Hans Henrik Fafner: Putins stormagtsambitioner vækker bekymring i Mellemøsten

01.03.2022


Slipper Putin fra krigen i Ukraine med sit politiske skind i behold, vil han have mange gode grunde til at skrue op for ekspansionslysten i Mellemøsten. I regional tænkning hænger dette ikke mindst sammen med, at amerikanerne allerede i en årrække har bestræbt sig på at nedtone engagementet.

Analyse af Hans Henrik Fafner

Mens kamphandlingerne i Ukraine fortsætter, befinder omkring 14.000 ukrainske borgere sig i Egypten. Det er højsæson for ferierejser til de egyptiske feriesteder ved Det Røde Hav, og denne gruppe turister står nu uden mulighed for at komme hjem. Søndag bebudede den egyptiske regering, at ukrainerne vil kunne blive boende på deres hoteller på ubestemt tid, og at regningen vil blive betalt af Egypten.

Denne gestus synes naturlig i den tragiske og komplicerede situation. Ikke desto mindre kan den ses som et signal, idet meldingen ikke siger noget om de russiske turister, der også opholder sig ved de egyptiske badesteder. De risikerer at komme til at stå i en lignende situation, fordi de fleste europæiske lande i disse dage lukker luftrummet for russiske fly, mens Egypten endnu stiller sig afventende.

I alt dette kan man aflæse den situation, store dele af Mellemøsten lige nu befinder sig i. Da Putin startede krigen mod Ukraine ved at sende de russiske tropper ind over landets grænser, var der i første omgang næsten komplet tavshed i regionen. Det var som om denne konfliktfyldte del af verden, hvor der ellers aldrig tøves med fordømmelser og skarpe udtalelser, fornemmede at der for en gangs skyld var lagt op til en krig uden direkte forbindelse til mellemøstlige forhold.

Først tre dage inde i krigshandlingerne kom der en melding fra sheikh Ahmed al-Tayeb, storimam ved Al-Azhar i Cairo, som er et af den sunnimuslimske verdens absolut førende lærdomscentre. ”Jeg tilskynder Rusland og Ukraine til at lytte til fornuftens stemme,” sagde han. ”Krig fører kun til ødelæggelse og had i vores verden.”

Storimamen søgte tydeligvis at dele sol og vind lige, og dette er kendetegnende for de mellemøstlige reaktioner, som indtil videre er kommet. De politiske ledere holder sig på måtten ved ikke at melde klart ud, og på mindre kontroversielle områder, så som turisme, træffer man beslutninger, som kan dækkes ind under hensynet til humanitære omstændigheder, mens de også kan ses som en slags prøveballoner.

Nøjagtig det samme kan siges som den israelske regering, som i krigens første dage forsøgte at bevæge sig under radaren ved ikke at sige noget som helst af principiel betydning. Først da udenrigsminister Yair Lapid nølende valgte side med en fordømmelse af angrebet på Ukraine, kom der et prompte svar fra Moskva, der kritiserede de israelske bosættelser i Golanhøjderne.

Russiske ambitioner
Det er interessant, fordi den russiske udtalelse rettede sig mod Golanhøjderne og ikke Vestbreddens bosættelser, som jo er et væsentligt større problem. Golan-området, som Israel erobrede fra Syrien under krigen i 1967 og har holdt besat lige siden, er langt mindre end Vestbredden, og der er slet ikke den samme konfrontation mellem den lokale befolkning og den israelske besættelsesmagt. Men grundet sin beliggenhed tæt op ad det syriske kaos, og fra 2011 den syriske borgerkrig, er Golanhøjderne ikke mindre politisk følsomt end Vestbredden, og dette har lige nu fået en særlig aktualitet, idet Rusland gennem de sidste ti år har spillet en særdeles aktiv rolle i Syrien.

I store dele af Mellemøsten hæfter man sig i disse tider ved Putins bemærkning tilbage i 2005, fem år efter at han var blevet valgt til præsident. Han udtalte, at Sovjetunionens sammenbrud havde været den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede, og at den udvikling havde placeret millioner af landsmænd uden for den russiske føderation. I mellemøstlig tankegang er dette klart et udtryk for ønsket om at genrejse Rusland som stormagt, og dette indbefatter også at genvinde den strategiske rolle, Sovjetunionen spillede i Mellemøsten under den kolde krig.

Disse ambitioner kom meget klart frem, da Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen. Året efter brugte Putin denne udvikling som anledning til at gå mere aktivt ind i den syriske borgerkrig. Det russiske luftvåben og i et vist omfang russiske landtropper med støtte fra lokale militsgrupper, var afgørende for at sikre det Assad-regimets overlevelse, idet den syriske leder ad den vej skaffede sig kontrol over 80 pct. af landets territorium. Med dette sendte Putin et klart signal til store dele af den arabiske verden om, at den regionale magtbalance var ved at ændre sig, og at USA ikke længere havde patent som problemknuser i Mellemøsten.

Som en forlængelse af dette initiativ søgte Putin en tilnærmelse til Iran. Russerne og iranerne kunne passende indgå i en slags ideologisk alliance, hvor fællesnævneren skulle være USA, som fælles fjende.

 

Det er for mange i regionen logisk at se aggressionen mod Ukraine som optakten til nye fremstød i Mellemøsten
_______

 

Putins taktiske mesterstykke
Putin har længe har set Mellemøsten som en vej til genrejsning af Ruslands globale stormagtsrolle. Her udspillede magtkampen med USA sig under den kolde krig i form af skiftende og ofte uklare allianceforhold, og da dette spil allerede har stået på i en årrække, er det for mange i regionen logisk at se aggressionen mod Ukraine som optakten til nye fremstød i Mellemøsten. Men denne logik er ikke altid lige tydelig, for overalt er der eksempler på, at de nationale interesser går på kryds og tværs og tegner et temmelig utydeligt billede.

Dette er Tyrkiets tilsyneladende slingrekurs et godt eksempel på. Her har præsident Erdogans egne ambitioner om at spille en regional hovedrolle, og det gjorde han tidligere ved at gå i tæt partnerskab med Israel, og til en vis grad Egypten. Men i takt med at tyrkerne forstod, at de længe nærede ønsker om en optagelse i EU nok aldrig ville blive til noget, kølnedes Erdogans interesse for den mest vestligt orienterede del af Mellemøsten. I stedet rettede han blikket mod Iran, og da iranerne og russerne i den samme tid indgik flere samhandelsaftaler var kursen sat.

Men intet i den del af verden er enkelt. I 2015 nedskød Tyrkiet et russisk jagerfly, som de hævdede havde krænket syrisk luftrum, og dette udløste en otte måneder lang diplomatisk krise mellem de to lande. Tyrkiske virksomheder med interesser i Rusland blev tvunget til at forlade landet, og Rusland forbød sine borgere at tage på ferierejse til Tyrkiet, hvilket var et alvorligt slag i den omfattende tyrkiske turistøkonomi. Først da Erdogan kom med en officiel undskyldning for jagerflyets indtrængen i syrisk luftrum, bøjede Putin sig og genetablerede de bilaterale relationer.

Denne afslutning på affæren kan imidlertid læses som endnu et taktisk mesterstykke fra Putins side. For han fik Tyrkiet endnu længere ind i sin fold ved, at Erdogan efterfølgende besluttede at købe avancerede russiske S-400 missiler, hvilket naturligt nok udløste en krise mellem NATO-medlemmet Tyrkiet og de øvrige alliancepartnere – først og fremmest USA. Men Putin benyttede situationen til at udbygge sin strategiske rolle i Syrien ved at tage Tyrkiet som partner i det borgerkrigshærgede land. Tyrkerne hjalp til med at bekæmpe oprørsgrupper i den syriske Idlib-provins og fik til gengæld lov til at opretholde besættelsen af en stribe land langs den tyrkisk-syriske grænse. Amerikanerne holdt sig på afstand.

 

Egypten har lige siden det såkaldte arabiske forår i 2011 kæmpet med enorme økonomiske problemer, så det kom som en gevaldig håndsrækning, da Rusland i 2017 tilbød at afhjælpe landets permanente energikrise ved at støtte opførelsen af et stort atomkraftværk ved Alexandria
_______

 

Vanskelig balancegang
Den tyrkiske del af historien har imidlertid endnu en knast. Erdogan har i årevis betragtet Ukraine som en naturlig alliancepartner, og siden 2019 har Tyrkiet solgte et stort antal Bayraktar TB2 droner til Ukraine. Allerede i december sidste år brugte ukrainerne en tyrkisk drone til at ødelægge mobilt russisk artilleri i Donbas-regionen, hvilket førte til skarpe reaktioner fra Moskva, og som russerne aktuelt bruger som en af begrundelserne for at skride ind mod militariseringen af Ukraine.

Derfor står Tyrkiet med at stort dilemma lige nu. Ukraine henstiller til at tyrkerne lukker Bosporus-strædet for at spærre russiske flådefartøjer adgangen til Det Sorte Hav, men Erdogan tøver. Han er tydeligvis ikke klar til at rage endnu mere uklar med Putin, da han ikke ved hvad morgendagen vil bringe.

Egypten befinder sig i nogenlunde samme uklare situation. Under den kolde krig skiftede landet side i den globale strid flere gange, og i dag befinder det sig i en vanskelig balancegang. Egypten har lige siden det såkaldte arabiske forår i 2011 kæmpet med enorme økonomiske problemer, så det kom som en gevaldig håndsrækning, da Rusland i 2017 tilbød at afhjælpe landets permanente energikrise ved at støtte opførelsen af et stort atomkraftværk ved Alexandria. Som en del af aftalen gik Egypten også med til at opgradere flyvevåbnet ved at anskaffe russiske Sukhoi Su-35 jagerfly.

Styret i Cairo havde på det tidspunkt længe ønsket at diversificere sit våbenlager. I 2013 havde USA nemlig besluttet at holde igen med militærstøtten til Egypten, fordi man ad den vej ville presse egypterne til at få rettet op på en række alvorlige brud på menneskerettighederne. Til forskel fra Tyrkiet er Egypten ikke medlem af NATO, men lige siden fredsaftalen med Israel i 1979 har landet hvert år modtaget amerikansk støtte i milliard-klassen. Denne aftale er fortsat gældende, og skiftende amerikanske præsidenter har brugt den i forsøget på at lægge pres på styret i Cairo, men som vi kan se, har dette komplicerede spil også åbnet muligheder for den beregnende Putin.

Ledere i listesko
Mønsteret går igen rundt om i regionen. Saudi-Arabien og golfstaterne har ikke glemt oliekrigen, Rusland påførte dem i 2020. Dengang var Rusland endnu medlem af det såkaldte OPEC+, og russerne nægtede at bøje sig for organisationens beslutning om at nedsætte produktionen for at undgå drastiske prisfald, som følge af det mindskede forbrug under pandemien. Saudiaraberne besvarede udfordringen ved at sætte prisen helt ned til 8 dollar per tønde, og det slog et kæmpe hul i den russiske olieøkonomi. Det kostede naturligvis også dyrt for Saudi-Arabien, som måtte stille en række milliard-projekter i bero. Men bortset fra den økonomiske skade er det en udbredt fornemmelse i Saudi-Arabien, at bruddet med Putin i forbindelse med oliekrigen, har givet ham endnu en anledning til at benytte sin allerede eksisterende indflydelse i Mellemøsten til at få oprejsning.

Ingen ved endnu, hvordan krigen i Ukraine vil ende, og om Putins styre vil overleve det halsløse eventyr. Men slipper han fra det med sit politiske skind i behold, vil han have mange gode grunde til at skrue op for ekspansionslysten i Mellemøsten. I regional tænkning hænger dette ikke mindst sammen med, at amerikanerne allerede i en årrække har bestræbt sig på at nedtone engagementet. Amerikanerne har sat deres interesse for den israelsk-palæstinensiske konflikt på vågeblus, og de har allerede trukket sig ud af Irak og Afghanistan (som dog ikke er en del af Mellemøsten).

Der er med andre ord muligheder for at skaffe sig indflydelse og strategisk pondus, og det er givet, at Putin har blikket rettet mod Mellemøsten – hvad enten han vil være i stand til at opfylde sine drømme eller ej. Dette er en af årsagerne til at de fleste regionale ledere lige nu går på listesko.

Det er således kendetegnende, at mens de fleste europæiske nationer har lukket af for russiske fly – og flere af dem med åbne erklæringer om solidaritet med Ukraine – fortsætter Aeroflot i skrivende stund sine flyvninger mellem Moskva og Tel Aviv som normalt. Dette betyder naturligvis ikke, at de folkelige protester mod Rusland er helt fraværende i Mellemøsten. Der er demonstrationer og sympatitilkendegivelser alle vegne, og et af dem har udspillet sig i Jerusalem i de seneste dage. Centralt i byen ligger en pub, som for år tilbage blev grundlagt af jødiske indvandrere fra de tidligere sovjetrepublikker. Pubben fik navnet Putin, og var i mange år et populært sted i byen. Men med krigen forsvandt kunderne totalt, og ejerne pillede straks facadeskiltet ned. Nu lyder de seneste meldinger, at kunderne er vendt tilbage i stort tal, for pubben har overvejet at tage navneforandring til Rasputin. På lignende vis er der røre på Gazastriben, hvor der menes at leve omkring 800 ukrainere. De er typisk ægtefæller til lokale palæstinensere og finder stor støtte og sympati hos befolkningen i den smalle stribe land, som siden 2007 har været under stram israelsk blokade. Men ingen på stedet er i stand til at gøre ret meget – ud over at protestere og vise deres sympati på forskellige måder.

Den slags historier er der mange af i Mellemøsten, men så åbenhjertigt er der ingen politiske ledere, der udtrykker sig. De ser tiden an i en region, hvor uvisheden altid har hersket. ■

 

Der er med andre ord muligheder for at skaffe sig indflydelse og strategisk pondus, og det er givet, at Putin har blikket rettet mod Mellemøsten – hvad enten han vil være i stand til at opfylde sine drømme eller ej
_______

 

Korrektion: Tidligere fremgik det af analysen, at det var Rusland, der havde nedskudt et tyrkisk jagerfly i 2015. Dette var forkert, hvorfor det nu fremgår, at det var Tyrkiet som nedskød et russisk fly



xHans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 27 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. Hans seneste bog er ’Halutzim. Kontrasternes Israel’ (Turbine Forlaget, 2020), hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.. ILLUSTRATION: Syriens præsident Bashar Al-Assad og Vladimir Putin [Foto: Sputnik Photo Agency/Reuters/Ritzau Scanpix]