22.01.2020

Iranerne vil næppe gengælde likvideringen af topgeneralen med konventionel krig mod USA, men derimod gennem asymmetrisk krigsførelse med Hizbollah og Hamas som nøglespillere. Nu skal Israel tage sig i agt.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – General Qassem Soleimani, der som chef for Quds, elitestyrken i den iranske Revolutionsgarde, var en af de mest indflydelsesrige mænd i det iranske magthierarki, omkom 3. januar under et amerikansk angreb i Bagdad. Angrebet skete på initiativ af præsident Trump, der på den måde angiveligt ville sætte en stopper for iranske angreb på skibstrafikken i Den Persiske Golf og olieanlæg i Saudi-Arabien. Men i stedet for at statuere et eksempel førte likvideringen af Soleimani til en skarp forværring af den amerikansk-iranske krise.

Dette blev understreget ved begravelsen af Soleimani, hvor den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, samt en række andre iranske spidser gjorde klart, hvad der nu vil følge. Som med én mund sagde de, at det amerikanske anslag mod Soleimani vil blive gengældt, og at det i øvrigt ikke har skadet Irans militære kapacitet. I den forbindelse var det bemærkelsesværdigt, at den eneste ikke-iranske taler på den officielle liste var lederen af den islamiske Hamas-bevægelse i Gazastriben, Ismail Haniyeh. Han blev takket varmt af Soleimanis datter, der også nævnte, at Haniyeh er blandt de nære allierede af Iran, som vil tage hævn over drabet på faderen.

Hizbollah-forbindelsen
Et kontant udslag af likvideringen af Soleimani ser med andre ord ud til at blive en yderligere tilnærmelse mellem Iran og Hamas. En sådan udvikling kommer uden tvivl til at have betydning for det regionale konfliktbillede. Haniyeh har ikke besøgt Iran siden 2012, og at han i den givne situation ændrede på sin travle kalender for at tage til begravelse i Iran, kan man kun opfatte som et vigtigt politisk signal. Og det er ikke mindst et signal om, at Hamas fortsat ønsker at være en central del af iranernes netværk af organisationer og militsgrupper i Mellemøsten.

Soleimani var en vigtig mand for Irans regionale engagement. Senest udgjorde han Irans forbindelse til stridighederne i både Yemen og Libyen, og længere tilbage i tiden var det ham, som opbyggede den tætte forbindelse mellem Iran og den islamiske Hizbollah-bevægelse i Libanon. Hizbollah blev en politisk faktor allerede ved afslutningen af den libanesiske borgerkrig i 1989-90, idet bevægelsen som den eneste af de mange militsgrupper nægtede at lade sig afvæbne. Begrundelsen for dette var, at Hizbollah efter eget udsagn aldrig havde rettet skytset mod andre grupper i Libanon, men udelukkende forsvarede landet mod fjenden i syd: Israel. Hizbollah begyndte dog først at blive en egentlig magtfaktor fra 1998, da Soleimani blev chef for Quds-styrken. Han begyndte straks at udvide støtten til Hizbollah, som derfor var en særdeles potent militær styrke ved den første store konfrontation med Israel i 2006.

 

Forbindelsen til Hizbollah har en anden indlysende fordel, for ad den vej har Iran kunnet stille sig i spidsen for den fælles front mod Israel, der i mange sammenhænge ses som repræsentant eller stedfortræder for USA
_______

 

Alliancen med Hizbollah har sin egen logik. Bevægelsen er shiamuslimsk, ligesom befolkningsflertallet i Iran er det, og lige siden den iranske revolution i 1979 har det været det iranske præstestyres målsætning at skabe tættere forbindelse til shiamuslimske befolkninger rundt om i regionen. Men forbindelsen til Hizbollah har en anden indlysende fordel, for ad den vej har Iran kunnet stille sig i spidsen for den fælles front mod Israel, der i mange sammenhænge ses som repræsentant eller stedfortræder for USA. Lige siden den iranske revolution i 1979 har styret i Teheran betragtet USA som hovedmodstander, og qua amerikanernes tætte forbindelse til Israel og Israels placering som vestlig forpost i Mellemøsten er israelerne på mange måder blevet til fikspunkt for denne politik. Det må heller ikke glemmes, at Israel siden 1967 har været i besiddelse af moskeerne i Jerusalem, som i islamisk tradition er det helligste sted i verden, næst efter byerne Mekka og Medina.

Iran har imidlertid aldrig haft noget ønske om en direkte militær konfrontation med Israel, endsige at udslette den israelske stat. Dette er blot en del af den retorik, som har præget hele regionen i det foregående årti. For mange mellemøstlige ledere fra tiden før det arabiske forår – lige fra Egyptens Hosni Mubarak til Libyens Moammar Gadhafi – var de israelfjendske udtalelser et redskab til at dække over problemer på hjemmefronten. Lige så længe har styret i Teheran været med på denne vogn. Ved at slå USA og Israel i hartkorn har styret identificeret én forenet fjende, hvilket har hjulpet til at samle den iranske befolkning om en fælles sag. Og hertil kommer de meget omtalte atomprogrammer, der angiveligt har som mål at kunne rette angreb på Israel (som angiveligt besidder atomvåben).

Det er dog usandsynligt, at nogen iransk leder vil bringe det dertil. Ganske vist har styret i Teheran meddelt, at de nu anser aftalen om atomprogrammerne fra 2015 for at være annulleret, men samtidig siger de, at de vil fortsætte samarbejdet med Det Internationale Atomenergiagentur. Dette kan man se som en tydelig indikator for, at iranerne ikke ønsker, at situationen eskalerer yderligere og ender i åben konflikt med hverken Israel eller USA. I øvrigt er man i Teheran også fuldt klar over, at israelerne har rigelig kapacitet til at gengælde ethvert angreb med tilsvarende mønt.

Den egentlige årsag til Irans oprustningsprogrammer og spillen med musklerne er derfor en helt anden: Iran har ambitioner om at blive en regional stormagt, men det handler først og fremmest om at kunne udfordre Vesten ved at have fuld kontrol over eksempelvis oliepriserne. Til dette formål gælder det om at samle så store dele af Mellemøsten som muligt om en fælles sag, og det er dér, Hizbollah kommer ind i billedet. For ved på den måde at understøtte en gruppe, der konstant fører en lavintensiv krig mod Israel, og stille sig i spidsen for denne indsats, har iranerne skabt grundlaget for denne strategi. Esmail Qa’ani, der straks efter drabet blev udnævnt til Soleimanis efterfølger som chef for Quds-styrken, har flere gange sagt, at forbindelsen og støtten til både Hizbollah og Hamas vil blive opretholdt.

 

Iran har ambitioner om at blive en regional stormagt, men det handler først og fremmest om at kunne udfordre Vesten ved at have fuld kontrol over eksempelvis oliepriserne
_______

 

Hamas genvinder sin relevans
I denne relation findes også forklaringen på den iranske forbindelse til Hamas. På sin vis giver den ingen mening, idet Hamas er sunnimuslimsk og dermed på teologisk kollisionskurs med styret i Teheran, men den rummer en stor taktisk fordel for begge parter. Ved at støtte Hamas udsender iranerne et signal til hele Mellemøsten, hvor 90 pct. af befolkningen er sunnimuslimer: Hamas fører nemlig den samme lavintensive krig mod Israel som Hizbollah, og dermed kan bevægelsen – og Irans støtte til den – bidrage til at opbygge det ønskede billede af solidaritet i den fælles kamp mod den zionistiske fjende. Selvom dette billede er nok så fiktivt.

Gennem de senere år har denne konstruktion imidlertid vaklet alvorligt. I Libanon er Hizbollahs popularitet stærkt nedadgående. På anfordring fra Iran engagerede Hizbollah sig i den upopulære borgerkrig i nabolandet Syrien, og nu lever libaneserne med efterveerne: Landets økonomi hænger i laser, og de hjemvendte Hizbollah-krigere skaber frygt og kaos. I Beiruts sydlige forstæder, som er shiamuslimske og en højborg for Hizbollah, ses krigens eftervirkninger i form af en drastisk stigning i narkotikamisbruget og deraf følgende kriminalitet.

Hamas i Gazastriben er også i vanskeligheder, hvilket er en af forklaringerne på Haniyehs pludselige rejse til begravelsen i Iran. Efter tretten års israelsk blokade er den humanitære situation blandt Gazastribens knap to millioner indbyggere kritisk, og Hamas-styret har store problemer med at afværge katastrofen. Tilmed er bevægelsen kommet under betydeligt pres af en håndfuld salafistiske grupper, heriblandt Islamisk Jihad, som ønsker at opretholde den militante kurs overfor Israel, mens Hamas ønsker at slå ind på en mere pragmatisk linje. Derfor var iranernes interesse for Hamas også kølnet i den seneste tid, fordi Hamas i mindre grad kunne ses som værktøj i den overordnede anti-israelske strategi.

 

Derfor kan man sige, at den amerikanske likvidering af Soleimani kommer som en gave fra himlen for både Hamas og Hizbollah: Med sit initiativ har præsident Trump trukket fronterne op igen
_______

 

Derfor kan man sige, at den amerikanske likvidering af Soleimani kommer som en gave fra himlen for både Hamas og Hizbollah: Med sit initiativ har præsident Trump trukket fronterne op igen. Iranerne reagerede umiddelbart ved at affyre ballistiske missiler mod et par militærbaser i nabolandet Irak, hvor der er stationeret amerikanske soldater, men det er næppe den vej, iranerne ønsker at gå i sin gengældelse på blot lidt længere sigt. Den iranske økonomi er kriseramt, så der er næppe midler til en konventionel krig. Men efter gennem en årrække at have postet milliarder i oprustningen af ikke mindst Hizbollah vil det i den givne situation give mening at omsætte denne investering i en mere offensiv politik overfor Israel, som jo er og bliver USA’s repræsentant på stedet. Det kan eksempelvis give sig udslag i, at iranerne fremover vil give Hizbollah friere hænder til at rette angreb mod Israel.

Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, var ikke sen til at gribe chancen. Han har i årevis talt om den iranske trussel. Mange har afvist det som tom snak, der mest skulle til for at samle den israelske vælgerbefolkning om hans højrenationale Likud-parti og aflede opmærksomheden fra de retssager, som venter Netanyahu. Derfor kan det meget vel tænkes, at han vil stramme kursen overfor Hizbollah og ikke mindst Hamas, som med Haniyehs rejse til Iran tydeligt har bekendt kulør og samtidig – ud fra en militær synsvinkel – er en lettere modstander end Hizbollah. Israelerne har allerede imødeset truslen fra Hizbollah ved at begynde med at installere anlæg, der kan lytte efter tegn på, at der bliver gravet tunneller ind under grænsen fra Libanon – en fremgangsmåde, man tidligere har set Hizbollah benytte. Også overvågningen af grænsen til Gazastriben er blevet optrappet.

Ved at rejse til begravelse i Iran gjorde Haniyeh kun, hvad der kunne forventes. Han har hele tiden vidst, at Hamas under alle omstændigheder ville blive inddraget i den skærpede amerikansk-iranske konflikt, og derfor har han konkluderet, at han lige så godt kunne tage skridtet fuldt ud og sikre sig Irans støtte. Nu må vi vente og se, hvor meget Iran skruer op for blusset. ■

 

Derfor kan det meget vel tænkes, at [Netanyahu] vil stramme kursen overfor Hizbollah og ikke mindst Hamas, som med Haniyehs rejse til Iran tydeligt har bekendt kulør
_______

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Skal danskerne for alvor til at preppe nu?

Ukrainebrief 22. maj: Trækker Trump stikket?

Ota Tiefenböck: Det polske præsidentvalg kan stikke en kæp i hjulet på Donald Tusks liberale reformprojekt

Rasmus Brun Pedersen efter Trump og Putins samtale: Vi kan være på vej mod et sammenbrud i forhandlingerne. Og dermed realiseringen af USA's plan

Jesper Sommer: Med et dekret har Trump afsløret en ny og ubehagelig virkelighed for Europa: Vi kan ikke beskytte os mod sluk-knappen i Washington

Sushant Singh om Indien og Pakistan: Vil våbenhvilen holde? Selvfølgelig vil den det – indtil der kommer et nyt terrorangreb