Jens Jørgen Nielsen: Vesten har pudset sin glorie og blindt provokeret Rusland i årtier. Vejen til fred er et neutralt Ukraine

11.02.2022


Ingen talte om en russisk invasion af Ukraine, før USA bragte det på banen i 2008. Samtidig har 30 lande i en fjendtlig militæralliance krøbet sig tættere på den russiske grænse. Er det egentlig svært at forstå, at russerne reagerer med deres bagage af traumatiske oplevelser med vestlige invasioner?

Kronik af Jens Jørgen Nielsen

DE VESTLIGE MEDIER har i flere måneder advaret om et forestående russisk angreb på Ukraine. For hvad skal de ellers godt 100.000 russiske soldater med tilhørende isenkram bruges til? I virkeligheden har en russisk invasion hele tiden været meget usandsynlig, og den har i skrivende stund ikke materialiseret sig. Selv ukrainske militærfolk og endda præsidenten har sagt, at faren er overdrevet.

Ikke desto mindre har tanken om en russisk invasion og dens følger for Europa sendt chokbølger igennem det politiske landskab i NATO, EU og USA. I Danmark taler vi allerede om at øge forsvarsbudgettet. Vi oplever en udbredt følelsesladet værdi-retorik om transatlantiske alliancer og EU-solidaritet. Men usikkerheden er stor. For hvad skal vi stille op over for et Rusland, som ikke passer ind i vores planer for verdensordenen? Som ikke underlægger sig vores forestillinger?

Den vestlige Ruslandpolitik kan reduceres til ganske få ting: 1) Moralsk forargelse, 2) trusler om sanktioner og 3) støtte til oppositionen i Rusland. Sidstnævnte i et håb om at få et magtskifte og en mere medgørlig leder ind i Kreml.

Denne ”politik”, der bygger på flere fejlagtige opfattelser og illusioner, har stået på i ganske mange år, men selv de mest positivt tænkende må se i øjnene, at den har været ineffektiv. Den trænger til et eftersyn.

Illusionen om den liberale verdensorden
Den liberale verdensorden er grundlaget for vores politik over for Rusland og Ukraine. Den blev formuleret efter Den Kolde Krigs afslutning for 30 år siden ledsaget af en euforisk, triumferende, og ja, næsten revolutionær stemning. Vi i Vesten vandt Den Kolde Krig, historien er nu slut, og der er kun én samfundsmodel; nemlig den vestlige og angelsaksiske.

Denne samfundsmodel ville angiveligt brede sig over hele planeten med fred, velstand og stabilitet til følge. Mange russere kunne genkende den revolutionære retorik fra deres kommunistiske fortid. Dengang talte man også om, at revolutionen med nødvendighed ville brede sig over hele verden, som ville blive organiseret efter det samme universalistiske princip. I 1990´erne var det ikke den kommunistiske lighed, men frihed og demokrati, som skulle indtage verden – under Washingtons ledelse.

Grundtanken bag idéen om den liberale verdensorden var, at demokratiske lande ikke går i krig med hinanden. Derfor er landenes indre dynamik afgørende: Demokratiske lande er fredelige, mens autoritære lande er roden til krig, borgerkrig og ustabilitet. Løsningen bliver derfor at fjerne de ’onde’ autoritære ledere og erstatte dem med demokratiske, så verden kan blive præget af en ”rule-based order”. Det betyder også, at fortalere for en liberal verdensorden legitimerer intervention med henblik på at fjerne diktatorer.

Disse tanker blev udformet i 1990´erne, hvor der også var en stærk kritik af mere traditionelle realistiske opfattelse af verdensordenen. De liberale ideologer påstod, at et begreb som interessesfærer skulle bandlyses. Det hørte til den gamle ’før-revolutionære’ måde at tænke på. I den nye lysende verdensorden måtte der ikke eksistere sådan noget.

Denne liberale grundtanke er smuk og endda forførende. Men viste sig ret hurtig at være en utopi ude af trit med virkeligheden. Den virkelighed, som de liberale drømmere ikke ville se i øjnene, var, at der på bundlinjen ikke er en overstatslig instans, der kan sikre staters sikkerhed 100 pct.. Derfor pågår der hele tiden mellem stater en kamp om interesser.

 

De liberale ideologer påstod, at et begreb som interessesfærer skulle bandlyses. Det hørte til den gamle ’før-revolutionære’ måde at tænke på. I den nye lysende verdensorden måtte der ikke eksistere sådan noget. Denne liberale grundtanke er smuk og endda forførende. Men viste sig ret hurtig at være en utopi ude af trit med virkeligheden
_______

 

Kun den erkendelse kan ifølge den realistiske skole danne basis for en form for stabilitet. Det betyder anerkendelse af, at store magter som noget naturligt vil have interessesfærer i sine nabolande. Hvis en fremmed stormagt danner alliance med et naboland til en anden stormagt, vil man have en meget ustabil situation.

Og lige præcis hulheden i den liberale ideologi kommer ganske klart til udtryk i USA’s konkrete politik. USA har i ca. 200 år haft en Monroe-doktrin, som siger, at Nord- og Sydamerika er USA’s interessesfære. USA vil ikke acceptere, at nogen stat på hele det amerikanske kontinent danner alliancer med europæiske magter. I den liberale verdensordens optik må USA og EU altså godt have interessesfærer, som man blot kalder udbredelse af demokrati.

Men Rusland og Kina må ikke have dem, for de er autoritære. Det er i hvert fald sådan, som både Rusland og Kina opfatter Vestens ageren overfor dem. Ikke uden grund. Vesten snyder på vægten, når de fremstiller deres nationale interesser som universelle og demokratisk værdibaserede, mens de ikke tillader Rusland og Kina deres interessesfærer. Derfor overbeviser fortalerne for den liberale verdensorden ikke Rusland og Kina.

NATO eller intet
NATO er den sikkerhedsmæssige grundsten hos mange europæiske politikere og sikkerheden utænkelig uden USA’s garantier. Men bølger af NATO-udvidelser siden 1999 har i skrivende stund medvirket til at bringe os tættere på en europæisk storkrig i Europa for første gang siden 1945. Så målet er absolut ikke nået. Tværtimod har NATO tilsyneladende bidraget til at frembringe lige netop det, som den skulle forebygge.

Mange i Vesten viger tilbage for en grundig refleksion omkring dette paradox. Igen må vi 30 år tilbage, da nøglen ligger her. Ved konferencen i Paris i november 1990 blev Europa principielt enige om en ny sikkerhedsstruktur, der skulle afløse de to militærblokke, NATO og Warszawa-pagten. Det blev understreget, at sikkerheden i Europa kun kunne være udelt, dvs. omfatte alle lande, der havde været medlemmer af de to blokke. Den nye organisation, CSCE kom til. Og her var Rusland med.

OSCE kunne altså have spillet en rolle som fælles struktur for sikkerhed i hele Europa, men i stedet begyndte især USA at arbejde for en anden struktur; nemlig udvidelse af NATO i de lande, som den sovjetiske hær netop havde forladt uden et eneste sværdslag. De første par måneder i 1999 var afgørende – også for situationen i dag. På stort samme tid besluttede NATO at optage Polen, Tjekkiet og Ungarn i NATO, samtidig med at organisationen besluttede sig for at bombe Jugoslavien uden FN´s Sikkerhedsråds godkendelse.

 

Efter 9/11 i 2001 hjalp Putin USA i Afghanistan på trods af kritiske miner hos de mere skeptiske russiske generaler. Hvad var svaret? Nye NATO-udvidelser, opsigelser i 2001 af anti-raket-aftalen, ABM, fra 1972. Den nye sikkerhedsarkitektur i Europa var NATO. Punktum.

_______

 

Bombningerne var omfattende og ramte også talrige civile og infrastrukturelle mål. Jeg arbejdede på denne tid nærmest i døgndrift i Rusland som journalist. Jeg så med egne øjne et vendepunkt: Russerne havde indtil da lagt alle deres æg i Vestens kurv, troet på Vesten, accepteret at Vesten definerede, hvem der var gode og ikke-gode. Men næsten alle var rystede. Selv hæderkronede menneskerettighedsfortalere som Andrej Sakharovs enke, Jelena Bonner, var rystet over Vesten. Under disse bombninger tabte Vestens sin uskyld -i hvert fald i mange russeres øjne.

Stemningsskiftet i øst
På denne stemning kom Putin kort tid efter til magten. Han gik faktisk op imod de nye anti-vestlige toner, og genoplivede tværtimod Gorbatjovs optimistiske tro på et samarbejde mellem Rusland og Vesten i øjenhøjde på lige vilkår. Den unge Putin rakte hånden ud, søgte endda om Ruslands optagelse i NATO, holdt tale på tysk i den tyske Forbundsdag m.m.

Efter 9/11 i 2001 hjalp Putin USA i Afghanistan på trods af kritiske miner hos de mere skeptiske russiske generaler. Hvad var svaret? Nye NATO-udvidelser, opsigelser i 2001 af anti-raket-aftalen, ABM, fra 1972. Den nye sikkerhedsarkitektur i Europa var NATO. Punktum. Og Rusland måtte forstå, at de skulle stå uden for en borg med stadig flere lande.

Russerne fik ikke et ord at skulle have sagt. Til gengæld måtte de høre på højttalende baltere og polakker, der førte en højrøstet anti-russisk retorik og trak både EU og NATO i mere anti-russisk retning. Mange baltiske og polske politikere skelnede ikke mellem Rusland og Sovjetunionen, men brugte russisk og sovjetisk i flæng. Men Rusland havde på det tidspunkt selv gjort op med den sovjetiske arv, og meldt sig ud af Sovjetunionen omtrent som balterne havde det.

Der var flere advarsler om, at dette NATO-arrangement ville forblive usikkert og hverken sikre stabilitet eller fred. I hvert fald siden Putins berømte München-tale i 2007, hvor han kritiserede USA’s monolitiske globale dominans, har russerne meget utvetydigt givet udtryk for utilfredshed med NATO. Det hjalp ikke, at NATO gav et plaster på såret i form af NATO-Russia Council.

Det forblev et informationskontor, hvor NATO oplyste Rusland om, hvad de havde besluttet uden Rusland. Fejlen hos mange i Vesten bestod i, at de hårdnakket nægtede at forstå, hvor dybt Rusland var utilfreds med dette arrangement. Selvforståelsen hos os var, og er, at vi er gode, og vi vil det gode. NATO blev beskrevet som en værdibaseret organisation, der vil udbrede alle gode værdier. Hvis russerne ikke kunne forstå det, måtte der være noget vejen med dem, eller de måtte have skjulte dagsordener som fx at genoprette Sovjetunionen.

Men i 2008 havde Rusland trukket en streg: Ukraine og Georgien måtte ikke blive medlemmer af NATO, for det vil true Ruslands sikkerhed. Men vi insisterede stadig på NATO´s godhed. Med invitationen til Ukraine og Georgien ville NATO komme for tæt på Ruslands sikkerhedszoner. Russerne så ikke NATO som en værdibaseret magt for demokrati og fred. De så den som en organisation, der ikke veg tilbage for militære indgreb, Jugoslavien og Irak viste, at NATO-landene absolut ikke veg tilbage for bombninger af nationer, selvom NATO-landene selv ikke var blevet angrebet.

 

Mange har heller ikke glemt begivenheden i maj 2014, hvor mindst 48 anti-Maidan demonstranter i Odessa blev dræbt på grusom vis. Ikke ét deltagende ord fra EU, kun fra den bulgarske udenrigsminister. Er det mærkeligt, at russerne tænker, at hvis russiske mindretal skal beskyttes, så vil hjælpen ikke komme fra EU?

_______

 

Og hvad med ukrainernes forhold til NATO? I april 2008 erklærede George W. Bush i Bukarest, at Ukraine og Georgien skulle inviteres med i NATO. Tyskerne og franskmændene fik det dog skudt til hjørne på ubestemt tid. Men skaden var sket. Det førte til en krig i Georgien tre måneder efter NATO-mødet i Bukarest. Det var en ganske interessant detalje på det tidspunkt. Netop i 2008 var kun 20 pct. af ukrainerne for NATO-medlemskab. Over 60 pct. var imod. Selv i 2015 var der ikke over 40 pct. der var for NATO-medlemskab. Billedet af en samlet ukrainsk nation, der længtes efter EU og NATO og ønskede at komme fri fra Rusland, er ganske fortegnet. Selv uden de mest pro-russiske områder som Krim og Donbass er op mod næsten halvdelen af den ukrainske befolkning tæt knyttet til Rusland gennem sprog, kultur, historieopfattelse m.m.

EU står for minoritetsbeskyttelse, men ikke for russere
Værdier som minoritetsbeskyttelse fylder meget i EU’s selvforståelse. EU har intet gjort for sikre rettigheder for de russisk-talende i Ukraine. Det russiske sprog, som tales af op mod halvdelen af befolkningen i ukrainske hjem, presses systematisk ud af det offentlige liv, ligesom russiske TV-kanaler og bøger forbydes. Samtidig har en figur som oppositionspolitikeren Viktor Medvetjuk, der har stået for en udsoning af forholdet til Rusland, har haft stærk fremgang de forløbne år. I begyndelsen af 2021 blev han sat i husarrest uden rettergang.

Mange har heller ikke glemt begivenheden i maj 2014, hvor mindst 48 anti-Maidan demonstranter i Odessa blev dræbt på grusom vis. Ikke ét deltagende ord fra EU, kun fra den bulgarske udenrigsminister. Er det mærkeligt, at russerne tænker, at hvis russiske mindretal skal beskyttes, så vil hjælpen ikke komme fra EU? Og er det mærkeligt, at de tænker, at al den snak om menneskerettigheder er et hyklerisk dække for snævre geopolitiske interesser? Jeg er ikke nødvendigvis enig i kritikken, men at man kan få det indtryk i Rusland og det østlige Ukraine, må være indlysende.

EU støtter i praksis en ukrainsk regering, der rehabiliterer tvivlsomme personer, som har stået for forbrydelser mod især jøder og polakker, og i mange tilfælde kæmpet på tyskernes side under 2. verdenskrig. Men det er næsten kun Israel, der har protesteret. Min pointe er kun, at EU er meget selektiv, når det kommer til fordømmelse af nationalisme. 

Sanktionernes boomerangeffekt
Både USA og EU-landene er overbeviste om, at sanktionerne vil virke og få Rusland til at agere i overensstemmelse med vore ønsker. Men holder det? Generelt om sanktioner kan man sige, at de ofte får de ramte befolkninger til at bakke op om sine ledere og vende sig imod de lande, der sanktionerer. Og ikke sjældent ender sanktioner med krig.

 

Bagved den optimistiske holdning til sanktionsvåbenet mod Rusland ligger også en opfattelse af, at det samlede Vesten er stærkere, end det er i virkeligheden, og modsat at Rusland er svagere, end det er i virkeligheden

_______

 

Kigger vi konkret på sanktionerne mod Rusland, så kan vi konstatere, at de ikke opnår det, der var målet mede dem. Målet var at få Rusland til at ændre politik i Vestens retning, eller i det mindste gøre befolkningen så utilfreds med de forringede økonomiske vilkår, at de vender sig mod Putin, så der måske kommer en mere medgørlig leder til magten. Målerne man successen på utilfredsheden med Putin i befolkningen, har sanktionerne opnået det stik modsatte af hensigten.

Bagved den optimistiske holdning til sanktionsvåbenet mod Rusland ligger også en opfattelse af, at det samlede Vesten er stærkere, end det er i virkeligheden, og modsat at Rusland er svagere, end det er i virkeligheden. Rusland er de sidste par år blevet basalt selvforsynende, har rykket bl.a. på landbrugsområdet og på overraskende kort tid blevet verdens største eksportør af hvede. Sanktionerne har sammen med den reelle isolation af Rusland også bidraget til at forstærke fjendebillederne både i Rusland og i Vesten. Hvem gavner det?

Demonization of Putin is not a policy but an alibi for not having one”. Sådan skrev USA’s tidligere sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger i 2014 efter den prorussiske overtagelse af Krimhalvøen, og de passer på de fleste vestlige landes såkaldte politik over for Rusland: Moraliseren, trusler, sanktioner, isolering, nedgøring m.m. Måske havde det virket, hvis Rusland var mindre, svagere, mere isoleret, men fordi Rusland ikke er det, så har det fået den modsatte effekt.

Vesten har kastet Rusland i armene på Kina, og det er ikke usandsynligt, at de to stormagter indgår en egentlig militær alliance. På de indre linjer bliver Rusland stadig mere autoritær, mens det bliver stadigt vanskeligere for liberale og udenlandske organisationer at virke i Rusland. Det er en del prisen for vores udenrigspolitik. Er vi endt i en blindgyde? Svaret må blive ja.

Lad os vende tilbage til realismen i Ruslandspolitikken
Er der en vej ud? Nej, der er intet kortsigtet quick fix. Russerne stoler grundlæggende ikke på os. Man må sige, at de moralske formaninger havde effekt i 1990´erne, men absolut ikke i dag. Når jeg ser russiske TV-debatter om udenrigspolitik, hører jeg igen og igen, at Vesten kun respekterer én ting: magt. Derfor føres de nuværende forhandlingerne med især USA.

 

Jeg fornemmer, at Joe Biden har forstået det. Der er intens diplomatisk kontakt mellem Rusland og USA på en måde, som kan lede tankerne hen på tidligere topmøder mellem Washington og Moskva. Biden er politisk dreven i modsætning til Trump, som var en politisk novice

_______

 
”Hvorfor spilde tiden med et EU, der alligevel gør, hvad USA siger?” tænker russerne. Det er resultatet af årtiers skuffelse og isolering i Europa. Rusland rasler med sablen, fordi det er den eneste måde, de kan blive taget alvorligt og få nogle af deres politiske ønsker igennem på. Så derfor handler det i første omgang om at undgå krig gennem diplomati. Og i den øvelse kan vi godt gemme de smukke værdibaserede taler væk. De har ingen betydning, tværtimod irriterer de russerne, som synes vi i Vesten har et abnormt behov for at pudse vore glorie.

Vi kunne begynde med at blive enige om, at Ukraine forbliver neutralt. Hvor slemt er det? Den ukrainske entusiasme over for NATO har altid været ret kølig. Ingen talte om russisk invasion af Ukraine, før USA bragte det på banen i 2008. Tag samtidig 30 lande i en militæralliance, hvor mange af de nye medlemslande har en meget krigerisk retorik over for Rusland, og samtidigt kryber sig tættere på den russiske grænse. En flådeøvelse med deltagelse af 32 lande i sommeren 2021 ud for Krim. Hvor svært er det at forstå, at russerne reagerer med deres bagage af traumatiske oplevelser med vestlige invasioner og mistillid til Vesten?

Jeg fornemmer, at Joe Biden har forstået det. Der er intens diplomatisk kontakt mellem Rusland og USA på en måde, som kan lede tankerne hen på tidligere topmøder mellem Washington og Moskva. Biden er politisk dreven i modsætning til Trump, som var en politisk novice. EU’s udenrigsminister, Josep Borrell har med sin moraliserende tilgang derimod intet opnået. Rusland forhandler i stedet med enkelte EU-lande, i nogle tilfælde med succes, bl.a. med Ungarns Viktor Orban. Også Tyskland og Frankrig har relativt gode bilaterale relationer til Rusland.

Vi venter på, at EU-landene enkeltvis, eller som union, formulerer en selvstændig politik, som er andet end værdibaseret moraliseren. Der er tegn på nyorientering hos enkelte EU-lande, dog ikke fra Danmark, som nærmest har valgt en baltisk position. Imens kunne vi passende rense hovederne for unødvendige følelsesladede reaktioner, se tingene fra forskellige perspektiver – og se klart på situationen. En krig mod Rusland vil være enden på den verden, vi kender. ■

 

Vi kunne begynde med at blive enige om, at Ukraine forbliver neutralt. Hvor slemt er det? Den ukrainske entusiasme over for NATO har altid været ret kølig. Ingen talte om russisk invasion af Ukraine, før USA bragte det på banen i 2008.
_______

 




Jens Jørgen Nielsen (1949) er cand. mag i historie og idéhistorie. Han har arbejdet på danske ambassader og været korrespondent for Politiken i Moskva. Jens Jørgen Nielsen arbejder som konsulent og tolk for eksportvirksomheder bl.a. i Rusland, Ukraine og Hviderusland. Han er desuden forfatter til flere bøger om Rusland. ILLUSTRATION: Vladimir Putin taler ved den franske præsident Emmanuel Macrons besøgd, d. 7. februar, 2022 [Foto: Dominique Jacovides/Ritzau Scanpix].