Jesper Olsen om VM i Qatar: FIFA forhindrer Danmark i at varetage vores udenrigspolitiske interesser

21.11.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Det er lykkedes FIFA – men også DBU – at gøre kritikken af VM til et spørgsmål om opnåelse af forbedringer af menneske- og arbejdstagerrettighederne i værtslandet. Logikken går på, at først udnyttede Qatar migrantarbejderne, hvorefter vi så ikke måtte boykotte Qatar, fordi det ville gå ud af de migrantarbejdere, der er blevet udnyttet.

Kommentar af Jesper Olsen, formand for Transparency International, ekstern lektor i offentlig ret

DEBATTEN OM BOYKOT AF VM i Qatar har fyldt meget i danske medier gennem de seneste to år. Da en gruppe progressive fodboldfans i december 2020 stillede et borgerforslag om boykot var jeg hurtig til at skrive under. Da jeg gjorde det, havde jeg ikke min vildeste fantasi forestillet mig, at den debat så intenst ville vare helt frem til åbningskampen.

Der har været mange fronter i den debat. Et af de argumenter, der har været fremme flere gange, er at det ikke ville være i Danmarks udenrigspolitiske interesse at boykotte VM. Førende debattører har peget på de geopolitiske interesser i den arabiske verden samt spørgsmålet om, hvad der er forskellen på menneskerettighedskrænkelser i Kina i forhold til Qatar. Beskyldninger om ’hykleri’ har været en fast ingrediens i en til tider ophedet debat.

Den danske regering har ikke ville tage stilling til spørgsmålet. Man har anvendt en taktik kendt fra fodboldbanen om at trække tiden. Med resultatet af folketingsvalget den 1. november er vi nu endt i den bizarre situation, at Danmark ikke vil være repræsenteret – ikke på grund af en aktiv politisk stillingtagen, men på grund af de særlige forfatningsretlige regler for, hvad en regering kan foretage sig når den er gået af og indtil, der er dannet en ny regering.

 

Nu står vi i den situation, at det danske fravær kan opfattes negativt af den arabiske verden, som Europa har en meget akut strategisk interesse i at knytte tættere på os end på Rusland og Kina
_______

 

Det udenrigspolitiske dilemma

Jeg hører til dem, der er stærkt kritisk overfor den såkaldte værdibaserede udenrigspolitik.  Udenrigspolitik er at varetage Danmarks geopolitiske interesser bedst muligt. I udenrigspolitik findes der ikke noget værdipolitisk rent sted at stå på spillepladen. Men, der er altid positioner, der er bedre at stå på end andre. Kald mig bare kyniker, men alt andet er i min optik spin, der for ofte får ministre til at se dumme ud, når der alligevel er økonomiske eller magtpolitiske interesser, der trumfer de fine hensigter. Når Danmark kæmper for ’the rule of law’ og grundlæggende menneskerettigheder, er det ikke særligt ophøjede værdier, men fordi det er i vores interesse som småstat, at folkeretten har styrke, og fordi det beskytter de juridiske grundrettigheder, som er bærende for vores samfundsmodel.

Den tidligere engelske premierminister Harold Macmillan blev en gang spurgt, hvad han frygtede mest. Svaret lød: ’Events, Dear Boy.’ Med Ruslands krig i Ukraine ændrede Europas kortsigtede geopolitiske interesser i de olieeksporterende lande sig markant. Skulle Danmark have besluttet sig for en boykot, skulle den jo have været truffet for længst og på et tidspunkt, hvor den kunne træffes ud fra de udenrigspolitiske interesser, der er på spil i forhold til en slutrunde. Nu står vi i den situation, at det danske fravær kan opfattes negativt af den arabiske verden, som Europa har en meget akut strategisk interesse i at knytte tættere på os end på Rusland og Kina.

Sportsverdenens svar på big tech

Jeg kommer ikke til at se et eneste minut fra VM. Jeg boykotter FIFA’s VM i Qatar. Jeg boykotter ikke Qatar som land. Der er mange ting ved Qatar, jeg ikke bryder mig om. Sådan er det med rigtig mange lande i verden. Listen er lang. Men det jeg ikke vil være med til er at hylde, at korruption betaler sig. Jeg vil ikke være med til at fejre, at FIFA lod sig bestikke. VM-arrangementet er for mig et skuestykke i alt det, der går galt, når det ikke er saglige grunde, der afgør noget, der burde være rent sportsligt. De mange døde migrantarbejdere og deres manglende menneskerettigheder er det ultimative resultat heraf.

 

DBU’s såkaldte kritiske dialog er naturligvis afstemt efter, at man vil få bøder eller manglende indtægter, hvis man påkalder sig FIFA’s vrede – hvilket fadæsen om anføreren Simon Kjærs LBGT-armbind tydeligt illustrerer
_______

 

FIFA og IOC er blevet store globale politiske aktører med et tvivlsomt demokratisk mandat. Jeg sammenligner dem med tech-giganterne, der også er blevet for store til at enkeltstater kan håndtere dem. Men de udnytter deres verdensmonopol, og at de har tag i befolkningerne, der gerne vil tage del i sportsfesten til at fastholde deres magt – ikke mindst økonomiske magt.

Både FIFA og IOC tjener langt flere penge, end der med rimelighed kan bruges på at drive organisationerne og afholde sportsbegivenheder. Pengerigelighed er en af de faktorer, der fremmer korruption. For der er altid nogen, der vil gøre meget for at få deres andel af guldkalven, eller nogen der bruger adgangen til at uddele mammon til at befæste egen magtposition. DBU’s såkaldte kritiske dialog er naturligvis afstemt efter, at man vil få bøder eller manglende indtægter, hvis man påkalder sig FIFA’s vrede – hvilket fadæsen om anføreren Simon Kjærs regnbuefarvet armbind tydeligt illustrerer.

En kritisk dialog?

Det grundlæggende problem kan sporten ikke løse selv. Det skal den have hjælp til. Det vil være i Danmarks interesse at arbejde hermed, sådan som kulturministeren har gjort i forhold til at samle EU-landene, eller når vi indgår i andre internationale alliancer i forhold til tech-giganterne.

Det er blevet vanskeliggjort af, at det er lykkedes FIFA og DBU at gøre kritikken af VM til et spørgsmål om opnåelse af forbedringer af menneske- og arbejdstagerrettighederne i værtslandet. Ja, vi skal ligefrem se VM og kan gøre det med god samvittighed, for DBU’s direktør har selv talt med nogle migrantarbejdere, der arbejder på det hotel hvor DBU har indlogeret sig. Logikken går på, at først udnyttede Qatar migrantarbejderne, hvorefter vi så ikke måtte boykotte Qatar, fordi det ville gå ud af de migrantarbejdere, der er blevet udnyttet. Debatten er blevet mudret, og det er ikke i Danmarks interesse. FIFA og i sidste ende DBU har ved at tage imod pengene fra Qatar nærmest gjort det umuligt for regeringerne at kritisere Qatar. Fodboldens organisationer bør koncentrere sig om det. de er bedst til: spille fodbold og holde orden i fodboldens eget hus og overlade udenrigspolitikken til dem, der har det som deres opgave. Men det betyder selvfølgelig, at de ikke tjener lige så mange penge. Men det overlever de nok endda.

Jeg skriver helt bevidst om FIFA og IOC. Fordi de internationale verdensforbund i idrættens verden er meget forskellige, og det vil være helt urimeligt, at skære alle over en kam.

’En del af noget større’

Noget af det, der glæder mig allermest ved denne slutrunde er, at rigtig mange fodboldfans har taget aktivt stilling. Uanset om man ser kampene, eller som jeg boykotter, så har der aldrig været så mange, der har forhold sig til virkningerne af korruption og krænkelse af menneskerettigheder. Indtil staterne får taget sig sammen til at gøre noget ved sports magtfulde organisationer, er det måske her nøglen til fremtiden ligger. På samme måde som klimakampen også er en kamp, hvor der sker forandringer som følge af folkelige bevægelser. FIFA’s og IOC’s økonomiske magt forsvinder, den dag der ikke er nogen, der vil betale de summer for deres produkt.

Alliancer med folkelige bevægelser er også en del af moderne udenrigspolitik. Den tid er forbi, hvor udenrigspolitiske slag kun blev vundet i diplomatiets lukkede cirkler eller ud fra de militære magtbalancers logik. På den måde skal borgerforslaget fra december 2020 ses ’som en del af noget større’, som DBU’s slogan lyder. Og det er præcis, sådan at udenrigspolitik i spørgsmål som FIFA’s VM i Qatar skal føres. Det kræver, at alle aktører regering, idrættens organisationer, civilsamfund, erhvervsliv og fans, arbejder strategisk på samme mål. Det er i Danmarks udenrigspolitisk interesse. ■

 

Alliancer med folkelige bevægelser er også en del af moderne udenrigspolitik. Den tid er forbi, hvor udenrigspolitiske slag kun blev vundet i diplomatiets lukkede cirkler eller ud fra de militære magtbalancers logik. På den måde skal borgerforslaget fra december 2020 ses ’som en del af noget større’, som DBU’s slogan lyder
_______

 

Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde