Jacob Blasius: Regeringens uddannelsesaftale er lunken kommunalpolitik

29.06.2021

Fredag bladrede store dele af uddannelsessektoren bekymret igennem den nye udflytningsaftale. Efter en gennemlæsning er konklusionen klar: Uddannelsespolitik er blevet kommunalpolitik – og en lunken en af slagsen. Den lunkne kommunalpolitik er foruroligende i sig selv, men under den gemmer sig en skræmmende ide om, at politikerne har ret til at træffe afgørende samfundsbeslutninger hen over hovedet på de berørte.

Kommentar af Jacob Blasius

DET ER NÆSTEN EN NATURLOV, at folketingspolitikere pludselig bliver meget interesseret i kommunale forhold op til et kommunalvalg. Man kunne derfor have en forventning om, at der var seriøse investeringer på vej ud i landet. Men det er ikke tilfældet. I stedet har et flertal af Folketingets partier præsenteret en ny omprioriteringsaftale, hvori man lægger op til, at et allerede udsultet uddannelsessystem nu skal bruge den samme mængde penge på flere udgifter. Det er på mange måder klar tale: Uddannelse i store såvel som små byer er ikke værd at investere friske penge i.

Resultatet er indlysende: Uddannelser i de store byer vil blive dårligere, og de nye uddannelser uden for de store byer vil være underfinansierede fra start. Man kan ikke bruge de samme penge på endnu flere ting og blive overrasket over lavere kvalitet.

Tænk, hvis vi havde set reelle investeringer i uddannelse. Tænk, hvis vi havde set investeringer i de lokalmiljøer, der skaber kvalitetsuddannelserne. Og tænk, hvis vi var blevet præsenteret for en aftale, der ikke skabte mere lighed ved at gøre forholdene i de store byer dårligere og kun investere halvhjertet i provinsen.

En del af finansieringen skal komme fra nedskæringer på antallet af internationale studerende. Det er på mange måder mystisk, at man har valgt netop dette, da Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal viser gevinster for de offentlige finanser på hundredtusindvis af kroner pr. internationale studerende. For det offentlige vil det således være en udgift samlet set at skære ned på de internationale studerende. Ja, man sparer SU-udgifterne, men må stille ignorere de tabte økonomiske gevinster.

 

Det er faktisk ironisk, at en beslutning om decentralisering træffes centralt og uden involvering af de relevante parter
_______

 

DET ER I DET HELE TAGET TYDELIGT, at det økonomiske fundament halter, og at kommunale forhold faktisk ikke reelt prioriteres. Men lad os lade det ligge for nu og i stedet rette blikket mod en af de grundlæggende præmisser, aftalen bygger på: Ideen om, at man kan ændre uddannelsessystemet uden inddragelse af uddannelsesinstitutioner, studerende, eksperter, erhvervsliv og lokalmiljøer.

Politiske aftaler er nødt til at inddrage de berørte, ellers bliver der blot truffet beslutninger fra et elfenbenstårn uden forankring i det samfund, de skal udfoldes i. Det kan kun føre til dårlige beslutninger.

Jovist er det politikernes ret at træffe beslutninger hen over hovedet på de berørte, men kan vi virkelig kalde det demokratisk, når alle berørte taler imod? Det er faktisk ironisk, at en beslutning om decentralisering træffes centralt og uden involvering af de relevante parter. Og det skyldes ikke, at de har ladet være med at råbe op eller har undladt at komme med indspark til, hvordan problemerne kunne adresseres. Tværtimod. Men desværre blev der talt for døve øre. Planen var lagt og retningen sat.

Ambitionerne hos regeringen og aftalepartierne er egentlig noble nok. Det handler om, at uddannelse skal være tilgængeligt for alle, lige meget hvor i landet man bor. Men processen og resultatet afspejler bare ikke den ambition. Hvis man ønsker at løfte Danmarks uddannelser og sikre, at flere kan få en uddannelse, så lad os dog finde løsningerne i samarbejde.

Den politiske proces er en kampplads, hvor der åbenbart altid skal være vindere og tabere. Det er uambitiøst i et demokrati så gammelt som vores. Den demokratiske samtale er blevet envejskommunikation, hvor ingen taler med hinanden. Jeg savner en demokratisk samtale i stedet for en demokratisk kampplads.

Lad os håbe, at implementeringen af udflytningsaftalen sker i samarbejde med de berørte parter. Jeg håber ikke, at det er for meget at forvente. ■

 

Lad os håbe, at implementeringen af udflytningsaftalen sker i samarbejde med de berørte parter. Jeg håber ikke, at det er for meget at forvente
_______

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde