Helle Malmvig: Hvorfor holder Assad-regimet præsidentvalg, når alle ved, det er en farce?

26.05.2021

Diktaturets logik. Når Assad i dag afholder valg i Syrien, viser det, hvor langt Assad-diktaturets hykleri rækker. Alle ved, at valget er orkestreret teater, og at de to modkandidater kun stiller op som en del af teaterstykket. Alligevel går den halvdel af syrerne – der ikke er flygtet eller bor i regioner, der boykotter valget – til stemmeurnerne i dag. Og det er Assadregimets ultimative magtdemonstration.

Analyse af Helle Malmvig

I DAMASKUS HÆNGER meterhøje billeder af Assad langs alle hovedgader og pladser. Fra husgavle og gadekryds kigger præsidenten ned på sine undersåtter med et lidt vegt smil og banale valgtekster à la: ”Hånd i hånd genopbygger vi Syrien”.  Disse valgplakater, i overmenneskelig super-size størrelse, synes ikke at være hængt op for at høste stemmer til Assad –  hans sejr er sikret på forhånd. De er snarere hængt op som en magtfuld påmindelse til Damaskus indbyggere: Ingen kan undslippe præsidentens blik.

I dag kan syrerne gå til valgurnerne og stemme til præsidentvalget. Eller rettere: Mindre end halvdelen af Syriens indbyggere kan faktisk gå til valg. De nordlige provinser og dele af Aleppo og Deir Ezzour boykotter valget, ligesom mange af de syrere, der er flygtet ud af landet siden krigen brød ud, undlader at stemme. De ser enten valget som et orkestreret skuespil til Assads ære, eller de frygter, hvad der vil ske, hvis de forsøger at stemme.

 

Ved sidste præsidentvalg i 2014 fik Bashar al Assad 88,7 pct. af stemmerne – i en valgkamp, hvor den ene af præsidentkandidaterne på absurd vis opfordrede syrerne til at stemme på Assad snarere end ham selv
_______

 

Det kræver nemlig, at de har et lovligt udrejsestempel i passet, melder sig på en syrisk ambassade, og lader sig registrere med bopæl og telefonnummer. Er man ikke Assad-loyalist, vil man nødig gå gennem porten til en regimestyret ambassade eller videregive personlige data til styrets berygtede efterretningstjenester. Det er én af grundene til, at både Tyrkiet og Tyskland helt har forbudt valg på de syriske repræsentationer.

Og hvem kan syrerne i de regeringskontrollerede områder så stemme på? Der er to modkandidater. Den ene er en tidligere minister, Abdallah Salloum Abdallah, og den anden er Mahmoud Marei, som tilbage i starten af 00’erne flirtede lidt med den ’tålte opposition’ under det såkaldte ”Damaskus Forår”. Begge kandidater er relativt ukendte, og de er først og fremmest på stemmesedlen som en del af valgets iscenesættelse. De skal være der som staffage og skal helst ikke få for mange stemmer. Ved sidste præsidentvalg i 2014 fik Bashar al Assad 88,7 pct. af stemmerne – i en valgkamp, hvor den ene af præsidentkandidaterne på absurd vis opfordrede syrerne til at stemme på Assad snarere end ham selv.

Det internationale samfunds afmagt
Når FN og flere vestlige lande kritiserer afholdelsen af valget, handler det ikke blot om, at hovedingredienserne i et demokratisk valg mangler – transparens, international overvågning, og reelle valgmuligheder – men også at præsidentvalget er en åben hån mod FN’s Sikkerhedsråds Resolution 2254 og de forfatningsforhandlinger, som officielt stadig foregår mellem Assad-styret og oppositionen. Ifølge Resolution 2254 skal der indgås en bred overgangsregering og en forfatning, før der overhovedet kan afholdes valg. Bag lukkede døre har vestlige diplomater og en del af det internationale tænketanksmiljø længe kaldt forfatningsforhandlingerne for skindøde. Men når Assad-styret afholder endnu et præsidentvalg, udstiller det FN og Vestens afmagt. USA og Europa har tabt interessen for Syrien – når det ikke lige handler om syriske flygtninge – og har aldrig været lige så investeret i Syriens fremtid, som regimets egne allierede Rusland, Iran og Hizbullah.

 

Den amerikanske politolog Lisa Wendeen har i sin berømte bog om Syrien, Ambiquities of domination, beskrevet, hvordan Assad-familiens magt blandt andet udøves gennem tvungent hykleri og forstillelse
_______

 

Det surrealistiske i dagens valgfarce bliver kun forstærket af de hårde krigsfakta på jorden. Syrien er stadig et land i krig, hvor godt 60 pct. af landets territorium er på regimets hænder.  Reelt er Syrien opdelt i fire dele, med hver sine militser, eksterne alliancepartnere, møntfod og skolevæsen. Og oveni ti års krig og internationale sanktioner, er der nu kommet en COVID-19-krise. Bunden er gået ud af økonomien, og hyperinflation og mafia-lignede strukturer hersker. Det koster en skolelærer en halv månedsløn at købe en shawarma og syrere i de regeringskontrollerede områder står i kø i timevis for at købe statssubsidieret brød. Så hvorfor bruge knappe ressourcer på et dyrt og unødvendigt valg? – spurgte en syrisk aktivist på Twitter. Når nu alle– inklusiv Assad-regimet selv – ved, at valget er ren teater, hvorfor så afholde det?

Hykleriet og forstillelsens magt
Observatører har blandt andet peget på, at regimet har brug for at købe sig legitimitet, og at et valg kan være med til at lukke Assad ind i varmen igen – blandt andet hos Golfstaterne. Håbet er formentlig, at Golfens oliepenge kan være med til at finansiere Syriens genopbygning. Men der er også en anden forklaring, der går til hjertet af Assad-diktaturets magtlogik. Den amerikanske politolog Lisa Wendeen har i sin berømte bog om Syrien, Ambiquities of domination, beskrevet, hvordan Assad-familiens magt blandt andet udøves gennem tvungent hykleri og forstillelse. Når taxachaufføren udbryder: ”Ære være Assad, og hans familie” , og han måske, eller måske ikke, mener det, og de andre passager må hykle og skynde sig at istemme det samme. Når nabobutikken maler et stort billede af Assad på skodderne, og butikken ved siden af må male et endnu større. Det er en form for forstillelse, der gør syrerne fremmede for hinanden og samtidig tydeliggør styrets indirekte magt til at få borgerne selv til at foregøgle loyalitet overfor regimet i det offentlige rum.

Ved at afholde præsidentvalg siger regimet indirekte til befolkningen: ”Se vi kan få jer til at lade som om, I deltager i et valg, få jer til at lade som om, I fester til valgdemonstrationer, og lade som om I tror på, at der er flere kandidater, selvom I ved – og vi ved – at det er rent hykleri.” I Beirut i sidste uge stemte syrere i stor stil på ambassaden. Der er formentlig nogle af disse, der reelt er pro-Assad. Men der er også flere rapporter om, at syriske flygtninge er blevet truet og tvunget af sted i busser til ambassaden, blandt andet af Assads tætte allierede i Libanon, Hizbullah. Foran ambassaden og for rullende kameraerne har de nu lovprist Assad og valget. Ligeledes har Syrian Human Rights Network rapporteret om, at offentlige ansatte har fået besked fra Assads altdominerende Baath-parti og efterretningstjenesterne om at deltage i pro-Assad demonstrationer og valghandlinger.  Når nogle af disse offentlige ansatte går til valgurnerne i dag og hykler et smil og en hyldest til Assad, er det således styrets ultimative magtdemonstration. ■

 

Der er også flere rapporter om, at syriske flygtninge er blevet truet og tvunget af sted i busser til ambassaden, blandt andet af Assads tætte allierede i Libanon, Hizbullah. Foran ambassaden og for rullende kameraerne har de nu lovprist Assad og valget
_______

Apropos denne artikel:

Rikke Wetendorff Nørgaard: Europa må bruge Trumps taktik, hvis vi skal have en plads ved bordet og sikre vores sikkerhed

Klaus Krogsbæk efter München: USA brød borgfreden i Vestens indre relationer – men afslørede også hykleriet i de ydre

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Amerikanerne søger tre svar fra europæerne om Ukraine. Hvad vil vi svare?

Jesper Olsen: Når kryolitstøvet har lagt sig, er der behov for en alvorlig samtale om genren: TV-dokumentar

Craig Calhoun: Vi er nødt til at tage alvorligt, hvor ødelagte de liberale demokratier var inden Trump

Jacob Kaarsbo: Det er ikke Putin, men europæerne, der er problemet for Trump. Derfor kan vi stå over for et stort transatlantisk brud