Lars Erslev Andersen: Præsident Biden er på en umulig mission i Mellemøsten
13.07.2022
Med Ukrainekrigen har USA pludselig fået hårdt brug for Saudi-Arabien. Men dét understreger kun en udvikling, der var på vej: At amerikanernes rolle i Mellemøsten bliver stadig mindre – også selvom man i Washington rumler med planer som at bygge en ny forsvarsalliance i regionen med NATO som model.
Af Lars Erslev Andersen
Med arme og ben kæmper Joe Biden for at holde sammen på en verden, der glider mere og mere fra hinanden og ud af hænderne på ham. Rejsen til Mellemøsten er en vigtig del af dette projekt, og Biden skal komme hjem med et stort resultat, hvis ikke kritikken skal hagle ned over ham på hjemmefronten.
Tilbage til Saudi-Arabien
Under sin valgkampagne betegnede Biden Saudi-Arabien som en paria-stat, der ser stort på international folkeret og overtræder internationale regler efter forgodtbefindende. Et synspunkt Biden begrundede med landets mangel på demokrati, de systematiske krænkelser af menneskerettigheder, krigsforbrydelserne i Yemen samt ikke mindst det bestialske mord på en systemkritiker, Jamal Khashoggi, i Istanbul i oktober 2018. Noget af det første, Biden gjorde efter sin tiltrædelse, var at offentliggøre en CIA-rapport, der konkluderede, at Mohammad Bin Salman (MBS) er ansvarlig for mordet. Biden erklærede, at han kun ville tale med Kong Salman, som i dag er 86 og ganske svækket, og ikke MBS, der er den reelle leder. Således blev MBS placeret i en slags amerikansk karantæne.
Det tog MBS ilde op. Da Biden i marts tidligere i år ville have Saudi-Arabien til både at sænke prisen på olie og sende større mængder på markedet, var svaret en kold skulder fra MBS samt fra hans partner i Abu Dhabi i Emiraterne (UAE) præsident Mohammad Bin Zayed (MBZ).
Siden krigen i Ukraine og de vestlige sanktioner mod Rusland har energipriserne som bekendt været på himmelflugt. I takt med de stigende benzinpriser i USA falder opbakningen til Biden og Demokraterne ved midtvejsvalget i november. Dertil kommer, at Europa står over for en alvorlig energikrise, der øger inflationen og hurtigt kan føre til energirationering. Formålet med Bidens rejse er da også at tigge Saudi-Arabien og de øvrige Golfstater, der sammen med Jordan og Egypten er samlet til møde i kongeriget, om at sende meget mere olie og gas på verdensmarkedet. Dét skal dels tilgodese de amerikanske bilejere, dels berolige de bekymrede europæiske statsledere.
Men utilfredsheden med Saudi-Arabien og kritikken af MBS er udtalt hos både Demokrater og Republikanere i den amerikanske kongres. De vil have et billede på nethinden af Biden på knæ med bedende hundeøjne og fremstrakte hænder foran en hoverende og storskrydende saudiarabisk kronprins, som vil sole sig i at få anerkendelse og respekt fra den amerikanske præsident. Det vil ikke være en sejr, men en amerikansk ydmygelse.
Et NATO i Mellemøsten?
Det største, Biden kan komme hjem med, er en ny Abrahamaftale mellem Saudi-Arabien og Israel – opkaldt efter den aftale, Israel indgik med Bahrain, Sudan og UAE under Trump i 2020, der førte til normale diplomatiske forbindelser. Marokko tilsluttede sig senere samme år. Tidligere har Egypten (i 1979) og Jordan (i 1994) oprettet normale diplomatiske forbindelser til Israel. Der er i den forbindelse talt om, at Biden arbejder på at etablere en slags arabisk-israelsk NATO – altså med deltagelse af USA.
Sandt er det, at de arabiske stater, som har diplomatiske forbindelser til Israel, og som utvivlsomt koordinerer med Saudi-Arabien i dette forår, har forhandlet om et militært samarbejde med Israel. Baggrunden er truslen fra Iran, som Israel ligger i nærmest åben krig med (droneangreb, special-operationer, likvideringer, cyberangreb etc.). Meget tyder på, at der ikke kommer en ny aftale mellem Iran og USA om det iranske atomenergiprojekt, men uanset om det skulle ske eller ej, betragter både golfaraberne og Israel Iran som en reel militær trussel. Og golfaraberne er usikre på, om USA reelt vil komme dem til undsætning i tilfælde af åben militær konflikt med iranerne. Usikkerheden startede under Trump, der ikke foretog sig noget militært ud over at sende nogle antiluftskytsbatterier til Golfen, da saudiarabiske olieanlæg blev massivt angrebet af missiler i september 2019. USA sagde, Iran stod bag, men gjorde reelt intet ved det, hvilket har gjort araberne usikre på, om USA vil garantere dem deres sikkerhed. Derfor kigger de nu – åbent – mod Israel.
Det er præcis den udvikling, Biden nu forsøger at hæfte sig på med det, der kaldes et mellemøstligt NATO-projekt. Først erklærede Barack Obama, at USA skulle nedtone engagementet i Mellemøsten og i stedet koncentrere sikkerhedspolitikken i Sydøstasien. Den strategi blev overtaget og optrappet under Trump og yderligere under Biden.
Araberne har reageret ved bl.a. at se mod Kina, som er markant til stede i Den Persiske Golf – i øvrigt til både iranernes og arabernes udtalte tilfredshed. Araberne tror ikke, Kina kan og vil overtage USA’s traditionelle rolle som sikkerhedsgarant i Golfen, men de er velfornøjede over at kunne spille det kinesiske kort, når USA, som Biden gjorde det under sin valgkamp og efter sin tiltrædelse, puster sig op med krav og kritik. Det er de skår, Biden gerne vil have klinket, men det er for sent. Tilliden til, at USA kan styre verden, er blevet markant mindre hos araberne, som ydermere er tilfredse med, at Kina udbygger deres havne, bygger missilanlæg i Saudi-Arabien, hjælper med atomkraft, højteknologi, 5G-netværk og rumprogrammer – alt sammen uden at ledsage indsatsen med krav om demokrati eller menneskerettigheder.
Araberne kigger også mod Rusland. Da de afviste at imødekomme Bidens bøn om mere olie på markedet, henviste de til, at de i det såkaldte OPEC+ (OPEC plus Rusland) havde indgået aftaler om kvoter, som de ikke ville bryde. De er uenige i USA’s Syrienpolitik og støtter helt den russiske beslutning om fuld anerkendelse af Bashar al-Assad. Da USA ville have dem med i sanktionerne mod Rusland, sagde de – ligesom Indien, Kina og mange andre store lande – nej. Det samme gjorde Israel, der koordinerer sine angreb i Syrien med Rusland. USA’s indflydelse i Mellemøsten daler, Kinas og Ruslands vokser. Det vil Biden prøve at lave om på med sin rejse til Mellemøsten.
En anden verden
Men verden er i kraftig forandring. Trods alvorlig coronakrise øger Kina sin indflydelse i Mellemøsten (inklusive Israel) og Syd- og Centralasien samt fortsætter med at koordinere med Rusland, hvor kineserne også køber energi og hvede til discountpriser. Rusland har netop aftalt med Iran og Indien at udvide og intensivere samarbejdet om en korridor mellem Mumbai og Moskva. Efter at have været i heftig konflikt er Tyrkiet og Golfaraberne nu, i hvert fald for en stund, blevet perlevenner, og MBS omfavner storsmilende Erdogan, der ellers var den største kritiker af kronprinsen efter mordet i Istanbul. Men mordet er – sammen med de sager, Tyrkiet havde rejst mod Saudi-Arabiens medsammensvorne – nu glemt. Tyrkiet gnider sig også op ad Rusland, har placeret sig centralt i forhandlinger mellem Rusland og Ukraine og har senest forhandlet om at få ukrainsk hvede ud på verdensmarkedet. Efter et besøg i Iran, der hjælper russerne med armerede droner, som de bruger i Ukraine, rejser Putin til Tyrkiet. De skal vel drøfte den NATO-udvidelse helt til den russiske grænse, som Tyrkiet lod vedtage – mens Erdogan tog sig højt betalt og stadig kan smide grus i processen ved ikke at ratificere aftalen om Sveriges og Finlands medlemskab. Og han lytter til Putin.
Hvis Bidens Mellemøstrejse skal blive en succes, skal han som minimum komme hjem med en aftale om fulde diplomatiske forbindelser mellem Israel og Saudi-Arabien.
I foråret har der været ført hemmelige forhandlinger om overførsel af suverænitet til to øer i Tiranstrædet, der ligger ved indsejlingen til den israelske havneby Eilat og derfor er strategisk vigtige for Israel. De oprindeligt saudiarabiske øer blev i 1950 afstået til Egypten, men i 2017 blev en aftale om tilbagelevering ratificeret i det egyptiske parlament. Aftalen skulle dog også godkendes af Israel, hvilket ikke er sket. Imidlertid er der forventninger om, at de hemmelige forhandlinger i foråret har ført til, at Israel godkender, og at Saudi-Arabien får suverænitet over de to øer. Øerne har siden fredsaftalen mellem Israel og Egypten i 1979 været under overvågning af en amerikansk ledet multinational styrke.
Sammen med Bidens besøg, der i sig selv viser, at Saudi-Arabien og ikke mindst MBS er vigtige spillere i international politik, som USA må respektere, kan øerne blive anledningen til, at Saudi-Arabien indgår diplomatiske forbindelser med Israel. Det vil normalisere de mange hemmelige kontakter mellem de to lande, der har stået på siden Sommerkrigen i Libanon mellem Israel og Hizbollah i 2006. Her blev det klart for de to lande, at de har samme sikkerhedspolitiske interesser, nemlig at neutralisere truslen fra Iran og nedkæmpe politisk islam især i form af Det Muslimske Broderskab.
Øerne i Tiranstrædet kan blive anledningen til, at Saudi-Arabien indgår diplomatiske forbindelser med Israel
_______
Det palæstinensiske spørgsmål
Men hvad med palæstinenserne? Saudi-Arabien har indikeret, at en Abrahamaftale er betinget af reelle fremskridt i en fredsproces mellem Israel og palæstinenserne. Selvom Biden på sin rejse skal mødes med lederen af det Palæstinensiske Selvstyre, Mahmoud Abbas, i Ramallah, kommer der ingen fremskridt: Israel vil ikke under nogen omstændigheder tillade en palæstinensisk stat, vil ikke afgive så meget som en millimeter af Jerusalem til palæstinenserne og vil ikke stoppe med den israelske kolonisering af Vestbredden. Hvis palæstinenserne ville gå med på disse betingelser, har Israel lovet at hjælpe dem med økonomi og udvikling i Gaza, såfremt de også accepterer at være hegnet inde af den avancerede israelske mur rundt om det lille område. Men der er ingen, der forventer, at palæstinenserne vil gå med på de betingelser, så derfor kommer der ingen fremskridt på den front.
Vil MBS indgå en aftale uden fremskridt for en israelsk–palæstinensisk aftale? Hvis han kan se sin fordel i at kunne sole sig i fornyet amerikansk opbakning og respekt, bryste sig af at have opnået saudiarabisk suverænitet over øerne i Tiranstrædet samt prale af, at i den forandrede verden har USA mere brug for Saudi-Arabien, end Saudi-Arabien har brug for USA, så sælger han formentlig gerne helt uden skrupler palæstinenserne til deres egen skæbne.
Som den mangeårige saudiarabiske ambassadør og senere chef for efterretningstjenesten Prins Bandar lakonisk udtrykte det i et interview i forbindelse med indgåelsen af Abrahamaftalerne i 2020: ”Nu har vi støttet palæstinenserne så mange år, men de har kun kvitteret med at lave problemer. Nu må de klare sig selv”. Alt tyder på, at dét er den reelle holdning i den saudiarabiske kongefamilie.
Men det kan være, at MBS vil have mere. Fx særlige våben, armerede droner og anden militær teknologi, som USA har nægtet at sælge til den stat i verden, der altid befinder sig i top-3, når det drejer sig om at bruge flest penge pr. indbygger til indkøb af våben. Måske er Biden så ivrig efter gode forhold til den mand, han offentligt har gjort ansvarlig for det bestialske mord i Istanbul, at han vil sælge hvad som helst? Vi får se.
Selv hvis Biden skulle komme hjem med en saudiarabisk Abrahamaftale, vil han blive mødt af sur kritik først og fremmest af sine egne i det Demokratiske parti, der i stigende grad forlanger bedre forhold for palæstinenserne. Selv med en Abrahamaftale vil han ikke få afviklet Golfarabernes hede affærer med Kina og Rusland eller få dem med på, at USA skal være den ubestridte leder af verden. Mange i USA synes, det er sølle, og kan ikke acceptere, at USA ikke længere spiller førsteviolin i Mellemøsten og resten af verden. Derfor er Biden på en Mission: Impossible. Men som det altid sker i filmene af samme navn, lykkes missionerne jo som regel for Ethan Hunt, og måske sker det så også i den virkelige verden for Præsident Biden? Næppe! ■
Måske er Biden så ivrig efter gode forhold til den mand, han offentligt har gjort ansvarlig for det bestialske mord i Istanbul, at han vil sælge hvad som helst?
_______
Lars Erslev Andersen (f. 1956) er idehistoriker og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med forskningsinteresse i Kinas og USA’s Mellemøst-politik. Seneste bog er Oprør og Alliancer. Mellemøsten efter det arabiske forår (2021, Lindhardt og Ringhof). Arbejder nu på en bog med titlen Den Amerikanske Mission. Civilisation, identitet og frihed, der udkommer på Aarhus Universitetsforlag efterår 2022.
ILLUSTRATION: Præsident Biden i Tel Aviv, 13. juli 2022 [FOTO: JACK GUEZ/AFP/Ritzau Scanpix]