29.11.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Det blanke A4-papir, som de protesterende holder op, illustrerer den omsiggribende og allestedsværende censur. Og det viser, hvilken løgn det er, når kommunistpartiet altid påstår at tale for 1.4 mia. mennesker på den globale scene.

Af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation

I LØRDAGS VAR JEG valgobservatør i Taipei til borgmester- og lokalvalget. Frie valg, der forløb gennemsigtigt og ordentligt. Taipeis borgmesterpost blev vundet af Chiang Wayne fra Nationalistpartiet. Han er oldebarn til Chiang Kai-Shek, den autoritære leder, som bragte Republikken Kina til Taiwan i 1949. Så langt er Taiwans demokrati kommet.

Blot 160 kilometer væk ser virkeligheden helt anderledes ud, i Folkerepublikken Kina, hvor jeg ikke længere kan komme pga. indrejseforbud fra den kinesiske regering. Xi Jinping blev i november kronet som leder af kommunistpartiet for en tredje periode. Han har dermed sørget for, at han kan sidde på livstid. Hele partikongressen så glanspoleret ud, også da Hu Jintao, den tidligere leder, blev vist vejen ud for rullende kameraer. Men uroen ulmede som varmt vand under en gletscher. Pludselig dukker de kæmpe huller i isen op.

Kinas og Xi Jinpings nul-corona-politik er ekstrem upopulær (i modsætning til Taiwan, hvor corona-indrejserestriktionerne er blevet ophævet). Spontane demonstrationer startede lørdag i Shanghai, efter at en brandbil i Urumqi – pga. corona-restriktioner – blev forhindret i at afhjælpe en brand, hvor flere mennesker omkom.

Demonstrationer er bestemt ikke et ukendt fænomen i Kina. I 2011 var jeg selv på Wangfujing i Beijing, i hvad man dengang troede ville blive til en jasmin blomster-revolution i Kina efter arabisk forbillede. Det skete ikke. Og begivenheden har de fleste glemt i dag.

Ellers er demonstrationer typisk lokale og eksempelvis om arbejdstagerrettigheder, som det er set senest ved Foxconns fabrikker.

Men disse demonstrationer er anderledes og bredere. Søndag spredte de sig til Kinas eliteuniversiteter landet over. Og demonstranternes råb kom til at handle om mere end corona – de udviser også utilfredshed med Xi Jinping, kommunistpartiet og mangel på frihed.

Det er uhørt. Selv blandt Kina-kendere gnider vi fortsat øjnene, når vi ser billederne, der flyder ud på sociale medier. Lørdag skrev jeg med en Shanghai-baseret korrespondent, om demonstrationerne ville fortsætte søndag. Han svarede, at der var umuligt ved højlys dag. Det var det ikke.

BETYDER DET, AT KINAS KOMMUNISTPARTI og Xi Jinping er ved at blive væltet? Det er fortsat ret usandsynligt, men begivenhederne viser, at mange kinesere godt vil have mere frihed og medbestemmelse. Det viser også, at mange kinesere stiller spørgsmålet, om deres liv under 10 år med Xi Jinping egentligt er blevet bedre. Og spørger hvilken fremtid, som han tilbyder dem.

Det blanke A4-papir, som de protesterende holder op, illustrerer den omsiggribende og allestedsværende censur. Og det viser hvilken løgn det er, når kommunistpartiet altid påstår at tale for 1.4 mia. mennesker på den globale scene.

Søndag aften deltog jeg i en solidaritetsdemonstration med de kinesiske studerende og folks demonstrationer på Frihedspladsen i Taipei. Der deltog også studerende fra fastlandet, som opholder sig i Taiwan. Det var bevægende, da en ung studerende opremsede alle de mange kinesiske universiteter, hvor der foregår demonstrationer. Wang Dan, en af studenterlederne fra Tiananmen i 1989 var der også, så ringen var sluttet.

Hvad så nu? Det kinesiske styre kan forventes at prøve at lade demonstrationerne langsomt dø ud, mens man bruger overvågningskameraer til at identificere, hvem der kan udpeges som demonstrationsledere, for så senere arrestere dem. Det er ikke uden personlige omkostninger at gå på gaden i Xi Jinpings Kina.

Det er også muligt, at styret prøver at imødekomme befolkningen ved at lempe (lidt) på corona-restriktionerne. Men det er også dilemmafyldt. Udfordringen er, at den ældre kinesiske befolkning ikke er vaccineret – og derudover er den hjemmeproducerede kinesiske vaccine ikke god nok. Der vil altså uundgåeligt dø en del ældre medborgere, hvis man fra dag til anden dropper restriktionerne. Styret har hårdnakket ikke villet importere vestligt producerede RMA-vacciner. Den tyske kansler Scholz tilbød vacciner, da han var i Beijing for nylig. Xi var kejserligt afvisende. Den beslutning kan man eventuelt omgøre og samtidig måske fyre en ansvarlig herfor.

Men pilen peger alligevel helt til toppen. Xi Jinping har gjort nul-corona-politikken til sin mærkesag. Derudover forfremmede Xi overraskende Li Qiang, Shanghais partisekretær, til toppen af politbureauet i november for sin kontante måde at håndtere Shanghai på under nedlukningerne.

Styret er således fanget – imellem folkelig vrede, løgn og vaccinenationalisme – uden en helt oplagt vej ud. Derfor kan undertrykkelse ende med at blive det eneste kort, som de kan spille.

Så brug din ytringsfrihed. Støt de demonstrerende kinesere. Som den gamle danske venstrefløj sagde, har et undertrykt folk altid ret. ■
 

Styret er således fanget – imellem folkelig vrede, løgn og vaccinenationalisme – uden en helt oplagt vej ud. Derfor kan undertrykkelse ende med at blive det eneste kort, som de kan spille
_______

 

Jonas Parello-Plesner (f.1973), direktør, Alliance of Democracies Foundation, København, pt. visiting scholar, Taiwan Foundation for Democracy, Taipei. Du kan læse hans ugentlige nyhedsbrev fra demokratiets frontlinje og følge ham på Linkedin, Twitter og Instagram.

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik