Jelena Bundalovic i RÆSON LØRDAG: Vi bør satse på tænkning fremfor empati for at forstå andre mennesker

12.06.2021


Tænkning kan bedre rumme den forskellighed, empatien ikke trives i, og derfor skal vi satse på en kultivering af tænkning, fremfor at satse alt på kærlighed for hele menneskeheden, som let fordufter og – når det virkelig gælder – ikke i egentlig forstand er åben og kan nå tænkningens dybder, mening og forståelse. 



RÆSON LØRDAG er en ny kronikserie med aktuelle filosofiske og historiske perspektiver på tidens store diskussioner. I dag med Jelena Bundalovic, cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet om tækningens rolle i vores liv.

TÆNKNING ER EN AKTIVITET, man kun kan udføre alene. Og samtidig er tænkningen aktiviteten, der gør det muligt at være i fællesskabet på en etisk bevidst måde. Selve evnen til at skelne mellem ret og forkert i den ydre verden foregår inde i os, i tækningen, og tænkning er det eneste værn, vi har mod det onde. Sådan mente eneren, tænkeren, professoren, politologen Hannah Arendt (1906-1975), der skrev om tænkning i sit ikke så lidt originale værk Åndens Liv (originaltitel: The Life of the Mind)som blev udgivet efter hendes død i 1977. Bogen udkom på dansk i 2019.

 

Arendt giver os noget meget værdifuldt at værne om og prioritere noget mere, uden hvilket mennesker gør ondt, og alt risikerer at blive overladt til bias, fordomme og vores hjerners uhensigtsmæssige, automatiske forudsigelser
_______

 

Åndens Liv er til alle tider oplagt læsning: Arendt minder os om tænkningens særegenhed. Men tænkning har haft trænge kår historisk set – og måske særligt i dag. Vi tænkte ikke nødvendigvis mere før internettet, den digitale tidsalder, men den indvirkning, internettets platforme har på selve måden, vi er alene og sammen med os selv, er værd at have for øje.

Arendts begreb om tænkning er meget specifikt, og selvom hendes definition udelukker noget af det, vi forstår som tænkning i dag, kan hendes teori om tænkning danne baggrund for mere opmærksomhed på det særegne, som tænkning – som nok den eneste af menneskets evner – tilbyder. Arendt giver os noget meget værdifuldt at værne om og prioritere noget mere, uden hvilket mennesker gør ondt, og alt risikerer at blive overladt til bias, fordomme og vores hjerners uhensigtsmæssige, automatiske forudsigelser. Derfor må den abstraktionskapacitet og evne til at reflektere over sig selv og verden, som Arendt kalder tænkning, ikke forkrøbles.

Hvor går vi hen, når vi tænker?
Ifølge Arendt starter al tænkning i verden i vores erfaringer. Men selvom tænkningen sker på baggrund af verden, er den distanceret fra verden. Dit tænkende jeg trækker sig væk fra verden og mod sig selv i et “stop-og-tænk”. Tænkning er en lydløs, indre dialog, hvor du er fuldstændig alene. En alene-aktivitet i dialogform: Tænkningen får dig til at dele dig i to jeg’er, som så fører en dialog med hinanden.

Hos Arendt er tænkning en særlig form for opmærksomhed, hvor man er til stede på en måde, der kan danne udgangspunkt for et nyt blik på verden. En tilstand, hvori man kan betvivle egne og andres opfattelser og overbevisninger. Tænkning kultiverer en tvivl, som i sidste ender bliver et middel til mere klarhed. Når man standser op for at tænke, er man faktisk så aktiv, som man overhovedet kan være som menneske.

I tænkningen eksisterer vi ikke først og fremmest som en del af en gruppe, men som et menneske i ental. Det er ifølge Arendt ikke i tænkningen, at den videnskabelige erkendelse finder sted eller faktuelle sandheder begribes. Tænkning søger derimod mening, til forskel fra videnskaben og erkendelsen, som søger sandhed. Tænkning begynder altid forfra, og kan derfor være utryg. Alt hvad man tror på, kan potentielt opløses i tænkningen – for det er sådan, den fungerer.

Selvom vi i tænkningen trækker os væk fra fællesskabet og verden, kan tænkningen være vores bedste bidrag til netop fællesskabet og verden: Vi kommer i en tilstand af tvivl, refleksion og højere grad af objektivitet omkring os selv og andre. Vi stopper op og overvejer tingene.

 

I tænkningen er du ifølge Arendt i selskab med din samvittighed. Samvittighed er først og fremmest en bremse, og ikke noget, der decideret foreskriver bestemte etiske handlinger
_______

 

Tænkning er et værn mod det onde  
I tænkningen er du ifølge Arendt i selskab med din samvittighed. Samvittighed er først og fremmest en bremse, og ikke noget, der decideret foreskriver bestemte etiske handlinger. Samvittigheden er en mental indgriben: STOP. Så, ud over at den indre dialog sår tvivl og overvejer tingene, spiller samvittigheden ind som en bremse. Det onde kommer af det “tankeløse”, og af samme grund bør vi ifølge Arendt “kræve dens [tankens] udøvelse i enhver person, der er ved sine fulde fem, ligegyldigt hvor lærd eller uvidende, hvor intelligent eller dum han eller hun måtte vise sig at være”. Tænkningen er ultimativt dér, hvor vi kan blive bedre mennesker.

Arendt angriber antagelsen, at filosofi og tænkning “kun er for de få”. At tro, at filosofi og tænkning er ophøjet på den måde, er misvisende og kan have fatale og særdeles skræmmende konsekvenser. Fraværet af tænkning er nemlig fraværet af mening, og fravær af mening er et farligt sted at være. Det skal ikke forstås som en nihilisme-kritik, men etisk: Det er i tingenes mening, at vi finder rettesnoren for, hvad vi bør gøre, og det er med tankeløshed, vi handler og mener ondt.

Når empatien kommer til kort, bør vi ty til tænkningen
I politiske, aktivistiske og mellemfolkelige sammenhænge bliver “empati” ofte sat på en medmenneskelighedspiedestal, med en fanfare a la “verden har brug for mere empati” og andre visionære, lettere naive formuleringer om, at empati vil være vores redning mod fremmedhad, polarisering, og brostyrtende uenighed. Men det er overambitiøst og urealistisk på fællesskabers vegne, samt vildledende i forhold til vores menneskelige evner. Empati er ikke en muskel, der er åben for mening, læring og egentlig forståelse. Empati er en byggesten i vores sociale omgang med andre mennesker; en slags instinktiv anerkendelse, følelse og forståelse. Men det bliver også ved det: empatien kan ikke overveje handlinger overfor hinanden, den kan ikke reflektere over verden og den kan ikke bringe klarhed omkring moral. Empati stikker dybt, ned til en slags intuitivt, urgammelt gen, mens tænkningen er tæt forbundet til fornuften og kan inkludere overvejelser, som empatien end ikke kan gisne om. Der er stadig brug for empatien, men tænkning bør have en forrang her.

Når vi nærer empati for et andet menneske – forstået i sædvanlig forstand, og ikke strengt videnskabeligt, hvor det blot er det, at vi forstår, hvad andre oplever – mærker vi den andens smerte og glæde. Vi sætter os ind i eller forstår deres situation, perspektiver eller oplevelser. Men samtidigt kan vi også se, at det er sværere at nære empati for folk, som er forskellige fra os selv. Og måske særligt folk, som har andre overbevisninger end os selv. Se blot på det seneste års begivenheder: COVID-19, det amerikanske valg og den feministisk bølge især.

Hvis empati på den måde er betinget af ligheder af forskellig art, er empatien måske ikke så brugbar og potentielt forandrende, som tænkningen er det. I øvrigt: Hvis empatien tilmed er en mere primitiv mekanisme – som nogle, opsatte på evolutionsteoretiske forklaringer kunne mene – der først og fremmest skal sikre, at vi allierer os og kommer tættere på folk fra ’egen stamme’, er empatien ikke det, vi bør insistere på eller i almindelighed plædere for. Tværtimod kan den risikere at modarbejde rummelighed, forståelse og nytænkning i forhold til fællesskabets rolle og moral.

Stammeadfærd eller ej: at skulle kultivere empati for mennesker er egentlig et højt kognitivt og følelsesmæssigt krav, som virker til at overskride menneskets evner. Åbenhed kræver et vidst abstraktionsniveau. Man skal være så meget ude af konteksten, at man kan være i en indre dialog med egne og andres holdninger og perspektiver. Tænkning er den evne. Tænkning er – udover at være et værn mod det onde med selskab af samvittigheden – en åbning for bredere og mere nuanceret refleksion omkring én selv i forholdet til andre. Tænkning kan bedre rumme den forskellighed, empatien ikke trives i, og derfor skal vi satse på en kultivering af tænkning, fremfor at satse alt på kærlighed for hele menneskeden, som let fordufter og – når det virkelig gælder – ikke i egentlig forstand er åben og kan nå tænkningens dybder, mening og forståelse.  

 

Tænkning har intet endepunkt, den er ikke til for noget andet, og den er nærmest et mål i sig selv. Tænkningen bringer alt i bevægelse, mens kompetencer på pragmatisk vis bidrager til produktion og samfundsudvikling med et endemål
_______

 

Tænkning som værn mod hjernen selv
Inden for hjerneforskningen snakker man i disse år en del om fænomenet “the predicting brain”. En teori om at det, hjernen grundlæggende set gør, er at lave forudsigelser, om handlinger, andre mennesker og verden omkring os.

At vi kan forudse ting har åbenlyst været en stor fordel, på samme måde som hukommelse er en redning. Men den forudsigende hjerne kan samtidigt være en del af forklaringen på bias, fordomme og den eksperimentelle blindhed, som ofte står i vejen for at lære nyt, udfordre sin egen holdning og inkludere andres perspektiver. Forudsigelserne sker automatisk, er nærmest en kronisk tilstand for hjernen, og for at bryde ud af den, må man foretage en aktiv indgriben, hvilket er præcis den indgriben, vores tænkning og samvittighed kan iværksætte.  

Selvom tænkningen i nogen grad må være underlagt de samme bias, lader tænkning til at være vores eneste værn mod uhensigtsmæssige forudsigelser. Tænkning er måske det eneste, der kan åbne os mere for verden, nye ideer og mennesker udenfor vores empatis vingefang. Men en udfordring af forudsigelserne vil kræve mere end blot et par timers tænkning. Autopiloten skal hele tiden ruskes i, hvis det skal have en tydelig effekt, og den indre dialog skal have tid til udfoldelse, hvis stadfæstede overbevisninger skal udfordres.

I praksis vil det nok indebære – uanset hvor i samfundet, man er, og hvilken livsform, man lever – at man bruger mere tid på at stoppe op, tænker og reflektere, inden man dømmer og handler. Og i det hele taget bare tænker mere – uden nødvendigvis at have et endemål eller slutpunkt, der skal nås med tænkningen. Som en tidligere medstuderende og læser af Arendt meget rigtigt har påpeget, er tænkning ikke blot endnu en “kompetence” i stil med ledelse, management og andre, virksomhedsrelaterede håndværk i den såkaldte “corporate world”. Såkaldte “kompetencer” kommer af en helt anden form for målrettethed, bundet til en blot få hundrede år gammel industriel og samfundsmæssig udvikling. Kompetencer har som regel til formål at producere, bidrage til vækst og er forbundet til udvekslingen af ydelser. Men tænkning har intet endepunkt, den er ikke til for noget andet, og den er nærmest et mål i sig selv. Tænkningen bringer alt i bevægelse, mens kompetencer på pragmatisk vis bidrager til produktion og samfundsudvikling med et endemål.

Tænkning i den digitale tidsalder
Meget af vores liv foregår online, og på forskellige måder former teknologi ikke bare den måde, vi oplever verden, men også den måde, vi er sammen med os selv.

Forskere inden for psykologi og datalogi, med interesse for tænkning, opmærksomhed, og koncentration diskuterer i øjeblikket implikationerne af teknologien for mennesket. Men fordi teknologi bruges af mennesker, bør den udvikles med mennesker for øje, og det kræver indsigt i menneskets tænkning. Her kan vi ikke bare nøjes med at kigge på lysende områder i en hjerneskanning eller interviewe brugere; det må nødvendigvis række ud over det, hvis vi skal have noget reelt at forholde os til og designe teknologien efter.

Vi er nødt til at udarbejde en mere omfattende forståelse af tænkning – såvel som andre mentale fænomener og menneskelige evner – som tager højde for, hvad evnen er for en størrelse, hvilken aktivitet den består i, under hvilke omstændigheder den aktiveres og påvirkes, og ikke mindst hvordan den relaterer sig til menneskets eksistens og medkonstituerer menneskers væremåde som sådan.

 

Tænkningen bidrager til at skabe det underliggende, moralske kodeks, der skaber en mere åben og meningsfuld verden. Den stiller spørgsmålstegn ved os selv, andre mennesker og eksistensen som sådan
_______

 

Tænkningen bidrager til at skabe det underliggende, moralske kodeks, der skaber en mere åben og meningsfuld verden. Den stiller spørgsmålstegn ved os selv, andre mennesker og eksistensen som sådan, og er det eneste middel vi har til at forstå og skabe mening.

I et moderne og demokratisk samfund som vores, er der brug for at integrere mange forskellige perspektiver til et inkluderende, meningsfuldt og mere samlet hele. Den opgave er yderst kompleks og kræver, at vi har et værn mod det onde. Intuitive evner som empati er her ikke tilstrækkelige til at indfange den slags kompleksitet. Empati er ikke inklusion, og inklusion behøver ikke som sådan empati; inklusion er en omhyggelig, fornuftsdrevet aktivitet, der foregår via tænkning. Politik, offentlighed, medborgerskab og væren med andre mennesker bør derfor nærme sig tænkningen, først og fremmest. Ethvert inklusionsprojekt, enhver udvidelse eller bearbejdning af perspektiver, kan kun foregå via tænkning.

Alt imens den store inklusionsudfordring og behovet for åbenhed trænger sig på, udvikler den teknologiske dimension af vores verden sig med hastige skridt. Store dele af vores væren – med både os selv, andre mennesker og i fællesskaber som sådan – er hensat til digitale platformes design og de sociale netværksstrukturer heri. Menneskelivet udfolder sig i stigende grad med algoritmers indblanding, hvilket har betydning for, hvordan det mentale aktiveres, som for eksempel vores opmærksomhed, følelser og tænkning. Dertil er travlhed for mange blevet et succeskriterie, og sammen med det afhængighedsskabende og af forskningen påviste dopaminbetingede forhold vi har til vores telefoner og de sociale medier, er der ringe grobund for tænkning. Tænkning kræver nemlig et stop-op-og-tænk, hvilket hverdagslivets fart og strukturerne i det digitale giver dårlig plads til. Tværtimod er din opmærksomhed i høj risiko for at blive kapret og adspredt i dag, på en sådan måde, at det er nærmest umuligt at stemple ud og tænke en selvstændig tanke.  

Behovet for at kultivere tænkning på samfundsniveau og i politik bør af de grunde være ledsaget af en større bevidsthed omkring de konsekvenser, den digitale tidsalder har haft for os mennesker. Den videre udbygning af de digitale sfærer bør tage højde for menneskets evne til at tænke.

Er man indstillet på at give sig tid til at læse og kun delvist forstå, bør man få fat i Åndens Liv, eller i lytte til de onlineforelæsninger om værket, der findes på YouTube. Tænkning – og Arendts syn på verden og samfund generelt – kan være et brugbart omdrejningspunkt for perspektiver på debat, politik, aktivisme og samfundsteorier, som søger at udfordre og udforske forholdet mellem etik, samfund, fællesskaber og paradokserne i det individuelle, moralske ansvar. ■

 

Behovet for at kultivere tænkning på samfundsniveau og i politik bør af de grunde være ledsaget af en større bevidsthed omkring de konsekvenser, den digitale tidsalder har haft for os mennesker
_______

 



Jelena Bundalovic (f. 1992) er uddannet i filosofi fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Hannah Arendt sammen med en kollega, cirka 1960. [FOTO: Everett Collection/Shutterstock/Ritzau Scanpix]