Casper Wichmann i RÆSONs nye trykte nummer: Xi Jinping står med et valg mellem pest eller kolera
04.07.2022
Det så længe ud til, at Kina havde fat i den lange ende, når det gjaldt kampen mod corona. Men virusvarianterne har sat landets nul-case-coronastrategi på en prøve, der kan få store konsekvenser for både samfundet og landets økonomi.
Artiklen indgår i RÆSONs nye sommernummer, der har titlen: “Dette er 2022”. Ude nu.
Af Casper Wichmann
Resten af verden kunne se til, da Kina som det første land blev ramt af COVID-19 og skulle tackle sygdommen. Billeder og videoer på sociale medier viste de tomme gader i Wuhan – hvor myndigheder for at holde folk i karantæne svejsede døre til – mens droner bad ældre mennesker om at gå hjem og isolere sig selv. Selvom indbyggerne i Wuhan måtte finde sig i at være i nedlukning i lidt over to måneder, kunne resten af Kina relativt hurtigt vende tilbage til et nogenlunde normalt liv. Med en nul-case-strategi og med hjælp fra teknologien fik man banket smitten på plads. Fx indførte landet tidligt sin egen version af et coronapas, sundhedskoderne, hvor en QR-kode med tre farver, rød, gul og grøn, afgjorde, hvorvidt man kunne bevæge sig frit i samfundet eller skulle isolere sig.
Kinas Kommunistiske Parti med Xi Jinping i spidsen havde således opnået en stor sejr, der endda kastede stor ros fra WHO af sig, trods skepsis og protester fra stemmer i Vesten. Dette var et budskab, som man fra officiel side – ikke overraskende – udnyttede til at proklamere, at det kinesiske politiske system koblet med landets teknologiske formåen var Vesten overlegent. Især over for USA, hvor smittetilfældene og dødstallet blev ved med at stige støt op igennem 2020. Billederne af tomme gader kom nu fra Vesten, mens tusindvis af Wuhan-indbyggere mødtes til en pool party-musikfestival.
Da COVID-19 muterede, skulle store dele af verden igennem både Delta- og Omikron-varianten, mens Kina tilsyneladende var sluppet med den første bølge. Men så begyndte Delta- og Omikron-tilfælde også at stige i de kinesiske byer.
Shanghais hårde nedlukning
I begyndelsen af i år blev byen Xi’an, kendt for Terrakottahæren, og dens 13 millioner indbyggere lukket ned i en måned – den strengeste coronarestriktion, Kina havde indført siden Wuhan. I marts blev byen Shenzhen, Kinas techcentrum, også ramt af stigende smittetilfælde. Det førte ligeledes til en nedlukning, men her kunne indbyggerne dog ,nøjes’ med at være lukket ned i en uge. Nul-case-strategien syntes derfor stadig at fungere.
Da de første tilfælde af både Delta- og Omikron-varianterne dukkede op i Shanghai, skulle millionbyen – og Kinas internationale ansigt udadtil – i første omgang kun lukkes ned i en weekend. Baseret på erfaringerne fra Shenzhen var forventningen – og håbet – i Shanghai, at man måske kunne slippe med kun at være lukket ned for en meget kort bemærkning: Snart ville smitten falde, og man kunne forhåbentlig hurtigt vende tilbage til et normalt liv. Men weekenden blev til en uge, og snart var der gået en måned uden nogen udsigt til, at byen ville åbne igen foreløbig.
Shanghai gik fra at være eksemplet på det moderne Kinas økonomiske og teknologiske styrke til at være et skræmmeeksempel på, hvor grelt det kan gå, når de kinesiske myndigheder ikke er dygtige nok til at håndtere uventede situationer. På både de kinesiske og de vestlige sociale medier blev der delt billeder og videoer af problemerne, myndighedernes håndtering og ikke mindst borgernes utilfredshed med det hele. Nedlukningen og håndteringen førte et enormt kaos med sig, hvor bl.a. strenge checkpoints og tvungen isolation på særlige centre betød, at borgerne i Shanghai i de værste tilfælde blev isoleret fra deres børn, fik kæledyr slået ihjel og havde svært ved at få leveret mad.
Man risikerer mange smittetilfælde og dødsfald blandt den ældre kinesiske befolkning, hvis man lader Delta- og Omikron-varianterne få mere frit spil. Sundhedsvæsenet er sårbart og vil meget let kunne vælte
_______
Shanghai er både landets finansielle centrum og mest internationale storby, og shanghaineserne har en meget klar selvopfattelse, når det kommer til deres status og position. Det var derfor ingen overraskelse, at mange af indbyggerne i millionbyen var ekstremt utilfredse med den behandling, som de blev udsat for. Frustrationerne fik frit løb, hvor den kunne. Folk råbte ad myndighederne fra vinduerne, stillede tomme køleskabe ud på altanerne som protest over manglen på fødevarer og brugte især de sociale medier som ventil for vreden. Sidstnævnte så man det største eksempel på i midten af april, da en video med titlen Aprils Stemmer begyndte at blive flittigt delt: sort/hvide billeder ledsaget af forskellige lydklip fra borgere, der alle udtrykker deres dybe utilfredshed med myndighedernes håndtering af smitten. Selv det ekstremt effektive censurapparat havde svært ved at følge med.
Hvorfor holder man fast i nul-case-strategien?
I Danmark og mange andre dele af verden er coronastrategien løbende blevet ændret og tilpasset i takt med nye varianter, men også udrulningen af vaccineprogrammer. Samtidig er sundhedssektoren blevet langt klogere på – og dermed bedre rustet til – at behandle patienter for corona. Hvorfor foretager Kina ikke de samme justeringer?
Der er flere forklaringer på, hvorfor Kina fastholder sin strategi. En af grundene er vaccinationsraten. Det kinesiske lederskab valgte at få de unge kinesere, der er en del af arbejdsstyrken, vaccineret først, så man kunne få gang i økonomien igen og dermed sikre, at væksten ikke led alt for hårde tab. Derfor har Kina ikke i tilstrækkelig grad fået færdigvaccineret den ældre og sårbare del af befolkningen. Kun halvdelen af kineserne over 80 år er fuldt vaccinerede, og mindre end en femtedel har modtaget et booster-skud. At der kun var få tilfælde i starten, betød, at mange borgere ikke så det som en nødvendighed at blive vaccineret (og dertil kommer misinformation om, at vaccinerne kan være skadelige). Den succesfulde håndtering af den allerførste bølge af corona betød også, at man ikke fik testet vaccinerne tilstrækkeligt – og også, at der var for få tilfælde til at skabe immunitet.
Med andre ord: Man risikerer mange smittetilfælde og dødsfald blandt den ældre kinesiske befolkning, hvis man lader Delta- og Omikron-varianterne få mere frit spil. Sundhedsvæsenet er sårbart og vil meget let kunne vælte, hvis der kommer en voldsom stigning i antallet af coronasmittede, der fx skal indlægges og have ilt. En undersøgelse fra Fudan University i Shanghai viste, at en fjernelse af nul-case-strategien ville føre til 120 millioner symptomatiske tilfælde af COVID-19, fem millioner indlæggelser på hospitalerne samt 1,55 millioner døde. Det vil således være et meget stort sats at lempe nu.
Beijing, 25. april, 2022: Xi Jinping taler med studerende på Renmin University of China forud for ,ungdommens dag’ [FOTO: Ju Peng Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix]
Nul-case-strategien som symbol
Men nul-case-strategien er som sagt også blevet et symbol på, at det kinesiske politiske system er de vestlige overlegent. Især på Twitter har repræsentanter fra kinesiske statsmedier, diplomater m.fl. ikke været blege for at pege fingre ad især den amerikanske håndtering og påpege landets antal af døde, der var markant højere end det kinesiske, selv når man tager de officielle tal med et gran salt. Hvis Kina endte med dødsfald på niveau med eller højere end det i USA, ville det være et eklatant ansigtstab for både partiet og Xi Jinping. Det må ganske enkelt ikke ske.
Internt i Kina har forskere sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt man gør klogt i at fastholde nul-case-strategien, og WHO har offentligt udtalt, at strategien ikke er holdbar på længere sigt. Kritikken og opfordringen har dog ikke fået de kinesiske myndigheder til at ændre kurs. Tværtimod udtalte Xi Jinping i starten af maj, at man fra Politbureauets stående udvalg – det højeste magtorgan – ville være fuldkommen urokkelige i fastholdelsen af nul-case-strategien. I sin tale nævnte Xi, at Kina havde vundet slaget i Wuhan, og at man derfor også vil vinde slaget i Shanghai samt andre kommende coronaslag.
Xi Jinping har altså låst sig fuldkommen fast på nul-case-strategien, og som analytikere påpegede, var talen et klart signal til alle, der måtte have udtalt sig kritisk. Håbet er at få implementeret nul-case-strategien i en sådan grad, så man undgår det kaos, man har set i Shanghai. Fastholdelsen af nul-case-strategien skal derfor også ses i et politisk lys, hvor Xi kæmper for sin egen legitimitet internt i partiet. Kritikere må forstå, at der ikke er noget at komme efter, og at de gør bedst i at falde ind efter Xis linje. Men beslutningen er ikke uden konsekvenser.
Usikkerheden breder sig
Massetest af befolkningen, som er en vigtig del af strategien, er i sig selv meget dyr. Kinas nationale sundhedskommission har estimeret, at alle kinesiske byer skal have et testcenter per 2.000-3.000 indbyggere. Kun seks kinesiske byer opfylder dette, og hovedstaden, Beijing, er endda langt fra det. Og de mange PCR-massetests, som store dele af den kinesiske befolkning bliver underlagt, når nye smittetilfælde dukker op, koster store summer i bl.a. materialer og ansatte. Hvis alle kinesiske byer skulle køre med samme test-setup som i Shanghai, ville det koste omkring 1.700 mia. danske kroner om året.
Det har presset en række provinsregeringer. I Jilin finansierer man fx testsystemet med penge, der egentlig var øremærket til fattigdomsbekæmpelse. Så sent som sidste år talte Xi Jinping meget om ,fælles velstand’, som skulle skabe mere økonomisk lighed i Kina, men dette projekt må altså vige for coronabekæmpelsen.
Xi Jinping og partiet står med et valg mellem pest eller kolera: Skal man lempe nul-case-strategien og tage de sundhedsmæssige og politiske konsekvenser, eller skal man holde fast i den, med risiko for at lide økonomiske tab, gamble med befolkningens mentale helbred og skræmme udenlandske virksomheder væk?
_______
En af de allervigtigste kilder til partiets legitimitet er økonomisk vækst, der derfor altid prioriteres højt af ledelsen. Økonomien var i forvejen presset efter to års corona og krigen i Ukraines følger. Men fabrikker, forretninger og hele forsyningskæder bliver igen og igen forstyrret eller ligefrem lammet af nedlukningerne og restriktionerne. Mange spekulerer på, hvilke stimuli man kan forvente fra regeringen for at holde dampen oppe.
For udenlandske virksomheder har Kina altid været et vanskeligt land at lave forretning i grundet landets mange restriktive regler og politiske forhold. Men de seneste år har set særligt mange tilfælde af uro, der uden tvivl må have givet en del panderynker. Nye datalove og love omkring databeskyttelse har betydet, at virksomhederne har været nødt til at afkoble den kinesiske del af forretningen. Nu har nul-case-strategien og de hårde nedlukninger så tilføjet en helt ny grad af uforudsigelighed. For mange udenlandske virksomheder betyder det før så attraktive kinesiske marked ikke længere nok til, at man vil investere langsigtet – og en del begynder derfor at se sig om efter alternativer. Til usikkerheden bidrager også krigen i Ukraine og Kinas indirekte støtte til Rusland, da Kina kan risikere også at blive ramt af Vestens sanktioner, som dermed kan påvirke de udenlandske virksomheder negativt.
Den lange nedlukning af Shanghai vil sætte sine spor blandt indbyggerne, og især blandt den yngre del af befolkningen er der risiko for, at det mentale helbred kan lide permanent overlast. I bl.a. Korea og Japan er selvmordsraten blandt unge, især kvinder, steget markant efter coronapandemien. Det er ikke utænkeligt, at det kan ske i Shanghai. For mange af de unge har den hårde nedlukning i år været deres første møde med, hvor hårdhændet det kinesiske styre kan være, når målet helliger midlet. Det er ikke nogen hemmelighed, at unge mennesker i dagens Kina i forvejen lever under et ekstremt stort pres med stadig stigende krav fra omverden.
Xi Jinping og partiet står derfor med et valg mellem pest eller kolera: Skal man lempe nul-case-strategien og tage de sundhedsmæssige og politiske konsekvenser, eller skal man holde fast i den, med risiko for at lide økonomiske tab, gamble med befolkningens mentale helbred og skræmme udenlandske virksomheder væk?
Lang vej endnu
2022 er ikke et hvilket som helst år i Kina, da partiet afholder sin 20. partikongres i slutningen af efteråret. Det er her, at Xi Jinping med den største sandsynlighed vil få sin tredje – og i nyere tid uhørte – periode som partiets og Kinas ubestridte leder.
Der går altid en masse rygter om kinesisk toppolitik, netop fordi det hele er så lukket og ugennemsigtigt – og endnu flere, når partikongressen nærmer sig. Og i år har der været meget snak om intern kritik af Xi Jinping – dels pga. alliancen med Putin, dels pga. nul-case-strategien. Corona HAR givetvis affødt heftige diskussioner bag partiets lukkede døre. Og man bør også forvente, at der vil blive fundet en syndebuk, som Xi kan udpege over for befolkningen. Det havde være ventet, at Shanghais partisekretær, Li Qiang, ville blive forfremmet til en plads i det stående udvalg i partiets politbureau, landets mest magtfulde forum, men Shanghais coronasituation har fået nogle til at betragte det som udelukket. Det er et godt spørgsmål, hvor hård en straf Xi Jinping vil give Shanghai, der i nyere historie har været en stærk magtfaktor i kinesisk politik – det kræver noget at lægge sig ud med byens prominente partibosser.
Hvor længe vil man fastholde nul-case-strategien? I hvert fald i hele 2022, mener de fleste iagttagere. Partiet vil for alt i verden undgå, at smitten skal få tag i Beijing, så byen skal lukkes ned, hvilket vil udelukke at afholde partikongressen fysisk.
Der er stadigvæk lang vej endnu, hvis Kina skal nå at få udviklet egne vacciner, som også er tilstrækkeligt modstandsdygtige over for de nye varianter – som der stadigvæk kan komme flere og nye af. Det vil også kræve tid og investeringer, hvis det kinesiske sundhedsvæsen skal udbygges, i en sådan grad at man vil kunne håndtere mange samtidige smittetilfælde. Ligeledes vil det også tage noget tid at få færdigvaccineret den ældre del af befolkningen over 80 år. En indikation på, hvilken tidshorisont vi kan forvente os, kom i maj, da de kinesiske myndigheder afstod værtskabet for Asien Cup-mesterskabet i fodbold, der skulle have fundet sted i juni-juli 2023. Noget kunne derfor tyde på, at Kina ikke forventer at kunne fungere åbent som normalt – selv et år ud i fremtiden.
I skrivende stund er Shanghai til en vis grad genåbnet, men nye tilfælde betyder også, at dele af millionbyen står til at blive massetestet igen. I Beijing er man indtil videre sluppet forholdsvis nådigt igennem forårets smittebølge og har dermed foreløbig kunnet undgå store nedlukninger som i Shanghai. Men i hele Kina spørger man: Hvor og hvornår mon den næste nedlukning rammer? For mange, især unge, i Shanghai har nu oplevet på egen krop, at partiet ikke skyr nogen midler for at nå sine mål, og at rettigheder ikke er noget, som man automatisk har. Hvordan dette vil påvirke befolkningen fremover, er umuligt at sige, men det vil uden tvivl ligge i baghovedet hos mange, hvis myndighederne ikke får styr på pandemien, sådan som den kinesiske middelklasse forventer af dem.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Kina først opgiver nul-case-strategien, når Xi Jinping er sikker på, at hverken han selv, partiet eller Kina risikerer at tabe ansigt ved at gøre det. ■
I Beijing er man indtil videre sluppet forholdsvis nådigt igennem forårets smittebølge og har dermed foreløbig kunnet undgå store nedlukninger som i Shanghai. Men i hele Kina spørger man: Hvor og hvornår mon den næste nedlukning rammer?
_______
Casper Wichmann (f. 1984) er uddannet cand.mag. i Kina-studier fra Københavns Universitet. Han arbejder som daglig leder af Kina-tænketanken ThinkChina under Københavns Universitet, er medstifter og medredaktør af Sinolytica og optræder regelmæssigt i danske medier og kommenterer på anliggender vedrørende Kina. ILLUSTRATION: Shanghai 2. juni 2022: En medarbejder gør sig klar til at pode efter to måneders nedlukning i Kinas største by [FOTO: Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix]