Louise Theilade Thomsen (V): At droppe advokatvurderingen er et massivt svigt overfor vores vælgere

12.12.2022


RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Det her gør ondt helt inde i maven på rigtig mange Venstre-folk. Og uagtet indholdet af regeringsgrundlaget, så venter der Ellemann en massiv opgave med at genopbygge Venstres troværdighed – både overfor vælgerne, men i særdeleshed overfor hans egne i baglandet.

Af Louise Theilade Thomsen, Venstres gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation

DA JEG for snart otte år siden meldte mig ind i Venstre, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det rigtige parti for mig. Et liberalt parti, der tager ansvar, man kan stole på, og hvor demokrati og retsstat er fuldstændig bærende elementer.

Derfor havde jeg også inderligt håbet, at der efter valget havde dannet sig et nyt flertal, så vi kunne sætte en ny retning for Danmark. Det gjorde der desværre ikke, og derfor står Venstre nu overfor et svært valg – det erkender jeg. Skal vi søge indflydelse i en regering, eller igangsætte genopbygningen af blå blok samtidig med at vi agerer konstruktiv opposition?

Jeg er uden tvivl tilhænger af det sidste. For selvom jeg til dels kan forstå nogle af argumenterne for en midterregering på den korte bane, så er jeg bange for, at det vil få massive konsekvenser for vores parti på den lange bane.

Med Folketingets nye sammensætning vil en midterregering højst sandsynligt føre mere spiselige politik end en regering styret af den yderste venstrefløj. Men hvis konsekvenserne bliver, at Venstre udvandes, at vores vælgere søger mod yderfløjene, at store dele af baglandet smutter, og at en samlet blå blok forbliver en utopi, så vil de negative konsekvenser på sigt være langt, langt værre.

 

Hvis konsekvenserne bliver, at Venstre udvandes, at vores vælgere søger mod yderfløjene, at store dele af baglandet smutter, og at en samlet blå blok forbliver en utopi, så vil de negative konsekvenser på sigt være langt, langt værre
_______

 

For det vil betyde, at der reelt intet alternativ er til Socialdemokratiet og Mette Frederiksen er – og dermed til magten i de næste mange år. Og vi har tidligere set, hvor galt det kan gå, når magten centreres og enkelte politikere bliver for magtfulde. Derfor burde Jakob Ellemann-Jensen aldrig have accepteret at droppe advokatvurderingen af Mette Frederiksen. Det burde have været den røde linje, der ikke kunne overtrædes.

Først og fremmest fordi det er helt grundlæggende principper for alle liberale, at alle er lige for loven, og at den enkelte borger altid skal beskyttes mod overgreb fra staten. De principper bør aldrig vie – ligegyldigt hvilke ministerposter der stilles i udsigt.

Dernæst fordi det var det, vi sagde: Venstre lovede vælgerne gang på gang, at man ikke ville fravige kravet om en advokatvurdering, og de stemte på os i den tro. At droppe vurderingen er derfor et massivt svigt overfor vores vælgere.

Og til sidst fordi det grundlæggende bare er en uskik, at politikere politisk kan betale sig fra at blive stillet til ansvar for egne handlinger. Jeg er stolt af, at Venstre sidste år stemte for, at Inger Støjberg skulle for en rigsret. Fordi det var det rigtige at gøre. Fordi overholdelse af grundloven bør stå over alt andet – også i denne sag.

Selvom denne kommentar er skrevet, før et kommende regeringsgrundlag er blevet præsenteret, så er der én ting, der er helt sikkert: Det her gør ondt helt inde i maven på rigtig mange Venstre-folk. OG uagtet indholdet af regeringsgrundlaget, så venter der Ellemann en massiv opgave med at genopbygge Venstres troværdighed – både overfor vælgerne, men i særdeleshed overfor hans egne i baglandet. ■

 

Det er helt grundlæggende principper for alle liberale, at alle er lige for loven, og at den enkelte borger altid skal beskyttes mod overgreb fra staten. De principper bør aldrig vie – ligegyldigt hvilke ministerposter der stilles i udsigt

_______

 



Louise Theilade Thomsen (f. 1996) sidder i Københavns Borgerrepræsentation, hvor hun er Venstres gruppeformand. Ved siden af arbejdet i kommunalbestyrelsen er Louise i gang med at færdiggøre sin kandidat i International Business and Politics på CBS..



ILLUSTRATION: Marienborg, 11. december 2022: Jakob Ellemann-Jensen taler med pressen [FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]