Lars Bangert Struwe: Vi er i krig – og det bør de sige højt i FN, NATO og EU

29.09.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Efter Nord Stream-sprængningerne måtte statsminister Mette Frederiksen forklare, at der stod bevidste handlinger bag. Meget fornuftigt svarede statsministeren undvigende og meddelte reelt, at vi ikke er i krig. Problemet er, at vi er i en uerklæret krig med Rusland, og det er der, vi finder en række af de problemer, som ikke kun statsministeren men hele landet og NATO står med.

Kommentar af Lars Bangert Struwe

Rusland har invaderet Ukraine. En selvstændig stat, som Rusland har garanteret dets selvstændighed i 1994. Men Rusland har ikke erklæret krig. Og Danmark, EU og NATO støtter Ukraine, men har ikke erklæret krig mod Rusland. Men vi er ramt af følgerne, og man bør nok fra politisk hold sige det meget højere – Danmark er i krig med Rusland alt andet end militært, og det har konsekvenser. Konsekvenser i form af, at vi har meget svært ved at svare igen og afskrække Rusland.

Grundlovens paragraf 19 gør det helt klart, at Regeringen og de væbnede styrker må optage kamp, hvis Danmark angribes. Hvis vi selv vil bruge militære magtmidler imod andre, så skal Folketinget inddrages. Den tyske strategiske tænker Carl von Clausewitz formulerede det som, at ”krig er ikke andet end en fortsættelse af det politiske samkvem med andre midler.” Han skrev også at ”krig er således en magthandling for at tvinge vores fjende til at gøre vores vilje”. I dag er krig meget andet end bare soldater, men en måde at tvinge os til at gøre andet end det, vi ønsker. Derved er krig fx også brug af energi, økonomi, manipulation af offentligheden som magtmidler til at ændre vores holdning til noget, vi ikke har lyst til.

 

Vi aner simpelt hen ikke, hvad vi skal gøre, når vi angribes i det meget bredere spektrum i bl.a. den kritiske infrastruktur i form af angreb, der ikke er klassisk krig
_______

 

I disse år taler man om ”weaponizing” – at våbenliggøre noget. Et begreb som særligt Mark Galeotti har brugt, fx i bogen, The Weaponisation of Everything. Det smalle krigsfelt udvides i disse år til at rumme langt mere. Jo mere digitaliseret det danske samfund er, jo mere praktisk er det for den enkelte, men samtidigt stiger truslen imod samfundet, idet mere og mere kan rammes. Energipolitik er sikkerhedspolitik, det er erhvervspolitik også – og alt, hvad der har med kritisk infrastruktur at gøre, er også automatisk sikkerhedspolitik. Så store dele af vores samfund er i dag noget, der inddrages i den uerklærede krig med Rusland.

Siden 2014 har alverdens militærteoretikere og embedsmænd talt om hybridkrig, og mængden af rapporter derom er massiv. Imidlertid har meget få forsvar og stater taget kombinationen af våbenliggørelse og derved spredning af krig til mange sektorer kombineret med den hybridkrig – blanding af efterretningsoperationer, informationsrig og fake news, som den første Ukrainekrig i 2014 bestod af – til sig. Vi aner simpelt hen ikke, hvad vi skal gøre, når vi angribes i det meget bredere spektrum i bl.a. den kritiske infrastruktur i form af angreb, der ikke er klassisk krig.

Klassisk krig kan vi håndtere. Det har NATO øvet siden 1949. Det har militæret været indstillet på i hele dets levetid. Det handler alle vore bøger om strategi om. Imidlertid har endog meget få set på, hvordan man i realiteten skal håndtere angreb i gråzonen imellem fred og krig – det såkaldte hybride spektrum. Lige nu ser vi resultatet. Gasledningseksplosion i internationalt farvand, ukendte droner tæt på norske oliefelter, der har været droner ved svenske militære installationer og atomkraftværker. For nogle år siden sprængtes tjekkiske våbendepoter, der har været mord i London – alt sammen med klare russiske forbindelser. MEN Vesten har hidtil intet gjort. Vi har talt om hybridkrig og ikke svaret igen på de russiske handlinger, der skal påtvinge os deres politiske vilje.

Vi må finde et andet gear. Befolkningen skal forstå, hvad der er på spil i Europa, og hvorfor vi må yde nødvendige ofre i en kamp, hvor ukrainerne dør, og hvor vi om et øjeblik fryser. Ukrainerne er i blodig krig, og vi er også i krig, men med andre midler. Vi må nu finde ud af, hvad vi gør med det Rusland, der bliver ved med at angribe os. Det er det, vi har brug for, at politikerne meget klart fortæller os og Putin. Det skal vi sige højt i NATO, EU og FN, så vi ændrer spillet og påtvinger Rusland vores vilje – forhåbentligvis med fredelige midler. ■

 

Ukrainerne er i blodig krig, og vi er også i krig, men med andre midler
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet.

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover