Forskningsdirektør Ted Nordhaus: Den Kolde Krig fortæller os, at Ukrainekrigen kan accelerere klimaomstillingen
17.06.2022
“Ud fra alle slags målinger gjorde vi det bedre inden for klimaforandringer under Den Kolde Krig med geopolitisk konkurrence, end vi gør under perioden med økonomisk integration og tilsyneladende internationalt samarbejde. I de sidste 30 år før afslutningen på Den Kolde Krig dekarboniserede verden faktisk sit energisystem hurtigere end i de efterfølgende 30 år.”
Interview med Ted Nordhaus, forskningsdirektør ved klimatænketanken The Breakthrough Institute, af Marius Siersbæk
Hvad har historisk været forbindelsen mellem økonomisk magt og de fossile brændstoffer, som har spillet en stor rolle i moderniseringen?
Der er mange forskellige måder at anskue moderniseringen på. Det er en bemærkelsesværdig periode de seneste par hundrede år, hvor der er sket en udvikling af en avanceret teknologisk civilisation, en ekstraordinær ekspansion af menneskelige befolkninger og en vild opblomstring af individualitet, frihed og en helt masse slags muligheder for at leve sit liv på nye måder, der slet ikke ville være til at forestille sig tidligere. Og et perspektiv på det er, at det hele er blevet muliggjort at fossile brændstoffer. Det moderne teknologiske samfund er bygget på fossile brændsler, og det er stadig meget afhængigt af dem. Ca. 80 pct.af al primær energi på en global skala kommer fra fossile brændstoffer.
Men takket være den teknologiske modernisering, udvindingen af fossile brændsler satte i gang, har vi også udviklet en række andre teknologier, der har gjort det muligt for os at få 20-25 pct. af global primærenergi fra ikke-fossil-baserede kilder. Altså sol, vind, atomkraft og moderne hydroelektrisk energi. Alle de ting er virkelig uddybninger af det energiteknologiske samfund, der rent faktisk ikke er afhængigt af fossile brændstoffer, men samtidig er vi langt fra at erstatte de 80 pct. af fossile brændstoffer, som verden stadig regner med. Så når du kigger på nutidens geopolitiske virkeligheder, når du kigger på forsøg på at gøre noget ved klimaforandringer og udfordringerne med at adressere fattigdom på globalt plan, er den fortsatte brug af fossile brændstoffer i en betydelig periode impliceret i alle scenarierne.
Kan man sige, at krigen i Ukraine har accelereret omstillingen mod grøn energi? Og i så fald – hvorfor kom det skift ikke tidligere?
Mit perspektiv er, at krigen markerer afslutningen på, hvad jeg i Foreign Policy kalder ”the Post Cold War-era”. Sovjetunionen kollapsede i starten af 1990’erne, og den periode under Den Kolde Krig, som i virkeligheden går helt tilbage til Anden Verdenskrig, afsluttedes. I perioden under Den Kolde Krig – hvad angår diplomati, ressourceudvikling eller på geopolitiske konflikter over hele verden – var alle mere eller mindre bundet op på en kamp mellem på den ene side det sovjetiske system – Sovjetunionen og de sovjetiske allierede og de dertilhørende økonomiske systemer og handelsrelationer herimellem – over for den amerikansk-vesteuropæiske side.
Da den æra afsluttedes efter Murens fald, fik vi en periode på omkring 30 år med et reduceret antal konflikter, meget færre varme og kolde krige og en ekspansion af global handel og global økonomisk integration. I USA og Europa er der i denne periode meget outsourcing af varefremstilling og resurseproduktion indenfor energi. Alle, der ville, kunne købe deres olie fra Mellemøsten og andre steder, der var associeret med dem; du kunne få naturlig gas fra Rusland; og i det seneste årti har du kunnet købe dine batterier og solpaneler fra Kina. Om det så var Kyoto-aftalen, bæredygtige udviklingsmål eller biodiversitetskonventionen, så var der en forestilling om, at alle lande ville deltage i forhandlingen af de nye globale spilleregler, som alle ville følge – altså en mere politisk og økonomisk integreret verden. Men det virker faktisk ikke på den måde – og slet ikke i forhold til klimaproblemet. I de sidste 30 år før afslutningen på Den Kolde Krig, dekarboniserede verden faktisk sit energisystem hurtigere end i de efterfølgende 30 år.
Vi kommer til at se mere atomenergi, vi kommer til at se meget mere infrastruktur til understøttelse af de transportable vedvarende energisystemer, som lande har udbygget, og vi kommer til at se en lang række forsøg på at insource både brændstoffer og teknologier, der har været outsourcet under perioden med større økonomisk integration, som er ved at nå sin afslutning nu
_______
Ud fra alle slags målinger gør vi det bedre under perioden med geopolitisk konkurrence, end vi gør under perioden med økonomisk integration og tilsyneladende internationalt samarbejde omkring problemer såsom klimaforandringer. Det er der også en grund til. Så snart energipolitik bliver adskilt fra, hvad jeg kalder energimæssig realpolitik, så bliver det utopisk i mangel på et disciplinerende princip. Tyskland kan bruge flere trillioner dollars på sin tilsyneladende energitransition, som i virkeligheden er sol- og vindenergi, og på samme tid lukker de deres atomkraftværker, de bliver mere afhængige af minedrift og afbrænding af eget brunkul, som er en meget beskidt form for energi, og de bliver mere afhængige af importeret russisk gas. Der er intet geopolitisk eller økonomisk imperativ; Tyskland er rige, de har diverse partier, som fx De Grønne, der ikke kan lide atomenergi, og de har de her fantasier om, at hele landet kunne blive understøttet af vind- og solenergi. Og på samme tid kan du koble dig på et par rørledninger fra Rusland, og energiøkonomien fortsætter med at virke.
I varierende grad kan du se den samme dynamik over hele verden. Der er meget snak om energitransitionen. Der er mange penge, der bliver brugt på de her teknologier, og det er der mange fordele ved. vind- og solenergi, som bliver meget billigere – noget af det er reel teknologisk innovation, noget af det består i, at det bliver outsourcet til et autoritært, merkantilt regime i Kina, der bruger tvangsarbejde fra arbejdslejre i det nordvestlige Kina. De bruger med andre ord meget beskidt energi til at lave silikone og solpaneler. Så en del af historien, som ingen rigtig kan lide at snakke om, er, at det ikke bare var gode teknologiske fremskridt; det var også outsourcing til et sted, hvor der ikke var nogle udgifter til arbejdskraft, og hvor et autoritært regime med merkantilistisk-industriel politik udnyttede sine fordele til at erobre markeder, som blev skabt af vestlige efterspørgsel.
Når man lægger alt det sammen, får man en masse penge, der bliver brugt på meget utopiske energikoncepter, der virkelig ikke kan virke på den måde, de bliver tænkt på. Og det er stadig fossile brændstoffer, der understøtter det hele, så du gør ikke store fremskridt ift. udledninger. Ikke engang de steder, hvor der bruges mange penge på de her teknologier. Nu skal vi pludselig være uafhængige af den russiske gas, og outsourcing af den rene energi til Kina virker ikke længere til at være en særlig god idé.
Så det jeg tror, vi kommer til at se, er mere aggressiv investering; både med henblik på at sikre nødvendige fossile brændstoffer – særligt i Vesten – men også investeringer i teknologi og infrastruktur for at blive mindre afhængige af fossile brændstoffer. Vi kommer til at se mere atomenergi, vi kommer til at se meget mere infrastruktur til understøttelse af de transportable vedvarende energisystemer, som lande har udbygget, og vi kommer til at se en lang række forsøg på at insource både brændstoffer og teknologier, der har været outsourcet under perioden med større økonomisk integration, som er ved at nå sin afslutning nu.
Når vi gerne vil flytte vores energiforbrug væk fra gas, så bliver vi nødt til at kigge mod andre energiresurser, og så vil der opstå nye præferencer. Lad os tage sådan noget som litium, som lande i Latinamerika, herunder Chile og Bolivia, har store mængder af. Med nye energipræferencer, vil der så være nye lande, der får en ny geopolitisk fordel eller bare en økonomisk fordel, som ikke ville have været til at forestille sig før?
Jeg tror, at jeg har et lidt anderledes perspektiv på det. Alle nationer er jo selvfølgelig geopolitiske aktører i en eller anden grad. Bolivia har meget litium, så beslutningen for dem bliver, hvilken forsyningskæde deres litium vil være en del af. Noget af det, der vil informere den beslutning, vil være, hvem der tilbyder muligheder, i stedet for bare at grave litium op af jorden og sende det til en eller anden statsejet fabrik i Kina eller måske en Tesla-fabrik i Nevada, USA. Jeg argumenterer for, at hvis Vesten vil have lande som Bolivia til at være med i ’vores verden’, bliver vi nødt til at tænke over, hvordan vi vikler dem ind i forsyningskæderne, hvordan der bliver reelle fordele for dem, så de ikke bare skal eksportere deres litium til os, men så der bliver skabt flere arbejdspladser, økonomiske muligheder og økonomisk udvikling på indenrigsfronten ved hjælp af de forsyningskæder.
Jeg kan forstå på din argumentation, at fossile brændstoffer vil være en del af energilandskabet i lang tid endnu. Så vil jeg gerne høre din holdning til det mål, som EU har lagt frem for nylig. Det går på, at de gerne vil være uafhængige af russisk gas i god tid før 2030. Er det realistisk?
Måske. I så fald er der to ting, der bliver nødt til at ske. Jeg tror, at de vil lave en række varmepumper. Tyskland er allerede i færd med at afbrænde mere kul, hvilket ikke er særligt godt for en energitransition. Vi kommer til at se mere atomkraft, særligt i Østeuropa og Frankrig. Storbritannien har også forpligtet sig på ny atomkraft. Det bliver også nødvendigt at importere gas andre steder fra. Og så ser vi allerede meget fokus på nye LNG-faciliteter (liquefied natural gas) fx i Spanien, Tyskland og en række andre steder.
En måde, hvorpå europæerne viste deres dedikation til klimaet på den globale scene var, at advokere for at skære på udviklingsbistand til udvikling af fossile brændstoffer i Afrika og andre af de fattigere dele af verden. Men nu har Europa selvfølgelig opdaget, at Afrika har en masse naturgas, og hvis de skal gøre sig uafhængige af europæisk naturgas, så har de brug for det. Vi kommer til at se en betragtelig udvikling i adgangen til afrikansk gas med nye rørledninger og andre former for infrastruktur, så det kan komme til Europa. Hvis det bliver gjort på en retfærdig måde, vil det også muliggøre brugen af ny gas over Afrika, som har desperat brug for mere gas. Europa prøver at gøre sig uafhængige af gas, men en stor del af Afrika har selv brug for mere af det til helt fundamentale ting, der knytter sig til fundamentale ting: økonomisk udvikling og modernisering.
Jeg tror ikke, at det er helt urealistisk at blive uafhængig af russisk gas ved afslutningen af årtiet, og alt afhængig af, hvordan den her krig går, så har Europa måske ikke et valg. Men det kommer ikke til at betyde, at Europa bliver uafhængig af gas – den kommer blot fra andre markeder.
EU har for nyligt erklæret, at de, som en erstatning for russisk gas, vil begynde at importere gas fra andre lande – på den korte bane. Hvor lang tid, tror du, at EU bliver nødt til at importere deres gas?
Det er helt sikkert muligt for EU at komme af med det meste gas i løbet af det næste årti, når det handler om elektricitetsgenerering. Det svære er, når det drejer sig om de store mængder gas, der bruges til industrielle processer som produktionen af kunstgødning. Her bliver det svært at gøre sig uafhængig af gas hurtigt. Man kan selvfølgelig fremhæve hydrogen som et alternativ, men det er virkelig dyrt, og vi har ikke infrastrukturen til det. Og de billigste former for hydrogen kræver også gas, som det ser ud lige nu. Hvis vi når til 2035-2040, eller måske 2050, er det så realistisk til den tid? Selvfølgelig. Men 2030? Det er noget mere urealistisk efter min mening.
Er der så overhovedet noget, der giver anledning til optimisme, med hensyn til EU’s mål?
Jeg synes, der er en side, vi kan være optimistiske omkring. Når energisikkerhed bliver omdrejningspunktet i alt det her, så kan vi se, at der er steder, hvor produktionen af fossile brændstoffer kan hæves, men heldigvis ikke hæves særligt meget. I mellemtiden er der kæmpestore incitamenter – af geopolitiske og ikke klimamæssige årsager – til at lave alle mulige slags investeringer i ikke-fossile teknologier og infrastruktur til at reducere afhængighed af fossile brændstoffer. Jeg tror, at det kommer til at gøre en større forskel i forhold til at accelerere omstillingen end alt andet, vi har set over de sidste 30 år.
Når det er sagt, så er det en positiv side ved en ret dårlig situation. Det, der sker i Ukraine, er forfærdeligt. Der er store risici for eskalation af krigen, og den har store konsekvenser for global fødevaresikkerhed – så det er en ekstremt dårlig situation. Men det skaber denne unikke og ret anderledes mulighed for at accelerere omstillingen væk fra fossile brændstoffer, og det er da hensigtsmæssigt. Men vi bør ikke gøre os nogen illusioner; klimaforandringer er langt fra det eneste problem, som verden står ansigt til ansigt med i dag, og krigen bør advare os mod at være sygeligt optaget af angivelige eksistentielle risici associeret med klimaforandringer – som i de fleste tilfælde slet ikke er eksistentielle risici – og mod ikke at være opmærksom på den lange række af udfordringer, som menneskelige samfund står over for, og de risici, som er associeret med krig, konflikt og fattigdom og meget andet.
Så kan vi potentielt ende i en situation, som Europa er i nu, fordi vi reelt glemte en masse af de andre udfordringer. Vesteuropa ser sig selv i en situation, hvor de bogstavelig talt står i midten af en proxy-krig med Rusland, men de sender stadig milliarder af dollars, der finansier krigsførelsen, fordi de er afhængige af russiske brændstoffer. Så det er et godt eksempel på, hvorfor vi skal være en smule mistroiske over for de her apokalyptiske og monomaniske fortællinger. I et moderne, avanceret vestligt samfund har de her miljødiskurser altid spillet den specifikke rolle. Men de bringer reelle omkostninger med sig for verden, når vi bliver for snævert fokuseret på dem. ■
Der er kæmpestore incitamenter – af geopolitiske og ikke klimamæssige årsager – til at lave alle mulige slags investeringer i ikke-fossile teknologier og infrastruktur til at reducere afhængighed af fossile brændstoffer. Jeg tror, at det kommer til at gøre en større forskel i forhold til at accelerere omstillingen end alt andet, vi har set over de sidste 30 år
_______
Ted Nordhaus er forfatter og forskningsdirektør ved The Breakthrough Institute. Han er forfatter til en række bøger om miljø- og energipolitik, herunder Break Through: From the Death og Environmentalism to the Politics of Possibility (2007) og An Ecomodernist Manifesto (2015). ILLUSTRATION: Xinjiang, Kina, 26. marts, 2009: Arbejdere står på olietankene i olie- og gasproduktionszonen ejet af PetroChina [FOTO: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
