David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: At leve i en beskadiget verden – om klimakrisens tragiske valg

07.07.2022


“Handling er umulig uden håb. Det er fristende at afvise de drømmende aktivister som utopiske idealister, men en politisk realisme, der ikke tilbyder en form for håb og retning for politisk handlen er ubrugelig – dét er realismens svaghed i lyset af klimakrisen.”

Artiklen indgår i RÆSONs nye sommernummer, der har titlen: “Dette er 2022”. Ude nu.

Af David Rischel

Er det realistisk at løse klimakrisen? Mere end nogen anden politisk orientering har realismen retorisk vægt. At kalde sin teori eller forudsigelse ,realistisk’ indebærer populært sagt klarsyn og rationalitet og står i modsætning til forskellige former for idealisme. Når en idealist kommer med reformforslag, der skal gøre verden mere retfærdig, grønnere og bedre, spørger realisten skeptisk: ,,Ja ja, men kan det lade sig gøre?”.

Problemet er, at når det kommer til et spørgsmål som fx ,,kan det lade sig gøre at begrænse den globale temperaturstigning til 2 grader celsius over førindustrielt niveau?”, så er det skeptiske og tragiske svar, der understreger besværligheden i kollektiv handling på overnationalt niveau, de uundgåelige interessekonflikter mellem stater og klasser, utilstrækkeligt. Det er det af to primære grunde, som jeg i denne artikel vil gennemgå. For det første er det analytisk utilstrækkeligt. Den tragisk-realistiske indstilling til klimakrisen mangler en redegørelse for mulighederne for demokratisk og kollektiv læring og handling. For det andet fordi klimakrisen ikke blot er et analytisk spørgsmål. Den kræver netop handling.

Klimakrisen som tragedie
Der er mange måder at forstå klimakrisen på: som indebærende en implicit kritik af kapitalismen og/eller moderniteten – eller som et spørgsmål om global retfærdighed eller retfærdighed mellem generationer.

Men man kan også forstå klimakrisen som en slags tragedie eller mere præcist igennem en tragisk-realistisk forklaringsmodel. Den nok kendteste eksponent for denne forståelse af klimakrisen er den britiske historiker og politiske økonom Helen Thompson, som er professor i statskundskab på Cambridge University. Det er en forklaring, hun første gang præsenterede i en artikel i onlinemagasinet Engelsberg Ideas og siden har udvidet i bogen Disorder: Hard Times in the 21st Century. Lad mig først sige noget om, hvad jeg mener med en ,tragisk’ realisme.

Realismen har – som politisk orientering – traditionelt set været forbundet med tragedien. Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) beskriver os, menneskene, som forfængelige væsner, der i jagten på forskellige projekter uafvendeligt støder mod hinanden og ender i konflikt. Den eneste måde at tøjle den forfængelige energi på er ved at indordne os under en suveræn, som har absolut magt til at regere og bestemme over os. Som den amerikanske realist og professor i statskundskab på Chicago University John Mearsheimer (f. 1947) forklarer i sin bog The Tragedy of Great Power Politics (2001), er stater i et internationalt anarkisk system dømt til at ende i konflikt med hinanden. Den tragiske realisme fortæller os, at vores højeste moralske og politiske forhåbninger er radikalt begrænset af modstridende interesser og værdier. Men i vores forfængelighed kommer vi uundgåeligt til at søge at virkeliggøre vores forhåbninger – og i dette forsøg ligger tragedie, hybris og undergang.

Thompson analyserer klimakrisen i lyset af strukturelle dynamikker, som rækker tilbage til fødslen af oliens tidsalder i starten af det 20. århundrede. Og mange af dem handler om energi og olie. I Thompsons fortælling er det umuligt at forstå de sidste 100 års verdenshistorie uden at forstå oliens helt centrale rolle, og én hændelse illustrerer dette mere end noget andet: Suez-krisen i 1956, hvor den egyptiske præsident, Nasser, nationaliserede Suezkanalen. På det tidspunkt flød 70 pct. af Vesteuropas olie igennem Suezkanalen, og det skabte et akut geopolitisk problem. Følgelig invaderede Israel, Frankrig og Storbritannien Egypten for at fjerne Nasser fra magten og give Frankrig og Storbritannien kontrollen over Suez tilbage. Invasionen gjorde dog den amerikanske præsident, Eisenhower, rasende, og USA tvang Storbritannien til at trække sig fra invasionen ved at nægte briterne de IMF-lån, de havde så hårdt brug for, og ved ikke at frigive olie fra det amerikanske nødprogram.

Amerikanernes reaktion og accept af nationaliseringen af Suezkanalen – begrundet i koldkrigslogik, som handlede om at imødekomme arabisk nationalisme for at undgå sovjetisk indflydelse i Mellemøsten – brød endeligt med det vesteuropæiske tabu mod at acceptere sovjetisk energi. I de følgende årtier udbyggedes den vesteuropæiske afhængighed af russisk olie og senere gas; en afhængighed, vi i høj grad stadig lever med konsekvenserne af i dag.

På den måde er et opgør med olien (samt kul og gas) som vores primære energikilde også et opgør med nogle af de økonomiske og geopolitiske dynamikker, vi har levet – og lever – under. Og ifølge Thompson kommer det til at blive særdeles svært at ekstrahere os selv fra de energidynamikker, som har været styrende for international politik de seneste mange årtier. Som Thompson selv skriver i artiklen fra Engelsberg Ideas, så er de vestlige fortællinger om den grønne omstilling – som en bevægelse væk fra en amoralsk og beskidt energikilde mod en renere, både moralsk og miljømæssigt – ikke i stand til at forklare eller forstå de dilemmaer om energi, som vi står over for. Det er der en række grunde til, som jeg vender tilbage til.

Den liberale energioptimisme
Det er dog værd at starte et andet sted, nemlig med en konkurrerende – lige så realistisk, men mindre tragisk og mere optimistisk – forklaringsmodel. En af Thompsons kritikere er historikeren og økonomen Adam Tooze, som er professor i historie på Columbia University. Ifølge Tooze er den grønne omstilling langtfra så begrænset af strukturelle dilemmaer, som Thompson og andre klima- eller energirealister mener.

Et af John Maynard Keynes dikta, som Tooze citerer, lyder, at ,,alt, hvad vi faktisk kan gøre, har vi råd til”. Og vi har råd til de målsætninger, vi har sat os. Ifølge Det Internationale Energiagentur skal de globale investeringer i den grønne omstilling stige til omkring 4,5 trillioner dollars årligt i 2030, eller ca. 4,5 pct. af det globale BNP. Det er voldsomt mange penge, men det ligger langt under niveauet for investeringer i krigstid. I 1945 udgjorde forsvarsinvesteringer næsten 40 pct. af USA’s BNP. Med andre ord: I rå tal står vi ikke foran en umulig opgave.

Spørgsmålet er, hvor meget de rå tal fortæller os. Kritikere vil mene, at vi endnu blot har høstet de lavthængende frugter. Meget kan løses via mere grøn energi i elnettet, men stål- og betonproduktion, fly- og skibstransport er ekstremt meget sværere at gøre grønne. Inden for stål– og cementproduktion er problemet, at der kræves teknologiske enhjørninger – endnu ikke udviklede teknologier – for at opnå kulstofneutralitet. Industriproduktionen skal elektrificeres, og det er ikke en let øvelse. I 2017 udgjorde forbrænding af fossile brændstoffer 45 pct. af energiforbruget i industrien på globalt plan, mens elektricitet kun udgjorde 21 pct. Ifølge en rapport fra McKinsey fra 2020 om vejen mod kulstofneutralitet for EU eksisterer der allerede nu teknologi, der kan udfase halvdelen af forbruget af fossile brændsler i industriel produktion, mens den anden halvdel kræver teknologi, der endnu er under udvikling.

Derudover er det en fundamental realitet, at verdens totale energiforbrug skal øges frem mod 2050. Udviklingslande verden over skal kunne slippe fri af fattigdom, samtidig med at vi skal bevæge os mod grønne og mindre koncentrerede energikilder: altså former for energiproduktion, hvor vi får færre kilowatt-timer per kvadratmeter, en pointe, der ofte understreges af en anden energirealist, professor Vaclav Smil (f. 1943). Det er fundamentalt anderledes fra tidligere tiders energirevolutioner, hvor vi bevægede os mod mere koncentrerede energikilder.

 

Vil vi se bevægelser som de Gule Veste, der vil protestere over de stigende energipriser og kræve, at den planlagte nedlukning af fx gas- og oliefelter i Nordsøen udskydes, eller en forlængelse af kulkraftværkers levetid i Centraleuropa?
_______

 

Ifølge samme rapport fra McKinsey skal en del af den grønne omstilling også til at skulle ske igennem mere effektiv arealanvendelse – bl.a. fordi sol- og vindenergi kræver langt mere plads – samt ændrede forbrugsvaner. Vi skal flyve mindre og spise (meget) mindre kød. Der er ingen tvivl om, at alt dette kræver mobilisering af politisk vilje og lederskab. Og omstillingen bliver hård i visse sektorer, fx i landbruget. Men ifølge samme McKinsey-rapport kommer automatisering til at kræve langt større investeringer i omskoling af arbejdere end den grønne omstilling. Og prisstigningerne på energi frem mod 2030 bliver mindre end dem, vi har oplevet siden årtusindskiftet. Adam Tooze peger ligeledes på, at vi historisk set har været igennem langt større omstillinger de sidste 100 år: industrialisering og tab af arbejdspladser i landbruget, afindustrialiseringen fra 1980’erne og frem mv. Grundlæggende er budskabet fra Tooze, at investeringer ,,i den grønne omstilling og modernisering kommer muligvis til at blive en arena, hvor Europa er i stand til at tilbyde dets borgere en dynamisk og lovende fremtid”.

Pointen fra Tooze er ikke, at McKinsey nødvendigvis må have ret i deres fremskrivninger, men snarere, at vi bør forstå McKinseys rapport som et udtryk for, hvilken form for støtte erhvervslivet selv mener de har brug for i den grønne omstilling. Men grundlæggende tror man, i storkapitalens elfenbenstårne, at den grønne omstilling kan lade sig gøre.

En del af denne optimisme kan begrundes i et syn på EU som historisk klimaaktør. Man må forstå Tooze sådan, at alt ikke er strukturelle begrænsninger eller ren kontingens for den sags skyld: Der eksisterer også en form for agens, som må tages med i enhver realistisk betragtning af vores handlemuligheder. Som eksempel kan her nævnes EU’s genopretningsplan fra 2020, NextGen EU. Mere end 30 pct. af genopretningsmidlerne på 750 mia. euro er øremærket den grønne omstilling.

Geo-energipolitikkens genkomst
Over for denne sangvinske analyse står en tragisk erkendelse af de strukturelle begrænsninger, vi opererer under. EU har aldrig haft kapaciteten til at handle på energiområdet, og det er langtfra sikkert, at der kan opnås nogen form for enighed blandt medlemslandene, som har vidt divergerende nationale interesser på området. Enighed om uafhængighed af russisk gas mellem Tyskland og resten af Europa vil derudover betyde yderligere inflation på energipriserne på den korte til mellemlange bane. Hvordan den politiske kamp kommer til at udspille sig, er et godt spørgsmål. Kommer de europæiske lande til at være i stand til at sælge den grønne omstilling som et svar på den geopolitiske trussel fra russisk gas? Eller vil vi se bevægelser som de Gule Veste, der vil protestere over de stigende energipriser og kræve, at den planlagte nedlukning af fx gas- og oliefelter i Nordsøen udskydes, eller en forlængelse af kulkraftværkers levetid i Centraleuropa?

For at undgå de inflationære dynamikker er der, ifølge Thompson, brug for batteri- og lagringsteknologi, som endnu ikke eksisterer, fordi sol- og vindenergi er transitoriske energikilder. Uden den slags lagringsteknologi kommer vi sandsynligvis til enten at se yderligere prisstigninger eller en forlængelse af kulstofintensive energikilder.

De omfordelingsmæssige konflikter, der kan følge i sporet af de dynamikker, kan blive betydelige. De kommer heller ikke til at være begrænset til energiproduktionen. Helen Thompson ser for sig, at den udbredte privatbilisme bliver fortid; eller at det i hvert fald bliver markant dyrere at eje en privatbil. Det er for det første pga. problemer ift. den fortsatte produktion af olie, som ikke har så meget at gøre med den grønne omstilling, men mere med en geopolitik for olie, som vil føre til stigende priser: inddæmning af Iran og Venezuela, krise i Irak, og nedgangen i produktion af amerikansk skiferolie. For det andet skyldes det de store teknologiske og økonomiske udfordringer, der vil være med at elektrificere transporten.

Sluttelig kan man pege på de nye geopolitiske konfliktlinjer, som sandsynligvis vil opstå. Der er en række sjældne jordarter, som er helt centrale i produktionen af grøn energi: neodym og praseodym i magneter til vindturbiner samt indium og gallium i belægningen af solpaneler. I dag sidder Kina på stort set hele udbuddet af sjældne jordarter. Det betyder en række ting. For det første er det åbenlyst en udfordring for den amerikanske inddæmningsstrategi, særligt med tanke på, at det indtil videre har vist sig svært for amerikanerne at isolere klimasamarbejde fra resten af den geopolitiske konkurrence, som de og kineserne befinder sig i. For det andet risikerer dette at forstærke den konfliktlinje, som allerede eksisterer i NATO mellem USA og visse europæiske lande, når det kommer til Kina. Hvis EU har tænkt sig at bruge klimapolitikken som en slags løftestang for europæisk integration, har EU brug for Kina.

Thompson kritiserer både teknooptimisterne, der mener, at innovationen kommer til at redde os fra undergang, samt de moralske idealister, der ser den grønne omstilling som et middel til moralsk fornyelse. Begge lejre er ude af stand til at se de hårde valg i øjnene – særligt ift. Kina, men også når det kommer til indenrigspolitiske fordelingsmæssige konflikter.


Los Glaciares National Park, Argentina, 2. november 2021: Turister på Perito Moreno-gletsjeren [FOTO: Pisarenko/AP/Ritzau Scanpix]


Som Helen Thompson skriver i konklusionen på Disorder: ,,Både biosfæren og energiforbruget sætter grænser for os, i takt med at vi [menneskene] forsøger at bryde med dem. (…) Hvordan demokratier kan opretholdes inden for de grænser, i takt med at de sandsynlige konflikter om energi og klimaforandringer destabiliserer demokratierne, bliver dét centrale spørgsmål i det kommende årti”.

Den tragiske realismes begrænsninger
Men er det virkelig centrale politiske spørgsmål det kommende årti? Det er meningsløst, mener Thompson at svinge frem og tilbage mellem en ,teknologisk drevet frelse og en uundgåelig Götterdämmerung‘, men det er sandsynligt, skriver hun, at den grønne omstilling bliver langstrakt, ikke hurtig. Der bliver her malet med den store grå pensel. Billedet er, at demokratiet, klimaforandringerne, realiteterne omkring energi samt geopolitik støder mod hinanden, og at den spændingsopbygning, der skabes, ikke kan forløses. I den verden giver det mening at formulere det centrale spørgsmål som et, der handler om, hvordan demokratiet kan opretholdes inden for grænserne af klimaforandringer og energi.

Ultimativt bliver den tragiske realisme her skematisk. For det første er det værd at minde sig selv om de samfundsomvæltninger, som modne demokratier tidligere har overlevet: oliekrisen i 1970’erne, urbaniseringen og affolkningen af landområderne op igennem det 20. århundrede. Thompson mener (sandsynligvis) ikke, at der eksisterer en reel risiko for, at de samfundsbærende institutioner styrter sammen – det ville netop være en form for undergangstænkning. Men hvis pointen er, at vi risikerer at skulle gennemføre den grønne omstilling per teknokratisk dekret uden folkelig opbakning, skylder man sin analyse at se nærmere på de protestbevægelser og brede folkelige krav om klimahandling, som nu har udmøntet sig i (alt for langsomme) planer om dekarbonisering i de fleste vestlige stater.

Fejlen i den tragiske analyse er en manglende anerkendelse af mulighederne for kollektiv handlen, ageren og læring. At EU har sat sig for at bruge klimapolitikken som løftestang for europæisk integration og historisk forandring, er netop et sådant eksempel. Fra neden kan man pege på de massive protestbevægelser, som har rejst sig de seneste år. Sluttelig kan man pege på, at uundgåeligheden af de omfordelingsmæssige konflikter over klima og energi, som Thompson peger på, forudsætter, at den politiske og økonomiske model, vi indtil videre har valgt for den grønne omstilling, er den eneste mulige. Hvis stigende energipriser fører til en form for energifattigdom, må staten og velfærdssamfundet træde til.

Det er fristende at afvise enhver moralsk tænkning som en form for utopisk idealisme, der leder til en farlig og fejlagtig påskønnelse af mulighederne for politisk forandring. Men en politisk realisme, der ikke tilbyder en form for orientering ift. politisk handlen, er ubrugelig. Friedrich Nietzsche [tysk filosof, 1844-1900] mente, at en tragisk realisme netop handler om handling og agens, selv i anerkendelsen af, at vi uundgåeligt kommer til at fejle. Forudsigelse er ikke det samme som og indebærer ikke normativ orientering, altså en ide om, hvad vi bør gøre, eller hvordan vi bør forholde os. 

Uden håb, ingen klimahandling
Det er ikke for at sige, at den tragiske forklaring ikke har noget på sig.

Blandt klimaaktivister og visse intellektuelle møder man fra tid til anden den forestilling, at klimakrisen – på trods af dens katastrofiske potentiale – også kan føre til en form for moralsk og politisk fornyelse. Klimafilosoffen Timothy Morton fortalte fx i et interview i Information fra 2017, at ,,der er et potentiale i klimakatastrofen. (…) Solidaritet – både med medmennesker og med ikke-mennesker er egentlig en logisk konsekvens af at blive konfronteret med klimakatastrofen.” Fordi vi alle konfronteres med katastrofen, solidariserer vi med vores medmennesker. Et argument er, at den monumentale konfrontation fordrer en fælles erkendelseshorisont: Man kan ikke spinne sig ud af stigende havmasser, smeltende gletsjere eller ulidelige varmebølger, fordi de ting forandrer selve den verden, vi lever og erkender i. Men en sådan fællesmenneskelig erkendelse er usandsynlig med tanke på de radikalt forskellige fordelingsmæssige interesser, som forskellige grupper i samfundet har ift. klimakrisen, samt de geopolitiske konflikter, som vi sandsynligvis kommer til at se. Vi skal ikke forvente nogen forbrødring mellem verdens stormagter i lyset af klimakrisen, og USA og Europa står over for hårde valg ift. at håndtere de energi- og ressourcemæssige dilemmaer, som Kina præsenterer os for.

 

Det moderne, civiliserede samfund er afhængigt af at manipulere naturen og vores miljø til vores fordel. Vi må derfor forsøge at finde os til rette i tragedien, i verden, som den er
_______

 

Ligeledes er det en tragisk erkendelse, at den verden, vi efterlader os – om den er 1,5, 2, eller 3,5 grader varmere – er en beskadiget verden. En verden, hvor langt de fleste koralrev vil være forsvundet, hvor vi muligvis har sat gang i irreversibel afsmeltning af Grønlands indlandsis, og hvor en lang række ligevægtstilstande i naturen er blevet bragt i ubalance. Og selv hvis vi lykkes med den grønne omstilling, kommer vi fortsat til at være afhængige af andre former for udpinende ressourceudvinding af fx litium og kobolt, som begge er centrale i den grønne omstilling på forskellige måder. Det nytter ikke i den sammenhæng at optegne en manikæisk konflikt mellem natur og menneske. Hvis det er konfliktlinjerne, så er vi fortabte, for vi er ikke i stand til at forlige os med den naturgivne verdens krav. Det moderne, civiliserede samfund er afhængigt af at manipulere naturen og vores miljø til vores fordel. Vi må derfor forsøge at finde os til rette i tragedien, i verden, som den er, og det kan vi kun igennem handling. Det indebærer, at vi konfronterer de hårde valg, vi står over for, eller falder tilbage i en form for utopisme, som kræver et opgør med selve den måde, vi forholder os til den ikke-menneskelige verden på. Det forhold kommer fortsat til at være et ressourceudvindende afhængighedsforhold.

Men af samme grund må enhver forklaringsmodel, der forsøger at sige noget om klimakrisen, som jo ikke blot er et analytisk spørgsmål, tilbyde ikke blot forklaring, men orientering mod handling. Og handling er umulig uden håb. Det er ikke, fordi håbet nødvendigvis er epistemisk rationelt eller retfærdiggjort i lyset af tingenes tilstand, men fordi enhver realistisk indstilling, som mangler håbet, er retningsløs og uden orientering.

Den indsigt kan tilskrives Immanuel Kant. For kantianere er håbet ikke et empirisk spørgsmål, men en pligt og grundlæggende en forudsætning for enhver form for handlen. Hvis vi ikke tror eller håber på, at vores handlinger har den ønskede effekt, er der intet grundlag for at handle i første omgang. Denne indstilling kan sameksistere med erkendelsen – den empiriske erkendelse – af, at vores handlinger ofte ikke har den ønskede effekt, at vi ikke opnår, hvad vi havde håbet på. Håbet er en nødvendig forudsætning for den praktiske fornuft; den tragiske erkendelse af, at vi ofte ikke opnår, hvad vi håber på, er retningsgivende for, hvordan vi bruger vores fornuft.

Det er derfor både meningsløst og orienteringsløst at anklage fx aktivister for at have en for håbefuld indstilling til klimakrisen. I tusmørket er ingen forandring mulig. I klimakrisen må vi derfor lære os selv to ting: at se de hårde geopolitiske, økonomiske og omfordelingsmæssige valg i øjnene og samtidig orientere os håbefuldt mod en grønnere og, ja, bedre verden.■

 

Håbet er ikke et empirisk spørgsmål, men en pligt og grundlæggende en forudsætning for enhver form for handlen. Hvis vi ikke tror eller håber på, at vores handlinger har den ønskede effekt, er der intet grundlag for at handle i første omgang
_______

 



David Rischel (f. 1994) er ph.d.-studerende i politisk teori ved Warwick University i Storbritannien. ILLUSTRATION: Spanien, 16. august 2021: En helikopter smider vandbomber under bekæmpelsen af en skovbrand i Navalmoral de la Sierra i den centrale del af landet [FOTO: Cesar Manso/AFP/Ritzau Scanpix]