International analytiker Max Hess: Vi vil se sammenbruddet af den russiske markedsøkonomi i de kommende måneder

22.03.2022


Den russiske markedsøkonomi, eller kleptokratiske markedsøkonomi, som Putin har opbygget, vil afgå ved døden. Den vil blive erstattet af en statsstyret planøkonomi, der enten kan blive som den kinesiske, hvor der er plads til noget privat, eller man kan køre med en fuldt ud stalinistisk model.

Maximillian Hess er en politisk analytiker, der beskæftiger sig med international politik, handel og økonomi. Han har arbejdet som rådgiver ved AKE International og er nu Head of Political Risk ved Hawthorn. Hans analyser er blandt andet blevet brugt i the Financial Times, BBC og New York Times. Interview af Jakob Damsholt.

Udvalgte take-aways:

• Hvad kommer krigen til at betyde for verdensøkonomien? Krigen vil helt sikkert hæve priser over hele verden, og den kan potentielt blive et kæmpe chok for fødevareressourcer

• Hvad vil der ske med den russiske økonomi? Den russiske markedsøkonomi, eller kleptokratiske markedsøkonomi, som Putin har opbygget vil afgå ved døden. Den vil blive erstattet af en statsstyret planøkonomi

• Vil Kina hjælpe Rusland? Kina kan godt redde Rusland, men lige nu tror jeg, Beijing ser Ruslands ageren mere som en trussel mod egne interesser end en mulighed for at svække Vesten

RÆSON: Hvilken effekt har krigen foreløbig haft på verdensøkonomien?
HESS: Den primære effekt har været stigende energipriser, stigende forventninger til inflation og en signifikant usikkerhed i varepriser på forskellige varer som hvede, generelle landbrugsvarer, specielle metaller og fx diamanter. Jeg tror, den usikkerhed er kommet for at blive. Jeg tror ikke, at Rusland i sig selv vil starte en global økonomisk krise, men krigen vil helt sikkert hæve priser over hele verden, og det kan potentielt blive et kæmpe chok for fødevareressourcer i særdeleshed i Mellemøsten og Afrika.

Hvordan ser du en fødevarekrise udvikle sig?
Rusland og Ukraine er blandt verdens største producenter af korn. Rusland har allerede annonceret begrænsninger på sin eksport, ligesom vigtige produktionsområder i Ukraine allerede er blevet påvirket af krigen, og landets eksportfaciliteter allerede har lidt omfattende skade. Vi har også set stigende brødpriser en række steder som fx i Egypten og Armenien, og det tror jeg, vi vil se mere af og sammen med generel destabilisering.

Det vil også rejse en række spørgsmål, som vi så efter Trumps handelskrig i 2017 om, hvor bæredygtig den globale handel for fødevarer egentlig er. Jeg tror, vi vil se mange lande og mange områder, der begynder at opføre sig protektionistisk, og den triste sandhed i det er, at de områder, der vil blive ramt hårdest, er de fattige lande i syden. En anden risiko, vi skal holde øje med, er Moskvas evne til at svare på sanktionerne på en måde, der angriber dollaren, og et område, hvor de kan gøre deres ressourcer til et våben er i landbrugs- og fødevaresektoren. Rusland har langsomt opbygget kontrol over deres egen fødevareindustri og gødningsindustrien, og russisk gødning er afgørende for at så næste års afgrøde på globalt plan.

 

Ruslands økonomi som vi har kendt den i de seneste 20 år er grundlæggende allerede død
_______

 

Hvordan kan Rusland ramme Europa og USA gennem fødevarer?
De kan skabe stigende priser, og det kan ramme almindelige arbejdere. Vi har allerede set fødevarepriserne stige mere end inflationen, der i forvejen er på det højeste niveau i 30 år. Jeg tror primært, de vil bruge det til at få nogle gode aftaler med andre lande som fx Saudi-Arabien, hvor de kan love korn til gengæld for ikke at hjælpe USA for meget med olieproduktionen. Det vil sende forsyninger væk fra Europa, men den udviklede verden har selvfølgelig købekraften til, at det ikke fører til fødevaremangel i Europa og Nordamerika.

Hvor længe kan Ruslands økonomi holde under de nuværende sanktioner og forhold?
Ruslands økonomi, som vi har kendt den i de seneste 20 år, er grundlæggende allerede død, for med de nuværende sanktioner er de blevet udelukket fra det globale finansielle system. Selvom Rusland tjener en masse penge på deres eksport af energi til Europa, der vil holde dem kørende med hård valuta, der kommer ind i landet, må vi forvente, at de meget snart vil begynde at misligholde deres økonomiske forpligtelser. De har allerede indført ekstrem kontrol på kapital og lukket deres eget aktiemarked.

De vil måske også trykke flere penge, men da det vil øge inflationen, kommer de til at forsøge sig med priskontrol. Den russiske markedsøkonomi, eller kleptokratiske markedsøkonomi, som Putin har opbygget, vil afgå ved døden. Den vil blive erstattet af en statsstyret planøkonomi, der kan blive som den kinesiske, hvor der er plads til noget privat, eller man kan køre med en fuldt ud stalinistisk model. Jeg er chokeret over Putins villighed til at smadre sin egen økonomi. Han vidste, hvilke sanktioner, der ville ramme efter en invasion af Ukraine, og må have indregnet de her omkostninger. Det bliver afgørende, hvordan han fordeler goderne. Ikke bare blandt oligarkerne, men blandt de vigtige dele af sikkerhedsapparatet og hæren. De ejer måske ikke fodboldklubber i Vestlondon, med de har ejendomme og bankkonti rundt omkring i verden. Vi kommer til at se en omfordeling af den russiske politiske økonomi.

Kommer vi til at se folk, der mangler mad og står i lange køer for at få basale fornødenheder?
Rusland er i stand til at forsyne sin egen befolkning med basale fødevarer, og en del af deres reaktion på konflikten i 2014 har været at opbygge deres egen landbrugssektor, der også inkluderer bearbejdede fødevarer som ost og kød. Det kan produceres i Rusland, og derfor forventer jeg ikke, at vi lige nu kommer til at se hungersnød i Rusland. Det er ikke umuligt, at vi kommer til at se alvorlig hyperinflation i rublen og arbejdsnedlæggelser, som var et stort problem i Sovjetunionen. Vi vil også se et stort fald i BNP i år, og det vil give seriøse udfordringer for russerne i de kommende måneder. Men de virkelige udfordringer er på lang sigt, hvor sanktionerne vil forhindre importen af teknologi. Sanktionerne er så hårde, at det vil være svært at få lov at lave humanitære donationer af medicinsk udstyr. Vi vil se sammenbruddet af den russiske markedsøkonomi i de kommende måneder, og selv hvis deres aktiemarked genåbner, vil det mest være symbolsk. Deres store frygt for, hvad der kunne ske i slutningen af 90’erne, vil snart blive til virkelighed.

Satser Putin på, at Kina kommer og redder Ruslands økonomi?
Jeg tror ikke, at Putin ønsker en situation, hvor Rusland bliver underordnet Kina. Beijing kunne godt redde Rusland, men det er ret svært at gøre i en situation, hvor Ruslands økonomi er midt i at kollapse, og der er større risicis forbundet med det. Kina er engageret i at modarbejde den vestlige dominans og dollarens position i økonomien, men lige nu tror jeg, at de ser Ruslands ageren mere som en risiko end en mulighed for at fremme deres egne interesser. En interessant ting ved dollaren er, at den har en tendens til at blive styrket under kriser. Det skete både under finanskrisen og i efterdønningerne af 9/11, hvor investorer søgte mod dollaren.

Ser du også mere konkurrence mellem Europa og USA, eller tror du at den nuværende, stærkere alliance vil holde?
Den her krise har foreløbigt været en meget stærk faktor i at bringe Europa og USA tættere sammen på nogle afgørende områder, hvor de har været på vej væk fra hinanden i lang tid. Med tiden, når krigen flytter fra forsiden og længere ind i avisen, vil der igen dukke spændinger op, men krigen er primært en integrerende faktor. Jo længere tid den varer ved, jo mere sandsynligt er det, at Sverige og Finland tilslutter sig NATO, og jeg tror også, at vi kommer til at se nogle seriøse diskussioner om europæisk sikkerhedspolitik på linje med NATO. De lande, der har forholdt sig neutrale, bliver en ting for historiebøgerne. Vi har endda set Schweitz bakke op om sanktionerne. Vi ser generelt meget stor opbakning til sanktionerne og sammenhold. Det vil i hvert fald fortsætte i de kommende måneder. ■

 

Jeg er chokeret over Putins villighed til at smadre sin egen økonomi. Han vidste, hvilke sanktioner, der ville ramme efter en invasion af Ukraine, og må have indregnet de her omkostninger
_______

 



Maximillian Hess er en politisk analytiker, der beskæftiger sig med international politik, handel og økonomi. Han har arbejdet som rådgiver ved AKE International og er nu Head of Political Risk ved Hawthorn. Hans analyser er blandt andet blevet brugt i the Financial Times, BBC og New York Times. Interview af Jakob Damsholt. ILLUSTRATION: Præsident Putin mødes med Novgorods regionale guvernør, Andrei Nikitin, i Moskva, Rusland, 22. marts 2022. [FOTO: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix]