Leila Stockmarr (EL): Regeringen lægger med besøget i Israel op til en blåstempling af medicinsk apartheid

02.03.2021

For få år siden solgte vi vores nationale vaccineproduktion til en saudisk sheikh. Nu lægger regeringen muligvis op til gøre os afhængige af samarbejde med Israel – en brutal besættelsesmagt – for at skaffe vacciner. Det er skandaløst og ildevarslende. Ikke mindst, fordi de største tabere står til at blive de fem millioner palæstinensere, som lever under besættelsen – uden hverken en stat eller vacciner til at sikre dem basal frihed og sikkerhed.

Langt størstedelen af palæstinenserne har ikke adgang til Israels vacciner. De er ikke en del af fortællingen om Israels vaccinesucces
_______

 

Hvorfor valget er faldet på Israel kan ved første øjekast ikke undre. Israel har de sidste måneder markeret sig som en vaccine-superstjerne, der på få måneder har skaffet vacciner nok til størstedelen af sin befolkning.

Hvis det dog bare var hele sandheden. For succesen har en mørk bagside. Israel holder op mod fem millioner palæstinensere lukket inde og kontrolleret under et brutalt militært besættelsessystem på Vestbredden og i Gaza. Og langt størstedelen af palæstinenserne har ikke adgang til Israels vacciner. De er ikke en del af fortællingen om Israels vaccinesucces.

Er man statsløs palæstinenser på Vestbredden og i Gaza, har man i forvejen ringe adgang til sundhed. Det Palæstinensiske Selvstyre, som er helt afhængig af bistand udefra, har ikke kontrol med egne grænser og mulighed for at bedrive den fornødne import og eksport. For slet ikke at tale om de summer og muskler, det generelt kræver at få adgang til de internationale vaccinemarkeder og være med i det hårde vaccinekapløb.

Men faktisk er det heller ikke palæstinensernes ansvar at løfte vaccinationsopgaven. Israel har – som besættelsesmagt – ifølge Folkeretten ansvaret for at sikre den besatte befolknings ve og vel. Det har FN bekræftet her i den aktuelle krise. Det ansvar svigter Israel totalt her. Og små israelske tiltag i øst og vest kan ikke dække over det svigt. Det har udenrigsministeren også givet et skriftligt svar på til et spørgsmål fra Enhedslisten.

 

Hvis Frederiksen ikke påtaler den mørke side af vaccinesuccesen, er det en moralsk og politisk falliterklæring og dermed et hidtil moralsk lavpunkt for den danske vaccinestrategi
_______

 

Det er ikke, fordi det er nyt, at Israel ikke overholder sit folkeretslige ansvar. Israels systematiske svigt overfor den palæstinensiske befolkning bliver blot mere perverteret, i al den stund Israel globalt brander sig som en markant vaccinesucces. Og nu også som global inspirationskilde og mulig vaccinesamaritaner – uden at give den besatte befolkning deres retmæssige del af vaccinekagen. Israels vaccinesucces fungerer som en god brandingstrategi for et land, som dagligt praktiserer apartheid (nu også i form af medicinsk apartheid) mod palæstinenserne, og meget gerne vil have andre, mere positive fortællinger frem.

Det er i den kontekst, vi skal forstå Frederiksens besøg og mission i Israel. Frederiksen er 100 pct. fokuseret på at skaffe Danmark flere vacciner. Faktisk næsten for enhver pris, som hun tidligere har udtalt til Politiken.

En pris som palæstinenserne nu kan komme til at betale. Ikke kun fordi Danmark muligvis vil købe vacciner, som burde være gået til palæstinenserne, men også fordi Danmark på den måde kan bidrage til at blåstemple og brande Israel som et globalt forbillede. Endda på et tidspunkt, hvor muligheden for at etablere et selvstændigt Palæstina aldrig har været mindre, hvis man ser på de såkaldte facts on the ground – fx de op mod 620.000 israelske bosættere og mere end 200 ulovlige bosættelser. Det vil være en fejl at begynde at gøre Danmark afhængig af et land, som bedriver politik – og nu også pandemipolitik – på et grundlag, som hverken er demokratisk eller menneskeretsligt forsvarligt.

Vi har endnu ikke set statsministeren kræve, at Israel leverer vacciner til palæstinenserne, inden hun betræder den røde løber i Jerusalem. Faktisk taler Frederiksen slet ikke om Israel som en besættelsesmagt eller om den mørke side af Israels vaccinestrategi, som ellers er blevet formidlet vidt og bredt i internationale medier. Heller ikke da Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen tirsdag 2. marts rejste spørgsmålet for statsministeren under spørgetimen i Folketinget.

Frederiksen konstaterede blot, at Danmark ville være klar til at købe vacciner fra mange lande, også Israel, selvom hun ikke ventede at vende hjem fra landet med “en lastbil fuld af vacciner”. Samarbejdet handler derimod først og fremmest om at lave en langsigtet produktionsplan og kapacitetsopbygning med Israel. Statsministeren forholdt sig imidlertid slet ikke til kritikken af Israels modvilje mod at levere vacciner til de besatte palæstinensere eller til Danmarks ansvar for at påpege dette under sit besøg.

Når det kommer til vaccinespørgsmålet, er Israel – må vi forstå – blot en superstjerne, som vi skal lære af og samarbejde med – uden betingelser. Hvis Frederiksen ikke påtaler den mørke side af vaccinesuccesen, er det en moralsk og politisk falliterklæring og dermed et hidtil moralsk lavpunkt for den danske vaccinestrategi. Også selvom det i forvejen var svært at udlede global solidaritet fra den danske vaccinenationalisme.

 

Skal man som dansker sige ja, hvis man får tilbudt en vaccine fra Israel? Hvad nu, hvis den vaccine kunne været gået til en palæstinenser?
_______

 

Statsministeren vil både vise danskerne og sine europæiske kolleger, at hun er villig til at gøre alt for at sikre danskerne vacciner. Også selvom det betyder, at man med åbne øjne risikerer at udnytte og forværre en i forvejen tragisk situation. Statsministerens Israel-mission viser os, hvilke implikationer en forbistret coronanationalisme kan få, hvis vi i kampen for vacciner ser bort fra principper og moral. Man kan få tanken, at regeringen slet ikke synes, der er et moralsk problem.

Og som en væsentlig krølle på halen sætter man i sidste ende danskerne i en svær situation. Skal man som dansker sige ja, hvis man får tilbudt en vaccine fra Israel? Hvad nu hvis den vaccine kunne været gået til en palæstinenser? Det kan give den enkelte borger en grim følelse at nyde vaccinesikkerhed på bekostning af den besatte palæstinensiske befolkning. Det er brutalt, kynisk og slet ikke fair overfor almindelige mennesker, som frygter virus, men samtidig gerne vil udvise globalt samfundssind.

Helt grundlæggende må man sætte spørgsmålstegn ved, om man løser en global pandemi ved at tage vacciner fra andre og indlede samarbejder med apartheidregimer. Det virker ekstremt kortsigtet og risikabelt, al den stund det kan igangsætte en kædereaktion af lignende ublu hamstring fra andre lande.

Som minimum bør regeringen bruge dialogen med Israel til at sikre, at de leverer de nødvendige vacciner til palæstinenserne – kvit og frit. Regeringen burde for længst have igangsat etableringen af en national vaccineproduktion i stedet for at blive fanget i et ulideligt profitmaksimerende vaccinekapløb, som i sidste ende kan gøre os afhængige af en brutal besættelsesmagt. De frie markedskræfter kan ikke redde os fra pandemien. Det kan derimod langsigtede investeringer i sundhed og vacciner som en del af vores nationale sundhedsberedskab og kritiske infrastruktur.

Samlet set er salget af den nationale vaccineproduktion næsten tragikomisk, og det er helt bestemt en skandale. ■

 

Regeringen burde for længst have igangsat etableringen af en national vaccineproduktion i stedet for at blive fanget i et ulideligt vaccinekapløb, som i sidste ende kan gøre os afhængige af en brutal besættelsesmagt
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover