Connie Hedegaard i RÆSONs trykte nummer: Til forsvar for COP26
06.01.2022
Set tæt på er COP’erne en frustrerende oplevelse. Men rent faktisk skaber de resultater og forandring. Ikke lige store resultater hvert år – og efter min mening kunne man fint nøjes med de helt store COP’er hvert andet år og så indimellem lave mindre, tematiske konferencer – men ,bla, bla, bla’ fører faktisk til handling. Især når borgerne, kunderne og civilsamfundet imellem COP’erne holder beslutningstagerne op på de mange ord og kræver dem omsat til – endnu mere – konkret handling. Dén rolle er mere afgørende end nogensinde.
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, der har titlen: “Hvem tager ansvar for verden?”
Af Connie Hedegaard
Allerede før COP26 var slut, havde Greta Thunberg og hendes hird af unge klimakrigere afsagt dommen: Klimakonferencen i Glasgow var bare endnu en omgang ,bla, bla, bla’.
Som én, der har deltaget i 13-14 COP’er, forstår jeg helt utålmodigheden, og jeg genkender fra min første COP (COP10 i Buenos Aires i 2004) fristelsen til at afskrive det, der foregår på de store FN-konferencer, som et gigantisk cirkus, hvor indlæg efter indlæg giver udtryk for, at man skam har forstået alvoren, og at verden skal gøre mere, handle hurtigere, beslutte bedre … alt imens de højstemte ord står i skærende kontrast til de faktiske handlinger. Alt for ofte viser det sig, at det er nogle andre end talerens eget land, der skal gøre mere. Som sagt: Det er nemt nok at blive frustreret og vred over snegletempoet og over, at det kan tage dage, uger, ja, år at få forhandlet konkrete ord og begreber ind i de snørklede FN-tekster, der typisk er det umiddelbart mest konkrete resultat af en COP.
Alligevel har jeg gennem årene også set, at lige så svært og sendrægtigt det er at få ord ind i de tekster, som alle verdens lande skal enes om, lige så svært er det at få dem ud igen. Når først de er kommet ind, er der noget at bygge på og kroge at tage fat i for regeringer og kommuner, virksomheder, investorer og ikke mindst for civilsamfundet. Der er masser af eksempler på det i klimakonferencernes brogede historie. I København lovede ilandene fx, at de fra 2020 ville give 100 mia. dollars om året i klimabistand til udviklingslandene – og nej, man nåede ikke helt i mål, men mødte dog frem i Glasgow med kun godt og vel 80 mia.
I København lovede ilandene fx, at de fra 2020 ville give 100 mia. dollars om året i klimabistand til udviklingslandene – og nej, man nåede ikke helt i mål, men mødte dog frem i Glasgow med kun godt og vel 80 mia.
_______
Uden for al diskussion toppinligt for de rige lande, da ikke mindst efter en pandemi, hvor det har været tydeligt, at der er milliarder nok. Alligevel er løftet fra COP15 i København et eksempel på, at når først noget er aftalt, kommer der mere handling, end vi ville have set uden løftet. I månederne op til Glasgow, hvor regeringscheferne vidste, at de skulle stå til ansvar over for verdenssamfundet, havde USA, EU, Australien, Canada, Japan og rigtig mange andre lande travlt med at få fundet ikke så få flere milliarder. ,Bla, bla, bla’ kan faktisk presse til handling.
Et andet eksempel er Paris-aftalen fra 2015, hvor landene aftalte, at de hvert femte år skal se hinanden i øjnene og så komme med bud på, hvordan de løbende vil øge deres klimaambitioner. Tanken er den såkaldte ambitionsmekanisme: Når et land ser de andre lande – altså konkurrenterne – begynde at levere på det, de har lovet, samtidig med at teknologien bliver bedre, og priserne lavere, ja, så tør det enkelte land forhåbentlig forpligte sig på at gøre endnu mere, end det lovede i 2015.
COP26: aktivister demonstrerer på sidstedagen for klimakonferencen iført masker af verdens ledere, herunder bl.a. Boris Johnson, Joe Biden, Narendra Modi, Xi Jinping og Vladimir Putin, 12. november 2021 [foto: Jane Barlow/PA Images/Ritzau Scanpix]
Klimakonferencen i Glasgow var første gang, denne ambitionsmekanisme skulle stå sin prøve. Den virkede faktisk. EU kom med sit 55-pct.-reduktionsmål for 2030 – betydeligt mere, end man var klar til at love i Paris. Det samme gjorde USA, Japan, Korea og mange andre lande. Mere end 140 lande har nu indleveret mål til FN’s Klimasekretariat. Ikke mindst var det decideret opsigtsvækkende, at premierminister Modi på Indiens vegne annoncerede, at landet skal være CO2-neutralt i 2070, og at halvdelen af landets strøm allerede i 2030 skal produceres af vedvarende energikilder. Det er første gang, at Indien – med 1,4 milliarder indbyggere – læner sig så meget ind i COP-processen og derved erkender et medansvar for, hvorvidt verden når Paris-aftalens mål.
Enhver kan se, at klimaforandringerne ikke er teori, men i den grad virkelighed. Og de bliver bare værre
_______
De nye mål fra altså bl.a. Indien er medvirkende til resultatet: Hvor verden ved Glasgow-konferencens begyndelse var på vej til en 2,7 graders gennemsnitlig global temperaturstigning, er retningen nu mellem 2,4 grader, som nogle modeller når frem til, og en hel del mindre. Fx nåede IEA (Det Internationale Energiagentur) frem til, at vi med de afgivne tilsagn kan nå helt ned på 1,8 grader.
Naturligvis forudsat at landene rent faktisk leverer på det, de har lovet. Og lige præcis det er der jo ingen garanti for. Op til COP15 i København var ønsket, at den internationale aftale i højere grad skulle gøre det muligt for landene at kigge hinanden i kortene: Leveres der rent faktisk? Altså: At der skulle være stærkere spilleregler for transparens, verifikation og måling og for, hvordan reduktionsopgaven skulle fordeles. Men for at verden kunne enes i Paris, blev aftalen mere præget af frivillighed. Derfor er der ikke meget håndfaste værktøjer til at få lande, der endnu ikke har leveret deres fair andel af indsatsen, til at yde mere.
Nu er det derfor op til befolkningerne, NGO’erne, virksomhederne og investorerne at holde regeringerne fast på løfterne fra Paris og Glasgow. Hvert eneste ton, vi ikke udleder, gør en forskel – præcis derfor er det ikke ligegyldigt, hvor hurtigt der skrues op for de konkrete handlinger.
Og det var måske dér, vi fik det mest positive resultat fra Glasgow. Ikke fra selve forhandlingslokalerne, hvor det som altid handlede om paragraffer og formuleringer. Altså om ord. Men i periferien af klimakonferencen blev der som aldrig før indgået alliancer og aftaler om konkret samarbejde. Fx gik mere end 100 lande sammen i en metan-alliance. Eftersom metan er en ekstremt potent drivhusgas, er det et supervigtigt sted at sætte ind, og USA og Kina annoncerede, at de som verdens to største udledere i foråret 2022 vil mødes om lige præcis dette emne. Hvis der ligger andet end pæne hensigtserklæringer og spin bag den fælles erklæring, er der her noget at bygge et konkret håb på. Over 100 landes ledere tilsluttede sig skov-alliancens mål om at stoppe for afskovning i 2030, 40 lande sagde ja til fra næste år at stoppe investeringer i fossile brændsler uden for deres egne grænser, og aldrig har så mange multilaterale institutioner og banker sat så mange milliarder bag løfter om at stoppe finansiering af kul- og i stigende grad også olieaktiviteter. Og måske allervigtigst har de private investorer aldrig vist større villighed til at investere i omstillingen – også i udviklingslandene, hvor risikoen er større. Ti lande tilsluttede sig Costa Ricas og Danmarks BOGA-initiativ, Beyond Oil and Gas. Og ja, det er kun en begyndelse, men se, hvordan initiativet skaber debat – og pres – i olie- og gasnationer som fx Norge.
Trods alle COP-processens svagheder er de mange handlingsspor et resultat af, at COP’erne har sat en retning for verdenssamfundet. Fordi ord flytter noget. Fordi ord rykker noget. Selvfølgelig hjulpet på vej af det triste faktum, at virkeligheden har givet forskerne ret. Det, de har advaret om ville ske cirka omkring år 2020, er præcis, hvad vi oplever ske i verden omkring os. Derfor drejede diskussionen efter den seneste IPCC-rapport (august 2021) sig i modsætning til efter de fem første IPCC-rapporter for første gang ikke om, hvorvidt der er et klimaproblem. Enhver kan se, at klimaforandringerne ikke er teori, men i den grad virkelighed. Og de bliver bare værre.
Indlæggene i Glasgow viste, at selv verdens olie- og kulstater nu ved, at fremtidens udviklingsvej er den grønne vej.
Set tæt på er COP’erne en frustrerende oplevelse. Men rent faktisk skaber de resultater og forandring
_______
Det sender et klart signal til de virksomheder, der skal udvikle teknologierne og producere produkterne, og det gør det endnu tydeligere for investorerne, at risikoen ved at investere fossilt og traditionelt bare vokser og vokser, hvorfor det er ansvarlig forvaltning af investorernes penge at skifte retning nu.
Selvfølgelig er det hamrende svært at få verden til at slå ind på en helt ny udviklingsvej. Den slags transformationer tager tid. Men endelig begynder vi at se, at verden – efter alt for langsomme og tøvende tilløb – nu begynder at sætte turbo bag energiomstillingen. Elektrificering er tidens store buzzword. Pludselig er der for alvor kommet gang i omstillingen til elektriske biler. Bilbranchen selv taler om disruption og erkender nu, at også omstillingen af lastbiler venter lige om hjørnet. Kravene om at sætte pris på CO2 lyder stadig højere fra stadig flere. Mennesker begynder at spise mindre kød, og fødevaresektoren er begyndt at indse, at der i den grad skal gang i innovationen.
Da jeg så den sidste plenarsamling i Glasgow, var det et deja-vu af velmenende og velkendte formuleringer, der har været sagt hundredvis af gange på skiftende COP’er. Kom nu videre, tænker man, træt og utålmodig! Men husk så lige, hvor verden var for 15, ti eller bare for fem år siden. Havde man dengang talt om udfasning af nye diesel- og benzinbiler i løbet af de næste ti til 12 år som et realistisk perspektiv, der sågar omfavnes af firmaer, der i dag står bag en tredjedel af verdens bilsalg, eller om, at halvdelen af Indiens elektricitet om bare otte år skulle komme fra vedvarende energi, eller at alverdens finansielle virksomheder nu er nødt til at vise i konkret handling, at de investerer bæredygtigt og grønt og for alvor begynder udfasningen af de sorte investeringer … ja, så var man ikke blevet troet på.
Set tæt på er COP’erne en frustrerende oplevelse. Men rent faktisk skaber de resultater og forandring. Ikke lige store resultater hvert år – og efter min mening kunne man fint nøjes med de helt store COP’er hvert andet år og så indimellem lave mindre, tematiske konferencer – men ,bla, bla, bla’ fører faktisk til handling. Især når borgerne, kunderne og civilsamfundet imellem COP’erne holder beslutningstagerne op på de mange ord og kræver dem omsat til – endnu mere – konkret handling. Dén rolle er mere afgørende end nogensinde. ■
,bla, bla, bla’ fører faktisk til handling. Især når borgerne, kunderne og civilsamfundet imellem COP’erne holder beslutningstagerne op på de mange ord og kræver dem omsat til – endnu mere – konkret handling
_______
Connie Hedegaard (f. 1960) er bestyrelsesformand i tænketanken CONCITO og den internationale klimafond KR Foundation. Hun er tidligere klimakommissær i EU fra 2010 til 2014 og var konservativ klima- og energiminister fra 2007 til 2009 og miljøminister fra 2004 til 2007. ILLUSTRATION: En klimaaktivist fra protestgruppe Red Rebel Brigade demonstrerer uden for forhandlingslokalerne i Glasgow, 12. november 2021 [FOTO: Andy Buchanan/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
