Thomas Rohden: Coronapandemien er en skamplet på Kina. Det var kinesisk misinformation, der skabte sundhedskatastrofen

Thomas Rohden: Coronapandemien er en skamplet på Kina. Det var kinesisk misinformation, der skabte sundhedskatastrofen

08.04.2020


Vestlige medier og politikere må for alt i verden ikke hoppe på Kinas dagsorden, som så mange desværre gør i dag. Hvert et tal og hver en oplysning der kommer fra Beijing, skal vi stille os kritiske overfor. Det er nemlig Kinas løgne, der i første omgang har sendt hele verden ud i en sundhedsmæssig katastrofe.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kommentar af Thomas Rohden

DEN STØRSTE KRISE i dette årtusinde hærger i disse dage verden. Overalt lukker lande ned for at bremse den verdensomspændende coronapandemi, som har sendt hele kloden ud i en sundhedsmæssig nødsituation. Men bag det hele tegner der sig et billede af Kinas Kommunistiske Parti, der skridt for skridt har foretaget afgørende fejldispositioner og systematisk har skjult afgørende sandheder, for det kinesiske folk og det internationale samfund. Disse fejl og løgne har haft fatale konsekvenser.

De første tilfælde af coronavirus i Kina blev allerede rapporteret i november 2019, og ved udgangen af december var antallet af kendte smittetilfælde oppe på 266 personer ifølge South China Morning Post. Disse oplysninger stammer fra den kinesiske stats interne dokumenter, som Hong Kong mediet SCMP er i besiddelse af. De kinesiske myndigheder iværksatte dog ikke nogen sundhedsfremmende initiativer, som kunne nedkæmpe coronavirussen, da de blev bekendt med de første smittetilfælde i november.

I stedet blev den første læge, Dr. Li Wenliang, der advarede myndigheder om den nye coronavirus, arresteret og anklaget for at sprede falske rygter ifølge Los Angeles Times. Samtidig blev Wenliang, hans kollegaer og alle andre kritiske stemmer, censureret på sociale medier, så nyheden om virussens udbredelse og reelle omfang ikke blev kendt for offentligheden.

Det kinesiske diktatur gjorde, hvad diktaturer verden over gør. I stedet for at lytte til kritikken, svarede de igen med trusler og tyranni. Et klassisk kendetegn for verdens illiberale stater, der lukker munden på kritikere, fejer problemet ind under gulvtæppet og håber på, at det går over af sig selv.

 

Det kinesiske diktatur gjorde, hvad diktaturer verden over gør. I stedet for at lytte til kritikken, svarede de igen med trusler og tyranni
_______

 

DA KINA FØRST ANERKENDTE CORONAVIRUSSENS EKSISTENS, meddelte de Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at virussen ikke kunne smitte fra menneske til menneske. Dette var med til at få WHO til at slå fast, at der ikke var behov for at foretage særlige restriktioner for ind og udrejse til Wuhan.

Smittespredningen fortsatte derfor ind i det traditionsrige kinesiske nytår, hvor fem millioner mennesker ifølge Financial Times forlod epicentret for coronavirussen, Wuhan, for at tage på udlandsrejser og besøge deres familier. Dermed blev virussen udbredelse kickstartet, før inddæmningen overhovedet var sat i værk.

Alt dette kunne kun finde sted i kraft af, at Kina havde tilbageholdt informationer, løjet over for det internationale samfund og forbudt udenlandske eksperter at komme til Wuhan. Eksempelvis fik WHO først lov til at sende et hold specialister til Kina, 9 februar da over 1.000 personer var døde og mere end 40.000 var smittede.

For at opretholde kommunistpartiets facade over for omverden, fik kritiske journalister i Wuhan provinsen slettet deres materiale. De modige borgerjournalister, der blev ved med at dokumentere coronaudbruddet, er i dag forsvundet fra jordens overflade. Det samme gør sig gældende for den kinesiske læge, der har forsøgt at advare omverdenen om coronaudbruddet, inden det blev internationalt kendt.

 

Efter coronaudbruddet i Wuhan er kommet under kontrol, har de kinesiske myndigheder igangsat en ny bølge af misinformationskampagner. Kinesiske statsmedier har rapporteret, at corovirussen kunne stamme fra Italien og ikke Wuhan
_______

 

EFTER CORONAUDBRUDDET I WUHAN er kommet under kontrol, har de kinesiske myndigheder igangsat en ny bølge af misinformationskampagner. Kinesiske statsmedier har ifølge Daily Mail bl.a. rapporteret, at corovirussen kunne stamme fra Italien og ikke Wuhan. Også politikere og embedsmænd fra det kinesiske kommunistparti har hævdet at coronavirussen kom fra USA, samt at det amerikanske militær skulle stå bag virussen.

Disse misinformationskampagner igangsættes, fordi det kinesiske kommunistparti ikke har lyst til at tale om den egentlige baggrund for, hvordan coronavirussen opstod i Kina. Udover den kritisable håndtering af smittespredningen, har kommunistpartiet nemlig et særligt ansvar for at virussen overhovedet opstod.

Baggrunden er den kinesiske lov om produktion af vilde dyr fra 1988, som nu for anden gang i dette årtusinde, har skabt grundlag for en dødbringende epidemi. Loven har været stærkt kritiseret af forskere, men er blevet beskyttet af Kommunistpartiet, da tilberedning af vilde dyr er særligt populært blandt den kinesiske elite.

PRISEN for Kommunistpartiets beskyttelse af vilddyrsindustrien og dets elendige håndtering af coronaudbruddet i Wuhan, betales i disse måneder af de tusindvis af mennesker, der mister livet til COVID-19. Den sandhed er så farlig for præsident Xi Jinping, at han de kommende måneder vil gøre alt for at skabe en alternativ fortælling. Internt i Kina vil partipropagandaen fortsætte for at beskytte Xi Jinpings magtposition, og i den resterende verden skal misinformationskampagner rede Kinas internationale omdømme.

Men når Kinas politikere og medier fortæller deres egen polerede fortælling, må vestlige medier og politikere ikke hoppe på deres dagsorden, som så mange desværre gør i dag. Hvert et tal og hver en oplysning der kommer fra Beijing, skal vi stille os kritiske overfor.

Det er nemlig disse falske oplysninger, der forårsagede at det internationale samfund og WHO først skred til handling da det var for sent. Det er disse falske oplysninger der har sendt hele verden ud i en sundhedsmæssig katastrofe. Af det bør vi alle lære, at i Kina er omdømme vigtigere end menneskeliv – og løgnene er flere end sandhederne. ■

 

Af alt dette bør vi alle lære, at i Kina er omdømme vigtigere end menneskeliv – og løgnene er flere end sandhederne
_______

 



RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

Thomas Rohden [f. 1996] er formand for Dansk Kina-Kritisk Selskab og aktiv i Det Radikale Venstre. Til hverdag studerer han statskundskab på Københavns Universitet og arbejder med politiskinteressevaretagelse og lobbyisme i det private. ILLUSTRATION: En plakat af Xi Jinping i Shanghai, 24. oktober 2017 [foto: REUTERS/Aly Song/Scanpix]