Carsten Bonde Pedersen: Xi Jinpings magtposition er truet
27.07.2022
Mange eksperter undervurderer krisen i Kina: De økonomiske problemer har nået et omfang, hvor de begynder at true præsidentens greb om magten.
Kronik af Carsten Bonde Pedersen
Kinas præsident har i de seneste par år haft alle muligheder for at styrke sin indenlandske position og genvinde den vestlige verdens tillid. I stedet konfronteres Kina i dag med konsekvenserne af Xi Jinpings fatale fejlbeslutninger. Stigende indenlandsk utilfredshed med præsidenten har rejst tvivl om, hvorvidt han stadigvæk har befolkningens og ikke mindst parti-elitens støtte til at få en tredje periode som ”kernelederen”.
Xi har ellers mestret magtspillet i Kommunistpartiet til sin egen fordel siden den tidligere generation af ledere, som nogen godtroende mener, overdrog ham magten for et årti siden. Til gengæld har hans fastholdelse af magten ikke nødvendigvis været til gavn for Kina. I stedet for Maos “Store Spring Fremad” kan det ligne et ”Stort Spring Tilbage”. Xi har bragt mange af sine forgængeres økonomiske fremskridt i fare på grund af en centralistisk og 1950’er-agtig tilgang til de problemer, som landet står overfor. Det gælder ikke mindst coronapandemien, det overvurderede ejendomsmarked og den markante økonomiske ulighed. Dertil kommer den måske største fejlbeslutning af dem alle, nemlig Kinas manglende afstandtagen til Ruslands invasion af Ukraine.
Xi har bragt mange af sine forgængeres økonomiske fremskridt i fare på grund af en centralistisk og 1950’er-agtig tilgang til de problemer, som landet står overfor
_______
Fra lang optur til akut krise
Under Xi Jinping har Kina lagt afstand til, hvad han ser som Vestens dekadence, i form af dét, jeg har kaldt ”Den Anden Kulturrevolution”. I de senere år har præsidenten vist sit og dermed Kommunistpartiets sande ansigt. At han er blevet mere autoritær præsident er dog ikke en overraskelse.
Politisk forfølger partiet en multi-dimensional strategi. For det første skal målsætningen om “dual circulation” gøre Kina uafhængig af vestlige økonomier. For det andet har præsident Xis “ædle mål” om at øge den “fælles velstand” [“common prosperity”] til formål at eliminere social ulighed. Det sidste har i hvert fald været den officielle forklaring. Faktum er dog, at dét også har været endnu et politisk redskab, hvormed Xi Jinping kan eliminere mulige politiske rivaler – herunder Alibabas Jack Ma og Tencents Pony Ma.
Men sammen med coronapandemien har denne ”rigtige socialisme” ført til en markant økonomisk afmatning.
Kina står overfor det, der ligner den værste økonomiske krise i årtier. Forbrugerne og virksomhederne har mistet tilliden til fremtiden. Der er tegn på, at Kina står i begyndelsen af en bankkrise. At huspriserne er på vej ned, forværrer krisen, da ejendomsmarkedet hidtil har været anset som det eneste ”sikre” investeringsobjekt for husholdninger og investorer i modsætning til et manipuleret kinesisk aktiemarked.
Den private sektor har ikke længere nogen anelse om, hvad Beijing vil i fremtiden. De senere år har været ét langt kaotisk forløb.
Den private sektor har ikke længere nogen anelse om, hvad Beijing vil i fremtiden. De senere år har været ét langt kaotisk forløb
_______
Investorerne tvivler
I andet kvartal af 2022 faldt den økonomiske aktivitet i Kina med 2.6 pct., hvilket kan henføres direkte til Beijings aggressive håndtering af ”nul-tolerance”-strategien overfor corona. Økonomien voksede kun med 0.4 pct. i forhold til samme kvartal året før. Flere økonomer vurderer dog, at den omfattende Covid-håndtering alene bidrager med en vækst på 1.8 pct. Det betyder altså, at økonomien reelt skrumper – og flere kinesiske og udenlandske erhvervsfolk i landet, som forfatteren til denne artikel har talt med, fortæller da også, at det føles, som om recessionen er begyndt. Dét vil regeringen dog næppe anerkende offentligt før den vigtige 20. partikongres i oktober, hvor Xi forventer at få støtte til en tredje regeringsperiode.
Xi Jinpings ”sande politiske ansigt” har skabt tvivl om værdien af de milliarder af dollars, som vestlige virksomheder har investeret i Kina – ikke mindst efter at udenlandske virksomheder har måttet afhænde eller efterlade aktiver i Rusland til en usikker skæbne.
Ingen vestlige virksomheder tør dog officielt forholde sig til den risiko, som Kina udgør i dag. De affejer elegant problematikken med argumentet om, at ”Kina ikke er Rusland”, om end mange af de samme virksomhedsledere fejlbedømte Ruslands præsident Putin. [Se fx dette interview med Jörg Wuttke, formand for EU’s handelskammer i Kina: China is losing its credibility as the best sourcing location in the world.]
De økonomiske konsekvenser af at sige det modsatte – at ”Kina faktisk er Rusland” – vil blive nærmest uoverskuelige. Det gælder for Europa og USA på den ene side, men også for Kina selv, fordi økonomierne er indbyrdes tæt forbundne. I dag er samhandel med de vestlige lande og virksomheder en af de få vækstfaktorer i den kinesiske økonomi. Derfor er det også frygten for fremtiden, som dominerer hos private kinesiske virksomheder [se fx Bloombergs artikel: Rich Chinese Worth $48 Billion Want to Leave – But Will Xi Let Them?]
Ingen vestlige virksomheder tør dog officielt forholde sig til den risiko, som Kina udgør i dag. De affejer elegant problematikken med argumentet om, at ”Kina ikke er Rusland”, om end mange af de samme virksomhedsledere fejlbedømte Ruslands præsident Putin
_______
En række af fejlbeslutninger
Demokrati er ikke en garanti for de rigtige beslutninger – Merkel-årene i Tyskland er et enestående eksempel. Men demokrati forhindrer ofte konsekvenserne af de værste politiske beslutninger i at blive endnu større, om end det tog sin tid i Tyskland.
De fleste fejlbeslutninger kan føres direkte tilbage til Xi Jinping. Når det går galt i autoritære stater som Kina, går det som regel rigtigt galt. I lande med autoritære regimer er de politiske ledere enten egenrådige eller har kun få rådgivere, som de lytter til. Som årene går, forsvinder den kritiske rådgivning som regel og bliver dermed mindre værdifuld. ”Autokratiets anatomi” kræver udrensningsprocesser og rådgivere, som siger det, autokraten gerne vil høre. Derfor risikerer fatale fejlbeslutninger ikke at blive rettet op, før det er for sent. Det er præcist, hvad Xi Jinping er bevis for i de senere år. [se fx: The Triumph and Terror of Wang Huning, oktober 2021].
For den autoritære leder og hans rådgivere er de personlige konsekvenser ved at indrømme egne fejltagelser store, fordi den ”egenrådige” ofte har skabt sig selv mange fjender på vej op i det politiske hierarki. Derfor vil corona-strategien, som var succesfuld i 2020 og første halvdel af 2021, ikke forsvinde foreløbigt. Det gælder, selv om det er tydeligt for enhver, at strategien ikke giver nogen mening med de mere smitsomme omikron-varianter [se fx China braced for renewed lockdowns as Omicron subvariant spreads]. Desuden tyer autokraten ofte til at gøre kritikerne tavse i form af repression. I den henseende har Xi Jinpings regeringsperiode ikke adskilt sig, da ytringsfriheden er blevet indskrænket markant.
Xi Jinping har fx slået hårdt ned på flere af de mest succesfulde virksomhedsledere i Kina, specielt indenfor tech-industrien. De er sandsynligvis blevet set som potentielle magtcentre, som har stukket hovedet lidt for langt frem. Men det er et eksempel på, at Xi og hans rådgivere ikke forstår konsekvenserne af deres handlinger. Kampagnen mod succesfulde entreprenører har skabt et forgiftet forretningsklima, hvor virksomhedsejere ikke længere ved, om succes bliver anset som positivt. Det har skabt endnu større økonomisk usikkerhed.
Jo mere effektivt Xi Jinping har elimineret kritikere i og udenfor partiet, jo mindre værdifuld og bredt-funderet rådgivning har han kunnet modtage.
Det kan have ført til den manglende fordømmelse af Rusland efter invasionen af Ukraine, som sandsynligvis var baseret på den antagelse, at præsident Putin ville sejre i løbet af få dage eller uger. Xi og hans rådgivere har tilsyneladende overset, at Beijing kunne have benyttet muligheden til at gøre Kina til en pålidelig partner for EU og Japan. Man kunne have sat en kile mellem USA på den ene side og EU og Japan, hvis man havde fordømt Ruslands invasion af Ukraine og opført sig som en anstændig supermagt. I stedet viste Xi Jinping sit sande ansigt ved at intensivere både handel og militært samarbejde med Rusland.
Konsekvensen er, at Japan, Sydkorea, Australien og EU igen er rykket tættere på USA efter et tumultarisk forhold til Det Hvide Hus under Trump-administrationen. Samtidig har man i disse hovedstæder besluttet at øge militær-udgifterne markant – og i øvrigt vise større forståelse for Taiwans selvstændighedskamp.
Utilfredsheden er tilsyneladende så stor, at kineserne intet gør for at skjule kritik i en tid, hvor ytringsfriheden har trange kår
_______
Trods justeringer forbliver retningen uforandret
Xi Jinpings lederskab har været et dyrt bekendtskab for Kina, der som nævnt står i en vanskelig økonomisk situation. Dog bør Xi have kredit for at have forsøgt at konfrontere landets høje gældsniveau og de store indkomstforskelle. Men regeringen har ikke forstået, at en nedbringelse af gældsætningen øger behovet for andre vækstcentre, hvis ikke økonomien skal falde i en dyb recession. Tværtimod har Xi gjort det modsatte ved at underminere grundlaget for privat iværksætteri og gøre Vesten til sin fjende. Det sidste har lagt låg på investeringerne og fået europæiske og amerikanske virksomheder til at flytte produktion væk fra Kina til fordel for fx Vietnam.
Præsidentens fejltagelser er nu så omfattende og tydelige, at Xi har al mulig grund til at frygte oppositionelle kræfter i partiet og hos befolkningen. Ifølge kilder i landet er den kinesiske økonomi i en meget værre situation end afspejlet i den officielle statistik.
Man står som nævnt overfor kriser både i banksektoren og på ejendomsmarkedet, som vil forstærkes, medmindre Beijing åbner pengekassen. Mange af de lokale myndigheder er løbet tør for penge, fordi deres væsentligste indtægtskilde, salg af jord, er kollapset. Ifølge kreditvurderingsfirmaet S&P er 30 pct. af lokalregeringerne i en alvorlig gældssituation. Ungdomsarbejdsløsheden er tæt på 20 pct., hvilket ikke er langt fra niveauet i Spanien. Et stort antal nyuddannede studerende kan ikke finde job. Og finder de arbejde, får de væsentligt mindre løn end for et år siden. Det gælder også for andre lønmodtagere. Mange har set deres bonus forsvinde, som ofte udgør 40 pct. af deres samlede løn.
Regeringen skal også håndtere de mange mennesker, der har mistet deres levebrød på grund af Beijings katastrofale håndtering af anden bølge af pandemien – og mange er fortsat berørt af pandemien. Investeringsselskabet Nomuras cheføkonom Ting Lu vurderer, at 20 pct. af befolkningen er under hel eller delvis lockdown. Mest bekymrende for Xi er, at kritikken er rettet direkte mod ham: Hans popularitet -der er svær at vurdere i fraværet af meningsmålinger – ser ud til at være faldet markant, om end det kun kan baseres på en kvalitativ vurdering. Utilfredsheden er tilsyneladende så stor, at kineserne intet gør for at skjule kritik i en tid, hvor ytringsfriheden har trange kår. Det kommer til udtryk på de sociale medier og i flere tilfælde protester mod corona-relaterede nedlukninger. [se fx Students protest, discontent grows over China’s COVID policy.]
Xi har måttet erkende, at Kinas økonomi har brug for Europa og USA i længere tid end det, der var hans oprindelige plan
_______
Xi Jinping kan ikke længere vide sig sikker på magten
Xi Jinpings seneste handlinger viser, at ledelsen nu erkender, at noget er gået grueligt galt. Derfor er Xi tvunget til at korrigere retningen – her og nu. Det har givet et comeback til premierminister Li Keqiang i rollen som “brandslukker”. Formand Mao brugte den samme strategi efter sine mange katastrofale beslutninger i 1950’erne og 1960’erne.
Konsekvensen er, at Kina bevæger tilbage til den strategi, som Xi Jinping havde forsøgt at afvikle. I sidste uge offentliggjordes regeringen nye infrastruktur-investeringer på 149 mia. dollars.
Beijing har ligeledes lavet de første tilnærmelser til Vesten, ikke mindst EU, i håb om en form for forsoning. Xi har måttet erkende, at Kinas økonomi har brug for Europa og USA i længere tid end det, der var hans oprindelige plan. I sidste uge inviterede præsident Xi derfor de politiske ledere fra Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien til Kina i november – kort efter partikongressen. De har endnu ikke svaret på invitationen. Flere vestlige lederes tillid til Xi Jinping er præget af, at de efterhånden ser flere lighedspunkter med Ruslands præsident Putin [se fx: Bundesregierung droht Huawei mit Rausschmiss.] Det er en europæisk erkendelse, som kommer alt for sent.
For Beijing viser ingen tegn på en opblødning i sin udenrigspolitik [se fx denne South China Morning Post-artikel: China sends troops and tanks to Russia ahead of next month’s military games.] Og Beijings ”brandslukning” vil aldrig blive andet og mere end netop ”brandslukning”, så længe Xi er præsident.
Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Kina og EU-landene har al mulig økonomisk grund til at finde sammen igen. Kina står overfor mange af de samme udfordringer som Japan – ikke mindst en faldende og aldrende befolkning. Det kræver dog en helt anden udenrigspolitisk tilgang i Beijing, som Xi Jinping ikke ser ud til være i stand til at levere – ligesom det kræver udenrigspolitisk fleksibilitet i Washington. Hvis Xi Jinping ønsker at lede opmærksomheden væk fra de nævnte problemer, kan han tværtimod været fristet til at skabe en international krise – og dét kan Nancy Pelosis forestående besøg i Taiwan skabe forudsætningerne for.
Hvad Kina har brug for, er en fortsættelse af de økonomiske reformer med det formål at skabe sund vækst, som vil være til gavn for hele befolkningen. Men det vil ikke nødvendigvis understøtte Xi Jinping og Kommunistpartiets fremtidsplaner, for med de økonomiske reformer vil følge en spredning af den politiske magt.
Spørgsmålet er så, om “brandslukkeren” Li Keqiang ender som syndebuk? Det kan blive udfaldet – hvis konsekvenserne af Xi Jinpings strategiske fejltagelser i de kommende måneder viser sig så store, at de truer med at afspore hans plan om at få en tredje periode som landets leder.
De fleste Kina-eksperter mener, at det vil lykkes – og at Xi kan føle sig sikker på magten. Forfatteren til denne artikel deler ikke denne opfattelse. En mere præcis forudsigelse er, at Xi Jinping sidder sikkert på magten, indtil han ikke længere gør det. ■
Spørgsmålet er så, om “brandslukkeren” Li Keqiang ender som syndebuk? Det kan blive udfaldet – hvis konsekvenserne af Xi Jinpings strategiske fejltagelser i de kommende måneder viser sig så store, at de truer med at afspore hans plan om at få en tredje periode som landets leder
_______
Carsten Bonde Pedersen (f.1961) ejer analysefirmaet Insightview.eu, som har eksisteret siden 2010. Firmaet analyserer og identificerer globale politiske og økonomiske trends med speciel fokus på Kina. Insightview.eu udgiver også månedsbrevet Insightperspectives.eu. Carsten Bonde arbejdede i finanssektoren i 1986-2010. ILLUSTRATION: Præsident Xi Jinping holder tale efter indsættelsen af den nye regering i Hong Kong, 1. juli 2022, i anledning af 25-årsdagen for kronkoloniens overdragelse til Folkerepublikkken. [FOTO: Selim Chtayti/Pool via REUTERS/Ritzau Scanpix]