Deniz Serinci: Erdogans annoncerede sikkerhedszone i Syrien handler om mere end PKK
09.06.2022
Erdogan bruger måske vetoretten mod svenskerne og finnerne som et forhandlingsskort, hvor USA skal se stiltiende på en ny tyrkisk offensiv i Syrien til gengæld for en tyrkisk accept af de to lande i NATO.
Analyse af Deniz Serinci
Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan erklærede den 22. maj, at hans land vil starte militære operationer for at oprette en 30 kilometer dyb sikkerhedszone langs grænsen til Syrien for at bekæmpe de militante kurdere, præsidenten betegner som en terrortrussel.
At snakken om sikkerhedszonen kommer nu, kan hænge sammen med, at de geopolitiske forhold har ændret sig til fordel for Tyrkiet. Som den tyrkiske journalist og klummeskribent Fehim Tastekin skriver, er Rusland – en nøglespiller i Syrien på Bashar al-Assad-regimets side – travlt optaget med Ukraine, mens USA ønsker at få Sverige og Finland med i NATO.
Erdogans modvilje til at lukke svenskerne og finnerne ind i NATO kan også være en del af en forhandlingstaktik i forhold til USA. Som Tastekin skriver i netmediet al-Monitor, bruger Tyrkiet måske deres vetoret mod de skandinaviske lande som et forhandlingsskort, hvor USA skal se stiltiende på en ny tyrkisk offensiv i Syrien til gengæld for en tyrkisk accept af de to lande i NATO.
Det hører også med til historien, at amerikanerne i 2019 smed Tyrkiet ud af F-35-programmet, efter at tyrkerne købte russiske missiler. Amerikanerne er ikke glade for, at NATO-landet Tyrkiet køber isenkrammet hos russerne, og S-400-systemet er i princippet skabt til at nedskyde netop NATO-missiler og -fly. Det irriterer endvidere amerikanerne, at S-400 skal serviceres på tyrkisk territorium af russiske teknikere, der dermed, frygter amerikanerne, vil kunne få insiderviden i følsom NATO-teknologi og dets radarteknologi samt aflæse NATO’s F-35 kampflys specifikationer.
Desuden indførte Sverige og Finland en våbenembargo mod Tyrkiet, efter at landet sendte tropper mod de kurdiske dele af Syrien i 2019. Hvis amerikanerne, finnerne og svenskerne imødekommer tyrkerne, vil Erdogan måske ændre sin politik.
En direkte årsag til Tyrkiets militære operation er, at store dele af det nordlige Syrien er styret af Syriens Demokratiske Kræfter (SDF) – en paraplyorganisation, hvor Folkets Forsvarsbrigader (YPG) udgør den største del. Tyrkerne betragter YPG som en syrisk afdeling af Kurdistans Arbejderparti (PKK). Mange tyrkere har årtiers traumatiske erfaringer med PKK, som har dræbt deres soldatsønner, og 45.000 mennesker er døde i krigen mod PKK siden 1984.
USA støtter SDF, og dermed også YPG, i kampen mod resterne af Islamisk Stat (IS) i Syrien. Officielt har USA benægtet, at YPG er en gren af PKK, men internationale eksperter fra den britiske tænketank The Henry Jackson Society siger, at PKK og YPG deler “medlemmer, ideologi og kommandostruktur”.
På samme måder lytter Erdogan til sit tyrkisk-nationalistiske bagland, når han bomber kurderne i Syrien. Set fra et tyrkisk perspektiv er det et problem, at ærkefjenden PKK – eller deres formodede syriske gren i YPG – får et land lige syd for grænsen.
Tyrkerne frygter også, at et selvstændigt syrisk Kurdistan vil inspirere de tyrkiske kurdere til at løsrive sig fra Tyrkiet. Især fordi både de tyrkiske og syriske kurdere på begge sider af grænsen er forbundet med hinanden gennem tætte historiske, familiære, sproglige og ideologiske bånd.
En tredjedel af PKK’s guerillaer var således på et tidspunkt syriske kurdere, inklusiv den tidligere leder af PKK’s væbnede fløj, Fehman Hussein. Et sted mellem 7.000 og 10.000 syriske kurdere døde for PKK.
I dag har mange familie på begge sider af grænsen. Både kurderne i Syrien og Tyrkiet taler samme kurmanci-dialekt af kurdisk, hvilket bidrager til samhørigheden. Sidst, men ikke mindst, er PKK-orienterede partier populære på begge sider af grænsen. Da de syriske kurdere oprettede YPG, fulgte de tyrkiske kurdere trop ved at etablere YPS (De Civile Forsvarsenheder). Og da de syriske kurdere erklærede selvstyre i januar 2014, fulgte de tyrkiske kurdere trop i efteråret 2015 ved at erklære autonome zoner i det sydøstlige Tyrkiet. Tyrkerne blev dermed bekræftet i deres frygt for den gensidige påvirkning.
At bombe PKK – eller en formodet syrisk gren af den som YPG – er en vindersag i Tyrkiet for præsidenten
_______
Økonomien smuldrer
En underliggende årsag til den bebudede offensiv er økonomien. Lige nu lider Tyrkiets befolkning under en tårnhøj inflation, og især priserne på gas, elektricitet og benzin er røget i vejret. Derudover er der en galoperende arbejdsløshed og den tyrkiske valuta, liraen, har mistet meget af sin værdi. En konsekvens af den økonomiske krise er, ifølge Tyrkiet-analytikeren Robert Ellis, at ”Erdogans 19-årige styre lakker mod enden”.
Det, der især har gjort præsident Erdogan populær i Tyrkiet og som har sikret ham genvalg i to årtier, var den – før i tiden – væsentlig forbedrede økonomi. Som Tyrkiet-eksperten Soner Cagaptay fra USA fastslår: Før Erdogan var “Tyrkiets levestandard lig med Syriens før borgerkrigen. Efter Erdogan kom Tyrkiets levestandard op på Spaniens standard.
I 2013 – efter 11 år med Erdogan på magten – talte eksperter om »kinesiske dimensioner« i den tyrkiske økonomi, der blev den 16. største i verden. Samtidig var de udenlandske investeringer i landet stigende, ligesom arbejdsløsheden faldt fra 11,9 pct. i januar 2011 til 10,2 pct. i januar 2012. Under Erdogan blev infrastrukturen i landet markant forbedret med flere nye veje, broer og sygehuse. De, der før Erdogan skulle fra Vesttyrkiet til Østtyrkiet og besøge familien, måtte ofte køre i overfyldte busser i 20-25 timer. Under Erdogan fik de råd til indenrigsfly, der kunne klare turen fra øst til vest på få timer.
Så Erdogans succesfortælling har været, at han kom til magten og reddede økonomien. Når det narrativ smuldrer, vil tyrkerne muligvis ikke genvælge Erdogan. Meningsmålinger tyder sågar på, at præsidenten taber næste valg, som skal afholdes senest i sommeren 2023, hvis han ikke genskaber økonomien.
Erdogan har derfor brug for at genvinde populariteten, så han kan fastholde magten. At bombe PKK – eller en formodet syrisk gren af den som YPG – er en vindersag i Tyrkiet for præsidenten, der dermed kan aflede opmærksomheden fra økonomien.
Erdogan vandt præsidentvalget i juni 2018 – selvom økonomien også dengang gik dårligt – kun tre måneder efter han havde nedkæmpet PKK og YPG i den kurdiske by Afrin i Syrien. Dengang spekulerede en klumme i avisen Hürriyet også i, at valget blev afholdt, fordi præsidenten red på en succesbølge efter Afrin-offensiven.
Flygtninge i sikkerhedszoner
En tredje årsag er flygtninge. Inden næste valg vil Erdogan også af med nogle af de 3,6 mio. syriske flygtninge, som mange tyrkere beskylder for at belaste økonomien. Undersøgelser viser, at de tyrkiske vælgere ser flygtninge som et af de største spørgsmål i landet. Mange tyrkere mener, at de syriske flygtninge slider på landets infrastruktur og på den økonomiske service, og flere og flere hospitaler i Tyrkiet siger, at de ikke har ressourcer til både de syriske flygtninge og tyrkerne. 66 pct. af de adspurgte svarer i en meningsmåling, at syrerne bør vende hjem. Ved at oprette en sikkerhedszone i Syrien, håber Erdogan at kunne sende syrerne ned til zonerne og komme af med dem inden næste valg.
Derudover har der også været beskyldninger om forsøg på at ændre demografien i Syrien. I dag er det især kurdere og et mindretal af armeniere og assyrere, der bor i det nordlige Syrien, som Erdogan taler om at gå ind i. Armenierne og assyrernes oldeforældre flygtede til Syrien fra folkedrabet på dem i 1915 i det nuværende Tyrkiet. Ifølge beskyldningen – som især kurdiske repræsentanter retter mod Erdogan – er den tyrkiske præsidents plan at flytte syrisk-arabiske og syrisk-turkmenske (tyrkisktalende syrere) flygtninge ind i disse sikkerhedszoner. Dermed vil de oprindelige beboere, altså kurdere, armeniere og assyrere langsomt blive et mindretal der. Ligesom da Tyrkiet indtog en anden syrisk-kurdisk by Afrin i 2018: Kurdernes andel i Afrin faldt fra 90 pct. til 20 pct. i dag. Den syrisk-kurdiske politiker Salih Muslim har beskyldt Erdogan for at ville ”afkurdificere” området. I forbindelse med den anden store, tyrkiske offensiv i Syrien i oktober 2019 delte den tyrkiske ambassade i København en pressemeddelelse på sin Facebook-side, som afviste anklagerne om, at de skulle ændre demografien i det nordlige Syrien ved at bosætte arabere og turkmenere i kurdiske områder.
Hvis de oprindelige beboere frivilligt eller ufrivilligt forlader området har Erdogan dermed ikke kurderne på sin grænse mere. Og så bliver det også sværere for kurderne at oprette et Kurdistan der en dag, når de ikke udgør et flertal mere.
Kurdernes forhold til PKK
Den tyrkiske opposition, ledet af Det Republikanske Folkeparti (CHP) vil formentligt acceptere endnu en offensiv i Syrien. Det faktum, at den politiske ledelse i de kurdiske dele af Syrien åbent sympatiserer med PKK, og at der hænger billeder af PKK-lederen Abdullah Öcalan på gaden og i officielle bygninger, gør det meget nemt for Erdogan at sælge krigen over for tyrkerne. Hvis den tyrkiske opposition går ud og kritiserer invasionen, vil de af Erdogans medier blive stemplet som “PKK-støtter” og “for bløde i spørgsmålet om vores nationale sikkerhed og kampen mod terrorisme.” I 2019 beskyldte Erdogans udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, ligefrem CHP for at ”være i alliance med PKK og alle former for terrorister, separatister og forrædere derude.” Og hvem har lyst til at have det stempel på sig i et valgår?
Det store spørgsmål er: Kan det kurdiske selvstyre i Syrien ikke bare lægge afstand til PKK og fratage Erdogan en undskyldning for at angribe dem?
Historien har vist, at det – nogenlunde – er muligt at have et kurdisk selvstyre uden at blive invaderet af tyrkerne. I Irak har kurderne haft vidtstrakt selvstyre siden 1992 uden at blive angrebet af den nordlige nabo. Tyrkiet har ganske vist angrebet PKK-lommer i det irakiske Kurdistan, men de har aldrig fysisk angrebet de kurdiske myndigheder i Irak.
Tværtimod har tyrkerne og de irakiske kurdere gode økonomiske relationer og en livlig samhandel. Et godt forhold til tyrkerne er altafgørende for enhver kurdisk gruppe i regionen, og det skyldes, at det irakisk-kurdiske selvstyre tilhører et andet parti end PKK.
Som den amerikanske kurderekspert Michael Gunter engang har skrevet: ”Tyrkiet er den altafgørende regionale stat i den kurdiske fortid, nutid og fremtid. Uden tyrkisk samarbejde er en kurdisk stat umulig.”
En kurdisk afstandtagen til PKK vil uden tvivl gøre det sværere for Erdogan at legitimere invasion af Syrien. Men det er vanskeligt at forestille sig de kurdiske magthavere i det nordlige Syrien lægge afstand til PKK uden at miste deres politiske legitimitet, da YPG og PKK er tæt forbundne. Både PKK og YPG betragter f.eks. PKK’s stifter, Abdullah Öcalan, som deres leder – ham er der billeder og statuer af overalt i det nordlige Syrien, hvor YPG har magten. Det er da også normalt at møde krigere i YPG, der tidligere har kæmpet for PKK.
Desuden har mange familier i de kurdiske områder mindst én far, mor, bror, søster, fætter eller kusine, der på en eller anden måde har været tilknyttet PKK, ofte som guerilla. Det er således svært for dem at fordømme noget, de har personlige aktier i.
Desuden vil PKK-spørgsmålet ikke løse hele den kurdisk-tyrkiske konflikt – den konflikt fandtes også før PKK. Det kurdiske sprog blev forbudt i Tyrkiet i 1924 (i 1991 blev forbuddet dog ophævet), mens PKK først blev grundlagt i 1978.
Jeg spurgte engang Thomas Schmidinger, forsker fra Wiens Universitet, som mente, at det vil være ”klogt at holde lav profil med forholdet til PKK” for ikke at provokere Tyrkiet. Men som han også pointerede, så fjernede de kurdiske myndigheder rent faktisk PKK-flagene i byen Manbij i det nordlige Syrien i juni 2018. YPG trak sig tilbage fra Manbij og overlod kontrollen til lokale arabere. Alligevel sagde Erdogan den 1. juni 2022 i en tale i parlamentet, at man vil angribe Manbij. Desuden har Erdogans parlamentariske støtte siden 2015 været Nationalistisk Aktionsparti (MHP), som ikke kun er imod PKK, men alle indrømmelser til kurdere og andre minoriteter.
I april 2020 fjernede det tyrkiske undervisningsministerium ordet “kurder” i en gammel klassiker af Ibn Khaldun, en arabisk filosof, sociolog og historiker fra det 14. århundrede. Den 15. maj i år aflyste en tyrkisk kommune en kurdisk koncert med sangerinden Aynur Dogan, og dagen efter aflyste en anden tyrkisk kommune et kurdisk teaterstykke. Dogan er kendt for at synge kulturelle, ikke politiske sange. Erdogan og hans MHP-allierede slår altså ikke kun ned på PKK, men på udtryk for kurdiskhed mere bredt. ■
En kurdisk afstandtagen til PKK vil uden tvivl gøre det sværere for Erdogan at legitimere invasion af Syrien. Men det er vanskeligt at forestille sig de kurdiske magthavere i det nordlige Syrien lægge afstand til PKK uden at miste deres politiske legitimitet
_______
Deniz Serinci (f. 1985) er journalist og forfatter til bl.a. bøgerne ”Med nye øjne” (2019, med Ahmed Akkari), ”Kurdistan” (2018), ”Tyrkiet – fra Atatürk til Erdogan (2018) og ”Slave i Islamisk Stat, IS” (2017). Han er desuden redaktør på det dansk-kurdiske netmedie Jiyan.dk. ILLUSTRATION: Præsident Erdogan under besøg i Ukraine, 3. februar 2022 [FOTO: Ukraines præsidents kontor]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
