Alberte Bové Rud i RÆSONs trykte sommernummer: Maskebal: Hvad Italien kan lære os om iscenesættelse i politik

28.06.2021


Italiensk politik er en kamp mellem tre arketyper: forvalteren, teknokraten og den rampelyspolitiker, som Berlusconi for 25 år siden introducerede. Men den dygtigste formår at skifte rolle i rette tid.

Italiensk politik har en rytme: En politiker indtager rollen som fortællingens skurk, mens en anden iscenesættes som helt, kun for i næste scene at bytte roller eller for at blive skiftet ud med andre. På nuværende tidspunkt indtager Mario Draghi, den tidligere direktør for Den Europæiske Centralbank, hovedrollen i italiensk politik som nytiltrådt premierminister. Han har samlet partier fra både højre- og venstrefløjen, og regeringen har karakter af en samlingsregering, der i disse vanskelige tider skal redde både Italiens økonomi, coronahåndtering og vaccineudrulning. Det budskab bliver imidlertid udfordret af regeringspartierne, der, ud over at ville signalere ansvarsfuldhed og regeringsduelighed, også føler behov for at skille sig ud og finde egne standpunkter. Draghi har dermed ikke blot udfordringer med at få Italien på ret køl, men i høj grad også med at få partilederne til at gå i takt.

Særligt regeringens højrefløj med Matteo Salvini, partileder for Lega, og sekundært den evigt relevante Silvio Berlusconi, partileder for Forza Italia, skaber uro i regeringen. Men også protest- og venstrefløjspartiet Femstjernebevægelsen, der er kastet ud i en eksistentiel krise, tilfører en del politisk kaos til regeringen. Regeringen består derudover af en række teknokratiske ministre, det regeringsvante parti Partito Democratico, der endnu ikke har lavet væsentlig røre i andedammen, og et par udbryderpartier fra selvsamme parti, deriblandt det lille parti Italia Viva, der med forhenværende premierminister Matteo Renzi som leder forårsagede hele den politiske krise, der var forspil til Draghis regeringsdannelse.

Således er scenen sat. Men de indbyrdes magtforhold mellem partilederne er ikke kun påvirket af meningsmålinger og mandater, men også af, hvem der dygtigst formår at stjæle rampelyset og etablere det vindende narrativ.

Berlusconi og de grå jakkesæt
I 1994 blev det politiske spils ligheder med underholdnings-tv slået fast, da Silvio Berlusconi indtog scenen og satte sig i stolen som premierminister. Berlusconis vej til politik var brolagt med netop kalorielet tv, efter at han havde cementeret sig som mediemogul og succesfuld forretningsmand. Den personfiksering, der havde gjort ham til en national helt i tv, konverterede han til en tilsvarende succes i politik. Samtidig ændrede han italiensk politik for bestandigt.

Berlusconi forstod, at han med fordel kunne få politik til at handle om sig selv. Stor personlig eksponering førte til, at italienerne huskede hans navn i stemmeboksen. Denne strategi gav også øget opmærksomhed i resten af verden, og for ikkeitalienere blev han en kilde til evig provokation og underholdning. Men Berlusconi var ikke en typisk italiensk politiker: Ikke blot var hans vigende hårgrænse og hans sjofle bemærkninger usædvanlige. De fleste italienske politikere før Berlusconi var anderledes anonyme.

Fra Anden Verdenskrigs afslutning indtil Berlusconis politiske indtræden var de italienske regeringer notorisk ustabile, og premierministeren blev ofte udskiftet, før man nord for Alperne for alvor havde bemærket ham. Men ustabiliteten i de enkelte regeringer til trods var det overordnede politiske landskab stabilt. Typisk afløste den ene gråhårede, kristendemokratiske mand den anden som premierminister i en lind strøm, alle holdt politisk i skak af en stærk kommunistisk og socialistisk opposition.

Med meget få undtagelser var premierministrene veluddannede, fromme mænd med et ordentligt familieliv. Ud over de korruptionsanklager, der forfulgte flere af dem, og som bl.a. kom til syne i starten af 1990’erne under det juridiske opgør kaldet Operation Rene Hænder, der mere eller mindre aflivede en hel politisk generation, var de uegnet forsidestof for landets tabloide medier. Blandt de mere mindeværdige af disse ellers grå herrer er politikere som EU’s medgrundlægger Alcide De Gasperi. Aldo Moro, der endte sine dage som offer for De Røde Brigader, hans politiske konkurrent, den mafiarelaterede Giulio Andreotti, og den superkorrupte socialistiske premierminister Bettino Craxi. Overgangen fra én premierminister til den næste var dog ofte nærved umærkelig, netop fordi deres personlighed sjældent havde nogen egentlig relevans. De var forvaltningspolitikere, der så det som deres ypperste opgave at administrere landet og var uinteresserede i – eller udygtige til – at iscenesætte sig selv.

Som diametral modsætning til denne arketype personificerede Berlusconi en ny type politiker: Rampelyspolitikeren, der med store armbevægelser og et skælmsk, flirtende smil bejlede til landets magtposter i bedste sendetid på landsdækkende tv.

 

Conte har brug for Femstjernebevægelsen for at kunne fortsætte i politik, men noget tyder også på, Femstjernebevægelsen har brug for Contes popularitet
_______

 

Hvor forvaltningspolitikeren fremstår som en maskinmester i jakkesæt, optaget af at få den statslige motor til at køre så stabilt som muligt, ynder rampelyspolitikeren at betragte sig selv som kaptajnen på broen ud fra devisen om, at et stærkt demokrati har brug for en stærk leder. For rampelyspolitikeren handler det først og fremmest om selvpromovering og selviscenesættelse, og hertil bliver medierne brugt som redskab.

Berlusconi kunne benytte sine egne tv-kanaler til formålet, men siden har de sociale medier demokratiseret politikernes muligheder for personlig eksponering. Det kendetegner rampelyspolitikeren, at vedkommende præsenterer sin egen person som absolut nødvendig for den foretrukne førte politik, og oftest smelter rampelyspolitikeren sammen med sit parti, i en sådan grad at dennes overlevelseschancer uden for partiet er langt bedre end partiets overlevelseschancer uden vedkommende i spidsen.

Berlusconi har i mere end 25 år været prototypen på en rampelyspolitiker, men med tiden har han fået selskab af flere andre politikere, der ligesom ham lader sig selv være grundstenen i deres politiske projekter og visioner.

Rampelyspolitikere og forvaltningspolitikere
Da det i begyndelsen af året rygtedes, at Draghi var kandidat til premierministerposten, ryddede de italienske aviser forsiden og lovpriste deres nye ’Super-Mario’. Det blev fortalt, at Draghi reddede Italien under eurokrisen, der begyndte i 2008, da han understregede, at euroen ville blive reddet, ligegyldigt hvilke midler man skulle tage i brug, og eftersom denne udmelding blev et vendepunkt for euroens overlevelse, kunne den italienske økonomi også se sig selv reddet. Forventningen var nu, at han kunne redde Italien ud af endnu en knibe, til trods for at ingen endnu vidste noget om, hvilket politisk projekt han ville forfølge som premierminister.

 

Det er absolut naturligt, at Draghi som teknokrat optræder som en sky bureaukrat i stedet for hjemmevant i mediemanegen, da han jo ikke er på valg og derfor ikke har interesse i at bejle til befolkningen
_______

 

Ikke kun de italienske medier lod forstå, at Draghis tiltrædelse gav messianske associationer, selv de italienske politikere var venligt stemt over for Draghi, til trods for at det egentlig var deres egen uduelighed, der nødvendiggjorde, at Draghi måtte træde ind udefra og sætte sig for bordenden. Det viste sig dog vanskeligt at få Draghi selv i tale, hvilket i den grad er en tendens, der også har vist sig gældende i hans nye embede. Draghi har ingen profil på sociale medier, afholder sjældent pressemøder og deltager kun undtagelsesvis i interviews. Det står klart, at han fra første færd har været en forvaltningspolitiker.

Det er absolut naturligt, at Draghi som teknokrat optræder som en sky bureaukrat i stedet for hjemmevant i mediemanegen, da han jo ikke er på valg og derfor ikke har interesse i at bejle til befolkningen. Draghi er trådt ind på den politiske scene ved at være udpeget af den italienske præsident og efterfølgende at have opnået flertal i parlamentet, men ikke én eneste menig italiener har haft medindflydelse på hans udnævnelse, da han aldrig har stået på en stemmeseddel, og da han formentlig heller ikke har ambitioner om at fortsætte som premierminister efter et fremtidigt valg, behøver han egentlig ikke at bekymre sig om vælgernes gunst.

Men det er ikke en selvfølgelighed, at teknokratiske premierministre optræder på denne måde. Det er Draghis forgænger og de facto-partileder for Femstjernebevægelsen Giuseppe Conte et eksempel på. Efter et parlamentarisk umuligt valgresultat i 2018 indstillede Femstjernebevægelsen den ukendte og på daværende tidspunkt politisk uafhængige jurist til premierministerposten i en regering bestående af et umage samarbejde mellem Femstjernebevægelsen og det højrenationale Lega. Sidenhen røg Lega ud af regeringen og blev erstattet af centrum-venstrepartiet Partito Democratico, mens Conte forblev premierminister.

Selvom han var komplet ukendt ved sin tiltrædelse i 2018, blev han gradvist både mere populær og allestedsnærværende. På sociale medier tangerede eller ligefrem overgik hans opslag politikernes i antal likes, og han opnåede en følgeskare på Facebook på flere millioner. I forlængelse af coronakrisen og Italiens forhandlinger med EU om en ekstraordinær økonomisk håndsrækning toppede hans popularitet. Ved årsskiftet mellem 2020 og 2021 løb Conte dog ind i to store problemer for sin politiske karriere. Det ene var, at hans popularitet i nogles øjne havde blændet ham. Hans kritikere mente, at han havde tilranet sig mere magt, end han burde, og taget i betragtning at han ikke var valgt af folket, burde han være ekstra opmærksom på ikke at blive magtfuldkommen. Ikke kun oppositionen opfattede dette som et tiltagende demokratisk problem. Også Matteo Renzi, tidligere premierminister, formand for regeringspartneren Italia Viva og dertil evig politisk ballademager, var træt af Conte, hvilket sikrede premierministerens exit i begyndelsen af 2021.

Contes andet problem blev realiseret, da han trådte tilbage, men løste sig snart efter. Hans enorme folkelige opbakning kunne ikke umiddelbart bruges til noget, så længe Conte ikke tilhørte noget parti. Det var derfor ventet, da han snart efter indtrådte i Femstjernebevægelsens ledelse. Selvom forventningen i 2018 altså var, at Conte ville være forvaltningspolitiker, indså han, at hans politiske karriere kunne forlænges, hvis han gjorde brug af sig selv og sin personlige karisma, og han åbenbarede dermed sig selv som rampelyspolitiker.

Conte har brug for Femstjernebevægelsen for at kunne fortsætte i politik, men noget tyder også på, Femstjernebevægelsen har brug for Contes popularitet. Bevægelsen blev skabt i protest over den politiske elites indspisthed, som dybest set blev fremstillet som udemokratisk. Det vandt tilsyneladende genklang i befolkningen, og Femstjernebevægelsen opnåede flotte valgresultater, men siden har partiet mistet sin tiltrækningskraft. Særligt partiets deltagelse i tre vidt forskellige regeringer – fra 2018 til 2019 med Lega, fra 2019 til 2021 med Partito Democratico og fra 2021 med det meste af det øvrige parlament – har givet partiet øretæver i meningsmålingerne og har efterladt et indtryk af, at partiledelsen nyder at være blevet en del af den magtelite, de indledningsvis ville stå i opposition til.

 

Selvom den snart 85-årige Berlusconi efter sigende har skrantende helbred og er blevet dømt for skatteunddragelse og mistænkt for langt grovere forseelser, er han tilsyneladende umulig at drive ud af den politiske manege
_______

 

Contes banemand, Matteo Renzi, optræder også som rampelyspolitiker. Hans egen vej til og fra premierministerposten var dramatisk, og selvom hans indflydelse er blevet decimeret, formår han stadig at sætte sig selv i centrum af italiensk politik og mediebevågenhed. Med tilfredshed betragtede han ruinerne af Contes regering. Renzi er en politisk enfant terrible, der ofte hiver tæppet væk under andre primært for at kunne sole sig i den opmærksomhed, det afstedkommer. Det kom bl.a. til udtryk, da han aflivede Contes regering, men det var ikke første gang, at Renzi skubbede til taburetten under en siddende premierminister. Han lykkedes med at tvinge forhenværende premierminister Enrico Letta fra posten i 2014 for derefter selv at indtage positionen. For Renzi handler hans politiske karriere måske nok om Italiens velbefindende, men dette er tilsyneladende forbundet med hans eget, og da han benytter ethvert politisk udsving som lejlighed til at profilere sig selv, er han rampelyspolitiker.

Partito Democratico ledes nu af selvsamme Enrico Letta, som Renzi fik fjernet som premierminister i 2014. Letta blev spurgt af prominente partimedlemmer, om han ville overtage, da den tidligere partiformand måtte forlade posten. Nu skal Letta så få partiet til at fremstå enigt og velorganiseret. Der er store forventninger internt i partiet til frelseren Lettas evner til at genrejse partiets fortidige storhed, men kun få uden partibog er overbevist om, at han har karisma nok til at konkurrere om opmærksomheden med parlamentets mange store egoer. Til trods for at Letta er tidligere premierminister – eller måske netop derfor – har han vist sig at have lettere ved at administrere landet end at sætte sig selv i scene. Han er forvaltningspolitiker.

Berlusconi: fra charlatan til nestor?
På højrefløjen er politikerne for tiden åbenlyst rampelyspolitikere. Selvom den snart 85-årige Berlusconi efter sigende har skrantende helbred og er blevet dømt for skatteunddragelse og mistænkt for langt grovere forseelser, er han tilsyneladende umulig at drive ud af den politiske manege. I dag er han parlamentsmedlem i Europa-Parlamentet, men han forsøger stadig at styre italiensk politik.

Hans parti, Forza Italia, nyder ikke længere fordums storhed, men Berlusconi præsenterer stadigvæk sig selv som kongemageren, der uanset omstændighederne kontrollerer spillets udfald. Men måske er noget alligevel forandret. Med charme, selvtillid og tvivlsomt hår tryllebandt han italienerne, men rollen som charlatan er blevet et problem for ham. Anti-berlusconisme er blevet et velkendt begreb i en italiensk kontekst, og hele venstrefløjen har lagt officiel afstand til alt, hvad Berlusconi repræsenterer.

Anti-berlusconisme er fx en hjørnesten i Femstjernebevægelsens selvforståelse og en afgørende årsag til partiets stiftelse. Femstjernebevægelsen blev etableret i kølvandet på Berlusconis tredje udnævnelse til premierminister i 2008, og i takt med at de positionerede sig stadig mere kritisk over for den uhæderlige magtelite, som Berlusconi legemliggjorde, steg deres popularitet taktfast i meningsmålingerne. Berlusconi kan ikke længere få flertal, når halvdelen af parlamentet foragter ham. Derfor forsøger han nu at relancere sig selv og dermed også Forza Italia som et ansvarligt midterparti. Men dels er han blevet overhalet højre om af – om muligt – mere selviscenesættende politikere, dels har han i den nuværende situation indset, at han med fordel kan agere nestor og lade sit lange politiske CV tale sin sag.

Berlusconi ønsker dermed på sin vis at blive betragtet som en forvaltningspolitiker, der agerer i nationens interesse snarere end sin egen, og som udsletter sin person for at påtage sig den administrative byrde, det er at drive et land. Det virker bare ikke overbevisende. Endnu en gang iscenesætter Berlusconi sig selv og øjner nu blot større chancer for indflydelse, hvis han foregiver at være et nyt, uselvisk menneske. Men til syvende og sidst fremstår det vigtigst for ham at stå i centrum, som eksempelvis da han ved Draghis indsættelse leflede for den nytiltrådte premierminister og påstod, at han selv som nyudklækket centrist var selve årsagen til, at det overhovedet var lykkedes Draghi at få flertal bag sin regering.

 

Salvini er stadig centrum-højres officielle bud på en premierministerkandidat, omend Meloni truer med at overhale ham i meningsmålingerne
_______

 

Duel på højrefløjen: Meloni og Salvini
Længst ude på højrefløjen befinder Giorgia Meloni sig. Hun og partiet Fratelli d’Italia støtter ikke Draghis nye regering og er derfor i opposition til alt, som regeringen frembringer, hvormed de skaber opmærksomhed omkring sig selv. Omend regeringen er en samlingsregering, må den som alle andre tage fra nogle for at give til andre og stiller derfor ikke alle tilfreds. Her kan Meloni så glubsk score vælgere ved at finde de ledige standpunkter og langsomt, men sikkert hale ind på sin politiske kammesjuk og rival Matteo Salvini, der leder højrefløjens foreløbig største parti, Lega.

Meloni har dog meget at takke Salvini for. Selvom hun længe har været et kendt ansigt på den alleryderste højrefløj, har hun først for nylig formået at bejle til et bredere publikum. I årevis har Meloni trods mange forsøg ikke kunnet løsrive sig fra at være associeret med de mest ekstreme, fascistiske fraktioner af sit parti, men med Salvini til at bane vejen er hun nu begyndt at iscenesætte sig som en almindelig italiensk mama med konservative og nationale værdier, og hun er dermed blevet mere spiselig for flere italienere.

Salvini er stadig centrum-højres officielle bud på en premierministerkandidat, omend Meloni truer med at overhale ham i meningsmålingerne. Salvini bestred posten som indenrigsminister i den aparte regering bestående af Femstjernebevægelsen og Lega fra 2018 til 2019, men han har aldrig rigtig ladet sig tynge af, at man som politiker indimellem uundgåeligt må optræde kompromissøgende. Tværtimod agerer han udelukkende, som om et valg er nært forestående, hvorfor han på bedste valgkampsmanér må appellere til vælgernes gunst og stjæle det politiske rampelys. Når coronasituationen tillader det, turnerer han rundt fra den ene by til den anden, og som en anden rockstjerne er han altid lidt forsinket, inden hans entré på scenen ledsages af storslået opera, klapsalver og efterfølgende kø til selfies med ham.

At Salvini ustandseligt anticiperer en valgkampssituation, er selvfølgelig forståeligt, Italiens vane med ustandseligt skiftende regeringer in mente, men selv almindelig politisk samtale bliver med Salvinis strategi forvandlet til en kampplads, hvor alle er rivaler. Det er ikke en taktik, der skaber et samarbejdsstærkt politisk miljø, men til gengæld giver det mulighed for, at Salvini kan skille sig ud og lade opmærksomheden være på sin karisma i stedet for sin manglende administrationsiver.

Ifølge ham selv er han den rette til at lede landet, fordi han i modsætning til sine rivaler er helt ordinær. Han forstår italienernes allerinderste, og han forarges, føler, tænker, spiser, underholdes og prioriterer som enhver anden italiener – det postulat bakkes op af billeder på Facebook, Twitter og Instagram af nutellamadder, pastaretter, strandture, børnefødselsdage og lignende scener, der netop skal bevise, at han er som alle andre. Han bliver dog ofte med rimelighed anklaget for at spekulere i jordnærhed.

Hele centrum-venstre afskyr Salvini, og i november 2019, hvor Salvini mønstrede næsten 35 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, og hans totale popularitetsdominans ikke længere kunne ignoreres, oprettedes en organisation kaldet Sardinerne med det erklærede mål at stække Salvini.

 

Man konkluderer i Italien også med selvtilfreds mine, at Draghi har dikteret planen til et føjeligt EU, og at magtforholdet måske endelig er vendt, efter at EU i årevis har skævet bekymret til Rom og løftet pegefingeren, når de italienske regeringer opførte sig økonomisk løssluppent
_______

 

Organisationen samlede tusindvis af venstrefløjsvælgere på torve landet over, men dens reelle politiske magt var altid tvivlsom, og dens momentane popularitet er siden forsvundet bag mere presserende anliggender som følge af coronakrisen. Der udkommer næsten dagligt meningsmålinger i Italien, og i samtlige meningsmålinger siden valget i 2018 har Salvinis parti, Lega, været det ubestridt største. Salvini er for tiden både den dygtigste og mest udprægede rampelyspolitiker på den italienske politiske scene.

Den nye regerings skæbne
Salvini er ifølge alle de mest gængse definitioner populist, og det prædikat klæber også til talrige af de øvrige italienske politikere. Men deres ageren kan ikke kun forklares med populismebegrebet, som har en tendens til at marginalisere politikernes rationale og overdrive deres opportunisme.

Salvini, Berlusconi, Meloni, Renzi og for den sags skyld også Conte har nemlig alle som en velovervejede ideologiske projekter. Deres egen karakter fylder helt uproportionelt meget i deres politiske ideer, men der er ikke tale om, at de kun er egoer udtømt for vision.


Derudover er disse arketyper også roller, som politikerne løbende i- og afklæder sig, i modsætning til populistprædikatet, som klæber til politikere, ligegyldigt hvordan de senere gebærder sig. Som man kan se hos både Conte og Berlusconi, kan en politisk karriere i Italien indeholde både et element af rampelys og forvaltning, og de dygtigste formår at iscenesætte sig som først den ene type og så den anden afstemt efter den situation, de er i.

Begge arketyper kan være gavnlige for demokratiet, men åbenlyst kan begge typer også være aldeles problematiske. Forvaltningspolitikeren kan sikre stabilitet, rationalitet og forudsigelighed, men har sværere ved at signalere fremdrift og reformer. Det ønsker rampelyspolitikeren til gengæld at levere i overmål, selvom denne type til gengæld har tendens til løftebrud, magtstræb og skandale. Et land skal både retningsstyres og vedligeholdes, og til dette viser henholdsvis rampelyspolitikerens egenrådighed og forvaltningspolitikerens bureaukratisme sig anvendelig. Desværre er det positive kvaliteter, som sjældent smelter sammen i én politiker.

Den nuværende regering indeholder foruden den siddende premierminister ikke færre end fire tidligere premierministre og en tidligere indenrigsminister, og det tydeliggør, hvilken vanskelig opgave Draghi har. Han skal forene mennesker, der har udkæmpet politiske slag mod hinanden, og som grundlæggende er fuldkommen uenige. I tillæg til den rent indholdsmæssige udfordring er disse enkelte partilederes interesse i deres personlige status et problem.

Fra en optimistisk vinkel kunne man håbe, at netop dette mix af forvaltningspolitikere, rampelyspolitikere og rene teknokrater vil holde hinanden i skak, udligne hinandens mangler og forstærke hinandens positive kvaliteter. Meget taler dog imod. Både erfaringen om, hvordan italiensk politik typisk udspiller sig, dybden af koalitionens ideologiske uoverensstemmelser og omfanget af ministerholdets egoer.

 

Den økonomiske krises snebold ruller dog stadig, og med ængstelse håber de italienske politikere nu, at den forestående turistsæson vil give en tiltrængt håndsrækning til en økonomi i knæ
_______

 

Ikke alene må regeringens samarbejdsvanskeligheder give Draghi hovedpine – det samme må den egentlige opgave, han står over for: at løfte Italien ud af den konkrete sundhedskrise, den afledte akutte økonomiske krise og forhåbentlig tilmed få lagt en plan for at genoprette den italienske økonomi, der har været skrantende i en menneskealder. Hvad angår den allestedsnærværende sundhedssituation, kan Draghi glædes over, at coronapandemien lader til at have været på sit højeste i Italien, og at det endelig lader til, at vaccineplanen bremser virussens hærgen.

Den økonomiske krises snebold ruller dog stadig, og med ængstelse håber de italienske politikere nu, at den forestående turistsæson vil give en tiltrængt håndsrækning til en økonomi i knæ. Andre og skrappere midler må nødvendigvis også tages i brug, og Draghi har derfor fremlagt en plan for brug af de 1.500 mia., der er tiltænkt Italien fra EU’s genopretningsfond. Foreløbig har Draghi med denne plan gjort det umulige. Han har fået opbakning fra både sin egen regering og fra Bruxelles. Planen sigter efter at investere i den grønne omstilling og digitale løsninger samtidig med at skabe et mere lige samfund ved at målrette en stor del af hjælpepakken til kvinder, det fattige Syditalien og den unge generation.

Draghis visioner fejler ingenting, og han har således foreløbig levet op til mediernes forventninger til ham. Man konkluderer i Italien også med selvtilfreds mine, at Draghi har dikteret planen til et føjeligt EU, og at magtforholdet måske endelig er vendt, efter at EU i årevis har skævet bekymret til Rom og løftet pegefingeren, når de italienske regeringer opførte sig økonomisk løssluppent. Det er utvivlsomt til Draghis – og dermed Italiens – fordel, at han i årevis har optrådt i EU-regi, men der er næppe tale om, at han i forhold til EU har en overhånd. Formentlig har han snarere internaliseret EU’s linje i en sådan grad, at hans plan naturligvis var afstemt med EU’s forhåbninger.

Med klapsalver både fra Europa og Italien kunne man måske forestille sig, at Draghi snart kunne neje og bukke og erklære sine politiske mål som fuldendte. Virkeligheden forholder sig anderledes. Det vil være uhyre langsommeligt og omstændigt at implementere genopretningsplanen, særligt fordi det er nødvendigt at indføre omfattende økonomiske og strukturelle reformer. Det vil kræve enighed og stabilitet at nå i mål, og det er to egenskaber, der meget sjældent ses i italiensk politik. Det næste valg skal afholdes senest i 2023, men kan blive udskrevet langt tidligere, hvis ikke Draghi kan få de store egoer til at arbejde sammen. ■

 

Med klapsalver både fra Europa og Italien kunne man måske forestille sig, at Draghi snart kunne neje og bukke og erklære sine politiske mål som fuldendte. Virkeligheden forholder sig anderledes
_______

 



Alberte Bové Rud (f. 1994) er ph.d.-studerende i idéhistorie
ved Aarhus Universitet og ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun forsker i den yderste italienske højrefløjs demokratiforståelse i det 20. og 21. århundrede. ILLUSTRATION: Rom: Den nyudnævnte premiereminister Mario Draghi med tilnavnet ‘Super-Mario’ holder pressekonference, 8. apil 2021 [FOTO: Carofei/Zuma/Ritzau Scanpic]