Anne Sofie Allarp: Ukrainekrigen har rykket magtbalancen i EU mod øst

02.04.2022

Polen har grebet det politiske øjeblik, der har præsenteret sig, og smeder, mens jernet er varmt. Det rykker balancen mellem Bruxelles og dele af Central- og Østeuropa, som for første gang siden medlemskabet i 2004 ikke kun befinder sig i rollen som ny i klassen eller som fast inventar i skammekrogen.

Af Anne Sofie Allarp

I enhver organisation er der tidspunkter, hvor balancen tipper. Det kan være en ny leder, der enten er stærkere eller svagere end den forrige, det kan være tilkomst eller tab af medlemmer, eller det kan være grupperinger, der dannes eller opløses.

I EU skete det i 1973, da Danmark, Irland og Storbritannien blev optaget og forstyrrede de oprindelige seks medlemmer. Det skete i 1995, da Sverige, Finland og Østrig blev optaget, og det mest udbredte arbejdssprog tippede fra fransk til engelsk. Og det skete i starten af det 21. århundrede, da lande i Øst- og Centraleuropa og Middelhavsregionen blev optaget og gjorde de små medlemsstater mere magtfulde og manøvredygtige, fordi nye flertalsformationer blev mulige. De gjorde også EU mere mangfoldigt, både kulturelt, socialt, økonomisk og politisk.

Lige nu står samarbejdet over for endnu en forandring i styrkepositioner. For Østeuropa, og særligt det store land Polen, yder en særlig indsats i Ukrainekrisen. Denne indsats for det fælleseuropæiske gode kommer på et tidspunkt, hvor EU har mistet tålmodigheden med Polen – og med andre Østeuropæiske lande – og har indefrosset Covid-hjælpepakken på 36 milliarder euro til landet. Europa-Kommissionen har netop fået EU-Domstolens ord for, at det er i orden at tilbageholde penge som straf for dårlig regeringsførelse.

Polen har på sin side ført sig frem med høj indenrigspolitisk cigarføring og været i åbenlys opposition til Bruxelles de seneste år. Vævet, der binder de to ender af Europa sammen, har længe været nekrotiserende.

Denne nekrose står nu over for en stille revolution på grund af krisen i Ukraine.

 

Polen har på sin side ført sig frem med høj indenrigspolitisk cigarføring og været i åbenlys opposition til Bruxelles de seneste år. Vævet, der binder de to ender af Europa sammen, har længe været nekrotiserende
_______

 

Polen har grebet det politiske øjeblik
Polen har indtil videre modtaget over 2 millioner flygtninge. En tilstrømning, der dramatisk udfordrer nationale myndigheder, lokale forvaltninger, kommuner og civilsamfundet. Befolkningstallet i hovedstaden Warszawa er steget med 17 pct. den seneste måned. Polen har påtaget sig en Herkules-opgave. Og høster med rette verdens anerkendelse for det.

Samtidig har Polen fået politisk oprejsning efter i årevis forgæves at have appelleret til resten af EU og til NATO-kredsen om truslen fra Rusland. Det står krystalklart, at Polen havde ret, og at afhængigheden af Ruslands gas har sat EU i en prekær situation sikkerhedspolitisk og forsyningssikkerhedsmæssigt.

Polen har af geografiske, kulturelle, sproglige og historiske grunde et langt bedre kendskab til Rusland end de fleste andre EU-medlemmer, og den viden er nu kommet i markant højere kurs. Det ved Polen, og det ved vi andre.

Polen har grebet det politiske øjeblik, der har præsenteret sig, og smeder, mens jernet er varmt. Mens andre vestlige lederes afmagt kan aflæses i den patos, de leverer på de sociale medier, tog den polske premierminister Mateusz Morawiecki den 15. marts til Kyiv sammen med vicepremierminister Jaroslaw Kaczynski, den tjekkiske premierminister Petr Fiala og Sloveniens premierminister Janez Jansa, hvor de mødtes med Præsident Volodymyr Zelenskiy.

Mødet var med længder den hidtil mest overbevisende solidaritetserklæring med Ukraine fra vestlig side. Og samtidig en masterclass for EU-toppen i Bruxelles, som de seneste uger må have erkendt, hvor vigtig Østeuropa er som politisk spiller i denne krise. De er ikke bare vigtige bufferstater mellem Vesteuropa og Rusland, de har også væsentlige indsigter, netværk, og en uhyre vigtig praktisk rolle at udfylde.

Det rykker balancen mellem Bruxelles og dele af Central- og Østeuropa, som for første gang siden medlemskabet i 2004 ikke kun befinder sig i rollen som ny i klassen eller som fast inventar i skammekrogen. Derfor vil EU formentlig blive nødt til at nedtone retorikken og i højere grad agere pragmatisk i forhold til den østlige dagsorden.

Spørgsmålet er, om der kan findes en ny magtbalance i EU-samarbejde. For mens anerkendelsen de østlige EU-landes evner er tiltrængt, er de politiske konflikter ikke forsvundet. De vil melde sig igen, når hverdagen indfinder sig på ny. 

 

Mens anerkendelsen de østlige EU-landes evner er tiltrængt, er de politiske konflikter ikke forsvundet. De vil melde sig igen, når hverdagen indfinder sig på ny

_______

Apropos denne artikel:

Rikke Wetendorff Nørgaard: Europa må bruge Trumps taktik, hvis vi skal have en plads ved bordet og sikre vores sikkerhed

Klaus Krogsbæk efter München: USA brød borgfreden i Vestens indre relationer – men afslørede også hykleriet i de ydre

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Amerikanerne søger tre svar fra europæerne om Ukraine. Hvad vil vi svare?

Jesper Olsen: Når kryolitstøvet har lagt sig, er der behov for en alvorlig samtale om genren: TV-dokumentar

Craig Calhoun: Vi er nødt til at tage alvorligt, hvor ødelagte de liberale demokratier var inden Trump

Jacob Kaarsbo: Det er ikke Putin, men europæerne, der er problemet for Trump. Derfor kan vi stå over for et stort transatlantisk brud