Lars Bangert Struwe: Kan Ukrainekrigen eskalere?
25.04.2022
Disse uger bliver afgørende for russisk sikkerhedspolitik i Europa, og man kan frygte, at Putin gør klar til at mobilisere hele nationen, og bruger 9. maj – sejrsdagen for 2. Verdenskrig – til at kaste Rusland ind i en altødelæggende krig, og en krig, der ikke nødvendigvis slutter hurtigt eller endnu værre: begrænser sig til Ukraine.
Analyse af Lars Bangert Struwe
Rusland står med tre overordnede mulige resultater af krigen: 1. Militær sejr. 2. Militært nederlag. 3. Våbenhvile, der kan fryse konflikten hvorved ingen – helt – taber ansigt. For Putin er kun 1 og 3 reelle muligheder.
Selvom Putin i en række officielle meningsmålinger har stor tilslutning, ER han ikke Rusland. I tilfælde af et nederlag, kan han meget vel ende med at blive afsat. Hans forgænger Boris Jeltsin blev selv afsat af Putin, og der er kringlede veje til at gøre det i den russiske forfatning. Putin kan naturligvis skyde skylden på sine generaler, og forsvarsminister Shoigus mulige hjerteanfald kan være første led i et blame game. På tilsvarende vis er den evige rygtemølle fra Kreml fyldt med rygter om problemer i efterretningstjenesterne. En magtkamp i kulisserne kan ikke afskrives. Og vestlige efterretningstjenester vil ret sikkert ikke blot holde øje med det, men måske søge at hjælpe nogen, så freden kan sænke sig over Europa.
Tid er i disse dage afgørende – for begge parter. Ukraine får hele tiden nye militære forsyninger – men landets økonomi er markant svækket, og der bliver snart brug for nødhjælp. Ukraine risikerer også, at befolkningen ikke kan meget mere, hvorfor regeringen har travlt. Derfor vil Ukraine søge en relativt hurtig militær sejr – der også skal opnås inden Rusland kan frembringe yderligere forstærkninger. Lige nu har Ukraine den fordel at kunne flytte sine enheder på de indre linjer, hvorimod Rusland må flytte på de ydre. Det giver i disse dage Ukraine visse fordele – særligt da Rusland fortsat ikke har skabt et luftherredømme.
Både i NATO og EU sker der en stille ændring i støtten, og vi må indstille os på, at der også kan opstå en retning – et ønske om at tage krigen med Rusland i Ukraine i stedet for at skubbe den til senere eller til eget territorium
_______
Rusland er ved at løbe tør for tid. Den hurtige aktion kunne ikke lade sig gøre, og nu er man på vej ind i en opslidende krig – ikke kun med Ukraine selv, men med et Ukraine stærkt støttet af Vesten. Derfor bør det ikke overraske, hvis det kommer frem, at de russiske efterretningstjenester har kastet sig over fx det franske præsidentvalg, med det mål at hjælpe Le Pen med i håbet om at splitte såvel EU som NATO. Disse uger bliver ret afgørende for russisk sikkerhedspolitik i Europa. Hvis man skal se situationen lidt anderledes, så kan man frygte, at Putin gør klar til at mobilisere hele nationen, og bruger 9. maj – sejrsdagen for 2. Verdenskrig – til at kaste Rusland ind i en altødelæggende krig, og en krig, der ikke nødvendigvis slutter hurtigt eller endnu værre: begrænser sig til Ukraine.
Putin og Rusland kan ved at erklære en formel krig imod Ukraine mobilisere større styrker, men derved vokser konflikten – og det øger selvsagt presset på ikke kun Putin, men også den enkelte russer. Dette vil være en naturlig, men farlig vej at gå for Putin. Et nederlag til Rusland i en større krig imod Ukraine vil veje endnu tungere – og bane vejen for, at Putin falder. I øvrigt vil en eskalation af denne karakter også tage tid, og i denne tid kan Ukraine nå at slå igen.
Tid betyder også noget for såvel EU som NATO. Indtil videre har krigen bidraget til et mere fasttømret fællesskab, som har overrasket positivt. Tilsyneladende holder NATO og EU sammen, og USA har med Joe Biden fundet en ny plads ved bordet, hvor der gives rum til de andre stater. Dette er ikke kun USA’s krig – men alles krig. Men sammenholdet kan blive svækket igen på grund af divergerende økonomiske eller politiske interesser – fx hvis økonomien forværres.
Lige nu sendes der flere og mere potente våben til Ukraine. Tjekkiet har tilsyneladende sendt T-72 kampvogne og BVP-1 pansrede køretøjer til Ukraine. USA sender bl.a. haubitzere (artilleri) og droner til Ukraine. Den nyeste leverance består af sammenhængende systemer, hvor droner kan være med til at foretage måludpegning for artilleriet. Herved ændres våbenleverancer fra defensive systemer til langt mere offensive systemer.
Over de seneste uger er der dermed sket en forandring – i både NATO og EU sker der en stille ændring i støtten, og vi må indstille os på, at der også kan opstå en retning – et ønske om at tage krigen med Rusland i Ukraine i stedet for at skubbe den til senere eller til eget territorium. På nuværende tidspunkt kan vi kun gætte på en massiv tilstedeværelse af vestlige efterretningstjenester i Ukraine. Tilsyneladende er der også specialoperationsstyrker, der træner ukrainerne. Dette er dog ikke bekræftet. Spørgsmålet er, om Putin kan presse Vesten ved sine handlinger til at indsætte yderligere militær- og efterretningsstøtte i Ukraine. Dette mulige scenarie kan udvikle sig over tid – særligt, hvis Rusland tager endnu hårdere militære midler i brug såsom kemiske våben.
Et nederlag er som sagt ikke muligt for Putin, så for at krigen kan stoppes må der findes en udvej for ham (og Rusland). Våbenhvile er en mulighed, men den vil give Rusland den fornødne tid til at sende styrker til fronten. Derfor vil Ukraine nok presse på og søge en kampafgørelse på slagmarken. Det kan give os alle en del problemer i form af et ustabilt og hævngerrigt Rusland, hvis ikke der også findes en politisk løsning. På nuværende tidspunkt tales der i Rusland om et Storrusland, en drøm om at genskabe det tabte Sovjetunionen eller Zarens Imperium – denne drøm tåler ikke, at Ukraine sejrer. Der er en klar risiko for et revanchistisk Rusland med en ny dolkestødslegende.
Det er usikkert, hvor meget Rusland kan nøjes med – og hvad Ukraine kan afstå. En deling af Ukraine i øst og vest vil nok være uantageligt for Ukraine og på tilsvarende vis synes det som for lidt erobring for Rusland at kunne sætte sig på Donbas. Den nuværende russiske fremrykning tyder på, at man fra russisk side som minimum vil skabe en korridor til Krim. Det kan være, at Ukraine kan finde sig i det – hvis Ukraine kan bibeholde adgang til havet via Odessa. Det er klart, at både Putin og Zelenskyj gerne vil afslutte krigen og gerne hurtigt – men det bliver svært at finde en løsning, hvor der skabes stabilitet. ■
Spørgsmålet er, om Putin kan presse Vesten ved sine handlinger til at indsætte yderligere militær- og efterretningsstøtte i Ukraine. Dette mulige scenarie kan udvikle sig over tid
_______
Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: En ukrainsk soldat står i en ødelagt bygning i Stoyanka, Ukraine, 27. marts 2022. [FOTO: Vadim Ghirda/AP/Ritzau Scanpix]