21.12.2020

Vi er på vej ind i en katastrofe. Og det er en skandale, at det er kommet så vidt. På et eller andet tidspunkt i sommerens løb har embedsmændene åbenbart fået lov at vende tilbage til et proportionalitetsprincip i kontrollen af smitte fremfor et “ekstremt forsigtighedsprincip”. Det betaler Danmark nu en pris for.

Af Uffe Gardel

”Vi har undgået en katastrofe” – sådan lød de sidste ord i den seneste artikel, jeg skrev for RÆSON om COVID-19-epidemien. Det er godt tre måneder siden. Ordene passer ikke længere. For vi er på vej ind i en katastrofe. Og det er en skandale, at det er kommet så vidt. Hvordan ansvaret skal fordeles, vil forhåbentlig blive afdækket af en fremtidig undersøgelse.

Lad mig begynde med en situationsbeskrivelse. I medierne diskuteres smittetallene, men det bliver også nævnt, at man ikke helt kan sammenligne dem med forårets tal, fordi der bliver testet mange flere mennesker i dag. Derfor giver det nok bedre mening at se på tallene for nye indlagte. De kan hentes dagligt hos Seruminstituttet, og ser således ud, når man omregner dem til glidende gennemsnit for at udjævne tilfældige udsving fra dag til dag.



Jeg viser her tallene for hele landet samt for Region Hovedstaden, hvor smitten er mest udbredt.

Det hører med i billedet, at nogle af indlæggelserne er af meget kort varighed. Direktøren på Herlev Hospital forklarede forleden til Berlingske, at en del patienter indlægges til vurdering, fordi de praktiserende læger ikke må tilse dem, hvis de er under mistanke for COVID-19. Men hvor mange det drejer sig om, og hvad udviklingen på det punkt er siden foråret, ved vi ikke. Og selv om man trækker lidt fra, er billedet ubehageligt nok: Som man ser, begynder kurverne at stige stejlt omkring 1. december for i dag at have nået et niveau, som i Region Hovedstaden er dobbelt så højt som forårets toppunkt, og for hele landet næsten dobbelt så højt.

Hvordan er det kommet så vidt?

 

Og selv om man trækker lidt fra, er billedet ubehageligt nok: Som man ser, begynder kurverne at stige stejlt omkring 1. december for i dag at have nået et niveau, som i Region Hovedstaden er dobbelt så højt som forårets toppunkt
_______

 

Man opgav forsigtigheden
I maj måned sagde daværende faglige direktør for Statens Seruminstitut, Kåre Mølbak, at han ikke forventede en ”anden bølge” i epidemien. ”Jeg kan ikke forestille mig, at man i Danmark vil lade en anden bølge udvikle sig som en stor epidemi. Den vil man begrænse i opløbet. Så jeg ser ikke en anden epidemi foran mig (…). Nu har vi lært så meget om, hvordan vi skal håndtere smitten. Vi har testkapacitet, vi kan isolere smittede, og læger og sygeplejersker ved mere. Så derfor er det usandsynligt med en egentlig anden bølge, der får store og ødelæggende konsekvenser.”

Mølbak kunne simpelthen ikke tro, at man ville lade stå til, at man ville tillade den udvikling, vi nu står midt i. Da han udtalte sig, mindede flere medier om, at Seruminstituttet ellers lige havde advaret om risiko for en anden bølge, fordi befolkningens naturlige immunitet var lav. Mølbak uddybede herefter, at der ikke var nogen modsætning mellem de to udsagn: Befolkningen havde ingen naturlig beskyttelse mod smitten, men myndighederne ville hurtigt kunne opdage en stigning i smittespredningen.

På pressemødet den 16. december, da de nye nedlukninger blev meddelt, blev statsministeren spurgt – af Kristeligt Dagblads journalist – om ikke regeringen kunne have reageret noget før. Det spørgsmål havde hun åbenbart ikke lyst til at svare på selv, så det lod hun Mølbaks efterfølger, Henrik Ullum, om. Han svarede, at Seruminstituttets matematiske model kun kan forudsige udviklingen ”nogle dage” frem i tiden: ”Jeg mener ikke, at vi 1. november kunne forudsige den situation, vi står i nu. De matematiske modeller, vi arbejder med, kan ikke forudsige epidemien en måned frem, men nogle dage frem. Vi har hele tiden ønsket en proportional reaktion, og det er forklaringen på, at vi ikke gjorde noget i november,” sagde han.

Bemærk ordet ”proportional reaktion”. I marts skrev Sundhedsministeriets departementschef jo til Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og beordrede ham til at ”forlade ansvaret for proportionalitet i anerkendelse af et ekstremt forsigtighedsprincip”. På et eller andet tidspunkt i sommerens løb har embedsmændene åbenbart fået lov at vende tilbage til proportionalitetsprincippet. Det betaler Danmark nu en pris for.

 

Den 19. december passerede antallet af indlagte 600 patienter, og den 20. december var man oppe på 661 og dermed over det niveau, indsatsgruppen fire dage forinden havde advaret om, at man kunne nå
_______

 

Hvad kunne man have forudset?
Så er der spørgsmålet om, hvad man kunne have forudset. Der er jo kommet en del advarsler fra myndighedernes og regeringens fælles indsatsgruppe. Den 18. november skrev indsatsgruppen således, at ”der igen må forventes stigende vækst i COVID-19 smitten i Danmark og potentielt en stigning i antallet af indlagte patienter”, og ugen efter advarede man om, at ”årstiden indebærer en særlig risiko for at smitten hurtigt eskalerer”.

Noget kunne man dog forudsige med den matematiske model, men måske har Ullum ret; den kan kun kigge få dage frem i tiden. Den seneste rapport fra Indsatsgruppen, som kan læses her, advarer nemlig om, at det ”[v]ed den nuværende smitteudvikling er […] forventningen, at antallet af indlagte vil overstige antallet af indlagte i foråret. Hvis de nuværende smittetal fortsætter i samme niveau over den kommende uge, er det forventningen, at antallet af indlagte kan stige til 500-650 alt efter demografien i smittespredningen”.

Rapporten er fra den 16. december. Den 19. december passerede antallet af indlagte 600 patienter, og den 20. december var man oppe på 661 og dermed over det niveau, indsatsgruppen fire dage forinden havde advaret om, at man kunne nå.

De andre har toppet, vi fortsætter op
Kigger man grundigere efter på grafen ovenfor, ser man, at tallene stiger ad tre omgange: Første gang i midten af september, hvorefter de når et plateau. Anden gang fra midten af oktober og frem til begyndelsen af november, hvor de når et nyt plateau. Og tredje gang i december. Der har altså været advarsler nok.

Der var også nogle, der så dem. Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, advarede i begyndelsen af september om en ”påfaldende” og ”bemærkelsesværdig stigning i antallet af indlagte. ”De næste dage bliver interessante at følge,” sagde han til Berlingske, man han var åbenbart ret alene om at finde det interessant at følge tallene, som faktisk blev fordoblet i løbet at den næste uges tid.

Jamen, vil en indvending lyde; situationen er jo den samme overalt. Nærmest alle europæiske lande synes at være væltet over ende af epidemiens anden bølge.

 

Som man kan se, indlægger Danmark i dag relativt flere COVID-19-patienter end Spanien og Tyskland, og vi nærmer os Frankrigs niveau. Hvad værre er: Mens Frankrig, Spanien og Tyskland alle har toppet, fortsætter de danske tal bare op
_______

 

Det er der noget om, selv om det ikke er nogen undskyldning for en fejl, at andre også har fejlet. Her er en graf, jeg har fremstillet på data-samlesitet Our World In Data; jeg har valgt tal for Danmark samt fire store europæiske lande. Af en eller anden grund mangler sitet data for Danmark for de sidste tre uger; jeg har derfor forlænget den danske kurve med de faktiske tal.



Som man kan se, indlægger Danmark i dag relativt flere COVID-19-patienter end Spanien og Tyskland, og vi nærmer os Frankrigs niveau. Hvad værre er: Mens Frankrig, Spanien og Tyskland alle har toppet, fortsætter de danske tal bare op.

Noget er gået galt; noget som Mølbak i maj ikke kunne forestille sig ville gå galt.

Enkelte sortseere har løbende advaret. En privat ekspertgruppe kritiserede allerede i juni kvaliteten af smitteopsporingen. Folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) skrev således den 25. september, at man havde spildt sommeren og burde forbedre både testsystemet, smitteopsporingen og karantænereglerne. Karantænereglerne er forblevet uændrede, men både testsystem og smitteopsporing er siden da blevet skaleret op ad flere omgange. Alligevel er forsinkelserne i øjeblikket grotesk store: Den 16. december manglede smitteopsporingen stadig at kontakte personer, der var testet positive helt tilbage til den 10. december.

”Det virker jo som et totalt sammenbrud. Hvordan pokker kan vi være endt her, efter at smitteopsporingen i ti måneder har været udråbt som et afgørende redskab mod COVID-19?,” sagde Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge og formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin samt folketingskandidat for De Konservative, til Berlingske.

Ja, hvordan er vi dog endt dér? Det er en skandale.

 

Alligevel er forsinkelserne i øjeblikket grotesk store: Den 16. december manglede smitteopsporingen stadig at kontakte personer, der var testet positive helt tilbage til den 10. december
_______

 

Hvad man skal gøre nu
En del af forklaringen kan være ren teknik. Den 26. november fortalte bloggeren Christian Heebøll-Nielsen, der selv arbejder i smitteopsporingen, at man oplevede flere dages ventetid på at rekvirere test, og systemnedbrud. Blev det så bedre herefter? Nej. Fire uger måtte Styrelsen for Patientsikkerhed, som er ansvarlig for smitteopsporingen, fortælle om ” lange svartider i det it-system, der understøtter betjeningen”.

Og det på trods af, at en ekspertgruppe for nogle dage siden i en rapport fastslog den indlysende kendsgerning, at hastighed er altafgørende, hvis man vil bremse epidemien gennem smitteopsporing. ”Latenstiden fra, at man bliver smittet, til at man selv kan smitte, er omkring 4 dage. Det betyder, at de nære kontakter, som et primærtilfælde har været sammen med, gerne skal opspores og sættes i karantæne inden for 4 dage efter, at de har været udsat for smitte, for at smittekæden kan afbrydes effektivt,” sagde et medlem af ekspertgruppen.

Så hvad skal man gøre nu? Øgede restriktioner kommer der næppe ret meget ud af. Men man kunne jo gøre det, Henrik Dahl foreslog for tre måneder siden:

Få smitteopsporingen til at fungere, om nødvendigt med håndkraft.

Få styr på disponeringen af testsystemets kapacitet. Henviste i Sundhedssporet bør kunne blive testet uden ventetid.

Stram op på karantæne og selvisolation.

Hvad angår det sidste punkt, afskaffede Danmark som bekendt karantæneinstituttet i marts. Man kunne jo genindføre det. Man kunne følge op med daglige kontakter til karantænesatte for at sikre, at de overholder karantænen, og man kunne måske som en hovedregel tilbyde folk indkvartering på karantænehoteller i stedet for at blive hjemme, med risiko for at smitte resten af husstanden.

Endelig skal vi have undersøgt, hvad der gik galt her. Det Danmark er på vej ind i nu, ligner en sundhedskatastrofe, og ansvaret bør placeres.■

 

Det Danmark er på vej ind i nu, ligner en sundhedskatastrofe, og ansvaret bør placeres
_______

Apropos denne artikel:

Deniz Serinci i RÆSON SØNDAG: Spørger man minoriteterne, er han en ulv i fåreklæder – men hvad vil Sharaa med Syrien?

Udsolgt i 2023, 2024 og 2025. Vidensfestival 2026 er med bl.a. Stefan Hermann, Peter Øvig, Peter Viggo, Josefine Klougart, Rane Willerslev, Anja C. Andersen og Zinini Elkington

Peter Møller Thomsen: USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi begynder og slutter på den vestlige halvkugle. Ikke i Kyiv, ikke i Taipei

Theresa Scavenius: Regeringen bevæger sig støt fremad mod en overvågningsdystopi

Jakob Matthiesen: Er Jermaks fald en sejr eller et tilbageslag for Ukraines kamp mod korruption?

Lars Struwe: Før 2022 forstod de færreste Ruslands krigsplaner – nu står Europa i samme situation

Apropos denne artikel:

Deniz Serinci i RÆSON SØNDAG: Spørger man minoriteterne, er han en ulv i fåreklæder – men hvad vil Sharaa med Syrien?

Udsolgt i 2023, 2024 og 2025. Vidensfestival 2026 er med bl.a. Stefan Hermann, Peter Øvig, Peter Viggo, Josefine Klougart, Rane Willerslev, Anja C. Andersen og Zinini Elkington

Peter Møller Thomsen: USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi begynder og slutter på den vestlige halvkugle. Ikke i Kyiv, ikke i Taipei

Theresa Scavenius: Regeringen bevæger sig støt fremad mod en overvågningsdystopi

Jakob Matthiesen: Er Jermaks fald en sejr eller et tilbageslag for Ukraines kamp mod korruption?

Lars Struwe: Før 2022 forstod de færreste Ruslands krigsplaner – nu står Europa i samme situation