Jakob Tolstrup i RÆSONs nye trykte nummer: Hvem tør vælte Putin?
29.04.2022
Sanktionerne kan vise sig at styrke opbakningen til Putin, der til trods for modstand har demonstreret sin magt i Kreml. Det er ikke overraskende: I årtier har der nærmest ikke været nogen kupforsøg i de tidligere sovjetrepublikker.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, der har titlen: “Hvad Ukraine viser os om fremtiden”. Ude nu.
Af Jakob Tolstrup
I de tidlige morgentimer den 24. februar 2022 henvendte den russiske præsident Vladimir Putin sig direkte til den russiske befolkning i en tv-transmitteret tale og annoncerede påbegyndelsen af den såkaldte ’militære specialoperation’ i Ukraine. Invasionen af det mere og mere vestligt orienterede naboland mod sydøst var en kendsgerning. I talen argumenterede Putin for, at han var nødt til at reagere militært for at beskytte Moder Rusland mod en truende NATO-ekspansion og beskytte russisk-talende beboere i Ukraine mod en nazistisk regering i Kiev i færd med at begå folkemord i udbryderrepublikkerne Lugansk og Donetsk. Han brugte også hele 20-25 minutter på at beskrive historiske nedslagspunkter, som samlet skulle vise russerne og omverden, at Ukraine som selvstændig stat er en fejlagtig tilfældighed, forårsaget af Lenin i Sovjetunionens første spæde år.
Der er meget, vi ikke ved om Putins skæbnesvangre beslutning. Men meget tyder på, at invasionen skulle have været en hurtig affære. Siden november 2021 havde Rusland mobiliseret flere og flere tropper og tungt artilleri i faretruende nærhed af de ukrainske grænser. Man pustede sig op – på Krim i syd, i udbryderrepublikkerne Donetsk og Lugansk i øst og i Belarus i nord. Mange iagttagere, inklusiv undertegnede, regnede med, at der var tale om kynisk teatertorden, som skulle sikre den russiske leder indrømmelser fra NATO og måske også fra Ukraine. Indrømmelser, som præsidenten kunne bruge til at øge opbakningen blandt befolkningen i en tid, hvor der ellers var langt mellem sejrene. Hen over året var russernes utilfredshed – med stagnerende vækst, stigende priser og faldende levestandarder – vokset markant. Omkring årsskiftet toppede corona-pandemien og udstillede den russiske stats, og ikke mindst sundhedssystemets, dysfunktionalitet.
Da hverken Vesten eller Ukraine bøjede sig for presset, gjorde præsident Putin alvor af truslerne og påbegyndte den militære mission. Der var dog ikke tale om en velplanlagt lynoperation, men snarere en lidt fodslæbende omgang. Logistiske udfordringer og effektive forsyningslinjer til tropperne hurtigt blev et problem. Efter flere måneders forberedelsestid var det noget overraskende, at det russiske militær ikke var bedre forberedt. Spørgsmålet er derfor, om man reelt havde forberedt sig på et ganske andet scenarie. Putin havde måske regnet med, at blot signalet om, at Rusland var klar til at tage næste skridt op ad eskalationsstigen og gøre det utænkelige ville være nok til at udløse de indrømmelser, som han kunne bruge til at styrke sin egen position indenrigspolitisk.
Måske så han sig nødsaget til at eskalere yderligere i håbet om, at dét så ville knække ukrainerne. Men under ledelse af præsident Zelenskyj stod ukrainerne modigt fast og mobiliserede nationen til krig. Vestlige lande iværksatte de skarpeste sanktioner i nyere historie. Og de økonomiske omkostninger ved krigen blev endnu større, da befolkninger verden over udskammede Rusland, og betydningsfulde transnationale virksomheder vendte det russiske marked ryggen.
Med ét sidder Putin i en vanskelig situation. Hvor ingen for få måneder siden stillede spørgsmålstegn ved hans evne til at fastholde magten, så diskuterer vi nu ivrigt, om han kan overleve krigen i Ukraine. Har han gravet sin egen grav?
Som udgangspunkt slipper ledere som Putin sjældent magten frivilligt. Forhandlede løsninger om diktatorens mulige exit eller gradvise politiske liberaliseringer er på ingen måder normalen. Typisk er det snarere, at personalistiske diktatorer falder med et brag – i form af et voldsfyldt og påtvunget regimeskifte.
_______
Hvordan falder diktatorer som Putin?
Over de seneste årtier har politologers forskning i diktaturer leveret en række indsigter, som kan hjælpe til at belyse Putins overlevelseschancer i den nuværende situation.
Siden han kom til magten i 1999, har Putin etableret et såkaldt personalistisk diktatur i Rusland. Personalistiske diktaturer er kendetegnet ved særdeles magtfulde og egenrådige diktatorer. Diktatorens høje grad af politisk kontrol betyder, at det primært er ham, som tager alle større politiske beslutninger, og at det er ham, der kontrollerer, hvem der skal bestride magtfulde poster i regimet. Oftest promoverer lederen en blanding af venner, familiemedlemmer eller særligt loyale personer fra sin egen hjemby, stamme eller tidligere arbejdsplads. Dermed omgiver lederen sig overvejende med personer, som bestrider deres embeder, ikke fordi de nødvendigvis er meget kompetente, men først og fremmest fordi de er særligt loyale overfor landets leder. Hvem Putin har i sin inderkreds, og hvilken betydning det har for hans overlevelseschancer, vender vi tilbage til.
Netop fordi diktatorer i personalistiske regimer er underlagt få begrænsninger – hverken formelle eller uformelle – for deres magtudøvelse, adskiller de sig kraftigt fra både demokratier og andre former for diktatur. Disse diktaturer er således de mest undertrykkende og mest korrupte, og de oplever de største økonomiske kriser. Personalistiske autokratier er også de mest udenrigspolitisk aggressive, hvilket Putins fremturen særligt gennem de seneste 10-15 år fint illustrerer. Endelig er det markant mindre sandsynligt, at personalistiske diktaturer – når de falder – erstattes af demokrati.
I lyset af denne viden er det således ikke overraskende, at Putin endte med at gå linen ud. Risikofyldte og måske overilede beslutninger, hvor de mulige konsekvenser af en handling ikke gennemanalyseres grundigt, ses ofte fra personalistiske diktatorers hånd. Diktatorens mulighed for – og tilbøjelighed til – egenrådighed i beslutningstagningen bliver ekstra farlig, når den kobles med rådgivere, der lever i konstant frygt for at påkalde sig diktatorens vrede, og derfor altid vægter loyalitet og spytslikkeri over saglighed.
Som udgangspunkt slipper ledere som Putin sjældent magten frivilligt. Forhandlede løsninger om diktatorens mulige exit eller gradvise politiske liberaliseringer er på ingen måder normalen. Typisk er det snarere, at personalistiske diktatorer falder med et brag – i form af et voldsfyldt og påtvunget regimeskifte. Kup, masseprotester, væbnet oprør eller intervention fra fremmede magter skal der til, før personalistiske diktatorer endeligt vippes af pinden. Ganske ofte ender disse diktatorer da også deres politiske liv på brutal vis. Ledere af personalistiske regimer bliver således langt oftere end andre autoritære ledere slået ihjel, fængslet eller drevet på flugt for at undgå retsforfølgelse og andre repressalier.
Voldsprægede transitioner er altså reglen snarere end undtagelsen, og når de bliver presset, søger de som hovedregel at genvinde kontrollen ved hjælp af brutal undertrykkelse. Den anerkendte amerikanske diktaturforsker Barbara Geddes’ beskriver det som amerikanske nybyggeres forsvarstaktik: Man sætter prærievognene i rundkreds og skyder på alt, der bevæger sig.
Lad os se lidt nærmere på de to hyppigste årsager til fald i personalistiske diktaturer – kup og masseprotester – samt på, hvordan diktatoren oftest håndterer de to trusler, når han kommer under pres. Igen kan den generelle viden fra diktaturforskningen gøre os klogere på, hvor udsat Putin reelt er.
Folkeligt oprør?
Fredelige masseprotester i diktaturer er blevet langt mere hyppige siden Den Kolde Krigs afslutning. Et nyere studie har vist, at fra 2000 til 2017 faldt i alt 44 diktaturer på verdensplan – og i næsten to ud af tre tilfælde spillede massedemonstrationer en afgørende rolle. Også personalistiske diktatorer som Muammar al-Gaddafi i Libyen og Omar al-Bashir i Sudan er det seneste tiår faldet i forbindelse med folkelige demonstrationer. Men træerne vokser ikke ind i himlen. Flere personalistiske despoter har også stået truslen fra folkehavet igennem og fastholdt magten ved vedholdende brug af undertrykkelse. Tænk blot på Aleksander Lukasjenko i Belarus og Nicolas Maduro i Venezuela.
Er massive og regimeomvæltende masseprotester mod Putin så et sandsynligt scenarium i Rusland? I de seneste ti år har vi set både større og hyppigere protester rundt omkring i landet, dog fortsat overvejende i de største byer. Også i holdningsundersøgelser kan vi observere, at almindelige russere udtrykker stadig større skepsis over for Putin og samtidig større beredvillighed til at deltage i protester mod regimet.
I de første uger efter invasionen af Ukraine, kom krigs- og Putin-modstandere også på gaden – igen dog primært i Skt. Petersborg og Moskva. Men deltagerantallet forblev beskedent, når vi tager byernes størrelse i betragtning, og de følgende uger så man kun få og ganske små protestaktioner.
Regimets modsvar har da også været stålsat. Demonstranterne er blevet mødt af kampklædt politi og specialtropper – og de har ikke lagt fingrene imellem. Som en rapport fra menneskerettighedsorganisationen OVD-Info viser, er demonstranter blevet slået og tæsket og flere har fået strømpistoler at føle. Siden invasionens påbegyndelse er omkring 15.000 russere blevet arresteret. Det svarer omtrent til samtlige indbyggere i middelstore danske provinsbyer som Middelfart eller Kalundborg. Og det altså til trods for, at demonstrationerne er forblevet relativt små. Undertrykkelsesratioen (antal arresterede relativt til antal demonstranter) har altså været svimlende høj. Putin-regimets hårdhændede håndtering af demonstranter kombineres med hyppige trusler mod enhver, som sætter sig op mod regimet. Siden invasionen er også bødestraffe og fængselsdomme for enhver form for oppositionsaktiviteter hævet drastisk. For almindelige russere er de potentielle omkostninger ved at gøre modstand altså nu ubeskriveligt høje. Og det er sandsynligvis med til at mange russere bliver hjemme snarere end risikere liv og levned på gaden.
Putin reagerer som en typisk personalistisk diktator. Når presset øges, skruer man op for undertrykkelsen. Prærievognene køres i rundkreds og krudtet findes frem. Modstanderne elimineres skånselsløst eller trues til tavshed. For nu synes truslen om et succesfuldt folkeligt oprør mod Putin at være blevet elimineret.
Spørgsmålet er, hvor længe de russere, som er imod Putin, krigen og udviklingen mere generelt forbliver passive. Økonomer forventer på baggrund af de indførte sanktioner, at russerne nu kigger ind i negative vækstrater i omegnen af 10 pct. og inflation på omkring 20 pct. Var russerne utilfredse med den økonomiske situation i landet inden krigen, kan vi altså kun forvente, at den utilfredshed uddybes i de kommende måneder. Og utilfredshed med økonomien er en af de faktorer som er mest udslagsgivende for, hvorvidt almindelige mennesker er villige til at tage del i protester.
Et afgørende spørgsmål i den forbindelse er, hvem russerne i sidste ende vil holde ansvarlig for den uundgåelige økonomiske krise. Og her spiller propagandaen en vigtig rolle. Kritiske russiske medier havde allerede trange kår inden invasionen, og nu er de – næsten alle som ét – blevet tvunget til at lukke ned. Novaja Gazeta og TV Dozhd, nogle af de sidste medier, der opererede på russisk grund, har indstillet deres virke. Tilbage er kun online medier som Meduza, der holder til i udlandet, men som russerne også er blevet forment adgang til. Imens kører et massivt kor af regime-kontrollerede medier historier som portrætterer Vesten og Ukraine som aggressorerne i konflikten, Rusland som offeret, Putin-modstandere som afskum og Vestens lejesvende, og sanktionerne som Washingtons umotiverede forsøg på én gang for alle at bringe Rusland helt i.
Vi ved, at i omegnen af 50-65 pct. typisk ser positivt på Putin, og de fleste i denne gruppe støtter også hans hårde udenrigspolitiske kurs i Ukraine. Det viser målinger over årene – også efter invasionen – fra det velrenomerede Levada Institut. Jeg har selv for et år siden i samarbejde med en kollega i et survey-eksperiment undersøgt, hvordan relativt simple historier om truende begivenheder i russernes nabolande kombineret med Putin-udtalelser om nødvendigheden af et modsvar kan få virkelig mange russere til at støtte op om russisk militær aggression. I eksperimentet støtter hele 60 pct. af Putins støtter klart op om brug af militær aggression mod et truende naboland – blot 15 pct. af Putins støtter erklærer sig som krigsmodstandere. Selv blandt deciderede Putin-modstandere bakker hver tredje i eksperimentet op om krig, når de præsenteres for historier om truende begivenheder og Putins reaktion herpå.
I virkelighedens verden bliver Putin-støtterne og -modstanderne i den russiske befolkning pumpet med langt større mængder og mere ekstrem propaganda, hvilket sandsynliggør, at tallene omkring og under invasionen faktisk er endnu højere end det, vi finder i vores survey-eksperiment. Fra forskning i økonomiske sanktioner og afledningskrige ved vi også, at ledere ofte effektivt bruger eksterne fjender og trusler til at tænde patriotismen i befolkningen og skabe en såkaldt ’rally-around-the-flag’-effekt. Z-kampagnen, som har rullet overalt i Rusland, er et godt eksempel herpå. Z’et, anvendt som markør for russiske køretøjer i Ukraine, er blevet et symbol for opbakning til krigen (og dermed Putin), og det ses utallige steder i det offentlige rum, på sociale medier og i regime-kontrollerede medier. Ganske ofte bliver ledere ved hjælp af patriotisk oppisken mere, ikke mindre, populære af at blive underlagt økonomiske sanktioner og føre krig mod truende modparter. De russiske medier og Putins udtalelser søger bevidst at mobilisere en sådan patriotisme – og de patriotiske toner taler langt hen ad vejen til Putins faste støtter i befolkningen.
Der er altså en meget stor gruppe i den russiske befolkning, som ikke umiddelbart viser tegn på utilfredshed med Putin. Så skal Putin væltes af folket, skal vi se langt flere af de moderate Putin-støtter skifte side og aktivt gøre modstand. Indenfor en kortere tidshorisont ser den mulighed usandsynlig ud.
Oprør fra inderkredsen?
Men hvad med Putins inderkreds? Flere af de omfattende vestlige sanktioner har til formål at lægge pres på netop de personer, som Putin omgiver sig med og som er nødvendige for, at regimet kan fungere og fortsat kontrollere befolkningen. Vil det virke?
Kup foretages som hovedregel af dele af militæret, af fraktioner i inderkredsen omkring diktatoren, eller af en kombination af de to. Generelt har vi igennem de sidste 20 år set et markant fald i forekomsten af kup på verdensplan. Ydermere kan kupforsøg i de tidligere sovjetstater tælles på én hånd og primært henlægges til de tidlige og tumultariske 1990’ere. Militæret i Rusland har ikke på noget tidspunkt siden uafhængigheden i 1991 blandet sig i den politiske udvikling i landet, og så vidt vi ved, har Putin ikke på noget tidspunkt i løbet af sine 22 år ved magten været udsat for kupforsøg, og end ikke mindre konspirationer. Generaler fra det russiske militær er som sådan ikke en del af inderkredsen og Putin har yderligere ”kup-sikret” sig selv med oprettelsen af Nationalgarden i 2016 – en loyal specialstyrke på tæt på 400.000 veltrænede og veludstyrede mand, som refererer direkte til præsidenten. Inden for den korte historiske horisont er der altså ikke meget, der taler for et kup mod den russiske leder.
Selv ikke den dristige beslutning om at invadere Ukraine, og det deraf følgende omfattende sanktionspres, har skabt alvorlig uro i geledderne. Vi har set et par enkelte oligarker som Mikhail Fridman og Oleg Tinkov og politikere som Anatolij Tjubais, som var toneangivende i privatiseringsprocessen under Jeltsin i 1990’erne, undsige Putins krigsbeslutning. Men der er tale om relativt få og i dag perifere figurer.
Der verserer også rygter om, at Putin og den indflydelsesrige forsvarsminister Sergej Sjojgu har været på kant med hinanden. Sjojgu er en populær figur blandt russerne, og anses ofte som en mulig efterfølger. Forsvarsministeren har siden 11. marts kun optrådt en enkelt gang i medierne, og der har cirkuleret rygter om, at der faktisk er tale om et gammelt klip. Samtidig har Kreml turneret med forklaringen om, at Sjojgu havde hjerteproblemer. Hvad der egentlig foregår, ved vi ikke. Og det er sigende for de lukkede personalistiske diktaturer, at vi må ty til gætterier og spekulationer i forsøget på at forstå, hvad der sker i inderkredsen. Men hvorom alting er, er Sjojgu nu tilbage og støtter fuldt op om aktionen i Ukraine.
De mest magtfulde mænd i Putins inderkreds, som netop forsvarsminister Sjojgu, lederen af Sikkerhedsrådet Nikolaj Patrushev, chefen for efterretningstjenesten FSB Aleksander Bortnikov, eller frontmanden for Putins ’præsidentgarde’ Nationalgarden Viktor Zolotov, har stået last og brast med den russiske præsident i de seneste 20-30 år. Hver især kunne de måske godt tænke sig at sidde for bordenden i Kreml. Men de vil kun forsøge at vælte Putin, hvis de er sikre på, at de andre vægtige herrer også er med på den. Putin er ikke den tilgivende type – han vil straffe ethvert tegn på elitemodstand benhårdt.
Omvendt, står Putin for fald, og kan disse markante skikkelser i hans inderkreds ikke se, at de ikke selv kan sikre sig nøglerne til Kreml, ja, så kan de forvente at lide samme dystre skæbne som Putin. I kampen mod modstandere udenfor koalitionen har inderkredsen altså alt muligt incitament til at støtte den russiske leder til den bitre ende.
Så længe befolkningen ikke for alvor udtrykker utilfredshed med regimet, er det mest sandsynligt, at også elitens eventuelle kupplaner forbliver i skrivebordsskuffen. Sjojgus ’forsvinden’ har leveret et effektivt signal til potentielle kupmagere: Putin kan banke selv en af de stærkeste mænd i regimet på plads! Men rører folket for alvor på sig, så stiger usikkerheden igen – også i inderkredsen.
Personligt har Putin klaret sig igennem første del af krisen og har dermed vundet første runde. Hvad sker der, hvis krigen trækker ud og virkelig bliver en sump for det russiske militær, eller hvis den økonomiske krise eskalerer? Vi skal ikke forvente, at Putin kaster håndklædet i ringen. Han skal tvinges ud af præsidentkontoret – og i de personalistiske diktaturer ender den slags ofte som en voldelig affære. ■
Så længe befolkningen ikke for alvor udtrykker utilfredshed med regimet, er det mest sandsynligt, at også elitens eventuelle kupplaner forbliver i skrivebordsskuffen
_______
Jakob Tolstrup (1980) er ph.d. og lektor i statskundskab på Aarhus Universitet. Han er ekspert i indenrigs- og udenrigspolitiske forhold i Rusland og de øvrige tidligere sovjetrepublikker og i politik i diktaturer mere generelt. Han har blandt andet skrevet Tænkepausen ’Diktatur’. ILLUSTRATION: Nord for Blagoveschensk, Amur i Sibirien: Vladimir Putin på besøg hos Kosmodrom Øst, en rumhavn under opførelse i det østligste Rusland, 12. april 2022. Rumhavnen skal gøre Rusland mindre afhængig af Bajkonurkosmodromen i Kasakhstan, der blev åbnet i 1955 [FOTO: Mikhail Klimentyev/AFP/Ritzau Scanpix]