Carolina Magdalene Maier (RV): Gæt, hvem der står på mit balkort: Det gør Jakob Ellemann-Jensen

16.08.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Mette Frederiksens anvendelse af magten som statsminister har været tiltagende kynisk og alt andet end ydmyg. Derfor kræver vi i Radikale et regeringsskifte, som skal sikre en ansvarlig forvaltning af magten. Hvis Venstre viser sig fra sin bedste side, mener jeg, at en ny regering bør have Jakob Ellemann-Jensen i spidsen.

Kommentar af Carolina Magdalene Maier (RV)

Mange har kritiseret Radikale for give uklare udmeldinger. Kritikken lyder på, at man på den ene side giver Mette Frederiksen hård kritik for hendes håndtering af mink-sagen og hendes reaktion på kommissionens kritik, og på den anden side giver hende hele tre måneder før partiet vil stille et mistillidsvotum, hvis hun ikke har udskrevet valg.

”Så Radikale har tillid til Mette Frederiksen frem til d. 4. oktober, men ikke derefter”, har mange ironiseret på de sociale medier. Personligt stiller jeg mig nok et sted midt imellem dem, der mener, Radikale burde have trukket stikket med det samme, og dem, der mener, at det giver mening at vente, til Folketinget samles i oktober. Ingen ville have været tjent med et valg midt i sommerferien, men det ville i min verden have været både legitimt og mere i tråd med kritikkens alvor, hvis Radikale havde krævet, at Mette Frederiksen udskrev valg senest 1. september.

Mettes magtfuldkommenhed understreger behovet for et regeringsskifte

I stedet for at hænge os i datoer, så lad os hænge os i årsager. For der er alle gode grunde i verden til, at valget nødvendigvis må komme nu. Mette Frederiksens anvendelse af magten som landets statsminister har været tiltagende kynisk, ekskluderende og alt andet end ydmyg. Det så vi under corona-håndteringen, og det blev toppet af både hendes reaktion på mink-kommissionens utvetydige kritik af hendes embedsførelse, og senest for helt nylig hendes insisteren på ikke at hjemsende Barbara Bertelsen og de øvrige embedsmænd. Embedsmænd, som af mink-kommissionen har fået så alvorlig kritik, at deres embedsførelse nu skal undersøgelse for lovbrud.

Man kan simpelthen ikke være statsminister, når man forvalter sin magt så fuldkomment. Eller når man svarer på kritik med fornærmet mine og stædighed, som det er tilfældet med Mette Frederiksen. Af alle borgere i et demokrati er politikere den gruppe, der har det allerstørste ansvar for at udvise ydmyghed over for den opgave, de står med. Politikere er valgt på folkets nåde. Ministre er folkets tjenere i ordets oprindelige betydning. Mette Frederiksen og hendes ministre har været alt andet end det de seneste tre år. Derfor er det faktisk ret simpelt: hendes regering kan ikke fortsætte.

 

Politikere er valgt på folkets nåde. Ministre er folkets tjenere i ordets oprindelige betydning. Mette Frederiksen og hendes ministre har været alt andet end det de seneste tre år
_______

 

Men hvad skal der så ske efter et valg? Radikale har jo været ude og appellere til, at vi i dansk politik skal begynde at samarbejde over midten om samfundets udfordringer i stedet for at bedrive fløjkrige og beskylde hinanden for trumpistiske metoder, retorisk bullshit og andre lidet skønne betegnelser. De fleste må efterhånden være godt og grundigt trætte af den aktuelle politiske retorik. Det er på tide, at vi politikere begynder at tale sammen, lytte til hinanden, være nysgerrige og åbensindede. Det er på tide, at vi fokuserer på at løse problemer frem for på at hive gamle ideologier op, som passede til Velfærdsdanmark i 1950’erne. Det er på tide, vi erkender, at skal vi løse samfundets problemer, så må vi alle indgå kompromiser.

Derfor er et regeringssamarbejde hen over midten en rigtig god idé lige nu. Måske ikke for evigt. Men i disse tider, hvor danske politikere synes at slå rekord i stråmænd og spin, er der ingen andre muligheder end at tvinge de selvsamme ind i samme regeringslokaler for at træffe fælles beslutninger, som kommer alle borgere til gode. Derfor er en regering over midten nødvendig.

Lederen af et progressivt Venstre er det bedste bud på en ny statsminister

Hvem skal så stå i spidsen for den regering? Sofie Carsten Nielsen sagde for nylig, at der jo indtil videre kun er én, der har budt sig til i forhold til at stå for en sådan øvelse, og det er Mette Frederiksen. Det er jo en faktuel realitet.

Når det er sagt, så ville jeg godt nok være ked af at se Mette Frederiksen indtage Statsministeriet endnu en gang. Blandt De Radikale er jeg nok en af dem, der er mest kritisk overfor vores siddende statsminister. Jeg mener simpelthen ikke, Mette Frederiksen er værdig til at fortsætte som statsminister efter at have misbrugt sin magt så åbenlyst og samvittighedsløst, som jeg synes, hun har gjort det. En statsminister, der ikke udviser ydmyghed, som kommunikerer via de sociale medier, som ikke lytter, men stædigt fastholder sin position, og som fornærmes over kritiske spørgsmål, bør ikke få en ekstra chance.

Jeg er vild med Søren Pape som menneske, men jeg er indædt modstander af hans partis nationalkonservatisme og udlændingepolitik. Og så er der jo kun en mulighed tilbage! Så gæt, hvem der står på mit balkort: Det gør Jakob Ellemann-Jensen. Med ham i front har Venstre potentialet for at blive det ægte liberale parti, som det var engang. Et parti, som sætter de borgerlige frihedsrettigheder og vores retsstatsprincipper over alt, inklusive udlændingepolitik. Et parti, som aktivt modarbejder en større stat til gengæld for at give både erhvervsliv, ikke mindst iværksættere, og civilsamfund den plads og anerkendelse i samfundet, som disse sektorer fortjener. Det er i øjeblikket en opgave, som Socialdemokratiet slet ikke evner.

Det kræver dog, at Venstre tager et endeligt opgør med Dansk Folkepartis, Nye Borgerliges og Danmarksdemokraternes stupide udlændingebashing og med landbruget, når det kommer til at kræve landbrugets bidrag til et grønnere samfund og en friere natur. Hvis Venstre markerer sig progressivt og liberalt på disse to dagsordener, så ser jeg ingen bedre kandidat til at indtage Statsministeriet end Jakob Ellemann-Jensen.

Så, kære Jakob, skal vi danse? ■

 

Jeg er vild med Søren Pape som menneske, men jeg er indædt modstander af hans partis nationalkonservatisme og udlændingepolitik. Og så er der jo kun en mulighed tilbage!

_______

 

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er folketingskandidat for De Radikale i Københavns Storkreds, sociolog, debattør og forhenværende gruppeformand, undervisningsordfører og udlændinge- og integrationsordfører for Alternativet.

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik