Peter Viggo Jakobsen i RÆSON SØNDAG: Danmark bør bevæbne fregatter og kampfly sådan, at de ikke bidrager unødigt til at øge spændingerne med Rusland og Kina
27.03.2021
Det næste forsvarsforlig skal forhandles i lyset af voksende stormagtsspændinger. Hvordan man vælger at udstyre Danmarks fregatter og F-35 kampfly vil påvirke spændingsniveauet i Arktis, Østersøen og Det Sydkinesiske Hav.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Peter Viggo Jakobsen / Sidste gang (seriens premiere): Lykke Friis, direktør Tænketanken EUROPA (Så er det nu, Danmark skal udvikle en Tysklandstrategi)
SELVOM DET ER lang tid til 2025, er forberedelserne til det næste forsvarsforlig allerede i gang. Regeringen har nedsat en analysegruppe, der skal udarbejde ”en faglig analyse af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation samt identificere de udfordringer og konsekvenser, den kan medføre for hele Kongeriget og Forsvaret”. Den voksende stormagtsrivalisering mellem USA, Rusland og Kina kommer til at være det centrale omdrejningspunkt i denne analyse, og det bør være en hovedprioritet i det næste forsvarsforlig at indrette Forsvaret på en måde, så det ikke bidrager til at øge spændingen yderligere.
De voksende stormagtsspændinger er allerede synlige i Østersøen, Arktis og Det Sydkinesiske Hav, og de afspejler de igangværende ændringer i den globale magtbalance, hvor USA og Ruslands relative magt falder, og Kinas vokser. Spændingerne må derfor forventes at tage til i årene fremover, og de nødvendiggør militære skridt for at mindske risikoen for fremtidige krige imellem USA/NATO, Rusland og Kina.
Udfordringen består i, at USA/NATO og Danmark skal afskrække Kina og Rusland fra at gennemtrumfe deres vilje med militær magt – men uden at skabe kinesisk og russisk frygt eller vrede, der kan udløse den magtanvendelse, som afskrækkelsen har til formål at forhindre.
Ingen af stormagterne ønsker krig, og ingen forventer, at det sker i nær fremtid. Under den Kolde Krig ønskede USA og Sovjetunionen heller ikke at ende i en direkte militær konfrontation, men det var alligevel tæt på at ske ved en række lejligheder, eksempelvis under missilkrisen på Cuba i 1962.
Risikoen for, at lignende fremtidige stormagtskriser ender i krig, stiger i takt med, at USA/NATO, Rusland og Kina opstiller kapaciteter og afholder øvelser tættere på hinandens grænser. Arktis, Østersøen og Det Sydkinesiske Hav har i de senere år været kendetegnet af oprustning og øget militær aktivitet. Det betyder, at aktørerne, herunder Danmark, skal overveje, hvordan de udruster og øver de styrker, som opererer tæt på modstanderne.
Når forespørgslen kommer
For Danmark gælder det først og fremmest Rusland i Østersøen og i Arktis, men på sigt vil det også gælde Kina i Det Sydkinesiske Hav. Præsident Biden stiller i lighed med sin forgænger krav om, at NATO skal hjælpe med at håndtere truslen fra Kina, og amerikanske, britiske og franske krigsskibe patruljerer nu jævnligt i Det Sydkinesiske Hav for at afvise Kinas vidtrækkende og ulovlige territorielle krav i området.
Tyskland har netop meddelt, at det vil sende et krigsskib til Det Sydkinesiske Hav i august 2021, og det er kun et spørgsmål om tid, før Danmark får en forespørgsel fra USA, England eller Frankrig om at bidrage med en fregat til disse operationer. Det er svært at forestille sig danske regeringer sige nej til sådanne henvendelser. De har stort set sagt ja til hver eneste henvendelse om styrkebidrag fra disse stormagter, siden korvetten Olfert Fischer blev sendt til den Persiske Golf i 1990.
At danske styrker fremover i stigende grad skal operere tæt på Rusland og Kina på en måde, som de opfatter som provokerende og fjendtlige, gør det vigtigt at overveje, hvordan det gøres uden at optrappe de eksisterende spændinger unødigt. Det, som især skaber frygt – i både Rusland og Kina, men også i USA og andre NATO-lande – er anvendelse af ”offensive” systemer tæt på deres grænser.
USA og Danmark frygter russiske kampfly med langtrækkende missiler i Arktis, der kan ødelægge Thuleradaren. Danmark frygter også de russiske missiler i Kaliningrad, der kan ramme København. Rusland frygter amerikanske hangarskibe i Norskehavet og amerikanske strategiske bombefly i Norge, der kan medbringe atomvåben, og Kina frygter amerikanske hangarskibe og strategiske bombefly i Det Sydkinesiske Hav. Frygtens kerne er anvendelsen af kapaciteter, der truer mål i hjemlandet, som landene vil bruge magt for at beskytte.
Det kan gøres proaktivt – ved at angribe de truende kapaciteter for at ødelægge dem, før de kan gøre skade – eller reaktivt – med systemer, der kan standse igangværende angreb. I stedet for at sende hangarskibe og strategiske bombefly tæt på russiske baser, så de kan angribe russiske kampfly og missiler på jorden, kan USA opstille missilforsvar på Thulebasen, der kan nedskyde de russiske missiler og på den måde gøre russiske angreb nyttesløse.
Den afskrækkende effekt vil være den samme, men Rusland vil frygte opstilling af missilforsvar på Thulebasen meget mindre end indsættelsen af hangarskibe og strategiske bombefly tæt på den russiske grænse. På tilsvarende vis kan Danmark beskytte København ved at opstille missilforsvar på dansk jord eller ved at anskaffe langtrækkende præcisionsmissiler, der kan ødelægge missilerne i Kaliningrad, før de bliver affyret. Det giver sig selv, hvad russerne vil frygte mest.
Det er kun et spørgsmål om tid, før Danmark får en forespørgsel fra USA, England eller Frankrig om at bidrage med en fregat til disse operationer. Det er svært at forestille sig danske regeringer sige nej til sådanne henvendelser
_______
Langtrækkende præcisionsmissiler eller ej?
Denne logik betyder, at det vil have betydning for spændingsniveauet, hvordan Danmark udruster de platforme, der kommer til at operere tæt på Kina og Rusland fremover. Det vil først og fremmest gælde de danske F-35 kampfly og de danske fregatter, der kan få stor offensiv kapacitet, hvis de udrustes med langtrækkende præcisionsmissiler, som kan ramme mål på jorden. En arbejdsgruppe i Forsvaret undersøger i øjeblikket en mulig anskaffelse af sådanne langtrækkende præcisionsmissiler til fregatterne, og den samme overvejelse vil presse sig på i forhold til F-35-flyene, når de er indfaset i 2026.
Hvis Danmark ønsker at fastholde Østersøen og Arktis som lavspændingsområder og undlade at bidrage til at øge spændingen i Det Sydkinesiske Hav, ligger valget lige for: Så skal man ikke anskaffe langtrækkende præcisionsmissiler til brug mod mål på jorden til nogen af de to platforme, men satse på missiler, der kan nedkæmpe angribende fly, missiler og skibe. Det er det, flåden har prioriteret med den igangværende anskaffelse af missiler til områdeforsvar af fregatterne. Anskaffer man langtrækkende præcisionsmissiler til brug mod mål på jorden, vil Rusland og Kina se de danske platforme som truende mål, der skal nedkæmpes i første bølge af en eventuel konflikt.
Kritikere vil utvivlsomt hævde, at det ikke gør nogen forskel, hvordan Danmark bevæbner sine få platforme, og at de ikke vil have kampafgørende betydning i en eventuel krig, fordi USA vil have masser af langtrækkende præcisionsmissiler. De vil muligvis også argumentere for, at det vil have størst afskrækkende effekt at true med at neutralisere kinesiske og russiske angrebsmuligheder proaktivt ved at slå først. Det første argument er korrekt, mens det andet afhænger af den konkrete situation.
Men der er ingen tvivl om, at danske fregatter og F-35 kampfly udrustet med langtrækkende præcisionsmissiler, der kan angribe mål på jorden, vil virke mest truende på Beijing og Moskva og sætte dem under størst pres for at skyde først i en krise. Ønsker danske politikere at medvirke til at lægge dette pres på Rusland og Kina i fremtidige kriser? Det spørgsmål skal de stille sig selv i forhandlingerne om det næste forsvarsforlig. ◼
Anskaffer man langtrækkende præcisionsmissiler til brug mod mål på jorden, vil Rusland og Kina se de danske platforme som truende mål, der skal nedkæmpes i første bølge af en eventuel konflikt
_______
Peter Viggo Jakobsen (f.1966) er lektor ved Forsvarsakademiet, og professor (deltid) ved Center for War Studies, Syddansk Universitet. Han har en kandidat og ph.d.-grad. i international politik fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: F35-flyet er bygget af Lockheed Martin på bestilling af USA og en række andre lande – herunder Danmark. Her flyver en gruppe F-35A “Lightning IIs” over Utah, 30. marts 2017. Det første af de fly, der skal leveres til Danmark, blev bygget færdigt i januar (2021) og leveres i 2023 [foto: Robert Sullivan]