Stine Bosse om Støjbergs rigsretssag: Det politisk absurde teater har Lars Løkke desværre leveret
14.01.2021
.Løkke er nu sammen med knap to håndfulde Venstre-folk den eneste, der stemmer med DF og NB imod en rigsret. DF og NB som han for nylig med sit nye netværk blæste til kamp imod. Den samling og den midte, som Lars Løkke efterlyser, står altså nu samlet, mens han står tilbage med yderfløjen. Var jeg fristet af Løkkes netværk i lørdags, så har dagens udviklinger vist, hvad en vendekåbe er i politik.
Kommentar af Stine Bosse
SÅ KOM DAGEN, hvor vi kan glæde os over den alvor, hvormed vores Folketing behandler ministres potentielle lovbrud. Demokrati og retsstat kræver denne alvor. Det tåler ikke at blive holdt for nar, og det tåler slet ikke, at de, der betros magt, vælger hvornår lov er lov og hvornår lov ikke er lov.
Vi skal på ingen måder hverken holde kagefejring eller dømme Inger Støjberg. Kage er og bliver upassende, når nogen er i dybe problemer; og domme fælder en domstol.
Det hverken er eller skal være en enkel sag at indkalde til en rigsret. Ikke bare er det sjældent forekommende, det er også et stort system. Men skal den komme, så er argumenter, som peger på Støjbergs mulige martyrium, omkostningsniveauet eller hvorvidt det er politisk muligt, absolut ikke valide.
Vi skal på ingen måder hverken holde kagefejring eller dømme Inger Støjberg. Kage er og bliver upassende, når nogen er i dybe problemer; og domme fælder en domstol
_______
Det er, som statsministeren sagde det så tydeligt, et spørgsmål om jura. Er regler bevidst overtrådt, så skal anklagen lyde – og ja Folketinget er anklagemyndigheden i denne situation, da de rejser sagen.
DET POLITISK absurde teater har Lars løkke Rasmussen desværre leveret. Sidste weekend sagde han i en udmærket og opløftende udgave af ugens gæst på P1, at han formentlig ville stemme for en rigsretssag. Argumentet var tæt på det samme som statsministerens, og han gik endda så langt som til at erkende, at det meste af Støjbergs gøren og laden havde budt ham imod.
Det er – må man sige – post festum, og vi var en del, der undrede os højlydt over hans nonchalante håndtering af Støjbergs omgang med sandhed, kage og lovgivning, medens han var hendes chef.
[Løkke] gik i [ugens gæst på P1] endda så langt som til at erkende, at det meste af Støjbergs gøren og laden havde budt ham imod
_______
Hvad der er sket mellem lørdag og i går onsdag, må guderne vide. Selv siger Løkke, at han har læst samtlige aktstykker. Det er muligt. Men intet der er synligt for publikum – eller netværk – har ændret sig. Jeg vil ikke gisne men blot konstatere, at allerede kommissionens arbejde jo også havde en arm ude efter chefen – daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Min personlige respekt for mennesket Lars vendte tilbage i lørdags og forsvandt på samme måde i går, da han pludselig vendte rundt.
Dette ender så med, at Løkke nu sammen med knap to håndfulde Venstre-folk er den eneste, der stemmer med Dansk Folkeparti (DF) og Nye Borgerlige (NB) imod en rigsret. DF og NB som han for nylig med sit nye netværk blæste til kamp imod. Den samling og den midte, som Lars Løkke efterlyser, er nu samlet, medens han står tilbage med yderfløjen.
Var jeg fristet af netværket i lørdags, så har gårsdagens og dagens udviklinger vist, hvad en vendekåbe er i politik.
Imens har et kæmpe flertal vist sig voksne, ansvarsbevidste og troværdige. Tak for det. ■
Var jeg fristet af netværket i lørdags, så har gårsdagens og dagens udviklinger vist, hvad en vendekåbe er i politik
_______
Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bl.a. bestyrelsesformand for BankNordik og TelePost Greenland. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Stine Bosse [Foto: pressefoto]