatterskab, som de fortæller om (igen: med god tid til spørgsmål og diskussion). En billet koster 150 kr. og 100 kr. for studerende og pensionister; til RÆSONs abonnenter er der desuden afsat et begrænset antal pladser til 50 kr.

RÆSONs samarbejde på DOKK1 har udviklet sig til en massiv succes, med kolossal interesse bl.a. for Clement Kjersgaards foredrag netop på Rampen (se mere hos DOKK1)